For en sekulær og demokratisk stat
Saree Makdisi, The Nation 04.06.2007
Denne måned markerer det fjerde årti for den israelske besættelse af Vestbredden, Gaza-striben og Østjerusalem. Fire årtier med kontrol etableret og opretholdt med våbenmagt – stik imod international lov, utallige resolutioner fra FN’s Sikkerhedsråd og – senest – den vejledende kendelse fra den Internationale Domstol i Hague i 2004, har sat Israel i stand til at gennemtvinge sin vilje i De Besatte Palæstinensiske Områder (BPO) og faktisk omskabe dem i sit eget billede.
Resultatet er et kontinuerligt politisk rum, der nu omfatter hele det historiske Palæstina, om end et rum, der er lige så skarpt opdelt som den koloniale verden(“en verden delt i to”) fremragende beskrevet af Frantz Fanon i “Fordømte her på Jorden”. Faktisk muliggør Fanons klassiske stil en analyse af Israel og de besatte områder, der er lige så frisk, indsigtsfuld og relevant som læsningen i Cape Town eller Alger, som gjorde den tilgængelig, da den først blev publiceret.
Israel opretholder for eksempel to separate vejsystemer på Vestbredden:
et for områdets immigrantbefolkning af jødiske besættere og et for dets indfødte ikke-jødiske (d. v. s. palæstinensiske) befolkning.
De veje, der er lavet til de jødiske besættere er velholdte, har god belysning er kontinuerlige og uden afbrydelser. De forbinder netværket af jødiske “bydele” og “bosættelser” – i realiteten alle sammen kolonier, der er forbudte ifølge international lov – med hinanden og med Israel.
De veje, der er beregnet til Vestbreddens indfødte befolkning er i modsætning dertil dårligt vedligeholdte, når de overhovedet bliver vedligeholdt (ofte består er de blot lidt mere end hyrders stier til får). De bliver kontinuerligt blokeret og afbrudt.
Et net af kontrolposter og vejspærringer (546 ifølge den seneste optælling) kvæler samfærdselen for Vestbreddens indfødte befolkning, men er opbygget for at sikre den frie bevægelighed for jødiske besættere – som tilmed har lov til at køre i deres egne biler på de veje der er forbeholdt dem, hvorimod palæstinenserne ikke har lov til at køre i deres egne biler uden for deres egne byer og landsbyer, hvis ind- og udfaldsveje bliver blokeret af den israelske hær.
Den mur, som Israel har opført på Vestbredden og i Østjerusalem siden 2002 synliggør med beton og pigtråd profilen af det diskriminatoriske regime, som strukturerer og bestemmer hverdagslivet i BPO, som adskiller palæstinensiske bønder fra deres afgrøder, patienter fra hospitaler, studerende og lærere fra skoler og universiteter og – i tiltagende grad – endog forældre fra deres børn (det har for eksempel adskilt ægtefæller og forældre fra børn i 21 % af de palæstinensiske familier, der bor på begge sider af Muren i nærheden af Jerusalem).
Dette samtidigt med at Muren muliggør en ubesværet inddragelse af de judaiserede dele af BPO i Israel. Og indførelsen af et regime med udgangsforbud og afspærringer, der påtvinges af den israelske hær, som har kvalt den palæstinensiske økonomi.
Der findes, kort sagt, to separate lov- og administrative systemer – opretholdt gennem regelmæssig indsats af militær magt – for to befolkningsgrupper, bosættere og indfødte: netop som det var tilfældet i de kolonilande Fanon beskrev, eller i Sydafrika under apartheid.
Alt dette har gjort muligt for Israel at overflytte næsten en halv million mennesker af sin egen befolkning til BPO, på bekostning af den palæstinensiske befolkning, hvis jorder bliver konfiskeret, hvis boliger bliver revet end, hvis frugthaver eller olivenlunde bliver raseret eller nedbrændt; og hvis sociale, økonomiske, uddannelsesmæssige vilkår og familieliv faktisk er blevet suspenderet i en grad så det knapt nok eksisterer længere, lige præcis for at andre mennesker – jødiske bosættere – skal kunne overtage deres jorder.
Resultatet har været katastrofalt for palæstinenserne, sådan som Verdensbankens rapport, der blev publiceret i maj 2007 gør det klart. Mens de jødiske bosættere på Vestbredden og i Østjerusalem nyder godt af en økonomisk vækst, der er større end i Israel, bliver palæstinensiske byer og landsbyer langsomt kvalt.
Samtidig med at jødiske bosættere kan færdes helt uhindret, har kombinationen af fysiske forhindringer og det byrokratiske passystem, som De Israelske Besættelsesstyrker (IBS) har påtvunget den palæstinensiske befolkning ikke blot permanent adskilt palæstinenserne på Vestbredden fra palæstinenserne i Gaza-striben, fra Østjerusalem og Israel (hvortil kun et meget lille mindretal blandt palæstinenserne har legal adgang), men har også opdelt Vestbredden i tre sektioner og ti enklaver.
Halvdelen af Vestbredden er helt og aldeles forbudt områder for palæstinensere; for at bevæge sig fra den ene del at området til en anden del, skal palæstinensere søge om tilladelse hos israelerne. Hyppige forbud udstedes imod at forlade eller komme ind i særlige enklaver (Byen Nablus fx har været under belejring i fem år; eller der udstedes forbud vedrørende hele segmenter af befolkningen (fx ugifte mænd under 45 år).
Og alle tilladelser bliver summarisk gjort ugyldige, når Israel erklærer en af sine “omfattende lukninger” af Vestbredden – i 2006 blev der dekreteret 87 sådanne dage, så hele den palæstinensiske befolkning måtte forblive hjemme.
De få heldige, som er i stand til at skaffe sig passersedler fra israelerne, bliver ledt fra en sektion eller enklave til en anden gennem en række af den israelske hærs kontrolposter, hvor de kan risikere at blive kropsvisiteret, forhørt, chikaneret, tilbageholdt i timevis eller simpelthen sendt tilbage.
“Den praktiske virkning af dette ødelagte økonomiske rum”, påpeger Verdensbankens rapport, “er at på enhver given dag er evnen til at nå frem til arbejde, skole, indkøbscentre, sundhedsinstitutioner og landbrugsjord højst usikker og underkastet vilkårlige restriktioner og forsinkelser”.
På den baggrund kan det næppe undre, at to tredjedele af den palæstinensiske befolkning er blevet tvunget ud i absolut fattigdom (med en indkomst på mindre end $ 2.- om dagen) og at hundredtusinder nu er afhængige af at kunne overleve fra dag til dag i kraft af internationale nødhjælpsorganisationers uddelinger af fødevarer.
Ikke blot har det internationale samfund afslået at intervenere; det har aktivt deltaget i undertrykkelsen ved – for første gang i historien – at gennemføre sanktioner mod en befolkning, der lever under en militær besættelse, mens besættelses- og kolonimagten totalt ustraffet fortsætter med at krænke det internationale samfunds egne love.
Over for alle disse anklager har Israel og dets støtter kun ét svar: ”sikkerhed”. Men som det fremføres i Verdensbankens rapport, er det “ofte vanskeligt at skelne mellem begrænsninger i bevægelses- og adgangsmuligheder begrundet i sikkerhedshensyn og disse foranstaltningers anvendelse til at udvide og beskytte bosætteraktiviteter”.
Derudover, bemærker Banken forekommer det ganske klart, at israelsk sikkerhed burde være forbundet med palæstinensisk velstand: Ved at få den palæstinensiske økonomi til at bryde sammen og tvinge en hel befolkning på næsten fire millioner ud i elendighed forbedrer israelerne næppe deres egen sikkerhed.
Sådanne argumenter rammer imidlertid ved siden af. Uanset hvor kraftigt det bliver bestridt, er der i Israel en meget stærk følelse af, at det har ret til at beholde de (besatte, o.a.) områder, som det nu i fire årtier så stædigt har fastholdt grebet om.
Selv da Israels premierminister Ehud Olmert bekendtgjorde sin plan om at give afkald på nominel kontrol over nogle små områder af Vestbredden med en kraftig koncentration af palæstinensere, insisterede han på sit lands ret til området uden hensyn til hvilke krav international lov fastsætter, for ikke at tale om palæstinensernes rettigheder og krav.
(“Enhver bakke i Samaria og enhver dal i Judæa er en del af vort historiske hjemland”, sagde han sidste år og anvendte Israels officielle bibelske terminologi for Vestbredden).
Skønt nogle hævder , at der er fundamentale forskelle mellem karakteren af de områder, som Israel erobrede i 1967 og de områder det erobrede i 1948 i forbindelse med staten Israels oprettelse – eller endog at der er vigtige moralske og politiske forskelle mellem Israel før og efter 1967, afslører sådanne følelser af berettigelse og den magtanvendelse, der nødvendigvis ledsager dem, det zionistiske projekts uhindrede kontinuitet i Palæstina fra 1948 og frem til nutiden.
“Der er omstændigheder i historien, som berettiger etnisk udrensning”, argumenterer den israelske historiker Benny Morris med i forbindelse med Israels oprettelse. “En jødisk stat ville ikke være blevet skabt uden fordrivelse af 700.000 palæstinensere“.
“Derfor var det nødvendigt at fordrive dem. Der var ikke noget andet valg end at fordrive denne befolkning. Det var nødvendigt at udrense baglandet og udrense grænseområderne og udrense hovedvejene. Det var nødvendigt at udrense de landsbyer hvorfra vore konvojer og bosættelser blev beskudt”.
Israels besættelsespolitik efter 1967 bliver påviseligt drevet frem af den samme fordrivelseslogik. Om end hundredtusinder ikke bogstaveligt talt er blevet tvunget på flugt, er deres eksistensvilkår blevet reduceret til dyb fattigdom.
Lige som Israel kun kunne opstå i 1948 ved at fjerne hundredtusinder af palæstinensere – så kræver Israels pågående kolonisering af palæstinensisk territorium – dets selvhævdelse og dets påtvingelse af sine ønsker på landets indfødte befolkning – og vil altid kræve magtanvendelse og fortsat brutalisering af et helt folk.
Faktisk kopierer de diskriminatoriske praksisser i BPO, om end i en barskere og mere direkte form, de praksisser, der anvendes i Israel , hvor den palæstinensiske restbefolkning, der ikke blev fordrevet i 1948 – og som i dag udgør flere end én million personer – fortsat lider under den systematiske ulighed, der er indbygget i lovene og institutionerne i et land, som udtrykkeligt gør krav på at være det jødiske folks stat snarere end sine egne faktiske borgeres stat, skønt omkring 20 % er ikke-jødisk.
I erkendelse af den iboende inkonsekvens i en sådan formulering har flere israelske politikere, bl. a. Vicepremierminister Avigdor Lieberman udtrykkeligt opfordret til en territorial overførsel – om ikke direkte fordrivelse – af så mange som muligt af Israels ikke-jødiske (d.v.s. palæstinensiske) minoritet.
Skønt det ville være tilsigtet at markere den fordrivende bosætters endelig sejr over den fordrevne indfødte (Lieberman er immigrant fra Moldavien, som nyder godt af rettigheder, der nægtes indfødte palæstinensere, simpelthen fordi han tilfældigvis er jøde) så ville et sådant skridt faktisk være en sidste fortvivlet forholdsregel, et forsøg på at komme det, der er blevet den sandsynligste på konflikten,i forkøbet.
For efter at have samlet alt, der tidligere udgjorde Palæstina (om end samlet det i et splittet samfund) uden at have kunnet overvinde det palæstinensiske folks modstandsvilje, har zionismen udspillet sin rolle.
Tilbage er kun én mulighed for en retfærdig fred: Sandheden, forsoning – og én enkelt og sekulær stat, en stat hvor der ikke vil være nogle “indfødte” og “bosættere” og hvor alle vil have lige rettigheder; en stat for alle dens indbyggere uden hensyn til deres religiøse tilhørsforhold. En sådan stat har pr. definition altid været en pestilens for zionismen. Men for Israels og Palæstinas folk er det den eneste vej ud af den herskende konflikt.
Saree Makdisi er professor i engelsk og sammenlignende litteratur ved UCLA (University of California Los Angeles) og en hyppig Mellemøsten-kommentator. Skriver nu på en bog om Palæstina, der udkommer på forlaget Norton. Denne artikel blev oprindeligt bragt i The Nation og bringes her med forfatterens tilladelse.
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen