Brandeis Universitets-donorer tager hævn for Carters besøg

Larry Cohler-Esses, The Jewish Week

Brandeis Universitets-donorer tager hævn for Carters besøg

Af Larry Cohler-Esses, The Jewish Week 18.02.2007

Større bidragsydere tilbageholder bidrag til universitetet og sætter gang i debat om ytringsfrihed på campus i Massashussets.

Større bidragsydere til Brandeis University har meddelt det, at de ikke længere vil være donorer som gengældelse for dets beslutning om i sidste måned at være vært for et møde med forhenværende præsident Jimmy Carter, en stærk kritiker af Israel.

Donorerne har skriftligt meddelt deres beslutning – og specifikt angivet Carter som begrundelse, fortalte Stuart Eizenstat, en forhenværende Carter-aktivist i Carters tid som præsident og nuværende bestyrelsesmedlem ved Brandeis, en af landets fremmeste jødiske institutioner for højere uddannelse.

De er “flere end en håndfuld”, sagde han. “Så det er en bekymring. Der er øjensynligt et ret stort antal donorer, som har givet udtryk for, at de vil tilbageholde bidrag“.

Historieprofessor ved Brandeis Jonathan Sarna, som har nære kontakter til administrationen fortalte til The Jewish Week, “Der er ikke tale om folk, der sender $ 5.- til universitetet, men om større donorer og større potentielle donorer”.

“Jeg håber, de vil falde til ro og ændre opfattelse”, sagde Sarna. Han tilkendegav, at han kendte i det mindste én af

mæcenerne, men afslog at oplyse hvem det var. Han sagde blot, at der blandt dem, der har besluttet at stoppe med at yde bidrag er “nogle enormt rige enkeltpersoner”.

Eizenstat sagde, at hans informationer stammede fra diskussioner, som han i tirsdags havde haft med nogle af universitetets administratorer, som ikke indviede ham i, hvilke donorer eller hvor mange penge, der var tale om.

Kevin Montgomery, medlem af fakultetets studenterkomité, som inviterede Carter til Brandeis, berettede at Brandeis’s ledende viceformand for kommunikation, Lorna Miles på et møde i den foregående uge forud for Carters ankomst fortalte ham, at tabene i form af mistede donationer på det tidspunkt løb op i $ 5.000.000.

Adspurgt om en kommentar, svarede Miles, “Jeg aner ikke, hvad han taler om”. Miles sagde, at universitetets præsident Jehuda Reinharz var i udlandet og utilgængelig for kommentarer. Universitetets økonomidirektør, Nancy Winship var ej heller at træffe, sagde hun.

“Jeg har ikke hørt noget fra donorerne”, sagde Miles. “Jeg ved ikke, hvor Stuarts informationer stammer fra. Jeg mener ikke der er noget hold i din reportage”.

Den åbenbare donorkrise kommer umiddelbart efter en række Israel-relaterede kontroverser angående ytringsfrihed på Waltham-campus’en i Massachusetts. Carter-episoden er blot den seneste og højest profilerede.

Israel-kritikere protesterede sidste år mod Reinharz’s fjernelse af en kunstudstilling med anti-israelske malerier – af ungdommen i palæstinensiske flygtningelejre – der blev hængt ud som værende grov propaganda, fra universitetsbiblioteket.

Universitetet blev udsat for hård kritik fra den modsatte side, da det i juni tildelte den berømte skuespilforfatter og hyppige Israel-kritiker Tony Kushner, der en gang omtalte Israels oprettelse som “en fejltagelse”, et æresdoktorat.

Forberedelserne til Carters besøg blev også afbrudt af hadske udfald da den forhenværende præsident afviste en oprindelig invitation til et debatmøde med juraprofessoren Alan Dershowitz fra Harvard. I stedet kom Dershowitz først på programmet efter, at Carter havde forladt salen.

Universitetet har dog også gjort sig bemærket for et kursustilbud om Mellemøsten, som i fællesskab forestås af Shai Feldman, en fremtrædende israelsk strategianalytiker og palæstinenseren Khalil Shikaki, en toneangivende demograf fra Vestbredden.

Det kører også et udvekslingsprogram med det palæstinensiske Al Quds University i Østjerusalem. Studentermassen på omkring 5.000 studerende på Brandeis er for omkring 50%’s vedkommende jødisk, men tæller også et betragteligt antal muslimer.

Ikke desto mindre syntes kontroverserne omkring ytringsfriheden at udbygge Brandeis’s engagement i at opretholde sit engagement som et usekterisk universitet i

sværvægtsklassen, med alle de forventninger om løssluppen diskussion dette medfører – i modstrid med dets beslutning om – med Reinharz’s ord – at forblive under “løbende sponsorat af det jødiske samfund”.

Den angivelige adfærd hos nogle af de største donorer har nu øget spændingerne mellem disse to målsætninger, der er blevet skærpet af universitetets engagement i sin navnefælles idealer. Højesteretsdommer Louis Brandeis, er grundlæggende medlem af Amerikansk Zionisme og en af dommerstandens varmeste fortalere for ytringsfrihed.

“Det amerikansk-jødiske samfund opfatter Carters besøg på Brandeis som en heksher” – et anerkendende stempel – “fra universitetet”, sagde Sarna, hvis fagområde er amerikansk-jødisk historie. “De ser det som en tilkendegivelse af, at Brandeis giver ham et certifikat som “spiselig”.

“Fakultetets opfattelse er meget anderledes”, sagde han, “at Brandeis er et forum; at synspunkter bliver fremsat i dette forum. Nogle af dem er vi enige i, andre er vi ikke enige i. Men fakultetet anser ikke hans besøg for at være en heksher-forestilling.

“Det er denne afstand i opfattelsen, som synes at kræve mere dialog mellem de to eksistenser, så i det mindste den ene kan forstå den anden”, sagde Sarna. Men Carter-episoden har måske i stedet åbnet op for øgede spændinger.

Opildnet af episoden forsøger en gruppe venstrefløjsstudenter nu af få indkaldt Norman Finkelstein til et campus-møde. Finkelstein er en kontroversiel Holocaust-forsker, som anklager de jødiske ledere for at udnytte tragedien til at afparere og bringe kritik af Israel for dets behandling af palæstinenserne, til tavshed.

Hans anklager går også på, at jødiske organisationer har overdrevet antallet af overlevende efter Holocaust for at forøge erstatningsudbetalingerne.

En gruppe højrefløjsstuderende har inviteret professor Daniel Pipes, arabist og politisk analytiker, der hyppigt skriver om den sikkerhedstrussel , som han mener USA og Europa er udsat fra muslimske emigranter, til et campusmøde. Pipes har også grundlagt Campus Watch, et program, som søger at overvåge hvad professorer underviser i i deres klasser og publicere hvad det anser for at være ekstremistisk. Dette har afstedkommet anklager om , at han er McCarthyist, hvilket han benægter.

På et kontroversielt møde med fakultetsrådet efter Carter-episoden hængte Reinharz Finkelstein og Pipes ud som “masseødelæggelsesvåben”, ifølge en reportage i The Justice, Brandeis Campus’ens avis.

Hans sekretær forklarede: “De er personer, som har en tendens til at opflamme lidenskaber, hvis formål ikke så meget er diskussion og uddannelse som det er teater, et show……Hvis man ønsker seriøs diskussion er der allerede masser af tilgængelige ressourcer på Brandeis“.

Efter mødet 5. Februar hentydede Winship, Brandeis’s økonomiansvarlige også til ulmende problemer med donorer.

E-mails fra dem “blev ved med at strømme ind”, citerede The Justice hende for at sige. “Vi prøver blot at reparere på skaderne. Mellemøsten er blot udløseren af lidenskaber for vore studerende og vore venner. Vore donorer kommer for størstedelens vedkommende til os gennem den jødiske dør”.

Reinharz kritiserede skarpt den komité, som skaffede Carter til campus’en for at påføre universitetet omkostninger på $ 95.000 til logistik og sikkerhed, ifølge The Justice. “Fakultetsmedlemmer burde ikke have lov til at invitere hvem som helst de ønsker og påføre Brandeis en kæmpestor regning”, klagede Reinharz sig ifølge avisen.

Brandeis’s budget for 2005, det seneste år, for hvilket beretninger er tilgængelige var på $ 265.750.000 set i forhold til indkomster på $ 310.000.000

Medlemmer af sponsorkomitéen protesterede over at Reinharz tidligere havde forsikret dem om, at penge ikke ville være nogen hindring for at bringe den første præsident til Brandeis siden Harry S. Trumans tale ved dimissionsfesten i 1957.

“Jeg tror, at Jehuda Reinharz [protesterede mod omkostningerne] fordi han ønskede at tage afstand fra Carter”, sagde Montgomery, studentermedlemmet af Carter-komitéen. “Jeg opfatter, at det er Jehudas forsøg på at formilde de barske donorkritikere”.

Brandeis’s præsident deltog ikke i mødet med Carter og hans kontor lod vide, at han var udenbys.

På fakultetsmødet beklagede Susan Lanser, professor i engelsk sig: ”Jeg kender mange, mange fakultetsmedlemmer, der føler, at de ikke kan ytre sig frit om Mellemøsten i offentlige fora”.

Og i et interview med The Jewish Week talte Mary Baine Campbell, en anden engelskprofessor om “den isnende virkning af at vide, ar man taler om ting, der er uvelkomne hos den administration, der er ansvarlig for arbejds- og lønforhold. De kunne jo godt være engle. Jeg ved det ikke. Det er en let isnende atmosfære”.

Lanser sagde, at administrationens advarsler om donorer havde forstærket denne fornemmelse. “Jeg siger ikke, at det var hensigten med mødet”, tilføjede hun. “Jeg mener, at Brandeis er engageret i åben intellektuel undersøgelse. Men dette spørgsmål bliver kompliceret på grund af nogle donorers stærke følelser”.

Disse problematiske efterdønninger står i skarp modsætning til den vidt og bredt roste stemning under selve arrangementet. Det universitære publikum på næsten 2.000 personer modtog Carter med bemærkelsesværdig høflighed og gav ham endog flere stående ovationer. Samtidig udfordrede spørgende studerende ham med svære og kritiske spørgsmål.

Fokuseringen af fjendtlighed imod Carter – hans nyligt udkomne bog om den israelsk-palæstinensiske konflikt har fået ingen mindre end lederen af Anti-Defamation League Abraham Foxman til ar anklage ham for at “bedrive antisemitisk aktivitet”. Mange andre har gentaget det.

Protesterne fik udgangspunkt i bogens titel “Palæstina: Fred ikke Apartheid” der underforstået sammenligner Israels politik over for palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza med apartheidæraen i Sydafrika.

Bogen indeholder grove faktuelle fejl, hævder kritikerne, og en skæv forudindtagethed der næsten udelukkende giver Israel skylden for de fejlslagne forsøg på at løse konflikten.

Kritikerne protesterer især imod Carters påstand om, at pro-Israel kræfter i USA har en uforholdsmæssigt stor og kvælende indvirkning på den offentlige debat om emnet – af Foxman stemplet som den gamle skrøne og konspirationsteori om jødisk kontrol over medierne, Kongressen og USA’s regering.

På mødet forsvarede Carter sig imod sådanne anklager. Interviews med mødedeltagere tydede på, at deres klapsalver mere skyldtes respekt for Carters tidligere embede og deres accept af hans grundlæggende retskaffenhed og gode tro end nødvendigvis enighed i hans synspunkter.

“Jeg tror alle blev overrasket over hvor godt han blev modtaget”, sagde Michael Berenbaum, en Holocaust-forsker og historiker, der ikke har nogen forbindelse til Brandeis. “Det er måske den vigtigste del af historien. I stedet for at komme med en på forhånd indtaget holdning, lyttede de opmærksomt til Carter, stillede ham barske spørgsmål og gav ham et publikum.

Det jødiske samfund har måske et større svælg mellem generationerne end det forstår, mellem hvad unge mennesker og ældre aktivister er villige til at lytte til”.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.