Ikke blot besættelsen
Af Ali Abunimah, Electronic Intifada, 07.06.2007
“I dag for fyrre år siden var den sidste dag, da Israels borgere var et frit folk i sit eget land” skrev klummeskribenten Akiva Eldar 04.04.2007 i Ha’aretz. ’Det var den sidste dag vi levede her uden at bestemme over andre menneskers liv”.
Ovenstående linjer er en opsummering af den ærbødigt fastholdte mytologi hos det der stadig kaldes den israelske venstrefløj og en stor del af den internationale fredsproces-industri – at forud for krigen i 1967 var Israel uskyldsren og på rette vej.
Hvis det ikke “var blevet besættelsesmagt” ville regionen have haft en lykkeligere historie og Israel ville have været et accepteret medlem af det internationale samfund snarere end en paria, der slæber rundt på etiketten “apartheid”.
Alene at fokusere på besættelsen tjener i stigende grad til at tilsløre at konflikten i Palæstina dybest set er en kolonial kamp, hvis grænser i praksis ikke falder sammen skillelinjerne fra 4. juni 1967.
Det sker ikke tit, at jeg er enig med bosætterbevægelsens ledere, men de påpeger en sandhed, som israelske og amerikanske liberale foretrækker at ignorere , når de fremfører, at de bosættelser i Gaza og på Vestbredden, der blev bygget efter 1967, ikke er moralsk forskellige fra byer og kibbutzer inden for Israels grænser fra før 1967.
Det Israel, der blev oprettet i 1948 blev etableret på jord, der var blevet voldeligt eksproprieret fra etnisk udrensede palæstinensere. Israel er alene blevet opretholdt som en jødisk stat i kraft af gennemtvingelsen af talrige love, der opretholder dets palæstinensiske borgeres lavere status og med magt udelukker palæstinensiske flygtninge.
Selv israelere, der fordømmer besættelsen, støtter disse racistiske love. Der hersker en israelsk konsensus om, at det er legitimt at forsvare den jødiske stat imod den såkaldte “demografiske trussel” fra palæstinenserne som igen – lige som det var tilfældet før 1948 – vil blive flertalsbefolkningen i Palæstina/Israel, trods seks årtiers israelske bestræbelser på at reducere deres antal gennem fordrivelse, massakrer og administrativ udrensning.
Der er bydende nødvendigt [for Israel, o.a.] at lave valggeometri med en enklave med jødisk flertal, – snarere end nogen som helst anerkendelse af palæstinensisk lighed – der kan understøtte den israelske retorik, hvor beskeden den end er, til støtte for en palæstinensisk stat.
Sloganet “bring besættelsen til ophør” er kommet til at betyde hvad som helst for hvem som helst. For Israels herskende eliter, FATAH’s ledere og kvartetten [USA, EU, FN og Rusland, o.a.] kan det endog indebære Israels indlemmelse af de fleste bosættelser.
At kræve et ophør af besættelsen blot for at Israel kan fortsætte med at fungere som et racistisk etnokrati inden for “anerkendte grænser” er ikke i højere grad nogen progressiv stillingtagen end det ville have været at støtte Apartheid-Sydafrikas bantustans.
Fordi Israels kolonialisme skader alle palæstinensere og ikke blot dem, der bor i de i 1967 besatte områder, kan vi ikke begrænse os til kræve at det 40-årige militærdiktatur skal fjernes på Vestbredden og i Gaza. Vi må samtidig kræve afskaffelse af alle racistiske love i hele landet og deriblandt dem, der tillader udenlandske jøder at immigrere [til Israel, o.a.] mens palæstinensere bliver holdt ude, såvel som afskaffelse af diskrimination vedrørende tildeling af jord, boliger, uddannelse og inden for økonomien.
Vi skal omforme kampen til at være en kamp for demokrati og lige rettigheder for alle, der bor i landet. Dette indebærer to slags arbejde: solidaritet i form af boykot, tilbagetrækning af investeringer og sanktioner imod Israels apartheidsystem i alle dets forklædninger; samt udarbejdelsen af en vision om en fælles fremtid med inspiration fra værdierne i fredsaftalerne i Nordirland og Sydafrika.
Ledere for Israels 1.000.000 palæstinensiske borgere har fremlagt fantasifulde og konkrete forslag til demokratisering og lighed. De betaler allerede prisen: Israels hemmelige politi Shin Bet har fået officiel godkendelse af at undergrave endog lovlige aktiviteter, der udfordrer systemet af mere omfattende rettigheder, der gælder for jøder.
Palæstinensiske ledere på Vestbredden og i Gaza har ikke kunnet fremkomme med nogen overbevisende vision, skønt mange erkender, at to-statsløsningen er et fatamorgana. Israelere vil naturligvis ikke lettere opgive deres privilegier end de hvide gjorde det i Alabama, Georgia, eller Mississippi, da de blev konfronteret med den amerikanske borgerretsbevægelse.
Men racisme er ikke et valg af livsstil, som resten af verden er forpligtet til at affinde sig med. Beslutsomme bevægelser kan fremkalde ændringer, som det knapt nok synes muligt at drømme om fra mørkets dyb. Vi har set tilstrækkeligt mange lysende eksempler til at fastholde vore forhåbninger og til at lade os inspirere til at gå i aktion.
Ali Abunimah er stiftende medlem af Electronic Intifada og forfatter til bogen:”A Bold Poroposal to End the Israeli-Palestinian Impasse”.
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen