HVIDE ELEFANTER

Uri Avnery, Gush Shalom

HVIDE ELEFANTER

Uri Avnery, Gush Shalom (Fredslejren), Israel, 4. august 2007

Kongen af Siam vidste, hvordan han skulle håndtere hjemlige modstandere: Han skænkede dem en hvid elefant.

Hvide elefanter er sjældne i naturen og derfor hellige. Da de er hellige, må de ikke arbejde. Men selv en hellig elefant spiser, spiser en masse. Nok til at gøre den rige mand til tigger.

Min afdøde ven, general Matti Peled, der engang var general for hærens intendanturkorps udpegede ligheden mellem denne elefant og mange af den amerikanske præsidents gaver til os.

I henhold til klausulerne ved ydelserne skulle hovedparten deraf anvendes i De Forenede Stater. Lad os antage, at Israel har behov for Merkava tanks, som laves i Israel, eller antimissilsystemer, som også laves i Israel. I stedet for at købe dem i Israel, køber den israelske hær amerikanske fly, som man ikke har brug for.

De mest avancerede militære fly er umådeligt dyre. Det er sandt, vi får dem gratis. Men ligesom den hvide elefant, er vedligeholdelsen af dem meget kostbar. De kræver piloter, hvis uddannelse koster en formue. De kræver lufthavne. Alle disse udgifter løber op i meget mere, end prisen alene for flyene.

Men hvilken hær kan sige nej til en så vidunderlig gave?

MELLEMØSTEN bliver netop nu invaderet af en hær af hvide elefanter.

I denne uge blev det bekendtgjort, at præsident Bush ville støtte Saudi Arabien med uhyre mængder af de mest avancerede våben. Regningen lyder på 20 milliarder dollars.

Våbnene skal angiveligt bruges til at styrke Saudi Arabien mod den store satan: Iran, som nu ifølge saudierne er den store fare.

Hvordan kan dette ske? I århundreder har Irak tjent som en mur mellem det shiitiske persiske Iran og det sunniarabiske Mellemøsten. Da præsident Bush væltede sunniregimet i Irak, åbnedes hele regionen for den shiitiske magt. I selv Irak installeredes et shiitisk styre, og shiitiske militser gør, hvad der passer dem. Det shiitiske hizbollah er blevet en magtfaktor i Libanon, og Iran har strakt sin lange arm ud til alle shiitterne i regionen.

Allah har i sin uendelige visdom sørget for, at alle de kolossalt store mellemøstlige oliereserver er placeret på shiitiske områder: I Iran, i det sydlige Irak og i Saudi Arabiens shiitiske områder samt den Persiske Golfs fyrstendømmer. Hvis alle disse reserver glider Amerika af hænde, vil det rykke magtbalancen, ikke bare i regionen, men i hele verden.

Derfor giver styrkelsen af Saudi Arabien – styret af konservative sunnier – mening set fra et amerikansk synspunkt. Imidlertid er våbenhandelen i den betydning fuldstændig irrelevant.

Saudierne behøver ikke våben. De har et våben, der er langt mere effektivt end fly og tanks: Et uudtømmeligt forråd af dollars. Dem bruger de til at finansiere venner, købe indflydelse og bestikke ledere.

Ydermere er saudierne ikke i stand til at vedligeholde våbenstrømmen. Der er ikke piloter nok til de fly, der købes, eller besætninger til tanksene. De nye våben vil blot samle sand i ørkenen, ligesom alle de andre våben, der er indkøbt tidligere.

Så hvor er fornuften i at købe flere våben for et beløb på 20 milliarder?

Saudierne sælger olie til amerikanerne for dollars. En mængde olie, en mængde dollars. De Forende Stater med et kæmpemæssigt gab på handelsbalancen har ikke råd til at miste disse milliarder. For at lette den amerikanske byrde må saudierne tilbagelevere i hvert fald en del af disse penge. Hvordan? Ganske simpelt. De køber amerikanske våben, som de ikke har brug for.

Det er en karrusel, der tilgodeser alle. Især de saudiske prinser. Saudi Arabien er velsignet med en sand overflod af disse – omkring 9000 (ni tusinde) prinser, der alle hører til det saudiske hus. En prins har en masse hustruer, en hustru har en masse afkom. Nogle af dem bliver våbenhandlere, der automatisk får en fed kommission fra våbenmilliarderne. (Det er et enkelt regnestykke: Blot én procent af 20 milliarder beløber sig til 200 millioner. Og de griner bare af en kommission på én procent).

Prinserne har derfor kapitalinteresse i dette bekvemme arrangement.

Det er her, Israel kommer ind i billedet.

Enhver våbenaftale fra Det Hvide Hus kræver kongressens samtykke. I kongressen er det “Israels venner” – den jødiske og den evangeliske lobby – der hersker. Enhver senator og ethvert kongresmedlem kan glemme alt om at blive genvalgt, hvis han fornærmer en af disse lobbyer.

Hvis Israel hæver stemmen mod en våbenaftale med Saudi Arabien, har Det Hvide Hus et problem. Der er nemlig en vis logik i den israelske protest. Den saudiske luftbase Tabuk ligger kun få minutters flyvning fra den israelske havneby Eilat.

Hvad gør man så? Det er enkelt. Giv os bare en våbengave for at opretholde “våbenbalancen” og vores “kvalitative overlegenhed over de forenede arabiske hære”.

Samtidig med 20 milliarder aftalen med saudierne, bestemte præsident Bush, at den årlige garanti for militær hjælp til Israel skulle hæves fra 2,4 milliarder til 3 milliarder. Dette betyder, at Israel i de kommende ti år vil modtage våben til en værdi af 30 milliarder dollars.

Bortset fra en mindre del af garantien, som Israel kan bruge på andre områder, skal den uhyrlige sum anvendes i De Forenede Stater. Fra et økonomisk synspunkt er gaven til Israel i virkeligheden et umådeligt løft til den amerikanske våbenindustri. Det vil berige våbenproducenterne, som står Bush’s hjerte nær. Det vil også vise den amerikanske offentlighed, på hvilken måde deres vise præsident skaber en masse dejlige nye jobs til dem.

Men det er naturligvis ikke enden på historien.

Det ville være uacceptabelt at “styrke” Saudi Arabiens herskere på en så imponerende måde uden at give noget til de andre konger, præsidenter og emirer, der samarbejder med amerikanerne. Egypten, Jordan og Golf-emiraterne regner også med deres andel.

De nye våbenaftaler vil derfor beløbe sig til 40, 50 og Gud ved hvor mange milliarder dollars.

Det er ikke dårligt for de våbenproducenter, der hjalp Bush med at blive genvalgt, og som fortsat støtter ham. Det er ikke dårligt for våbenhandlerne, prinserne og alle andre, der får profit, for de korrupte regimer, der styrer Mellemøsten (og i den henseende ikke mindst Israel, som det er lykkedes at blive en integreret part af regionen).

Alt dette ville selvfølgelig være morsomt, hvis ikke det havde været for den dystre side af disse cirkulære aftaler.

Da jeg var barn, lærte jeg, at en de mest foragtelige mennesketyper er våbenhandleren. Han er helt anderledes end alle andre slags handelsmænd, fordi hans vare er døden. Hans rigdom er gennemvædet af blod. Titlen “våbenhandler” var dengang en svidende fornærmelse, en af de værste. Et menneske kunne ikke præsentere sig selv som sådan uden samtidig at indrømme, at han var en lejemorder.

Tiderne skifter. Våbenhandleren i dag er en respektabel person. Han kan være en berømthed, genstand for rendestenspressens smiger, ven med politikere, en gavmild vært for medlemmer af regeringen.

Våben har deres eget liv. De stræber efter at realisere deres potentiale. Deres mission er at dræbe. En general, hvis arsenal er fyldt, har en tendens til at fantasere om “krig til sommer” eller “krig til vinter”.

Våbens dræbereffekt bliver hele tiden “bedre”, og producenterne har brug for områder, de kan teste dem på. For nogle dage siden afslørede en af vores generaler på TV, at i henhold til den amerikansk-israelske aftale, har den israelske hær forpligtet sig til at rapportere effektiviteten af alle slags våben til det amerikanske militære etablissement. For eksempel: Nøjagtigheden ved “smart”-bomberne, flyenes, missilernes, dronernes, tanksenes og alle de andre ødelæggelsesinstrumenters ydeevne i vores krige.

Ethvert “målrettet drab” i Gaza eller anvendelse af fragmentationsbomber i Libanon er altså en test. Det er udraderingen af et nabolag i Beirut, og drabet på kvinder og børn er “civile tab”, det er de vedvarende amputationer af lemmer på grund af fragmentationsbomber i Sydlibanon. Alt sammen blot statistiske fakta af betydning for amerikanske våbenproducenter, så de kan forbedre deres varer.

En handel er en handel, og varer er varer.

I samme uge da disse kolossale våbenhandler blev annonceret, talte Ehud Olmert om en dialog (ubegrænset i tid) og om de (ikke-bindende) principper for en endelig statusaftale. Condoleezza svirrede endnu engang omkring til regionens hovedstæder, smilende og snakkende, omfavnende og snakkende.

Saudi Arabien antyder, at de måske-måske er klar til at sidde til bords med Israel ved “fredsmødet”, som eventuelt finder sted til efteråret. Hensigten er også at gøre det lettere for Kongressen (dvs.: den proisraelske lobby) at godkende våbenaftalen.

Bush’s folk har for hundredeogsyttende gang meddelt, at et “mulighedernes vindue” nu er åbnet. (Ikke en “mulighedernes port”, ikke en “mulighedernes dør”, men et vindue. Som om et vindue var til at spadsere igennem snarere end at kigge gennem.)

Alle disse aktiviteter minder mig på en eller anden måde om en anden historie om den hvide elefant:

En amerikansk milliardær havde sat sig for, at han absolut måtte have en hvid elefant for at kunne gøre indtryk på sine ligemænd. Men det er strengt forbudt at eksportere hvide elefanter fra Thailand, fordi de er så sjældne.

En snu spekulant lovede, at han ville skaffe ham en hvid elefant, og fortalte ham endda, hvordan han ville gøre det: Han ville male elefanten grå, før han smuglede den ud.

Og minsandten. På det aftalte tidspunkt kom der en tremmekasse, og ud spadserede en grå elefant. Da den grå maling var vasket af, stod der en hvid elefant. Men da man fortsatte lidt med afvaskningen, forsvandt den hvide maling også, og nedenunder – var elefanten grå.

Oversat fra engelsk for DPV af Flemming Dyrman

Comments are closed.