Et frihedsridt

Uri Avnery, Jewish Voice for Peace

Et frihedsridt

Af Uri Avnery, Jewish Voice for Peace, 20.01.2007

Denne artikel af Uri Avnery blev besvaret med en anden artikel (“Med den israelske venstrefløj som guide” 30.01.2007) som allerede er på hjemmesiden)

Mahatma Gandhi ville have elsket det. Nelson Mandela ville have hyldet det. Martin Luther King ville have været den mest begejstrede – det ville have mindet ham om gamle dage.

I går var et dekret fra den øverstkommanderende officer i den Centrale Sektor, generalen Yair Naveh på nippet til at træde i kraft. Det forbød israelere at give palæstinensere i De Besatte Palæstinensiske Områder (BPO) et lift.

Generalen med den strikkede kippah-kalot, en ven af besætterne, retfærdiggjorde dette som et vitalt sikkerhedsmæssigt behov. Førhen er indbyggere fra Vestbredden undertiden nået frem til israelsk territorium i israelske biler.

Israelske fredsaktivister besluttede, at der skulle protesteres mod denne kvalmende ordre. Adskillige organisationer planlagde en protestaktion til afholdelse selve den dag da, ordren skulle træde i kraft.

De organiserede en “frihedstur” af israelske bilejere, som skulle ind på Vestbredden (i sig selv en kriminel forseelse) og give et lift til lokale palæstinensere, der havde meldt sig som frivillige til aktionen.

En imponerende begivenhed var ved at ske. Israelske chauffører og palæstinensiske passagerer, der åbenlyst brød loven og kunne se frem til arrestation og retssag ved en militær domstol. I sidste øjeblik “frøs” generalen ordren.

Demonstrationen blev aflyst.

Ordren der blev suspenderet (men ikke officielt ophævet) udsendte en stærk stank af apartheid. Den slutter sig til en lang række af besættelsesmyndighedernes handlinger, der minder om det sydafrikanske racistiske regime, så som det systematiske byggeri af veje på Vestbredden kun for israelere og hvor palæstinensere har forbud mod at færdes.

Eller den midlertidige lov, som forbyder palæstinensere i de besatte områder, der har giftet sig med israelske borgere at bo med deres ægtefæller i Israel. Og – vigtigere – Muren som officielt kaldes “adskillelsesbarrieren”. På afrikaans betyder “apartheid” adskillelse.

Ariel Sharons og Ehud Olmerts “vision“ er oprettelsen af en “palæstinensisk stat”, som ikke ville være andet end række af palæstinensiske øer i et israelsk hav. Det er er ikke svært at finde frem til nogle fællestræk mellem de planlagte enklaver og de “Bantustans” der blev indført af det hvide regime i Sydafrika – de såkaldte “hjemlande” , hvor de sorte sydafrikanere formodedes at nyde m “selvstyre”, men som i virkeligheden var racistiske koncentrationslejre.

Derfor er det berettiget, når vi anvender betegnelsen “apartheid” i vor daglige kamp mod besættelsen. Vi taler om en “apartheidmur” og “apartheidmetoder” General Navehs ordre har praktisk talt givet officiel godkendelse af denne betegnelse. Selv institutioner, som står langt fra den radikale fredslejr, sætter besættelsen i forbindelse med apartheidsystemet.

Derfor er titlen på ekspræsident Carters nye bog fuldt ud berettiget: “Palæstinas – Fred ikke Apartheid”. Titlen vakte vrede hos “Israels venner” endog mere end selve indholdet i bogen. Hvor vover han? Af sammenligne Israel med det afskyelige racistiske regime?

At hævde, at Israels regerings motivation er racisme, når alle dets handlinger alene er drevet frem af behovet for at beskytte sine borgere imod arabiske terrorister? (For resten, på bogens omslag er der et foto af en demonstration imod Muren organiseret af Gush Shalom og Ta’ayush. Carters næse peger mod en af vore plakater med teksten: “Muren – Fængsel for palæstinenserne, Ghetto for Jøderne”).

Det lader til, at Carter ikke var helt tilfreds med denne brug af udtrykket. Han har ladet forstå, at det blev tilføjet på anmodning af udgiveren, som mente, at en provokerende titel ville stimulere offentlighedens opmærksomhed. Hvis det er tilfældet, så lykkedes fidusen til fulde.

Den velkendte jødiske lobby blev i fuldt omfang mobiliseret. Carter blev hængt ud som antisemit og løgner. Røret omkring bogens titel fortrængte enhver debat om de kendsgerninger, som bogen indeholdt og som ikke seriøst er blevet draget i tvivl. Bogen er endnu ikke udkommet på hebræisk.

Men når vi anvender betegnelsen “apartheid” til at beskrive situationen, må vi være opmærksomme på den kendsgerning, at ligheden mellem den israelske besættelse og det hvide regime i Sydafrika kun gælder for så vidt angår metoderne, ikke for substansen.

Dette må gøres helt klart for at forhindre alvorlige fejl i analysen af situationen og de konklusioner, der kan udledes deraf. Det er altid farligt at trække analogier i forhold til andre lande og andre tider. Der findes ikke to lande og ej heller to situationer, der er nøjagtigt ens. Enhver konflikt har sine egne specifikke rødder. Selv når symptomerne er de samme, kan de lidelser, der forårsager dem været helt forskellige.

Disse forbehold gælder alle sammen for sammenligninger mellem den israelsk-palæstinensiske konflikt og den historiske konflikt mellem hvide og sorte i Afrika. Det må være tilstrækkeligt at påpege flere basale forskelle:

I Sydafrika var der en konflikt mellem morte og hvide, men begge parter var enige om, at staten Sydafrika skulle forblive intakt – spørgsmålet vat blot hvem der skulle regere den.

Næsten ingen foreslog at dele landet mellem de sorte og de hvide. Vores [palæstinensisk-israelske, o.a.] konflikt er mellem to forskellige nationale identiteter, som hver især prioriteter deres egen nationale stat højest.

I Sydafrika var idéen om “adskillelse” [ på afrikaans “apartheid”, o.a.] et instrument for det hvide mindretal til at undertrykke det sorte flertal, og den sorte befolkning forkastede det i enighed.

Her i Palæstina-Israel ønsker det meget store flertal af palæstinensere at blive adskilt fra Israel for at oprette deres egen stat. Israelernes meget store flertal ønsker også at blive adskilt fra palæstinenserne.

Adskillelse er forhåbningen hos flertallet på begge sider og det virkelige spørgsmål er, hvor grænsen mellem dem skal være. På den israelske side kræver kun besætterne og deres allierede at beholde hele landets historiske område samlet og modsætter sig en adskillelse for at frarøve palæstinenserne deres jord og udvide bosættelserne.

På den palæstinensiske side mener også de islamiske fundamentalister, at hele landet er en “waqf” (en religiøs arv) der tilhører Allah og derfor ikke må deles.

I Sydafrika herskede et hvidt mindretal (på omkring 10 %) over et meget stort flertal af sorte (78 %), folk af blandet race (7 %) og asiater (3 %). Her i Palæstina mellem Middelhavet og Jordan-floden er der nu 5.500.000 jødiske israelere og lige så mange palæstinensiske arabere (deraf 1.400.000 der er israelske borgere).

Den sydafrikanske økonomi var baseret på sort arbejdskraft og kunne umuligt have eksisteret foruden. Her hos os har den israelske regering været i stand til næsten helt at holde de ikke-israelske palæstinensere uden for det israelske arbejdsmarked og erstatte dem med fremmed arbejdskraft.

Det er vigtigt at påpege disse fundamentale forskelle for at undgå alvorlige fejltagelser i strategien for kampen for at bringe besættelsen til ophør.

I Israel og i udlandet er der nogle, der henviser til denne analogi uden at være tilbørligt opmærksomme på de væsentlige forskelle mellem de to konflikter: Deres konklusion er, at de metoder der var så succesfulde imod det sydafrikanske regime på ny kan anvendes i kampen mod besættelsen – nemlig mobilisering af den internationale opinion, international boykot og isolation.

Det minder om en klassisk vildfarelse , som er blevet brugt i undervisningen i logik: En eskimo ved hvad is er. Is er gennemsigtig. Man kan tygge is. Når eskimoen får et glas vand, som også er gennemsigtigt tror eskimoen, at det også kan tygges.

Der er ingen tvivl om, at det er væsentligt at vække international opmærksomhed imod besættelsesmyndighedernes forbryderiske behandling af det palæstinensiske folk. Det gør vi hver dag, ligesom Jimmy Carter nu gør det. Det må imidlertid stå helt klart, at dette er uforholdsmæssigt meget vanskeligere end den kampagne, der førte til omstyrtelsen af det sydafrikanske regime.

En af grundene: Under Anden Verdenskrig prøvede de folk, der senere blev Sydafrikas ledere, at sabotere anti-Nazi bestræbelserne og blev fængslet og blev derfor genstand for afsky internationalt. Israel anskues som “de Holocaust-overlevendes stat” og vækker derfor en overvældende sympati.

Der er en anden vigtig forskel mellem de to konflikter, og den kan måske vise sig farligere end nogen anden: I Sydafrika ville ingen hvid have drømt om at foretage en etnisk udrensning. Selv racisterne forstod, at landet ikke kunne eksistere uden den sorte befolkning.

Men i Israel er dette under seriøs overvejelse, både åbenlyst og i al hemmelighed. En af de mest fremtrædende tilhængere, Avigdor Lieberman er medlem af regeringen og i sidste uge mødtes Condoleezza Rice officielt med ham.

Apartheid er ikke den værste trussel, der svæver over hovederne på palæstinenserne. De er truet af noget umådeligt meget værre: “Overflytning“, hvilket betyder total udstødelse.

Nogle i Israel og rundt omkring i verden følger apartheidanalogien til dens logiske konklusion: Løsningen her vil være den samme som i Sydafrika. Der overgav de hvide sig og de sorte overtog magten. Landet forblev samlet. Takket være kloge ledere som Nelson Mandela og Frederick Willem de Klerk, skete dette uden blodsudgydelse.

I Israel er dét en smuk drøm ved tidernes ende. På grund af de involverede mennesker og deres angst ville den uundgåeligt blive til et mareridt.

I dette land er der to folk med en meget stærk national bevidsthed. Efter 125 års konflikt er der ikke det ringeste håb om, at de vil kunne leve sammen i én stat, dele den samme regering, gøre tjeneste i den samme hær og betale de samme skatter.

Økonomisk, teknologisk og uddannelsesmæssigt er afstanden mellem de to befolkninger umådeligt stort. I en sådan situation ville der faktisk uundgåeligt opstå magtforhold som dem, der virkeligt eksisterede i apartheidens Sydafrika.

I Israel lurer den demografiske dæmon. Der findes blandt jøderne en eksistentiel angst for at den demografiske balance vil ændre sig , selv inden for Den Grønne Linje. Hver morgen bliver der talt nyfødte – hvor mange jødiske babyer blev der født i nattens løb og hvor mange arabiske.

I en fælles stat ville diskriminationen vokse hundredfoldigt.

Trangen til at berøve og fordrive palæstinenserne ville ikke kende nogen grænse, en tiltagende jødisk bosætteraktivitet ville blomstre sammen med bestræbelserne på med alle midler at skabe ugunstige forhold for araberne. Sagt i korthed. Et helvede.

Man kan håbe på, at denne situation vil ændre sig i løbet af 50 år. Jeg er ikke i tvivl om, at i sidste instans vil det komme til en føderation mellem de to starter og måske også Jordan. Arafat har flere gange talt med mig om dette. Men hverken palæstinenserne eller israelerne kan holde til 50 år mere med blodsudgydelse, besættelse og snigende etnisk udrensning.

Besættelsens opfør vil komme i sammenhæng med fred mellem de to folk, som vil leve i to frie nabostater – Israel og Palæstina – med en grænse mellem dem med udgangspunkt i Den Grønne Linje. Jeg håber, at det vil blive en åben grænse.

Når den tid kommer vil palæstinensere uhindret kunne køre i israelske biler og israelere uhindret i palæstinensiske biler. Når den tid kommer vil ingen tænke på generalen Yair Naveh,

end sige hans chef, generalen Dan Halu´tz. Amen

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Kommentarer. Bogmærk permalinket.