Kan den arabiske verden blive til Gazas fangevogtere?

Jonathan Cook, Information Clearing House

Kan den arabiske verden blive til Gazas fangevogtere?

Jonathan Cook, Information Clearing House, 26.06.2007

Israel og det internationale samfund fik til slut deres boykot af Den Palæstinensiske Myndighed (PA) tilbage i masken med HAMAS’s blodige magtovertagelse i Gaza. Sådan argumenterer Gideon Levy, en af de mere sobre stemmer, der stadig kan høres i Israel.

“Udsultning, tørlægning og blokade af nødhjælp brænder ikke bevidstheden bort og svækker ikke politiske bevægelser. Tværtimod…. Virkeligheden har modbevist det kor af eksperter og kommentatorer, som prædikede på boykotpolitikkens vegne. Denne fjollede opfattelse, at det er muligt at styrte en valgt regering ved at udøve pression over for en hjælpeløs befolkning, led et totalt nederlag”.

Men har Levy misforstået noget? Israelske og amerikanske, deriblandt Ehud Olmerts og George Bush’s, ansigter ser ikke ud til at være plaget af bekymringer. Tværtimod. Gennem de seneste par uger har de lydt og set endnu mere selvtilfredse ud end sædvanligt.

Problemet i Levys analyse er, at den går ud fra, at Israel og USA ønskede sanktioner for at bringe HAMAS til fald, enten ved at give FATAH overtaget så det kunne give den palæstinensiske regering en knockout, eller ved anspore almindelige palæstinensere til at gøre oprør og kræve, at deres tidligere gennem valget trufne beslutning skulle omstødes og FATAH genindsættes.

Kort sagt Levy går lige som de fleste observatører ud fra, at politikken var udformet med henblik på at gennemtvinge en ændring af regimet. Men hvad nu hvis det ikke var pointen med sanktionerne? Og hvis det er tilfældet, hvilke mål tog Israel og USA da sigte på?

Parallellerne mellem Iraq og Gaza er måske belærende. Når alt kommer til alt, er Iraq Vestens eneste andet nylige eksperiment med at gennemtvinge sanktioner for at udsulte en nation. Og vi ved alle, hvad det førte til: en endnu stærkere konsolidering af Saddam Husseins styre.

Sandt nok er omstændighederne i Iraq og Gaza forskellige: De fleste irakere ønskede at komme af med Saddam, men havde ingen mulighed for at gennemføre en ændring, mens de fleste Gaza-boere ønskede HAMAS i regering og fik det ved at stemme på HAMAS ved valget i januar 2006. Ikke desto mindre er det muligt, at USA og Israel drog en anden konklusion af erfaringerne med Saddam-aktionerne mod Iraq.

Hvad enten det var tilsigtet eller ej, viste sanktionerne sig at være et meget effektivt redskab til nedbryde de indre bindinger, der holdt det irakiske samfund sammen. Forarmelse og sult er vægtige tilskyndelser til at vende sig mod ens nabo såvel som mod ens fjende.

Et samfund, hvor der er knaphed på ressourcer – fødevarer, medicin, vand, elektricitet – er også et samfund, hvor enhver er sig selv nærmest. Det er et samfund, som med en smule tilskyndelse let kan bringes til at sønderrive sig selv.

Og det er netop hvad amerikanerne begyndte at arrangere efter deres “chok og skræmme”-invasion i 2003. I modsætning til tidligere amerikanske interventioner i andre lande, blev Saddam ikke styrtet og erstattet med en anden stærk mand – en der faldt mere i Vestens smag.

I stedet for en udskiftning af et regime fik vi en ødelæggelse af et regime. Eller som Daniel Pipes, en af de neokonservative ideologer bag angrebet på Iraq, udtrykte det, var målet “begrænset til at ødelægge et tyranni, ikke at sponsorere dets efterfølger …….. At bringe Iraq på fode er hverken koalitionens ansvar eller dens byrde”.

Som efterfølger for Saddam skabte amerikanerne et sikkert tilflugtssted kendt som den Grønne Zone, hvorfra besættelsesregimet uden stort besvær kunne holde opsyn og føre tilsyn med tyveriet af Iraqs olie mens det samtidigt kunne sidde med hænderne i skødet og iagttage en sekternes borgerkrig mellem sunni- og shiamuslimske befolkningsgrupper, der blev optrappet ud af kontrol og decimerede den irakiske befolkning.

Hvad håbede Washington at opnå? Pipes giver et fingerpeg: ”Når sunni-terrorister slår til mod shi’iter og omvendt, bliver ikke-muslimer [dvs. USA’s besættelsesstyrker og deres allierede] mindre udsatte for at blive sårede”.

Med andre ord, at muliggøre en borgerkrig i Iraq var langt at foretrække frem for at tillade irakerne at forene sig og opbygge en effektiv modstand mod USA’s besættelse. Alt taget i betragtning er irakiske døde – mindst 650.000 ifølge den seneste realistiske optælling – så godt som omkostningsfrie, mens amerikanske soldaters liv koster stemmer hjemme i USA.

Den neokonservative klike bag invasionen i Iraq anskuede den som gavnlig i to henseender.

FOR DET FØRSTE undergravede den solidariteten blandt almindelige irakere, sled på deres energi og gjorde det mindre sandsynligt, at de ville slutte sig til eller støtte modstanden mod besættelsen.

Oprørsbevægelsen er forblevet et frygteligt irritationsmoment for USA’s styrker, men ikke det skæbnesvangre slag, den kunne have været, hvis sunnier og shi’iter havde kæmpet side om side. Som resultat heraf er tyveriet af Iraqs ressourcer blevet gjort lettere.

FOR DET ANDET medfører borgerkrigen på længere sigt uundgåeligt en langsom proces af samfundsmæssig opsplitning og etnisk udrensning. Fire millioner irakere meldes at være blevet tvunget til enten at forlade landet eller flygte fra deres hjem. Iraq bliver delt op i små etniske og religiøse lokalsamfund, som det bliver lettere at styre og manipulere.

Er dette modellen for Gaza nu og siden hen Vestbredden?

Det er værd at huske på, at hverken Israel eller USA lagde sig i selen for en lettelse af sanktionerne mod PA efter at den nationale enhedsregering blev dannet tidligere på året. Faktisk kunne USA og Israel knap nok skjule deres panik over den udvikling. Fra det øjeblik aftalen i Mecca blev indgået, blev reportager om USA’s bestræbelser på at optræne og bevæbne FATAH-styrker, der var loyale over for præsident Mahmoud Abbas et tilbagevendende emne i aviserne.

Den akkumulerende virkning af USA’s støtte til FATAH, såvel som Israels fortsatte arrestationer af HAMAS-medlemmer af PLC (Det Lovgivende Råd) på Vestbredden skulle belaste det allerede spændte forhold mellem HAMAS og FATAH til bristepunktet. Da HAMAS erfarede, at Mohammed Dahlan, opmuntret af USA, var i gang med forberedelserne til et kup mod HAMAS i Gaza, blev det HAMAS der først spillede ud.

Troede FATAH virkelig at det kunne gennemføre et kup i Gaza, set på baggrund af dets Gaza-styrkers åbenlyse svaghed., eller var rygtet lidet mere end amerikansk og israelsk spin, iscenesat for at underminere HAMAS’s tiltro til FATAH og besegle enhedsregeringens skæbne? Håbede Dahlan og Abbas virkelig at kunne styrte HAMAS, eller var de nyttige idioter, som USA og Israel havde behov for? Disse spørgsmål vil måske først historikerne kunne afklare.

Men med fingeraftrykkene fra Elliott Abrams, en af de mere holdbare neokonservative i Bush-regeringen, som man støder på i hele denne periode, kan vi formode, at det, Washington og Israel pønser på over for palæstinenserne, vil have stærke ekkoer af, hvad der er sket i Iraq.

Ved at arrangere ødelæggelsen af den palæstinensiske enhedsregering har Israel og USA sikret sig, at der ikke er nogen fare for, at der kan opstå en ny palæstinensisk konsensus, som kunne have tvunget Israel til at indgå i fredsdrøftelser. En enhedsregering kunne have fundet frem til en formel for et tilbud til Israel:

* en begrænset anerkendelse inden for grænserne fra før 1967 til gengæld for en anerkendelse af en palæstinensisk stat og Vestbreddens og Gazas territoriale integritet;

* en langsigtet våbenhvile til gengæld for, at Israel ophører med sin kampagne med konstant vold og krænkelser af palæstinensisk suverænitet;

* og en forpligtelse til at respektere tidligere indgåede aftaler til gengæld for, at Israel retter sig efter FN-resolutioner og accepterer en retfærdig løsning på de palæstinensiske flygtninges problem.

Efter årtier med israelsk ond tro og den tiltagende bitterhed mellem FATAH og HAMAS, må det erkendes, at muligheden for at de skulle kunne finde frem til et fælles standpunkt og med det udgangspunkt fremkomme med et sådant tilbud, ville have været beskeden. I dag eksisterer den ikke.

Det er nøjagtigt, som Israel ønsker det, fordi det ikke har nogen interesse i meningsfulde fredsdrøftelser med palæstinenserne eller i en endelig aftale. Det ønsker blot at gennemtvinge løsninger, der tjener Israels interesser, som er at sikre mest muligt land til en rent jødisk stat og at svække og splitte palæstinenserne så meget, at de aldrig vil være i stand til at rejse en seriøs udfordring af Israels diktater.

I stedet frembyder HAMAS’s jammerlige myndighed over fængselslejren Gaza og FATAH’s skidne styre over de ghettoer, der kaldes Vestbredden en mere tilfredsstillende model for Israel og USA – og en model der ikke er ulig situationen i Iraq. En slags sheriffens del og hersk politik i det Vilde Vesten.

Akkurat som i Iraq har Israel og USA sikret sig, at der ikke fremkommer nogen palæstinensisk stærk mand, der kan erstatte Arafat. Ligesom i Iraq opmuntrer de til borgerkrig som et alternativ til modstand mod besættelsen, mens Palæstinas ressourcer – land, ikke olie – bliver stjålet.

Ligesom i Iraq forårsager de en permanent og uafvendelig opdeling, i dette tilfælde mellem Vestbredden og Gaza, for at skabe lettere håndterlige territoriale ghettoer. Og ligesom i Iraq er den sandsynlige reaktion en endnu højere grad af palæstinenseres ekstremisme, som i det internationale samfunds øjne vil underminere deres sag.

I hvilken retning vil dette så føre palæstinenserne?

Israel trækker allerede med ny dygtighed i trådene overfor FATAH efter dets ydmygelse i Gaza. Abbas soler sig lige nu i israelsk rundhåndethed i forhold til hans slyngelregime på Vestbredden., der bl.a. omfatter beslutningen om at udbetale en betragtelig del af de $ 700 millioner i skatter og afgifter som skyldes til palæstinenserne (også dem i Gaza, naturligvis) og som Israel har tilbageholdt i årevis. Prisen var, ifølge de israelske massemedier, et løfte fra Abbas om ikke at overveje på ny at indgå i en enhedsregering med HAMAS.

Målet vil være at forøge spændingerne mellem HAMAS og FATAH på Vestbredden til bristepunktet, men sikre, at det bliver FATAH der går sejrende ud af konfrontationen.

FATAH er allerede militært stærkere og med generøs støtte fra Israel og USA – herunder våben og optræning og muligvis en tilbagevenden af Badr Brigaden [der flygtede fra Gaza og lige nu er spærret inde i Jordan, o.a.] – skulle det være i stand til at slå HAMAS på flugt. Den forskel i status mellem Gaza og Vestbredden, som Israel længe har ønsket, vil blive total.

Det palæstinensiske folk er allerede blevet opdelt i et utal af grupperinger. Der er palæstinenserne under besættelse, der er dem, der lever som andenklasses borgere i Israel, dem der har fået lov til at forblive “residenter” i Jerusalem og dem der er spredt ud over lejre i Mellemøsten. Selv inden for disse grupper er der en vrimmel af sekundære identiteter: flygtninge og ikke-flygtninge; flygtninge, der er omfattet af statsborgerskab i deres værtslande og dem der er blevet nægtet dette; besatte palæstinensere, der lever under Den Palæstinensiske Myndigheds kontrol og dem, der lever under Israels militære besættelse, etc. ….

Nu har Israel konsolideret den måske vigtigste opdeling af dem alle: Den absolutte og uafvendelige adskillelse af Vestbredden og Gaza. Hvad der gælder for den ene del vil ikke længere gælde for den anden del. De bliver til to separate anliggender; deres skæbne er ikke længere forbundet med hinanden .

Den ene del vil, som Israelerne ynder at kalde det, være HAMASTAN og den anden del FATAHLAND med hver sin regering og genstand for forskellig behandling af Israel og det internationale samfund.

Grundene til at Israel foretrækker dette arrangement er mangfoldige.

FOR DET FØRSTE kan Gaza nu afskrives af det internationale samfund som et fallitbo. De israelske massemedier er lige nu fyldt med nedladende kommentarer fra det politiske establishment og sikkerhedsestablishmentet om, hvordan man kan hjælpe til med at undgå en humanitær krise i Gaza, herunder muligheden af fra luften at kaste nødhjælp ind over Gazas “sikkerhedshegn” – som om Gaza var Pakistan efter et jordskælv.

Ifølge tidligere erfaringer og ud fra hvad Israels nye forsvarsminister Ehud Barak, har sagt, kan disse pakker med fødevarer hurtigt blive til bomber, hvis Gaza ikke forholder sig roligt.

Som israelske og amerikanske talsmænd har udtrykt det, er der en ny ”afklarethed” ved situationen. I et Hamastan kan Gazas militante og civile blive Israels mål uden megen skelnen og uden nogen opstandelse fra det internationale samfunds side. Israel vil håbe på, at budskabet fra Gaza ikke forbliver uden virkning på Vestbreddens palæstinensere, når de beslutter, hvem de støtter: FATAH eller HAMAS.

FOR DET ANDET genoptog Olmert og Bush på deres møde i sidste uge samtaler om en palæstinensisk stat. Ifølge Olmert ønsker Bush “før hans embedsperiode er omme at virkeliggøre drømmen om at oprette en palæstinensisk stat”. De er begge ivrige efter at gøre hurtige fremskridt, et sikkert tegn på, at der er ugler i mosen.

De er helt sikkert opmærksomme på, at de nu ikke er underlagt noget pres for at skabe en enkelt fremkommelig palæstinensisk stat på Vestbredden, som præsident Bush engang lovede det. En trængt Abbas vil ikke kræve inkludering af Gaza i sit ghetto-len.

FOR DET TREDJE kan Gazas adskillelse fra Vestbredden bruges til at give nyt liv til Olmerts forslidte plan for tilnærmelse – hvis han kan give den en ny fremtræden. Tilnærmelsen, som krævede en meget begrænset tilbagetrækning fra de områder på Vestbredden, der var tæt befolket med palæstinensere, mens Israel beholdt de fleste af sine illegale kolonier og beholdt Jordan-dalen, blev officielt droppet efter Israels ydmygende nederlag til Hezbollah.

Hvorfor forsøge at genoplive tilnærmelsesplanen? Fordi det er Israels nøgle til sikring af det udvidede jødiske fort, som er den eneste sikre beskyttelse mod palæstinensernes hastige demografiske vækst, der snart vil gøre dem mere talrige end jøderne i det Hellige Land. Og Israel frygter, at det så kunne blive sammenlignet med Apartheid Sydafrika.

Hvis besættelsen fortsætter uændret, har Israels sikkerhedsestablishment længe advaret om, at palæstinenserne til slut vil finde frem til det eneste praktisk gennemførlige svar: at opløse PA, Israels kvikke kneb med at gøre det palæstinensiske lederskab ansvarlig for at undertrykke modstanden mod besættelsen og derved tvinge Israel, snarere end Europa, til at betale regningen. Det næste skridt ville blive en antiapartheid-kampagne for én stat i det historiske Palæstina.

Af denne grund har demografisk adskillelse fra palæstinenserne været logikken i ethvert større israelsk politisk initiativ siden – og iberegnet – Oslo. Tilnærmelse kræver intet tab af kontrol over palæstinensernes liv, sikret gennem det næsten afsluttede net af mure, bosættelser, omfartveje og kontrolposter, en ny indpakning af deres besættelse som en stat.

Den største indvending i Israel mod Olmerts plan – såvel som mod den dermed forbundne tilbagetrækning fra Gaza – var bekymringen for, at når hæren først ensidigt havde trukket sig tilbage fra de palæstinensiske ghettoer, ville palæstinenserne få uhindret adgang til at foretage terrorangreb, herunder at sende raketter fra deres fængsler ind i Israel. De fleste israelere tænkte naturligvis aldrig over besættelsens rolle i at give anledning til sådanne angreb.

Men Olmert mener muligvis, at han har fundet en måde til at bringe sine hjemlige kritikere til tavshed. For første gang synes han at være virkeligt opsat på at få sine arabiske naboer involveret i oprettelsen af en palæstinensisk “stat”. Da Olmert tog af sted til topmødet i Sharm el Sheikh med Ægypten, Jordan og Abbas i denne uge, sagde han , at han ønskede “sammen med andre at arbejde for at skabe den platform, der kan føre til en ny begyndelse mellem os og palæstinenserne”.

Mente han partnerskab? En kilde i premierministerens kontor forklarede til Jerusalem Post hvorfor de tre nationer og Abbas holdt møde. “Det er de fire parter, der er direkte berørt af hvad der sker lige nu, og hvad der er behov for, er et andet niveau af samarbejde mellem dem”. En anden talsmand jamrede over, at det indtil nu ikke var lykkedes at få saudierne inddraget.

Dette synes at være udtryk for en fuldstændig ændring i den israelske opfattelse. Indtil nu har Tel Aviv betragtet palæstinenserne som et hjemligt problem – når alt kommer til alt, bebor de et område, som retteligen, hvis man skal tro Bibelen, tilhører jøderne. Ethvert forsøg på at internationalisere konflikten er derfor blevet mødt med ihærdig afvisning.

Men nu taler den israelske premierministers kontor åbenhjertigt om at få den arabiske verden mere direkte involveret, ikke blot i sin sædvanlige rolle som mægler over for palæstinenserne, ej heller blot for at sikre grænserne mod smugleri. Men også med henblik på at holde opsyn med territorierne.

Israel håber at Ægypten i særdeleshed er lige så bekymret som Tel Aviv over opkomsten af et Hamastan ved sin grænse og måske kan lokkes til at anvende den samme repressive politik over for islamisterne i Gaza, som det hjemme praktiserer over for Ægyptens islamister.

På lignende vis har Olmerts vigtigste politiske rival, Likuds Binyamin Netanyahu, nævnt ikke blot ægyptisk medvirken i Gaza, men endog jordansk militær tilstedeværelse på Vestbredden. De “moderate” arabiske regimer, som Washington ynder at kalde dem, ses som nøglen til udvikling af nye idéer om palæstinensisk “autonomi” og en regional “konføderation”.

Så længe som Israel har quislinge på Vestbredden og en regering, der har sat sig uden for det gode selskab i Gaza, tror det måske på, at det kan presse den arabiske verden til at støtte en sådan “fredsplan”.

Hvad vil det betyde i praksis? Muligvis, som Zvi Barel fra Ha’aretz spekulerer over det, vil vi se fremkomsten af et halvt dusin palæstinensiske regeringer med ansvar for ghettoer i Gaza, Ramallah, Jenin, Jericho og Hebron.

Hver især kunne de måske opmuntres til at konkurrere om støtte og nødhjælp fra de “moderate” arabiske regimer, men på betingelse af, at Israel og USA er tilfredse med disse palæstinensiske regeringers forvaltning af deres myndighed.

Med andre ord ser det ud til, at Israel er i færd med at afstøve endnu en gennemarbejdet plan for, hvorledes man kan håndtere palæstinenserne og deres irriterende uudryddelige idé om suverænitet. Sidste gang, inden for rammerne af Oslo-processen, blev palæstinenserne gjort ansvarlige for på Israels vegne at opretholde ro og orden under besættelsen.

Denne gang, da palæstinenserne er afsondrede i deres separate fængsler, der giver den i rollen som stater, tror Israel måske, at det kan finde nye fangevogtere til palæstinenserne – den arabiske verden.

Jonathan Cook, journalist og bosat i Nazareth i Israel, er forfatter til bogen “Blood and Religion: The Unmasking of the Jewish and Democratic State” (Pluto Press 2006)

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.