Alt er muligt
Yigal Bronner, The Electronic Intifada, 22.06.2007
Det føles mærkeligt at diskutere mulige løsninger på den israelsk-palæstinensiske konflikt. Foretrækker vi en énstats-formel eller to stater, den ene ved siden af den anden? Hvilken af de to løsninger har de største muligheder for sig? Disse spørgsmål lyder som meget fjerne i forhold til den barske virkelighed i området, hvor en løsning på konflikten aldrig har forekommet at være så langt borte.
Lige nu ændrer Israel på dramatisk vis og ensidigt regionens landskab. Det projekt, der misvisende kaldes “Sikkerhedshegnet” gør de kolonier, som Israel har etableret i de områder, det besatte i 1967, permanente og udvider dem i meget stort omfang, mens det ofrer en håndfuld bosættere, der har slået sig ned i de fjernestliggende og tættest palæstinensisk befolkede områder.
Projektet supplerer også systemet af kun-for-jøder-veje og talrige kontrolposter, som allerede opsplitter Vestbredden. Det koncentrerer palæstinenserne i tæt befolkede og forarmede enklaver og sikrer total israelsk kontrol over områdets mest værdifulde ressourcer: åbent land og vand.
Mange palæstinensiske lokalsamfund på Vestbredden er allerede indhegnede på alle sider (og sommetider også skåret midt over) af et system af grøfter, betonmure og pigtrådshegn. Også Gaza er forseglet.
Trafik mellem de palæstinensiske enklaver er yderst besværlig. Adgang til sundhedstjeneste, uddannelse og arbejde er begrænset og i nogle tilfælde umulig.
Overalt hersker der fattigdom (60 % af befolkningen har en indtægt , der er lavere end FN’s fattigdomsgrænse på to dollars om dagen). I løbet af nogle måneder vil projektet være tilendebragt efter hensigten. Det vil spærre palæstinenserne inde i små ghettoer, forbundet gennem underjordiske veje under Israels kontrol.
Der bliver ingen lufthavn, ingen søhavn, og adgangene til nabolandene bliver bemandet med israelske soldater. Slutresultatet – som allerede eksisterer i Gaza-striben og adskillige “striber” på Vestbredden – er et system af overfyldte friluftsfængsler. Og skulle de indsatte blive uregerlige og gøre oprør, vil vogterne skyde løs på dem fra luften og med artillerigranater.
Vær opmærksom på, at det der sker i de siden 1967 Besatte Palæstinensiske Territorier (BPT) ikke er noget væsentligt nyt. Den israelsk-palæstinensiske konflikt er ikke 40 år, men 120 år gammel. Gennem hele denne periode anvendte den israelske til stat omdannede Yeshuv en række forskellige midler for at tilegne sig så meget land som muligt og fordrive eller økonomisk strangulere den indfødte befolkning.
Et større gennembrud for denne bestræbelse fandt sted under krigen i 1948, da mindst 700.000 palæstinensere enten flygtede eller med geværløb i ryggen blev tvunget ud af deres byer og landsbyer. Deres hjem blev systematisk jævnet med jorden af den nyoprettede stat Israel, og de fik ikke lov at vende tilbage til deres hjem.
De palæstinensere, der forblev i deres hjem (og som modstod en yderligere omgang fordrivelse i 1950’erne), fik israelsk statsborgerskab og udgør i dag 20 % af Israels befolkning. Men politikker for fordrivelse og tyveri af land er konstant blevet praktiseret også inde i Israel, imod dets egne arabiske borgere.
I Negev, for blot at nævne ét eksempel, bor der 80.000 beduiner i “ikke anerkendte landsbyer”, som staten nægter at forsyne med vand, el, tilfredsstillende skoler og medicinske faciliteter. Lige nu arbejder israelske styrker ihærdigt med ufrivilligt at genbosætte denne befolkning i overfyldte townships a la Apartheid-Sydafrika.
Der går næppe en uge uden at hjem, undertiden hele landsbyer, bliver ødelagt, kvæget konfiskeret og marker ødelagt, mens regeringen gavmildt deler land i dette område ud til jødiske bosættere. Dette er blot én form for skub-og-stjæl-operationer inde i Israel.
Generelt vinder den opfattelse, at staten burde tilbagekalde sine arabiske borgeres statsborgerskab, og at de burde isoleres med hegn eller endog fordrives, almindelig udbredelse blandt israelske jøder.
I slutningen af det 19. århundrede samledes jødiske Palæstina-immigranter omkring sloganet: “Et land uden folk til et folk uden land” og det lader til, at den zionistiske bevægelse aldrig har opgivet at tømme landet for dets indfødte befolkning.
Et andet velkendt slogan lød “en acre [=4.047 kvadratmeter, o.a.] her og en acre der” (dunam po ve-dunam sham). Det zionistiske projekts opfindsomhed, historiske vision og ubarmhjertighed kommer klart frem i dette slogan, som vi lærte i skolen: forskellige jordstykker kan overtages ved at ty til forskellige midler – nogle gange køb, andre gange konfiskation og endnu andre gange overtagelse med magt.
Det vundne land er måske ikke tilstødende, noget af det her og andet dér, men sluttelig “acre for acre” vil det alt sammen blive overtaget. Der siges intet i disse slogans om de mennesker, der allerede boede på disse jorder. Så sent som i 1970’erne insisterede Golda Me’ir på, at der ikke findes noget palæstinensisk folk.
Og Ariel Sharon, som havde stor indflydelse på Israels kolonisering af Vestbredden, sagde gentagne gange, at hvis palæstinenserne ønsker en stat, burde de finde den i Jordan. Og dog, for få år siden antog Sharon pludselig en retorik om en tostatsløsning og gik ind for oprettelsen af en palæstinensisk enhed på områder, som Israel besatte under krigen i 1967.
Denne nye retorik, som kom fra den mand, der var hjernen bag bosættelserne, udposterne og senest kvælningen af byer på Vestbredden med mure, er et signal om et historisk resultat. Frugten af 120 år med “en acre her og en acre dér” var sluttelig inden for synsvidde. Det historiske Palæstinas arabiske befolkning var blevet tilstrækkeligt splittet og bestjålet.
De sparsomt forbundne. landløse enklaver på Vestbredden bliver dømt til en hensygnende tilværelse – de kan ikke udvide sig i nogen retning. Sharon, Olmert og Barak kan nu ændre deres sprog – til Bush-regeringens og de vestlige nationers bifald.
Hvis palæstinenserne skulle finde på at hejse flaget i deres isolerede ghettoer, eller afholde valg, kunne Israel ikke være mere tilfreds. At kalde systemet af friluftsfængsler for en stat, vil gøre det muligt for Israel at vaske hænderne rene for de indsattes forarmelse.
Er en løsning så mulig? Nogle hævder, at den virkelighed, som Israel har skabt i området er uigenkaldelig, og at delingen af det historiske Palæstina i to stater ikke længere kan praktiseres. Andre argumenterer med, at det er énstatsløsningen, der ikke kan gennemføres, da Israel aldrig vil gå med til en aftale om magtdeling a la Nordirland.
Begge argumenter er forkerte – intet er umuligt. De Gaulle trak alle Frankrigs én million bosættere ud af Algeriet på et tidspunkt, da få troede på, at han ville gøre det. Gennem årtier sagde Sydafrikas hvide, at de aldrig ville gå med til at dele magten med landets sorte flertal, og så pludselig gjorde de lige netop det. Jerntæppet faldt, ligesom Berlin-muren. Da vi ikke kender fremtiden, er der ingen måde, hvorpå vi kan få rede på, hvad der er umuligt.
Men hvis der skal findes en retfærdig og varig løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt – vil det kræve en virkelig deling af land, vand og faktisk også magt. En løsning må fremkomme som resultat af tosidig forhandling mellem ligeværdige parter. Den må gøre det muligt for begge parter at udøve deres kulturelle og politiske rettigheder, at bibeholde deres etos, sprog og religiøse traditioner.
Den zionistiske bevægelse har aldrig samtykket i en sådan sand magtdeling. Nogle hævder, at delingsplanen fra 1947 var et oprigtigt forsøg på at dele landet. Men enhver, der har fordybet sig i områdets historie, ved, at den jødiske hensigt med at acceptere planen var at få fat på “en acre her” mens man afventede, at “en acre dér” skulle blive til virkelighed.
Bevægelsen havde ikke til hensigt at slå sig til tåls med, hvad den dengang fik tilbudt. Andre fremfører, at i Oslo prøvede Israel oprigtigt at dele landet med PLO, men spørg en hvilken som helst palæstinenser på Vestbredden. 1990’erne i Oslo-aftalens skygge, da Israel fordoblede bosættelsernes befolkning, byggede mange nye kolonier og oprettede udposter, var det værste årti under den israelske besættelse – indtil det årti, der begyndte i 2000.
Skub-og-stjæl-politikkens velsmurte maskine har kørt uden noget stop i årtier. Den tog faktisk til i styrke og har nu næsten sit eget liv. Israelernes ører er blevet så vante til dens konstante lyd – dens raslen og stank fra husnedrivninger og oprykning af træer med rode for at skaffe plads til nye besættere – at de ikke længere hører den.
De hører deres lejlighedsvise opfordringer til fred. De hører, når der bliver skudt på dem. Men de holdt for længe siden op med at ænse koloniseringsmaskinens monotone borelyd, og de kan ikke forestille sig den ro, det ville afstedkomme at stoppe den.
Jeg har været vidne til denne ubønhørlige maskine i aktion. Sammen med mine venner i Ta’ayush og andre fredsgrupper har vi genopbygget hjem, som den har revet ned, blot for at se dem blive revet ned igen og igen fem gange, igen og igen.
Bulldozerne kommer altid tilbage. Eller slås med indbyggerne i South Hebron Hills. Årevis med en meget stor indsats fra hundreder af mennesker i området, i retten og i medierne har på ingen måde sikret den skrøbelige status quo for den håndfuld familier, der stædigt holder fast i deres små, simple hytter.
Israelske soldater hamrede dem ned, dengang Barak var premierminister, og trods alle anstrengelser kommer bulldozerne tilbage for at rydde området til bosættere, der har slået sig ned ikke ret langt væk.
Fordrivelsesmaskinen kører aldrig træt. Den fortsætter sit arbejde i selve Israel, fra Rafah til Negev, fra Hebron til Jerusalem, fra Budrus til Bil’in, fra Jenin til Sakhnin. Den stjæler en acre her og en acre dér. Jeg vil sige det helt klart: Det kommer ikke til nogen løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt, så længe den fortsætter sit arbejde.
Men stop den, og alt er muligt.
Yigal Bronner underviser i sydasiatisk litteratur ved University of Chicago. Han er aktivist i Ta’ayush: Et arabisk-jødisk partnerskab; og refusenik, som har tilbragt meget af det seneste årti i kamp for fred og imod uretfærdighed i Israel/Palæstina
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen