Norske diplomater opfordrer Oslo til at kritisere Israel for tortur

Associated Press, Ha’aretz hjemmeside

Norske diplomater opfordrer Oslo til at kritisere Israel for tortur

Fra The Associated Press/Ha’aretz hjemmeside 6. september 2007

Norges ambassade i Tel Aviv har opfordret sin regering til at kritisere Israel for den påståede brug af tortur i fængsler, rapporterede den norske statsradio NRK torsdag (6.9.2007).

Radioen meddelte at den havde fået adgang til et hemmeligt diplomatisk dokument fra ambassaden, der opfordrede til handling ved at udtrykke vores betænkelighed ved, at der stadig praktiseres tortur i Israel.

Ifølge den norske radio stammede betænkeligheden fra en rapport udsendt af Den Offentlige Komité Mod Tortur i Israel, en israelsk menneskerettighedsgruppe, der hævder, at fanger sommetider blev slået under forhør, holdt i pinefuldt stramme håndjern og blev udsat for isolation, trusler, ydmygelse og berøvelse af søvn.

Norges viceudenrigsminister Raymond Johansen sagde, at han var bekendt med dokumentet, men ikke havde besluttet, om der skulle handles pga. henvendelsen.

“Vi har et antal vanskelige sager at rejse over for de israelske myndigheder, ikke mindst i forbindelse med den israelsk-palæstinensiske konflikt”, sagde Johansen på den norske radio. “Enhver regering må udvise god bedømmelse mht. hvilke sager den skal rejse på ethvert givet tidspunkt”. Han sagde at Norge virkelig betragter tortur og mishandling som alvorlige emner, men man er altid nødt til at træffe et valg.

Den israelske ambassade i Oslo sagde, at den ikke umiddelbart kunne kommentere rapporten, fordi ambassadøren var til møde.

Norge har søgt at være fredsmager i den israelsk-palæstinensiske konflikt, idet det hemmeligt har mæglet i de nu sønderrevne Oslo Overenskomst-fredsaftaler af 1993 mellem parterne.

Ifølge den norske radio siger det hemmelige diplomatiske dokument, at afhøringsmetoderne betragtes som lovlige af de israelske myndigheder.

Den norske radio sagde, at menneskerettighedsgruppens rapport var baseret på interviews med 82 tidligere fanger.

Oversat fra engelsk for DPV af Jørgen Nyeng

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.