Israelsk minister og FATAH-officer udveksler synspunkter om krisen i Gaza
Af Marian Houk, Middel East Times 01.06.2007
Det israelske sikkerhedsopbud – med indsats af hær, politi og Shin Bet – ved indgangen til det palæstinensisk ejede Ambassador Hotel i Østjerusalem i onsdags var et uventet syn.
Men det var ikke på grund af tilstedeværelsen af Jabril Rajoub, en kontroversiel FATAH-kommandant, der gjorde tjeneste som Yasser Arafats forhenværende chef for den Nationale Sikkerhedstjeneste. I stedet var det – som en af de israelske sikkerhedsfolk iført en kortærmet marinejakke med kommunikationsledning op til øret, forklarede – fordi “vores minister er her”.
Han refererede til Gideon Ezra, Israels nuværende minister for miljøbeskyttelse, som kanske er bedre kendt – i hvert fald blandt palæstinensere – for sin langvarige tjeneste Israels Generelle Sikkerhedstjeneste (Shabak, eller Shin Bet) fra 1962 til 1995.
I mere end halvdelen af denne periode sad Rajoub i fængsel, hvorefter han blev deporteret i eksil sammen med PLO for først at vende tilbage efter at Israel og PLO gensidigt havde anerkendt hinanden som en del af Oslo-aftalerne. Den israelske regering vil ikke have forbindelse med andre medlemmer af den nuværende palæstinensiske nationale enhedsregering end Præsident Mahmoud Abbas.
Men Ezra var helt villig til at mødes med Rajoub til en diskussion om “Den Nuværende Sikkerhedskrise”, sponsoreret af det Israelsk-Palæstinensiske Center for Forskning og Information (ICPRI, engelsk forkortelse). Han og Rajoub udvekslede håndtryk og så – da Rajoub tog initiativet – gav de de formelle kindkys på begge kinder. Ezra fortalte mødet, at “jeg er kommet til stede her, fordi jeg mener, at vi er nødt til at finde frem til en løsning”.
Hanna Siniora, medieredaktør og PLO-loyalist præsiderede ved mødet og fortalte de fremmødte tilhørere at “vi ønsker at se om vi kan fremkomme med noget håb”. Rajoub, der oprindeligt kommer fra Hebron, fortalte tilhørerne, at han sad ved siden af den første, der sendte ham i fængsel – Ezra. Han fortsatte med at fortælle, at han dengang var blot 15 år gammel, i december 1968, og tilføjede, at hans første tilbageholdelse varede fire og en halv måned.
Siden skulle Rajoub komme til at tilbringe mere end 17 år i fængsel, hvor han lærte hebræisk, inden han blev deporteret. Han fandt frem til og tilsluttede sig eksil-PLO og vendte tilbage efter at Israel og PLO anerkendte hinanden som en del af Oslo-aftalerne.
Han gjorde også efter den nu afdøde PLO-formands forgodtfindende tjeneste på forskellige sikkerhedsposter og har nu taget hul på hvad Siniora kalder “et sabbatår” for at læse til en “Masters Degree” ved Bir Zeit University i Ramallah.
Ezra fortalte, at han, i 1994 efter Oslo-aftalerne, var ansvarlig for den generelle sikkerhed i “Judæa, Samaria og Jerusalem”, da Arafat sendte Jabril Rajoub (og på det tidspunkt også Marwan Barghouti, der nu afsoner en livstidsdom for anklager i forbindelse med den Anden Intifada) for at varetage koordinationen med den israelske sikkerhedstjeneste.
Den israelske minister fortalte tilhørerne, at han havde bedt Rajoub om at udlevere to palæstinensere, som var nået frem til Jericho efter at være blevet såret i et angreb på israelere i nærheden af Ar Ram. Men sagde Ezra, han hørte ikke noget fra Rajoub – og de to eftersøgte palæstinensere deltog nogle få måneder senere i endnu et angreb, hvorunder en israelsk soldat blev dræbt. Rajoub reagerede ikke på den historie.
Den fysisk mere statelige FATAH-kommandant, iført et mørkegrå jakkesæt, talte med en rungende stemme og hans lidenskabelige , mørke øjne afspejlede hvorvidt han kedede sig, var engageret eller misfornøjet. Han skulle have haft en israelsk tillladelse for at kunne rejse til Jerusalem.
Ezra derimod – mager, kæderygende (men kun uden for hotellet) med rolige, grågrønne øjne var klædt i et afdæmpet gråt og nålestribet jakkesæt, der hang løst om hans krop og sorte sportssko, af den slags som nu bruges af mange soldater. The Jerusalem Post rapporterede i 2005, at Ezra også i to år havde gjort tjeneste som “som medlem af en Mossad-mordpatrulje, der var blevet nedsat af premierminister Golda Meir for at hævne mordene på 11 israelske idrætsfolk ved olympiaden i 1992 i München.
Han blev forfremmet til næstkommanderende i Shin Bet fra marts 2001 til februar 2003. Siden da har Ezra til stadighed varetaget forskellige ministerposter. Som Ariel Sharon-loyalist fulgte han den daværende premierminister over i partiet Kadima og var en stærk tilhænger af den ensidige “tilbagetrækning” fra Gaza.
Rajoub bebrejdede i løbet af diskussionen Ezra , at han anvendte betegnelserne “Judea” og “Samaria”, hvilket Ezra reagerede på ved at gentage dem flere gange i løbet af diskussionen. Tilliden mellem Israel og palæstinenserne er nu på under nulpunktet. “Så vi har behov for at en tredje part – det internationale samfund – involverer sig”.
Palæstinenserne troede på den nu afdøde israelske premierminister Yitzak Rabin, erklærede Rajoub og tilføjede, at der var to andre israelere, som palæstinensere kunne samarbejde med: leder af Meretz-Yahad-partiet og forhenværende minister Yossi Beilin (der er med i Geneve-initiativet), som ønsker at afslutte besættelsen af de områder, der blev besat i 1967; samt en forhenværende chef for det israelske militærs generalstab og chef for den militære efterretningstjeneste, Ammon Lipkin-Shahak, der på et tidspunkt blev valgt til Knesset og en kort overgang var minister. – men som ikke er politiker.
Lipkin-Shahak er for nyligt blevet udnævnt til chef for en styringskomité, der skal komme med forslag til iværksættelse af de anbefalinger, der er fremlagt i Winhograd-rapporten for at rette op på de fejltrin, der blev begået under den “Anden Libanon-krig”.
Lipkin-Shahak har også for nylig i et interview i den israelske radio foreslået, at IBS (De Israelske Besættelsesstyrker) skal genbesætte Gaza, hvis der nogensinde bliver affyret Qassam-raketter mod Ashkelon – en kystby med havn og rørledningsinfrastrukturer, som er meget større og strategisk langt vigtigere end Sderot, som indtil nu har været den hårdest ramte lokalitet.
Rajoub hudflettede Israel for den “ingen-forhandlingspartner”-politik, som det antog for seks år siden og advarede om, at en “sikkerhed-først”-holdning ikke ville føre til noget positivt resultat. Han opfordrede Israel til at anerkende, at den nye nationale enhedsregering (med betydelig HAMAS-deltagelse) var et palæstinensisk fremskridt og kunne hjælpe konfliktens afslutning på vej, fordi “den gav Abu Mazen [Abbas] et klart og fuldt mandat til at starte forhandlinger på grundlag af international legitimitet”
.Rajoub tilføjede , at endnu et nyt element var det fornyede Arabiske Initiativ, som han sagde “er et tilbud om kollektiv normalisering, kollektive sikkerhedsforanstaltninger, og en løsning på flygtningespørgsmålet – som jeg må sige er og vil vedblive at være en kilde til bekymring for både israelere og palæstinensere”.
Palæstinenserne ønsker en uafhængig palæstinensisk stat inden for grænserne fra før (Seksdageskrigen i, o.a.) 1967, fortalte Rajoub tilhørerne. “Dette er en mærkesag for alle palæstinensere og vi vil aldrig acceptere mindre til vores kommende palæstinensiske stat”.
Han fremførte det synspunkt, at hvis “hvis israelerne ønsker at sige ’sket er sket’ må de tænke over hvordan besættelsen kan bringes til ophør” og opfordrede den israelske regering til at “træffe en beslutning om at sætte en stopper for bosættelser og [lignende] forehavender i Jerusalem”. Dette sagde Rajoub, ville løse en mængde problemer – deriblandt raketbeskydning fra Gaza ind i Israel.
Radio Israel berettede torsdag morgen om en dramatisk reduktion – men ikke et totalt ophør – af beskydning med Qassam-raketter fra Gaza ind i Israel. Fredag hed det i israelske nyhedsrapportager, at HAMAS ikke havde affyret nogle raketter inden for de seneste 48 timer (om end andre grupper havde).
For sin part fortalte Ezra på mødet, at blot det at ophøre med beskydning af Qassam-.raketter ikke var tilstrækkeligt: ”Hvad der vil kunne påvirke israelerne, er hvis der ikke kommer flere angreb med våben fra Gaza, frigivelse af den israelske soldat Gilad Shalit og ophør af terror”. Han sagde, at han ikke ville være modstander af, at der blev tale om en tredje parts medvirken, men påpegede, ”at ægypterne gør sig mange anstrengelser, men det lykkes ikke for dem”.
Ezra sagde, at han ikke kendte noget andet land – undtagen Palæstina – “som tillader terrorister at agere frit”. Og han fortsatte med at sige, at hvis palæstinenserne gerne ville have et frit land, måtte de oprette ro og orden“. Omvendt, hvis Israel kunne forlade sig på, at palæstinenserne tog hånd om sikkerhedsspørgsmålet, sagde han, “kan jeg forsikre jer, at Israel vil blande sig langt mindre end det gør i dag”.
Han efterlyste palæstinensiske løfter om at prøve at undgå “terror”, at prøve at “få kontrol over Jenin” og om at “overtage kontrollen med grænsen mellem Gaza-striben og Ægypten”.
Dette sidste er er løjerligt krav, som den israelske regering er fremkommet inden med for de seneste dage – Israel lader nu til at ønske palæstinensiske styrker ved grænsen til Ægypten, mens det åbenbart stadig ikke ønsker, at der skal være ægyptisk militær ved samme grænse. Ifølge fredstraktaten med Ægypten fra 1979 har kun ægyptisk grænsepoliti i begrænset omfang lov til at befinde sig på den demilitariserede Sinai-halvø.
Adspurgt tilkendegav Ezra, at det arabiske initiativ var i nogen grad interessant: “Jeg går ind for det, regeringen går ind for det; lad os sætte os sammen og snakke om det”. Men, tilføjede han, “HAMAS ønsker ikke fred med os, de ønsker at knuse os“. Han argumenterede med, at “Jerusalems arabere opfører sig anderledes end palæstinenserne i Gaza. Problemet er, på den anden side, at der er en HAMAS-regering, som vi ikke vil forhandle med”.
I et interview torsdag, en dag efter mødet med Ezra og Rajoub, sagde Siniora, at Israel og det internationale samfund burde ændre politik over for HAMAS. “Vi er nu i vor mørkeste periode – og det internationale samfund hjælper ikke”. Siniora sagde, at han – lige som Rajoub – fuldt og fast troede på, at “for at få stabilitet i Palæstinas politiske system, er det nødvendigt, at der er støtte til vores nationale enhedsregering”.
Mens der er mange palæstinensere, der ikke synes om HAMAS, sagde Siniora [som er kristen], at det var klart at HAMAS, lige som israelerne “ikke kan gøres moderate med magt…og at en del-og-hersk-politik ikke virker”. Siniora trak en parallel mellem den nuværende situation og Israel under Herut og Likud som i sidste instans modererede deres tidligere stillingtagen, der gjorde krav på hele det tidligere britiske mandatområde (”Eretz Israel”).
Siniora påpegede også en anden parallel: ”Israel lige nu opfører sig
nøjagtigt som det engang gjorde over for PLO – men det ændrede sig”. Siniora, der tidligere var udgiver af Jerusalem-avisen Al Fajr såvel som medlem af PNC (Det Palæstinensiske Nationalråd), blev i perioden 1987/88, dengang da USA nægtede at forhandle med PLO, i Washington modtaget af USA’s daværende udenrigsminister George Schultz.
“Helt ærligt, jeg har virket i de seneste 35 år og for det meste støttet PLO og arbejdet for at få Israels og USA’s anerkendelse anerkendelse – og det tog lang tid. Men den kom i hus“, argumenterede han. “HAMAS har allerede bevæget sig i en positiv retning“, hævdede Siniora “og har behov for hjælp og opmuntring for at gå videre“.
“HAMAS har accepteret Mecca-aftalen og således i det mindste indirekte anerkendt den arabiske fredsplan og de aftaler, der er indgået mellem PLO og Israel. Og det har underskrevet platformen for den nationale enhedsregering – og det er i det mindste en indirekte anerkendelse af Israel [hvis ikke mere].
Med et anstrøg af irritation, sagde Siniora: “Jeg ved, helt sikkert, at mange israelere allerede nu, halvvejs officielt, har kontakt til HAMAS. Det er helt lige som situationen [for 20 år siden], da jeg hjalp til med USA’s tilnærmelse til PLO”.
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen