Ved Tripolis kyst
Uri Avnery, Information Clearing House 01.06.2007
De blodige kampe, der er brudt ud omkring Nahr Al-Bared flygtningelejren i nærheden af Tripoli i Libanon minder os om, at flygtningeproblemet ikke er forsvundet. Tværtimod, 60 år efter Nakba, den palæstinensiske katastrofe i 1948, er det igen centrum for alverdens opmærksomhed.
Det er et åbent sår. Enhver der forestiller sig, at en løsning på den israelsk-arabiske konflikt er mulig uden at hele dette sår, er selvbedragerisk.
Fra Tripoli til Sderot, fra Riyadh til Jerusalem fortsætter det palæstinensiske flygtningeproblem med at kaste skygger over hele regionen. I denne uge var medierne på ny fulde af fotos af israelske og palæstinensiske flygtninge på flugt fra deres hjem og af mødre der på hebræisk og arabisk begræd deres kære omkomne – som om intet havde ændret sig siden 1948.
* * *
Den gennemsnitlige israeler trækker på skuldrene, når han/hun bliver konfronteret med de palæstinensiske flygtninges lidelser og afviser det med tre ord: “Det er selvforskyldt”.
Lærde professorer og markedshandlende gentager, at palæstinenserne forårsagede deres egen nedtur i 1947, da de forkastede FN’s Delingsplan og startede en krig for at udrydde det jødiske samfund i landet. Dette er en dybt rodfæstet myte i israelsk bevidsthed. Men den er langt fra at afspejle, hvad der virkeligt skete.
For det første fandtes der på det tidspunkt end ikke et nationalt palæstinensisk lederskab, som kunne træffe nogen beslutning. Under den Arabiske Revolte fra 1935 til 1939 (“problemerne” i israelsk sprogbrug), fik Stormuftien Hajj Amin Al-Husseini, dengang leder for de palæstinensiske arabere, de fleste af de fremtrædende palæstinensere, der ikke accepterede hans lederskab, dræbt. Han flygtede derpå fra landet og de tilbageværende palæstinensiske ledere blev af briterne sendt i eksil på en fjern ø.
Da tidspunktet kom og FN vedtog resolutionen med delingsplanen, var det intet palæstinensisk lederskab, der kunne tage stilling for eller imod. I stedet besluttede lederne i de arabiske nabostater at sende deres hære ind i landet, når det britiske mandat var udløbet.
De palæstinensiske folkemasser var sandt nok modstandere af delingsplanen. De mente, at hele Palæstina var deres arv og at jøderne, som næsten alle sammen var kommet dertil kort tid forinden, ikke havde ret til det. Og det så meget mere som FN’s plan gav jøderne, der dengang kun udgjorde een tredjedel af befolkningen, 55 % af landet. Selv i dette område udgjorde araberne 40 % af indbyggerne.
(Det bør retfærdigvis medgives, at det område jøderne fik tildelt omfattede Negev-ørkenen, et stort ørkenområde, der var øde og for størstedelens vedkommende er forblevet det indtil nutiden).
Den jødiske side accepterede godt nok FN’s beslutning – men kun tilsyneladende. På hemmelige møder lagde Davis Ben-Gurion ikke skjul på sin hensigt om ved først mulige lejlighed at forøge det jødiske område og sikre et overvældende jødisk flertal i det.
Krigen i 1948, som blev startet af araberne, gav mulighed for at virkeliggøre begge mål: Israel voksede fra 55 % til 78 % af Palæstina og dette område blev tømt for de fleste af de arabiske indbyggere. Mange af dem flygtede fra krigens rædsler og mange andre blev fordrevet af os. Næsten ingen fik lov til at vende tilbage efter krigen.
I løbet af krigen blev omkring 750.000 palæstinensere flygtninge. Naturlig befolkningstilvækst fordobler deres antal hvert attende år, så de i dag er tæt på at være fem millioner. Dette er en umådelig menneskelig tragedie, et humanitært spørgsmål og et politisk problem. Længe så det ud til, at det ville forsvinde af sig selv som tiden gik, men det har gang på gang vist sig på ny.
* * *
Mange partier har udnyttet problemet til at hyppe egne kartofler. Flere arabiske regimer har til tider prøvet at koble sig selv på.
Flygtningenes skæbne er forskellig fra land til land. Jordan har tildelt dem statsborgerskab, men dog holdt mange af dem i miserable lejre. Libaneserne har ikke givet flygtningene nogle borgerlige rettigheder overhovedet, og har begået adskillige massakrer.
Næsten alle palæstinensiske ledere kræver gennemførelse af FN Resolution 194, som er blevet vedtaget for 59 år siden og som lovede flygtningene ret til at vende tilbage til deres hjem som fredelige borgere.
Få har bemærket, at Retten til Hjemvenden har tjent skiftende israelske regeringer som et påskud til at forkaste alle fredsinitiativer. Fem millioners flygtninges tilbagevenden ville gøre en ende på Israel som en stat med et solidt jødisk flertal og gøre det til en binational stat, hvilket møder urokkelig modstand fra mindst 99,99% af den israelsk-jødiske offentlighed.
Dette er et forhold, man må gøre sig klart, hvis man vil forstå hvordan (jødiske, o.a.) israelere anskuer spørgsmålet om fred. En gennemsnitlig israeler, selv en anstændig person som oprigtigt ønsker fred, siger til sig selv: “Araberne vil aldrig opgive Retten til Hjemvenden, derfor er der ingen mulighed for fred, og det kan ikke betale sig blot at gå i gang med at gøre noget ved det”.
* * *
Således er flygtningeproblemet, på paradoksal vis, blevet til et instrument for de israelere, som er modstandere af enhver form for fred, der bygger på et kompromis. De forlader sig på, at næsten ingen arabisk leder ville turde afskrive Retten til Hjemvenden åbenlyst.
I private samtaler erkender mange arabiske ledere at en hjemvenden er umulig, men de tør ikke sige det åbenlyst. At gøre det ville være ensbetydende med politisk selvmord – akkurat lige som villighed til at acceptere flygtninges hjemkomst ville være selvmorderisk for en israelsk politiker.
Trods det er der i de seneste år på den arabiske side sket et underjordisk skift. Der har været hentydninger til, at Israels demografiske problem ikke kan ignoreres. Nu og da er der blevet foreslået kreative løsninger. (På et af Gush Shaloms offentlige debatmøder sagde en palæstinensisk repræsentant engang: ”I dag udgør det palæstinensiske mindretal 20% af Israels indbyggere. Så lad os blive enige om, at for hver 80 nye jødiske immigranter, der kommer til andet, vil 20 palæstinensiske flygtninge kunne vende tilbage”. Således vil den nuværende befolkningsfordeling blive opretholdt”. Publikum bifaldt entusiastisk).
* * *
Nu er der indtruffet en revolutionær udvikling. Den Arabiske Liga har tilbudt Israel en fredsplan: Alle 22 arabiske stater vil anerkende Israel og etablere diplomatiske og økonomiske relationer til det mod at Israel trækker sig tilbage fra de besatte områder og at der bliver oprettet en palæstinensisk stat.
Tilbuddet ignorerede ikke flygtningeproblemet. Det nævnte FN Resolution 194, men indeholdt en forudsætning af fundamental betydning.: At løsningen skulle fremkomme som “en aftale” mellem de to parter. Med andre ord, Israel ville få vetoret over for flygtninges tilbagevenden til israelsk område.
Dette bragte den israelske regering i en vanskelig situation. Hvis det gik op for den israelske offentlighed, at hele den arabiske verden tilbød en omfattende fredsaftale uden den faktiske realisering af Retten til Hjemvenden, kunne den meget vel gladeligt acceptere en sådan aftale.
Derfor blev alt gjort for at tilsløre det afgørende ord. De styrede (og vildledte) israelske medier understregede planens omtale af Resolution 194 og nedtonede talen om en “aftaleløsning”.
Regeringen behandlede det arabiske tilbud med foragt, men prøvede ikke desto mindre at opnå fordele i sammenhæng med det. Ehud Olmert bekendtgjorde, at han var villig til at mødes med en Arabisk delegation – under forudsætning af at den ikke blot bestod af repræsentanter for Ægypten og Jordan.
På denne måde håbede Olmert og Tzipi Livni at score et vigtigt politisk point: At tvinge Saudiarabien og andre stater til at optage forbindelser til Israel uden at betale noget for det. Eftersom der ikke er nogle “gratis frokoster” afslog araberne. Der kom ikke noget ud af hele affæren.
* * *
Hvis der havde været nogen der 4. Juni 1967, dagen før Seksdageskrigen havde tilbudt Israel denne fredsplan, ville vi have troet, at nu var Messias kommet. Men nu anså vores regering ikke dette tilbud for at være andet end kvik manøvre: Araberne er villige til at give afkald på retten til flygtningenes tilbagevenden, men ønsker at tvinge os til at afskrive de besatte områder og nedlægge bosættelserne.
Set i et historisk perspektiv retter den Arabiske Liga op på et fejltrin, som den begik i 1967 og som fik vidtrækkende konsekvenser. Kort tid efter Seksdageskrigen, 01.09.1967 forsamledes de arabiske statsoverhoveder i Khartoum vedtog “de tre Nej’er” – Ingen fred med Israel – Ingen anerkendelse af Israel – Ingen forhandlinger med Israel.
Det er til at forstå, hvorfor en så afsporet resolution blev vedtaget. De arabiske lande havde netop lidt et ydmygende militært nederlag. De ønskede at vise over for deres befolkninger over for verden, at de ikke var tvunget i knæ. De ønskede at beholde deres nationale værdighed
Men for den israelske regering var det en gave, der kom som sendt fra himlen.
Den Arabiske Ligas resolution befriede den israelske regering for ethvert behov for at skulle føre forhandlinger, som kunne have tvunget Israel til at tilbagegive de områder, som det netop havde erobret. Den gav grønt lys for oprettelsen af bosættelser, en aktivitet der fortsætte uhindret til den dag i dag og fratager palæstinenserne den jord, de lever på. Og det fejede naturligvis flygtningeproblemet af bordet.
Det ny forslag fra den Arabiske Lige kunne rette op på den skade der blev forvoldt den palæstinensiske sag i Khartoum. Hele den arabiske verden har nu vedtaget en realistisk resolution. Fra nu af består opgaven i at få den israelske offentlighed til at fatte den fulde betydning af dette forslag, og især dets betydning vedrørende flygtningenes tilbagevenden.
Den opgave påhviler de israelske fredskræfter, men også det arabiske lederskab.
* * *
For at nå frem dertil, må flygtningeproblemet bringes ind i virkelighedens verden. Det skal gennemgå en proces af afmystificering.
Som situationen er nu, ser israelere kun et mareridt: Fem millioner flygtninge venter på at oversvømme Israel. De vil kræve at få deres jorder, hvor der nu ligger israelske byer og landsbyer, tilbage lige som deres hjem, som for længst er blevet revet ned eller hvor der nu bor (jødiske. o.a.) israelere. Israel, som en stat med hebræisk flertal vil ophøre med at eksistere.
Denne frygt dal neutraliseres og dette sår skal heles. På det psykologiske plan skal vi anerkende vores ansvar for den del af problemet, som vi faktisk forårsagede. En “Komité for Sandhed og Forsoning” kunne, måske, fastslå omfanget af vort ansvar. Og vi skal oprigtigt undskylde , lige som andre nationer har undskyldt for uretfærdigheder, de har begået.
I praksis skal det meget virkelige problem med fem millioner mennesker løses. De vil alle sammen have ret til en rigelig kompensation, som vil sætte dem i stand til at startet nyt liv på en hvilken som helst måde, de ønsker det. De af dem, der ønsker at forblive hvor de nu befinder sig, med den pågældende regerings godkendelse, vil få muligheden for at genopbygge deres familiers liv.
De af dem, som ønsker at leve i den fremtidige stat Palæstina, måske i de områder, der er blevet renset for bosættelser, skal have den fornødne internationale støtte. Personligt mener jeg, at det ville være godt for os at tage imod et vist aftalt antal flygtninge i selve Israel som et symbolsk bidrag til tragediens afslutning.
Dette er hverken en drøm eller et mareridt. Vi har tidligere overkommet vanskeligere opgaver. Det ville være meget lettere og billigere end at fortsætte en endeløs krig uden nogen militær løsning.
For tres år siden blev der påført et dybt sår. Der er ikke siden helet. Det forpester vores liv og truer vores fremtid. Det er læren af Tripoli i nord og Sderot i syd.
Uri Avnery er israelsk forfatter og aktivist. Han står i spidsen for den israelske fredsbevægelse Gush Shalon
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen