Stillingtagen til Mecca-aftalen

Uri Avnery, The Other Israel

Stillingtagen til Mecca-aftalen

The Other Israel, Uri Avnery, 17.02.2007

Skal en amerikansk aborigin anerkende USA’s ret til at eksistere?

Det er et interessant spørgsmål. USA blev etableret af europæere, der invaderede et kontinent, der ikke tilhørte dem, udryddede det meste af den indfødte befolkning (de “røde indianere”) i en langstrakt folkemordskampagne og udnyttede arbejdskraften fra millioner af slaver, som brutalt var blevet revet ud af deres tilværelse i Afrika.

For slet ikke at tale om, hvad der foregår i dag. Skal en amerikansk aborigin – eller nogen overhovedet – anerkende en sådan stats ret til at eksistere?

Men der er ingen, der rejser det spørgsmål. USA bekymrer sig overhovedet ikke om hvorvidt nogen som helst anerkender dets ret til at eksistere eller ej. Det kræver det ikke af de lande, som det har kontakt med.

Hvorfor? For det første fordi det er et latterligt krav.

OK, USA er ældre end staten Israel, så vel som større og mægtigere. Men ej heller lande, som ikke er supermagter kræver noget sådant. Indien, for eksempel, forventes ikke at anerkende Pakistans ‘ret til at eksistere’ , til trods for at Pakistan blev oprettet på samme tid som Israel, og – som Israel – på et etnisk/religiøst grundlag.

Så hvorfor bliver HAMAS afkrævet at skulle ‘anerkende Israels ret til at eksistere’?

Når en stat ‘anerkender’ en anden stat, er der tale om en formel anerkendelse, anerkendelsen af en eksisterende kendsgerning. Det implicerer ikke billigelse. Sovjetunionen blev ikke afkrævet accept af USA’s eksistens som en kapitalistisk stat. Tværtimod lovede Nikita Khrushchev i 1956 at ‘begrave’ USA. USA drømte visselig på intet tidspunkt om at anerkende Sovjetunionens ret til at eksistere som en kommunistisk stat.

Så hvorfor bliver palæstinenserne stillet over for dette mærkværdige krav? Hvorfor skal de anerkende Israels ret til at eksistere som en jødisk stat? Jeg er en israelsk patriot og jeg føler ikke, at jeg har behov for at nogen son helst skal anerkende min stats ret til at eksistere.

Hvis der er nogen, som er rede til at slutte fred med mig, inden for grænser og på betingelser, som vi er blevet enige om, er det alt tilstrækkeligt for mig. Jeg er indstillet på at overlade historien, ideologien og teologien i den forbindelse til teologer, ideologer og historikere.

Måske er vi, efter at Israel har eksisteret i 60 år, og efter at vi er blevet en regional magt, stadig så usikre på os selv, at vi føler et stærkt behov for konstant forsikring om vor ret til at eksistere – og blandt alle folk, fra dem, som vi har undertrykt gennem de sidste 40 år. Måske er det ghettomentaliteten, der stadig er så dybt rodfæstet i os.

Men det krav, der nu stilles til den palæstinensiske enhedsregering, er langt fra at være oprigtigt. Det har et skjult politisk sigte, eller faktisk to:

(a) at overbevise det internationale samfund om, at det ikke skal anerkende den palæstinensiske regering, der er ved at blive dannet, og

(b) at retfærdiggøre den israelske regerings afvisning af at indgå i fredsforhandlinger med den.

Briterne kalder dette en ’rød sild’ – en ildelugtende fisk, der trækkes over en flygtnings sti for at lede de forfølgende hunde på vildspor.

Da jeg var ung, plejede jøder i Palæstina at tale om vort hemmelige våben: Arabernes afvisning. Hver gang nogen foreslog en fredsplan, forlod vi os på, at araberne ville sige “nej”.

Sandt nok, det zionistiske lederskab var imod ethvert kompromis, som ville have fastfrosset den eksisterende situation og bremset fremdriften i den zionistiske ekspansion og bosættelse. Men de zionistiske ledere sagde “ja” og ’vi rakte hånden frem til fred’ – og forlod os på, at araberne ville torpedere forslaget.

Det fungerede fint i et århundrede, indtil Yasser Arafat ændrede spillereglerne, anerkendte Israel og underskrev Oslo-aftalerne, som slog fast, at forhandlingerne om de endelige grænser mellem Israel og Palæstina skulle afsluttes ikke senere end 1999. Indtil nu er disse forhandlinger end ikke blevet påbegyndt.

Skiftende israelske regeringer har forhindret det, fordi de under ingen omstændigheder var rede til at fastsætte endelige grænser. (Mødet i Camp David i 2000 var ikke nogen virkelig forhandling – Ehud Barak indkaldte det uden nogen forberedelse, dikterede sine betingelser for palæstinenserne og afbrød dialogen, da de afviste hans diktater).

Efter Arafats død blev det vanskeligere at opretholde den afvisende holdning. Arafat var altid blevet beskrevet som terrorist, bedrager og løgner. Men Mahmoud Abbas blev af alle accepteret som en ærlig person, som oprigtigt ønskede at nå frem til en fred.

Og dog lykkedes det for Ariel Sharon at undgå at skulle forhandle med ham. Den ‘Ensidige Adskillelse’ tjente dette formål. Præsdident Bush støttede ham med begge hænder.

Nå, Sharon blev ramt af en hjerneblødning og Ehud Olmert efterfulgte ham. Og så skete der noget, der skabte stor jubel i Jerusalem. Palæstinenserne valgte HAMAS.

Hvor vidunderligt! Både USA og EU havde udpeget HAMAS som en terrororganisation! HAMAS er en del af den shiitiske Ondskabens Akse! (De er ikke shiitter, men hvem kerer sig om det!). HAMAS anerkender ikke Israel! HAMAS prøver at eliminere Mahmoud Abbas, den ædle mand! Det er klart, at med en sådan bande er der ikke noget behov for, og ej heller ville der være nogen mening i at føre forhandlinger om fred og grænser.

Og sandelig, USA og dets europæiske satellitter boykotter den palæstinensiske regering og udsulter den palæstinensiske befolkning. De har stillet tre betingelser for at ophæve blokaden: (a) at den palæstinensiske regering og HAMAS skal anerkende Staten Israels ret til at eksistere, (b) de skal stoppe terrorismen, (c) de skal forpligte sig til at opfylde de aftaler, som PLO har underskrevet.

For en overfladisk betragtning kan det synes fornuftigt. Men er det i virkeligheden slet ikke, fordi alle disse betingelser er fuldstændigt énsidige:

a) palæstinenserne skal anerkende Israels ret til at eksistere (uden at definere dets grænser, naturligvis), men den israelske regering bliver ikke afkrævet nogen anerkendelse af en palæstinensisk stats ret til at eksistere overhovedet.

b) palæstinenserne skal ophøre med ‘terrorisme’, men til den israelske regering stilles der intet krav om, at den skal ophøre med sine militære operationer i de palæstinensiske territorier og stoppe bygningen af bosættelser. Der er faktisk et krav i ‘Køreplanen‘, men det er blevet fuldstændigt ignoreret af alle, også amerikanerne.

c) palæstinenserne skal sørge for at opfylde aftalerne, men noget sådant kræves ikke af den israelske regering, som har brudt næsten alle bestemmelserne i Oslo-aftalerne. Blandt andre: Åbningen af ‘sikre passager’ mellem Gaza og Vestbredden, gennemførelsen af en tredje ‘omgruppering’ (Tilbagetrækning fra palæstinensiske områder), behandling af Vestbredden og Gaza som et enkelt territorium, etc., etc. …

Siden HAMAS kom til magten, har dets ledere forstået behovet for at blive mere fleksible. De er meget følsomme over for folkestemningen. Den palæstinensiske befolkning længes efter besættelsens ophør og et liv i fred. Derfor har HAMAS, skridt for skridt, nærmet sig til at anerkende Israel.

Deres religiøse doktrin tillader dem ikke at erklære dette offentligt (Også jødiske fundamentalister klynger sig til Guds ord: ’Til jeres afkom har jeg givet dette land’) men har gjort det indirekte. Små skridt, men en stor revolution.

HAMAS har bekendtgjort sin støtte til oprettelsen af en palæstinensisk stat inden for grænserne fra juni 1967 – dvs. ved siden af Israel og ikke i stedet for Israel. (I denne uge oplyste den forhenværende minister Kadura Fares, at HAMAS-lederen Khaled Mashaal har bekræftet dette).

HAMAS har givet Mahmoud Abbas fuldmagt til at føre forhandlingerne med Israel og har på forhånd forpligtet sig til at acceptere enhver aftale, som måtte blive ratificeret ved en folkeafstemning. Abbas går naturligvis helt klart ind for oprettelsen af en palæstinensisk stat bag den Grønne Linje.

Der er overhovedet ingen tvivl om, at hvis man når frem til en sådan aftale, vil det overvældende flertal af den palæstinensiske befolkning stemme for den.

I Jerusalem har bekymringerne meldt sig. Hvis dette fortsætter, kunne verden endog få det indtryk, at HAMAS har ændret sig og så – Gud forbyde det – ophæve den økonomiske blokade af det palæstinensiske folk.

Nu kommer så Saudiarabiens konge og forstyrrer Olmerts plan endnu mere.

Ved et betagende arrangement, foran det helligste sted i Islam, satte kongen en stopper for den blodige strid mellem de palæstinensiske sikkerhedsorganer og banede vejen for en palæstinensisk enhedsregering.

HAMAS forpligtede sig til at respektere de aftaler, som PLO har underskrevet, deriblandt Oslo-aftalen, som byger på den gensidige anerkendelse af Staten Israel og PLO som repræsentant for det palæstinensiske folk.

Kongen har bragt Palæstina-problemet ud af det iranske favntag, som HAMAS havde accepteret fordi der intet alternativ var, og har bragt HAMAS hjem i sunni-familiens skød. Eftersom Saudiarabien er USA’s nærmeste allierede i den arabiske verden, har kongen med eftertryk plantet Palæstina-spørgsmålet på bordet i det Hvide Hus.

I Jerusalem kom det næsten til panik. Dette er det mest skræmmende af alle mareridt: Frygten for at den ubetingede støtte til Israels politik fra USA og Europa vil blive taget op til fornyet overvejelse.

Panikken gav sig straks udslag: ‘Politiske kredse’ i Jerusalem bekendtgjorde uden videre at de afviste Mecca-aftalen. Så meldte eftertanken sig. Den for længst etablerede mester i ’ja-men-nej’-metoden, overbeviste Olmert om, at det skamløse ‘nej’ måtte udskiftes med et mere subtilt ‘nej’. Til det formål blev den røde sild igen taget ud fra fryseren.

Det er ikke tilstrækkeligt, at HAMAS anerkender Israel i praksis. Israel insisterer på, at dets ‘ret til at eksistere’ også skal anerkendes. Politisk anerkendelse er ikke tilstrækkeligt, ideologisk anerkendelse er påkrævet. Ud fra denne logik kunne man også kræve, at Khaled Mashaal skulle tilslutte sig den zionistiske bevægelse.

Hvis man mener, at fred er vigtigere for Israel end ekspansion og bosættelser, må man hilse HAMAS’s ændrede stillingtagen – som udtrykt i Mecca-aftalen – velkommen og opmuntre til at fortsætte i den retning.

Den saudiske konge, som allerede har overbevist lederne i alle de arabiske lande om, at de skal anerkende Israel til gengæld for oprettelsen af Staten Palæstina bag den Grønne Linje, fortjener en hjertelig lykønskning.

Men hvis man er modstander af en fred, fordi den ville fastlægge Israels endelige grænser og umuliggøre yderligere ekspansion, vil man gøre alt for at overbevise amerikanerne og europæerne om, at de skal fortsætte boykotten af den palæstinensiske regering og blokaden af det palæstinensiske folk.

I overmorgen vil Condoleezza Rice indkalde et møde med Olmert og Abbas i Jerusalem.

Nu har amerikanerne et problem. På den ene side har de behov for den saudiske konge. Han sidder ikke blot på enorme oliereserver, han er også krumtappen i den ‘moderate sunni-blok‘. Hvis han fortæller Bush, at løsningen af det palæstinensiske problem er en nødvendighed for at dæmme op for udbredelsen af iransk indflydelse i hele Mellemøsten, vil hans ord have en betydelig vægt.

Hvis Bush, som det ser ud til, er i færd med at planlægge et militært angreb på Iran, er det vigtigt for ham at have en samlet opbakning fra sunnierne.

På den anden sider er pro-Israel lobbyen – både den jødiske og den kristne – meget vigtig for Bush. Det er af vital betydning for ham at kunne regne med opbakning fra den ‘kristne basis’ i det Republikanske Parti, som består af fundamentalister, der støtter Israels ekstreme højrefløj, uanset hvad det måtte føre til.

Så hvad skal der gøres? Ingenting. Til dette ingenting fandt Condoleezza Rice et velegnet diplomatisk slogan, hentet fra opdateret amerikansk slang: ‘Nye Politiske Horisonter’. Hun spekulerede klart nok ikke over disse ords mening. For horisonten er et symbol på et mål, som aldrig vil blive nået: Jo mere du nærmer dig til det …

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.