Tzipi Livnis PR-kampagne og gengældelse
Af Lawrence Davidson, Counterpunch 09.-10.06.2007
Israels nye Anti-Boykot Arbejdsgruppe
8. juni bekendtgjorde Israels Udenrigsminister Tzipi Livni, at den israelske regering var i færd med at danne en “arbejdsgruppe” for at modvirke den akademiske boykot. Dette er ikke det første forsøg på en sådan bestræbelse. For et år eller to siden gav Jerusalem Benjamin Netanyahu i opdrag at argumentere dets sag imod boykotten. Det lader til, at anstrengelserne ikke førte til noget.
Nu, da der er blevet taget et stort skridt i retning af boykot, af den britiske sammenslutning af fakulteter og en mængde andre britiske sammenslutninger og organisationer, der overvejer at slutte sig til boykotten, prøver den israelske regering på ny.
Arbejdsgruppen, der betegnes som en PR-bestræbelse, vil som frontfigur få viceudenrigsminister og Generaldirektør for Europæiske Anliggender Rafi Barak og kommer til blandt sine medlemmer at tælle folk fra Udenrigsministeriet og Undervisningsministeriet. Der vil også være repræsentanter fra Histadrut (som vil prøve at optage forbindelser til udenlandske fagforeninger) og ledere af israelske universiteter og gymnasier.
Udenrigsminister Livni bliver citeret i Ha’aretz (08.06.2007) for at sige, at “vi kan ikke tillade os ikke at gøre noget. Vi har en forpligtelse til at forhindre, at denne proces griber om sig“. Og derpå gik hun over til at fortælle os hvorfor. De grunde Ms Livni anfører, peger i retning af, at hun ikke har nogen virkelig indsigt i de faktiske årsager til, at hendes regering og nation står over for en omsiggribende boykotbevægelse.
Hendes begrundelser minder virkelig den, der skriver disse linjer om
Præsident Bush’s berygtede forklaring – “De hader vore værdier” – på hvorfor USA’s regering forestiller sig, at angrebet 11.09.2001 blev gennemført. Lad os under alle omstændigheder opregne Livni’s begrundelser og deres alt for åbenlyse mangler.
1. ”Vi har at gøre med et hykleri og had, som ikke må få lov til at opstå….”
A. Ms. Livni uddyber ikke sin opfattelse af boykottilhængernes påståede hykleri. Det er imidlertid let at give et eksempel på det israelske establishments hykleri, når det drejler sig om den akademiske boykot. De råber med bitterhed op om krænkelsen af israelsk akademisk frihed, mens de samtidigt og systematisk undertrykker palæstinensisk akademisk frihed som en del af kampagnen for at ødelægge det palæstinensiske samfund og dets kultur i det hele taget. Det må da siges at være hykleri.
B. Og hvordan med det had, som ifølge Ms Livni er boykottens brændstof? Faktisk er der meget lidt vidnesbyrd om åbenlyst had. Der er snarere en masse vidnesbyrd om et lidenskabeligt engagement for retfærdighed.
Så er der den kendsgerning, at nogle af boykottens organisatorer selv er jøder og involveret i denne bestræbelser ikke blot af hensyn til retfærdighed for det palæstinensiske folk (i sig selv en gyldig grund), men også ud fra et ønske om at sætte en stopper for den åbenlyse udvikling af Israel i retning en jødisk fascistisk stat.
Med andre ord, at opnå retfærdighed for palæstinenserne kan have den yderligere gavnlige virkning at redde Ms Livni og hendes fæller fra dem selv. Det ville jeg ikke kalde had.
2. “Vi skal igangsætte en bevægelse, der vil gøre boykotten illegitim i verdens øjne“.
A. Og hvordan planlægger Ms Livni’s PR-hold at gøre det? Gennem omkring 40 år har zionisterne monopoliseret meddelelser om den israelsk-arabiske og israelsk-palæstinensiske konflikt. Det er fordi de omsider har mistet det monopol og fordi palæstinensernes skæbne i zionisternes vold ikke længere er skjult, at den akademiske og andre boykotter nu bliver styrket.
Så blot at proklamere det samme budskab som gennem de seneste 40 år vil ikke længere fungere for israelerne. Men sandheden er, at de ikke har nogle nye budskaber. Der er intet som den israelske PR-arbejdsgruppe kan sige, som ikke kan tilbagevises med sandheden om deres tæt på folkemordsagtige adfærd. I et frit informationsmiljø er det israelske budskab dømt til fiasko.
B. Så når Ms Livni siger, at hun har til hensigt at gøre boykotten “illegitim i verdens øjne”, må det hun antyder være, at hun og hendes arbejdsgruppe vil prøve på ny at etablere deres tidligere monopol med indsats af penge, forbindelser og forskellige former for afpresning. Denne taktik vil blive rettet mod vestlige medier, som allerede stort set anvender selvcensur i Israels favør.
Også her går Udenrigsministeren galt i byen. Det der sker i dag, afspejlet i boykotbevægelsens styrke, er et græsrodsfænomen. Den er ikke og har aldrig været afhængig af forvrængede og vildledende massemedier. Den er fremkommet på trods af forvrængningerne i medierne. Og derfor kan medierne ikke stoppe den.
Men israelerne har ikke længere noget sted at gå hen for at sende deres budskab andet end til massemedier som ikke længere kan gøre, hvad de ønsker de skal gøre.
C. Den israelske arbejdsgruppe vil naturligvis gøre hvad den kan for at presse ledelser i fagforeninger, på universiteter og gymnasier til at fungere som sine agenter og prøve at undertrykke boykotbestræbelserne. Zionisterne har altid været velbevandrede i den kunst at vride armen om på eliterne. Og dette kan faktisk virke i retning af at sinke bevægelsen et stykke tid. Men det kan ikke stoppe den.
Ironisk nok er grunden til at det forholder sig således, at israelerne selv ikke vil stoppe. De vil fortsætte med at stjæle andre menneskers jord, kolonisere den i modstrid med international lov og langsomt men sikkert kværne palæstinensisk kultur itu. Jo mere de gør dette, jo mere vil de sikre deres egen status som pariaer i flere og flere menneskers øjne over hele verden. Dette er en tragisk forbindelse, som Ms Livni synes at overse.
3. Og til sidst kommer truslen. Ms Livni proklamerer, at “hvem som helst, der fremmer boykotten må forstå, at det har en pris”.
A. Og hvad vil den så blive? Vil hun få os til at lide under professor Dershowitz’s [amerikansk højrefløjszionist, o.a.] maniske forfølgelse? Vil hun udsætte os for Tony Blairs løftede pegefinger? Vil hun sende Mossad [udlandsafdelingen af Israels hemmelige politi, o.a.] for at slå os ihjel? Vil hun behandle os som hun behandler palæstinenserne? Hvad vil hun gøre?
B. Tja – endnu en gang vil israelerne og deres lokale zionistiske allierede måske udøve pression over for akademiske administratorer for at få dem til at gå efter løst ansatte boykottilhængere på fakulteterne. Det vil på den ene side afstedkomme en kaotisk livssituation for mennesker, der blot er skyldige i aktivt at støtte kravet om retfærdighed for palæstinenserne.
Og det er justitsmord, som sådanne administratorer i sidste instans bør drages til ansvar for, om nødvendigt gennem civile retssager. På den anden side vil en sådan taktik imidlertid uundgåeligt give bagslag for zionisterne, fordi den vil skabe martyrsager, som kan og vil blive brugt til at overbevise stadig flere om israelernes og deres støtters skånselsløse karakter.
Boykotbevægelsen, i sin akademiske og andre udtryksformer, har ikke nogen magt til at intervenere i de Besatte Områder og sætte en stopper for israelernes drab, røverier og etniske udrensning. Den har kun magten til at bringe sandheden om dette barbari ud til resten af verden og insistere på, at så mange mennesker som muligt skal give Israel den kolde skulder på grund af dets adfærd, gøre det til en pariastat som det engang skete med dets kusineregime i Apartheid Sydafrika.
Ms Livnis blinde afstumpethed og hendes elendige forsøg på “public relations”-kampagne kan ikke stoppe denne proces. Faktisk kan hendes hykleri kun tjene til at styrke boykotten.
Lawrence Davidson er professor i Historie ved West Chester University og skrivende redaktør ved LOGOS: A JOURNAL OF MODERN SOCIETY & CULTURE
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen