At forsvare Israel mod demokratiet
Af Jonathan Cook, Information Clearing House 05.06.2007
Shin Bet og forfølgelsen af Azmi Bishara
Den anden palæstinensiske intifada er blevet knust. Den 700 km lange mur spærrer den besatte befolkning inde i en række fængsler. Den “demografiske tidsbombe” – frygten for at palæstinenserne i kraft af højere fødselstal snart vil overgå antallet af jøder i det Hellige Land, og at Israels fortsatte hersken over dem risikerer at blive sammenlignet med apartheid – er blevet sikkert afmonteret gennem tilbagetrækningen fra Gaza og dets 1.400.000 indbyggere.
På 40-årsdagen for Israels besættelse af Gaza og Vestbredden er Israels sikkerheds-establishment i det stille tilfreds med sin succes. Men lige som en haj, hvis fysiologi kræver, at den, for at forblive i live, aldrig sover eller ophører med at bevæge sig, må Israel forblive hvileløs og konstant lægge sit liv og sin politik helt om, for at dets etniske projekt ikke mister legitimitet, selv mens det opæder det palæstinensiske hjemland.
Ved hele tiden at være et skridt forud for analytikerne og verdensopinionen skaber Israel kendsgerninger i området, som cementerer dets herskermentalitet og ekspansionistiske dagsorden. Med disse resultater i hus, hvilket næste skridt tager den jødiske stat så?
Jeg har gennem nogen tid argumenteret for, at Israels endelige mål er at skabe en etnisk fæstning, hvorfra alle palæstinensere – deriblandt også Israels 1.200.000 palæstinensiske borgere – vil være forvist. Det var formålet med tilbagetrækningen fra Gaza og det er også pointen med Muren, der snor sig gennem Vestbredden og reelt annekterer det lidt der er tilbage af en potentiel palæstinensisk stat, til Israel.
Det burde derfor ikke komme som nogen overraskelse, at vi nu er vidne til Israels første skridt i næste fase af Israels sejr over palæstinenserne. Med de 3.700.000 palæstinensere i de besatte områder buret inde i deres ghettoer og ude af stand til at protestere mod den behandling, de bliver udsat for bag hegn og mure, er turen kommet til Israels palæstinensiske borgere.
Disse borgere, der i dag udgør næsten 20 % af Israels befolkning er arven efter en smutter hos landets jødiske lederskab under den etniske udrensningskampagne i 1948-krigen. Lige siden har Israel overvejet, hvad det skulle stille op med dem.
Det kom til en kortvarig debat i statens første år om, hvorvidt de skulle konverteres til judaismen og assimileres eller marginaliseres og i sidste instans fordrives. Det sidste synspunkt, der blev bakket op af Israels første statsminister, David Ben-Gurion stod stærkest. Spørgsmålet har været hvornår og hvordan det skulle bringes til udførelse.
Tiden lader til endelig at have indhentet os og knusningen af disse i dag mere end 1.000.000 uønskede borgere inden for den etniske fæstnings mure – den jødiske stats Achilles-hæl – vil sandsynligvis blive lige så skånselsløs som den, der er blevet de besatte palæstinensere til del.
I min nyligt udkomne bog “Blood and Religion” har jeg opridset forberedelserne til dette overgreb. Israel har i hemmelighed udtænkt en plan for udveksling af land, som ville tvinge op til 250.000 af Israels palæstinensiske borgere (men knap nok noget landområde) ind i de palæstinensiske ghettoer der bliver opført i tilknytning til de allerede eksisterende. Til gengæld vil Israel annektere områder på Vestbredden, hvor de illegale bosættelser er beliggende.
Beduinerne i Negev-ørkenen bliver klassificeret som ulovligt indtrængende på statslig jord, så de kan få behandling som gæstearbejdere snarere end som borgere. Og jurister i Justitsministeriet kæmper med en lumsk loyalitetsplan, der skal bringes i anvendelse over for de tilbageværende palæstinensere: De skal aflægge en troskabsed til Israel som en demokratisk og jødisk stat (dvs. til en stat hvor den pågældende er uønsket) eller stå over for at blive frataget rettigheder og muligvis blive udvist.
Der vil ikke være nogen modstand mod disse skridt. Opinionsmålinger viser til stadighed, at to tredjedele af israelske jøder støtter “overførsel” af landets palæstinensiske befolkning. Med et skin af legalitet oven i en etnisk udrensning, vil den jødiske konsensus være næsten total.
Men disse tiltag kan ikke iværksættes før et første vigtigt slag er blevet udkæmpet og vundet i Knesset, det israelske parlament. En af Israels guruer vedrørende “den demografiske trussel”, Arnon Sofer, professor ved Haifa University, har forklaret det problem der udgøres af tilstedeværelsen af et tiltagende antal palæstinensiske stemmer: “I deres hænder ligger magten til at træffe afgørelse om [palæstinensiske flygtninges, o. a]. ret til tilbagevenden eller til at bestemme hvem der er jøde… Om få år vil de være i stand til at bestemme om Israel skal blive ved med at være en zionistisk-jødisk stat”.
Advarslerne om hvordan Israel kunne forsvare sig selv mod denne “trussel” har været tydelige i et stykke tid. I “At bringe afvigende holdninger til tavshed”, en rapport der i 2002 blev publiceret af Human Rights Association med base i Nazareth, blev der fremlagt dokumentation for behandlingen af Israels 10 palæstinensiske Knesset-medlemmer: I løbet af de foregående to år var ni blevet overfaldet af sikkerhedstjenesterne, nogle af den flere gange og syv var blevet hospitalsindlagt. Rapporten fandt også frem til at staten havde igangsat 25 undersøgelser af de ti Knesset-medlemmer i den samme periode.
Alt dette med henblik på repræsentanter for et samfund, som den israelske general Moshe Dayan engang omtalte som “den roligste minoritet i verden”.
Men statens voldsudøvelse over for og intimidering af palæstinensiske Knesset-medlemmer – der indtil nu stort set har afspejlet refleksagtige reaktioner hos offentlighedsrepræsentanter, der føler sig krænkede over tilstedeværelsen af lovgivere der nægter at bøje sig for zionismens principper og jøders privilegier – er nu på vej ind i en ny og farligere fase.
Problemet for Israel er, at gennem de to seneste årtier er der kommet palæstinensiske lovgivere ind i Knesset, ikke som medlemmer af zionistiske partier, som det var tilfældet gennem mange årtier, men som repræsentanter for uafhængige palæstinensiske partier. (En stat, der hævder at være demokratisk må når alt kommer til at gøre nogle indrømmelser til sin egen propaganda).
Resultatet har været fremkomsten af en uventet politisk platform: kravet om Israels forfatningsreform. Palæstinensiske politiske partier har rejst krav om Israels omdannelse fra en jødisk stat til en “stat for alle sine borgere” – eller hvad resten af os ville kalde et liberalt demokrati.
Kransekagefiguren i denne politiske kamp har været Knesset-medlemmet Azmi Bishara. Som forhenværende filosofiprofessor har han gennem mere end et årti vist sig meget kvikkere end jødiske politikere i Knesset, lige som han over for udenforstående har blotlagt hykleriet i Israels definition af sig selv som en “jødisk og demokratisk stat”.
Og endnu mere bekymrende har han i stigende grad overbevist sin vælgermæssige opbakning blandt de 1.200.000 palæstinensiske borgere i Israel om, at de snarere end at udfordre de hundreder af former for diskrimination, som de står over for, bør gøre front mod det system, der understøtter diskriminationen: selve den jødiske stat. Han er begyndt på at få overbevist en tiltagende skare af vælgere om, at de aldrig vil få rettigheder på lige fod med jøder, så længe de lever i en etnisk stat.
Bisharas kampagne for en stat for alle sine borgere har været en kamp op ad bakke. Palæstinensiske borgere levede de første to årtier efter Israels oprettelse under et militært regime, et tidsrum, hvor deres identitet, historie og erindringer blev næsten totalt udryddet.
Selv i dag har mindretallet ingen kontrol over planen for dets uddannelse, som bliver fastsat af embedsmænd, der har til opgave at fremme zionismen, og dets skoler bliver faktisk drevet af det hemmelige politi Shin Bet via et netværk af kollaboratører blandt lærere og elever.
På den baggrund kan det måske ikke undre, at en nylig af det Israelske Demokratiinstitut foretaget meningsmåling viste, at 75 % af palæstinensiske borgere sagde, at de ville støtte udarbejdelsen af et forslag til forfatning – Israel har i dag ikke nogen forfatning – der definerer Israel som en jødisk og demokratisk stat.
Interessant nok var det, der bekymrede kommentatorer, undersøgelsens fodnoter med små typer: Kun én tredjedel af de adspurgte havde stærke følelser omkring deres stillingtagen sammenholdt med mere end halvdelen af de adspurgte i en lignende undersøgelse for tre år siden. Og endvidere, at 72 % af de palæstinensiske borgere mente, at princippet om “lighed” burde have en fremtrædende plads i en sådan forfatning.
Holdningsændringerne er i det mindste delvist et resultat af Bisharas politiske arbejde. Han har prøvet at overbevise Israels palæstinensiske minoritet – af hvem de fleste uanset hvad spinddoktorer fortæller os, har haft liden praktisk erfaring med deltagelse i demokratiet udover at stemme – om at det er umuligt for en jødisk stat at knæsætte et princip om lighed i sine love. Det israelske dokument, der kommer nærmest, den Basale Lov om Frihed og Menneskelig Værdighed, nævner helt bevidst ikke “lighed” noget sted i sin tekst.
Det er i denne sammenhæng at de nyheder der fremkom i forbindelse med Bishara i slutningen af april 2007 bør forstås. Mens han var i udlandet med sin familie, bekendtgjorde Shin Bet, at han ville blive anklaget for landsforræderi ved sin tilbagevenden. Ifølge undtagelsesforordninger – af Knesset fornyet endnu en gang i sidste uge og som nu har fungeret i næsten 60 år – ville han kunne henrettes, hvis han blev fundet skyldig. Bishara har indtil nu valgt ikke at vende tilbage.
Dækningen af Bishara-sagen har koncentreret sig om to hovedanklager imod ham, hvorom der hersker et noget uklart kendskab, eftersom sikkerhedstjenesterne har prøvet at undgå at afsløre deres beviser med et
Referatforbud. Den første anklage – rejst af hensyn til Israels jødiske befolkning – går ud på, at aktivt hjalp Hizbollah med dets mål-udpegning af israelske lokalsamfund i det nordlige Israel under krigen mod Libanon i sommeren 2006.
Shin Bet hævder dette efter gennem måneder at have aflyttet hans telefonsamtaler – hvilket er blevet muligt efter en lovændring i 2005, som tillader sikkerhedstjenesterne at aflytte lovgiveres telefoner. De andre palæstinensiske Knesset-medlemmer nærer mistanke om, at de bliver udsat for den samme form for telefonaflytning, efter at Justitsminister Menachem Mazuz undlod at svare på et spørgsmål fra et af dem, Taleb Al-Sana, om hvorvidt Shin Bet anvendte denne praksis i større omfang.
Kun få informerede kommentatorer tager imidlertid denne beskyldning alvorligt. En lederartikel i Israels førende dagblad Ha’aretz sammenlignede Bisharas sag med den israelske dissident Tali Fahimas sag.
Hun blev fængslet på grund af opdigtede anklager om, at hun havde oversat en militær plan, et stykke papir som den israelske hær havde tabt i flygtningelejren i Jenin, for en palæstinensisk militant Zacharia Zbeidi, skønt det var velkendt, at Zbeidi selv taler flydende hebræisk.
I lederartiklen stod der at læse, at det forekom sandsynligt, at anklagen mod Bishara “vil vise sig at være en tendentiøs overdrivelse af hans telefonsamtaler og møder med libanesere og syrere og muligvis også af hans udtryk for støtte til deres militære aktiviteter.
Det forekommer meget tvivlsomt, at Knesset-medlemmet Bishara skulle have haft adgang til forsvarsrelaterede hemmeligheder, som man kunne sælge til fjenden: Og ligesom i sagen mod Tali Fahima lader det til, at det faktum, at han i krigstid identificerede sig med fjenden, er det, der har givet næring til ønsket om at finde et påskud for at anklage ham.
En sådan tvivl blev forstærket af meddelelser i de israelske medier om, at anklagen om landsforræderi bygger på påstande om, at Bishara havde hjulpet Hizbollah med at “føre psykologisk krigsførelse gennem medierne”.
Den anden anklage, som det hemmelige politi har rejst, har en anden målgruppe. Shin Bet hævder, at Bishara hvidvaskede penge fra terroristiske organisationer. Den underforståede følgeslutning heraf er, skønt de nærmere detaljer er uklare, at Bishara både hjalp til med at skaffe midler til terrorvirksomhed og at han skjulte nogle af pengene, muligvis hundredetusinder af dollars, formentligt med egen vinding for øje. Det formodede formål hermed skulle være at miskreditere ham i hans vælgermæssige bagland af palæstinensiske borgere.
Det er værd at bemærke, at ingen af disse penge er blevet fundet ved omfattende eftersøgninger i Bisharas hjem og på hans kontor, og at anklagen bygger på en langt fra pålidelig kilde: en familie af pengevekselerere i Østjerusalem.
Denne anden anklage minder i høj grad om de beskyldninger, der er blevet rejst mod den eneste anden palæstinenser med landsdækkende gennemslagskraft i Israel, Sheikh Raed Salah, leder af den Islamiske Bevægelse og åndelig leder af den palæstinensiske minoritet. Han blev arresteret i 2003, oprindeligt for anklager om, at han hvidvaskede penge for den væbnede gren af HAMAS og hjalp dem med at købe geværer og bomber.
Ligesom i sagen mod Bishara havde Shin Bet aflyttet Salahs telefon gennem måneder og havde antageligt indsamlet bjerge af bevismaterialer imod ham. Salah tilbragte mere end to år i fængsel fordi dommerne gentagne gange efterkom Shin Bets råd om, at hans ansøgning om løsladelse mod kaution skulle afvises, fordi dette bevismateriale blev studeret meget nøje under hans langvarige retssag.
Hen mod slutningen da viste det sig, at Shin Bets sag gik op i limningen, bebudede anklagemyndigheden en studehandel. Salah gik med til (hvilket muligvis var uklogt, men forståeligt efter to år i fængsel) at acceptere mindre alvorlige anklager om finansiel mislighed mod til gengæld at blive løsladt.
Indtil den dag i dag har Salah ikke fået at vide, hvilken forseelse, han har begået. Hans organisation havde finansieret sociale projekter for forældreløse børn. I et nyligt interview bemærkede Salah, at han og hans parti i den nye virkelighed havde opdaget, at det var “som om hjælp til forældreløse børn, syge mennesker, enker, og studerende nu var blevet til en illegal aktivitet til støtte for terrorisme“.
Hvorfor blev Salah valgt som offer? I det samme interview bemærkede han, at den daværende premierminister Ariel Sharon havde opfordret til at gøre den Islamiske Bevægelse ulovlig, da dens popularitet i høj grad bekymrede sikkerheds-establishmentet. Sharon var bekymret over hvad han anså for at være Salahs indblanding i Israels tilintetgørelse af palæstinensisk nationalisme.
Sharons bekymring var tosidig: Den Islamiske Bevægelse indsamlede penge til velfærdsorganisationer i de besatte områder samtidigt med at Israel prøvede at isolere og udsulte den palæstinensiske befolkning i områderne. Og Salahs kampagne “Al-Aqsa er i fare” havde succes med at samle palæstinensere i Israel om at besøge moskéerne i Jerusalems Gamle By, de vigtigste symboler på en fremtidig palæstinensisk stat.
Salah mente, at ansvaret for at beskytte disse hellige steder påhvilede palæstinenserne i Israel, fordi Israels politik med lukninger og kontrolposter forhindrede muslimer fra de besatte områder i at nå frem til dem. Salah mistænkte også Israel for at bruge udelukkelsen af palæstinensere fra det besatte Østjerusalem til at hævde sit eget krav på suverænitet over det sted, der blandt jøder kendes som Tempelbjerget.
Det var her Sharon aflagde sit provokerende besøg med opbakning fra 1.000 bevæbnede vagter, der blev intifadaens tændsats; og det var kontrol over Tempelbjerget, et meget stærkt ønske hos hans forgænger Ehud Barak, der fik Camp David-forhandlingerne “til at gå op i en spids“, som en af Baraks rådgivere udtrykte det.
Salah var blevet en pestilens, en forhindring for at Israel kunne virkeliggøre sine mål i Østjerusalem og muligvis i forbindelse med Intifadaen og måtte neutraliseres. Retssagen fjernede ham fra scenen på et afgørende tidspunkt, da han kunne have været i stand til at gøre en forskel.
Det er det, der nu overgår Bishara.
Indikationer af, at Shin Bet ønskede Bisharas skalp på grund af hans kampagne for, at Israel skulle reformeres til at være en stat for alle sine borgere, kan spores tilbage til i det mindste begyndelsen på den Anden Intifada i 2000.
Det var dengang under Israels forberedelser til et kommende parlamentsvalg, at den afgående chef for Shin Bet sagde: “Bishara anerkender ikke det jødiske folks ret tril en stat, og han er gået for vidt. Beslutningen om at diskvalificere ham [fra at opstille som kandidat til valget] er blevet fremlagt for Justitsministeren”.
Hvem fremsatte det synspunkt? Ingen anden end Ami Ayalon, der lige nu kandiderer til at blive Arbejderpartiets leder og håber at blive den næste officielle leder af den israelske fredslejr.
I mellemtiden har Bishara to gange fået en retssag på halsen ( i al ubemærkethed løb de rejste anklager siden ud i sandet); han er blevet indkaldt til ordinære politiforhør; han er blevet advaret af en statslig forhørskommission; og lovene vedrørende parlamentarisk immunitet og rejser til fremmede stater er blevet ændret for at forhindre Bishara i at overholde sine parlamentariske forpligtelser.
I overensstemmelse med Ayalons råd blev Bishara og hans politiske parti, den Nationale Demokratiske Forsamling [NDA i engelsk forkortelse] underkendt af den Centrale Valgkomité ved valget i 2003. Komitéen citerede Shin Bets “ekspert”-mening:
“Det er vores opfattelse, at NDA’s medlemskab af Knesset har forøget partiets iboende faremoment. Beviser herpå kan også ses i den ideologiske tilslutning fra udkanten af det arabiske samfund – såsom en begrænset kreds af intellektuelle som teoretisk beskæftigede sig med disse idéer – til den politiske midte. I dag har disse idéer [om en stat for alle sine borgere] en mærkbar effekt på indholdet af den politiske debat og indholdet af den offentlige ’dagsorden’ i den arabiske sektor”.
Men i denne omgang mislykkedes det for Shin Bet at få sin vilje. Underkendelsen af Bishara blev ved en appel omgjort af et snævert flertal af Højesterets dommere.
Shin Bets frygt for Bishara viste sig på ny med en ny hævnakt i marts måned 2007, da dagbladet Ma’ariv berettede om et lukket møde mellem premierminister Ehud Olmert og højtstående embedsmænd fra Shin Bet “angående spørgsmålet om den arabiske minoritet i Israel, omfanget af dens stadigt aftagende identifikation med Staten og væksten af subversive elementer”.
Ma’ariv citerede Shin Bets vurdering: ”Især foruroligende er det tiltagende fænomen med ‘visionære dokumenter’ blandt de forskellige eliter af israelske arabere. Lige nu findes der fire forskellige visionære dokumenter der er fælles om opfattelsen af Israel som en stat for alle sine borgere og ikke som en jødisk stat“.
“De isolationistiske og undergravende målsætninger, der fremlægges af eliterne kunne afstikke en kurs, som vil vinde masserne for sig”.
Det hemmelige politi var med andre ord bekymret over, at indflydelsen fra Bisharas politiske platform spredte sig.
Beviset skulle findes i fire nyligt udfærdigede dokumenter, der blev cireret af Shin Bet og publiceret af meget forskellige grupper: Den Demokratiske Forfatning udgivet af Adalah juracentret; De Ti Punkter udgivet af den politiske lobbygruppe Mosawa; Fremtidsvisionen udgivet af den traditionelt konservative gruppering mestendels bestående af borgmestre kendt som Den Høje Opfølgende Komité; og Haifa-Erklæringen udarbejdet af en gruppe akademikere kendt som “Mada”.
Det som alle disse dokumenter har til fælles, er to forudsætninger. For det første at eksisterende løsninger på den israelsk-palæstinensiske konflikt er baseret på to stater og at den palæstinensiske minoritet i et sådant arrangement fortsat vil leve som borgere i Israel; og for det andet at reformer af Israel er nødvendige hvis staten skal virkeliggøre princippet om lighed for alle borgere, som lovet i dens Uafhængighedserklæring.
Det er der ikke noget særligt undergravende i, skulle man mene. Men det er ikke Shin Bets opfattelse. Ifølge rapporten i Ma’ariv skrev udgiveren af en arabisk ugeavis til Shin Bet og bad om flere oplysninger. Var Shin Bets politik ikke et udemokratisk forsøg på at bringe den palæstinensiske minoritet og dens ledere til tavshed, spurgte han. Svaret fra Shin Bet lod ikke vente længe på sig.
Det hemmelige politi havde et ansvar for at beskytte Israel “imod undergravende trusler”, hed det. “I kraft af dette ansvar, kræves det af Shin Bet, at det skal forpurre undergravende aktivitet foretaget af elementer, der ønsker at skade Staten Israels karakter som en demokratisk jødisk stat – selv hvis de virker gennem metoder, der er knæsat af demokratiet – i kraft af princippet om et forsvarsberedt demokrati”.
Adspurgt af israelske retspolitiske grupperinger om denne politik, da den blev offentligt kendt, skrev chefen for Shin Bet, Yuval Diskin et brev, hvori han gjorde det klart, hvad han mente. Israel skulle beskyttes mod enhver “der søger at ændre statens grundlæggende principper ved at afskaffe dens demokratiske eller jødiske karakter”.
Han baserede sin opfattelse på en lov, der blev vedtaget i 2002 og pålægger Shin Bet at beskytte landet imod “terrortrusler, sabotage, undergravende virksomhed”. Med andre ord er det efter Shin Bets opfattelse således, at en jødisk og demokratisk stat kun er demokratisk, hvis man er jøde eller zionist.
Hvis man prøver at anvende Israels formodede demokrati til at udfordre de privilegier, der er forbeholdt jøder i en jødisk stat, har denne samme stat ret til at forsvare sig selv imod én. Den fremtidige udvidelse af dette princip fra Bishara til andre palæstinensiske Knesset-medlemmer og siden til det bredere palæstinensiske samfund i Israel bør man ikke være i tvivl om.
Umiddelbart efter Bishara-sagen beskrev Israel Hasson, en forhenværende underdirektør for Shin Bet og nu højrefløjsmedlem af Knesset, Israels kamp mod sine palæstinensiske borgere som “en anden udgave af Uafhængighedskrigen”- krigen i 1948, som blev grundlaget for Israel gennem udrensning af 80 % af palæstinenserne.
Shin Bet er ganske vist ikke nogen demokratisk institution, selv om det fungerer i et angiveligt demokratisk miljø. Hvordan opfatter så statens i højere grad ansvarlige embedsmænd Shin Bets stilling? Diskins svar forårsagede en følgeskrivelse fra Justitsminister Menachem Mazuz, landets øverste ansvarlige for retsvæsnet. Mazuz skrev: “Brevet fra Shin Bets direktør blev skrevet i samarbejde med justitsministeren og med hans samtykke, og den holdning der er forklaret i det er acceptabel for justitsministeren”.
Så nu ved vi det. Som Israels palæstinensiske politikere længe har hævdet det, er en jødisk og demokratisk stat kun tænkt som et demokrati for jøder. Ingen andre har noget at skulle have sagt – eller blot mene.
Jonathan Cook er journalist og bosiddende i Nazareth i Israel. Han er forfatter til bogen “Blood and Religion: The Unmasking of the Jewish and Democratic State” (Pluto Press, 2006). Hans webside har adressen www.jkcook.net
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen