To-statsløsningens fatamorgana
Af George Bisharat, San Francisco Chronicle 04.06.2007 (Her sakset fra Information Clearing House)
40-året for Seksdageskrigen. Om en løsning som alle er enige om, det er umuligt at nå frem til.
I denne uge for 40 år siden erobrede Israel Vestbredden og Gaza og reetablerede et politisk system hvor én magt regerede hele det tidligere Palæstina. Ubemærket af verden frembragte dette en version af en “én-statsløsning” på den palæstinensisk-israelske konflikt – om end en løsning hvor palæstinensere og jøder ikke har lige rettigheder.
I stedet har Israel regeret Vestbredden og Gaza med militærregeringer, som kontrollerer ethvert aspekt af millioner af palæstinenseres dagligdags liv, dog uden at de selv har noget at skulle have sagt i den sammenhæng. Skønt palæstinenserne nu vælger repræsentanter til en Palæstinensisk Myndighed, administrerer disse den meget lille Gaza-stribe og mindre end 20 % af Vestbredden. Deres magtbeføjelser rækker næppe videre end amtmænds.
Imens har det internationale opinion stadig bakket op om en “to-statsløsning”. I dette scenario ville en uafhængig jødisk og en uafhængig palæstinensisk stat dele landet mellem Middelhavets kyst og Jordan- floden. I midt-1970’erne støttede de fleste stater ved FN’s Generalforsamling tanken om en palæstinensisk stat.
1 1988 anerkendte PLO udtrykkeligt Israel inden for dets grænser fra før 1967-krigen og gik med til palæstinensisk suverænitet over Vestbredden og Gaza-striben, der tilsammen udgjorde 22 % af det tidligere palæstinensiske område.
USA sluttede til sidst op bag denne model i 2002, da præsident Bush opfordrede til dannelsen af to demokratiske stater, der skulle leve side om side ifølge hans “Roadmap to Peace” [“Køreplanen”,o.a.] . Selv Israel har skrevet under på den model, skønt dets opfattelse af hvilket territorium og hvilke magtbeføjelser en palæstinensisk stat skal have er snævrere end alle andres.
Ironisk nok fastholder denne enstemmighed, så besværligt opbygget gennem årtier, en løsningsmodel som det nu er umuligt at nå frem til. Israels kolonisering af Vestbredden er blevet uafvendelig og det territoriale grundlag for en fremkommelig palæstinensisk stat er blevet fjernet.
Omkring 450.000 israelske bosættere lægger nu beslag på mere end 140 bosættelser i Østjerusalem og Vestbredden. Disse jødiske bosættelser, sikkerhedsområderne omkring dem, de veje der forbinder dem med hinanden og med Israel og “adskillelsesmuren”, som spærrer palæstinenserne inde indbyrdes isolerede øer i landskabet, dækker mere end 40 % af Vestbredden.
Meget af dette er enten privat palæstinensisk ejendom, frataget uden kompensation, eller statslig jord hvor palæstinenserne har traditionelle rettigheder, som Israel nægter at respektere.
Samtidig fortsætter Israels koloniserende kolos ud langs tangenten. For nylig blev der bekendtgjort planer for opførelsen af 2.500 nye boliger til
Israelske bosættere øst for Jerusalem og der blev givet ordre til at fortsætte bygningen af “adskillelsesmuren” i Jordan-dalen. Der synes ikke at være nogen politisk kraft der er i stand til dæmpe, end sige stoppe denne bevægelse.
Den opmuntrende illusion er blevet opbygget, at hvis palæstinensere og israelere blot kunne lokkes til at vende tilbage til forhandlingsbordet, så ville den luftige to-statsløsning på en eller anden måde blive til virkelighed. Ledere i alle lejre har interesser, der støttes af denne fiktion, skønt af forskellige grunde.
Hvad angår præsident Bush, så dæmper tilsyneladende fremskridt i retning af en palæstinensisk-israelsk fred den mellemøstlige fjendtlighed over for USA og letter vejen for politiske valgmuligheder andre steder i regionen, bl. a. også i Iraq.
PLO-lederskabet, personificeret i den stakkels Mahmoud Abbas, satsede hele sin politiske legitimitet på Oslo-aftalerne og den endeløse “fredsproces” det satte i gang. At opgive forhandlingerne om en to-statsløsning ville være en erkendelse af, at det havde ført palæstinenserne ind i en blindgyde.
Israel formilder USA ved at indgå i komediespillet af forhandlinger og udnytter den fortsatte uafklarethed til at til at videreføre koloniseringen af Vestbredden og fremme sit strategiske mål, at få permanent kontrol med det meste af eller hele det tidligere Palæstina. Lige som det flimrende vand i et fatamorgana bevæger to-statsløsningen sig lige uden for rækkevidde i takt med hvert tilsyneladende fremskridt.
Tragedien består i, at det at trække tiden ud, når vi står over for den uundgåelige sandhed til syvende og sidst hverken er til fordel for israelske jøder, palæstinensiske arabere eller amerikanere. Fortsat konflikt i området er til åbenlys skade for de direkte involverede parter og underminerer også i høj grad USA’s status i den arabiske og muslimske verden. Vores refleksmæssige støtte til Israel, selv til dets selvdestruktive politik, er en hovedårsag til fjendtligheden mod os.
Antallet af israelske jøder og palæstinensiske arabere, der lever inden for grænserne af de tidligere Palæstina er stort set ens på omkring fem millioner i hver lejr.
Spørgsmålet er: Vil den politiske magt inden for dette ene politiske system vedblive med at blive udøvet som hvad det tidligere ANC-medlem og nuværende den nuværende sydafrikanske Minister for Efterretningstjenesten og andre har beskrevet som en tilspidset form for apartheid?
Eller vil palæstinensiske arabere og israelske jøder nyde lige rettigheder og på rimelig vis dele magten i hvad der allerede er et fælles samfund?
For dem, der går ind for fred, retfærdighed og respekt for international lov, burde valget være klart.
George Bisharat er jura-professor ved Hastings College of the Law og skriver hyppigt om jura og politik i Mellemøsten. Nærværende artikel blev oprindeligt bragt på side B-7 i The San Francisco Chronicle
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen