At bringe kritik til tavshed er ikke vejen til fred i Mellemøsten
Af Joel Beinin, The Electronic Intifada 05.02.2007
Forgangen søndag i San Francisco var Anti-Defamation League sponsor for “At Finde vor Stemme”, en konference med det sigte at hjælpe jøder med at erkende og gøre front mod den “nye antisemitisme”. For mig var det ironisk. Ti dage forinden var min egen stemme blevet bragt til tavshed af mine jødiske trosfæller.
Jeg skulle holde en tale om vor Mellemøsten-politik for gymnasieelever på Harker School i San José. Dagen forinden
ringede min kontakt for at fortælle, at min medvirken var blevet aflyst. Han var undskyldende og rystet. Han forventede, at talen ville være intellektuelt stimulerende og interessant for eleverne.
Men, sagde han, en vis sammenslutning af forældre havde klaget til rektoren. Han tilføjede uden at røbe nogle detaljer, at det Jødiske Råd for Lokale Relationer i Silicon Valley havde spillet en rolle.
[San Francisco Chronicle: Diane Fisher, bestyrelsesformand for det Jødiske Råd for Lokale Relationer i Silicon Valley, fortalte , at skønt hun efterlod et budskab til skolens leder, fik hun aldrig talt med ham og enhver antydning af, at Rådet stod bag aflysningen af Beinins medvirken ved skolens arrangement er upræcis og en “usandsynlig overdrivelse af Rådets indflydelse”].
Jeg er blevet opdraget som zionist. Efter gymnasiet tog jeg til Israel i seks måneder for at bo i en kibbutz. Der traf jeg min kone. Vi vendte tilbage fire år senere i den hensigt fremover at leve i kibbutzen, arbejde på kibbutzens jorder og udleve den zionistiske drøm. Hvorfor fandt Rådet det nødvendigt at bringe mig til tavshed?
Det var faktisk ikke det første sammenstød vi kom ud for. Jeg havde længe slået til lyd for lige rettigheder for palæstinenserne, som jeg gør det for alle folkeslag. Jeg kritiserer israelsk politik.
Det lader til, at jeg har overskredet Rådets grænse for hvad der er acceptabel tale. Fordi jeg er jøde er det ikke så let at sværte mig til som eksponent for den “nye antisemitisme”. I stedet bliver værtsinstitutioner som Harker School intimideret og åben dialog om Israel bliver underkastet censur.
I 2005 bøjede Marinus Rode Sholom-synagogen sig for Rådet og tilbagekaldte en invitation til mig, med mindre min tale kunne blive ledsaget af en tilbagevisning. Roy Marsh, et bestyrelsesmedlem trak sig i protest.
Han spurgte i sit tilbagetrædelsesbrev hvorvidt “et jødisk mødested i betragtning af judaismens lange og dybe tradition for værne om retfærdighed og etik er lige netop det mest velegnede regi for en taler som Dr. Beinin?”.
Jeg er blevet opdraget til at tro, at det at være jødisk betød at være aktivt forpligtet i forhold til social retfærdighed. Jeg flyttede til Israel i forventning om at leve efter det ideal. Men meget af det jeg så der, satte spørgsmålstegn ved denne overbevisning.
Jeg passede husdyr i Kibbutz Lahav, som blev bygget på ruinerne af tre palæstinensiske landsbyer. De palæstinensiske indbyggere var blevet fordrevet og kunne – fordi de ikke var jøder – ikke vende tilbage.
En dag havde vi behov for ekstra arbejdere til at hjælpe til med at rense gødning ud fra kalkunburene. Bossen for kalkunafdelingen sagde, at vi ikke skulle bede nogle af kibbutzmedlemmerne om at lave det arbejde, fordi “det er ikke arbejde for jøder. Det er arbejde for “arabushim”. “Arabushim” er et ekstremt nedsættende racistisk udtryk for “arabere“.
Jeg havde deltaget i borgerrettighedsbevægelsen i USA, deltaget i blokader ved Woolworths varehuse, som ikke ville betjene afro-amerikanere. Og i Israel oplevede jeg den samme utilslørede racisme.
Hvordan kunne dette føre til fred mellem palæstinensere og israelere? Mens jeg stadig boede i Israel begyndte jeg at tage til orde for lige rettigheder for palæstinensere, som jeg havde gjort for sorte amerikanere.
Organisationer, der hævder at repræsentere amerikanske jøder deltager i systematiske bagvaskelseskampagner, ophidselse til censur og had for at bringe kritik af Israels politik til tavshed.
De udhuler den jødiske tradition og fjerner dens etiske kerne; og optræder i stedet for som om det at højeste formål med det at være jøde er at forsvare Israel uanset hvad Israel gør.
Ingen går fri. Universitetsprofessor Tony Judt fra New York flyttede til Israel medbringende sine forestillinger om retfærdighed. Judt blev vidne til, som jeg blev det, at de fleste israelere var “bemærkelsesværdigt ubevidste om de mennesker, der var blevet sparket ud af landet og led i flygtningelejre og gjorde vores drøm mulig”.
I oktober aflyste det polske konsulat i New York en tale Judt skulle have holdt, efter pression fra Anti-Defamation League og American Jewish Committee.
Selv tidligere præsidenter i USA er ikke immune. Jimmy Carter har været mål for en smædekampagne siden udgivelsen af sin seneste bog “Palæstina: Fred ikke Apartheid”. Carters mest højrøstede kritikere har ikke rejst nogen kritik mod de emner, som han behandler i sin bog.
De miskrediterer ham snarere med personlige angreb og antyder endog, at den mand, som har opnået mere end nogen anden amerikansk præsident med henblik på at stifte fred mellem arabere og israelere, er antisemit.
Hvorfor miskreditere, bagtale og bringe dem til tavshed, som har anderledes synspunkter. Jeg tror, at det er fordi den zionistiske lobby ved, at den ikke kan vinde, hvis den tager sit udgangspunkt i kendsgerningerne.
En ærlig diskussion kan kun føre til en konklusion: Den status quo-situation hvor Israel erklærer, at det alene har rettigheder og har til hensigt at påtvinge de svagere palæstinensere sin vilje og permanent fratage dem deres land, kan ikke føre til nogen varig fred.
Vi har behov for en åben debat og frihed til at diskutere ubehagelige kendsgerninger og finde frem til den fulde rækkevidde af de politiske valgmuligheder. Først da kan vi slå ind på en udenrigspolitik, som tjener amerikanske interesser og en politik, som faktisk ville kunne føre til en retfærdig fred mellem palæstinensere og israelere.
Joel Beinin er medudgiver af “The Struggle for Sovereignty: Palestine and Israel 1993 – 2005”.
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen