Baker-Hamilton rapporten og Palæstina

Pernille Frahm, DPV

Baker-Hamilton rapporten og Palæstina

Den 27. februar afholder Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening et møde, med SF’s formand Villy Søvndal og Socialdemokraternes udenrigspolitiske ordfører Mogens Lykketoft.

Emnet er den palæstinensisk-israelske konflikt set i lyset af Baker-Hamilton rapporten fra efteråret 2006 om situationen i Irak.

Mødet finder sted i Forsamlingshuset, Halmtorvet 13 (C), 1700 København V. fra kl. 19.30.

En af Baker-Hamilton rapportens konklusioner er, at situationen i Irak skal ses i sammenhæng med hele regionen, og at den israelsk-palæstinensiske konflikt er et af de konfliktområder, som nødvendigvis må inddrages i problemstillingen.

Forfatterne konkluderer bl.a. at præsident Bush´ tilsagn fra juni 2002 om støtte til en to-stats løsning skal omsættes i handling. Her følger en oversættelse af de for emnet relevante afsnit fra rapporten:

”Af flere grunde bør der handles uden tøven:

  • Der er ingen militær løsning på konflikten
  • den store majoritet af israelere er trætte af at være en nation i permanent krig
  • ingen amerikansk administration – demokratisk eller republikansk- vil svigte Israel
  • politisk engagement og dialog er vigtige i den arabisk israelske konflikt, fordi det er fundamentalt at når den politiske proces bryder sammen, udløser det vold i gaderne
  • det eneste fundament, fred kan bygges på er bestemt i FN´s sikkerhedsråds resolutioner 242 og 338 og i princippet om ”land for fred”
  • den eneste sikre og holdbare fred vil være en forhandlet fred, på samme måde, som Israel har opnået det med Ægypten og Jordan.

Derefter kommer rapporten med en række anbefalinger:

13: Der bør være et fornyet og varende amerikansk engagement i en altomfattende arabisk-israelsk fred på alle fronter: Libanon og Syrien, og præsident Bush´ tilsagn fra juni 2002 til en 2-stats løsning for Israel og Palæstina.

14: Denne bestræbelse bør – hurtigst muligt – medføre betingelsesløs indkaldelse og afholdelse af møder i FN-regi eller af Kvartetten (USA, Rusland, FN og EU), mellem Israel og Libanon og Syrien på den ene side og Israel og palæstinensere (som anerkender Israels ret til at eksistere) på den anden side. Formålet med disse møder er at forhandle fred, svarende til den måde, det blev gjort på Madrid-konferencen i 1991, i to forskellige spor – det ene Syrien/Libanon og det andet palæstinensisk.

15: Angående Syrien bør en forhandlet fred omfatte:

  • Syriens fulde tilslutning til resolution 1701 fra FN´s sikkerhedsråd august 2006, som udstikker rammerne for hvordan Libanon kan genvinde suveræn kontrol med sit territorium.
  • Syriens fulde samarbejde med alle undersøgelser af politiske mord i Libanon, specielt mordene på Rafik Hariri og Pierre Gemayel.
  • Et kontrollerbart ophør af Syriens hjælp til Hizbollah og anvendelsen af syrisk territorium til videreførelse af iranske våben og støtte til Hizbollah. (Dette skridt vil være betydningsfuldt i fht Israels problemer med Hizbollah.)
  • Syriens brug af indflydelse på Hizbollah og Hams for frigivelse af de tilfangetagne israelske soldater.
  • Et målbart ophør af Syriens forsøg på at underminere den demokratisk valgte regering i Libanon.
  • Et målbart ophør af våben transporter gennem Syrien til Hamas og andre radikale palæstinensiske grupper.
  • Et syrisk tilsagn om, at formå Hamas til at anerkende Israels ret til at eksistere
  • Større syrisk indsats for at lukke grænsen til Irak.

16: I bytte for disse aktiviteter og set i lyset af en hel og sikker fredsaftale skal Israel tilbagegive Golanhøjderne med en amerikansk sikkerhedsgaranti til Israel som kan omfatte en international styrke med amerikansk deltagelse ved grænsen, hvis begge parter ønsker det.

17: Angående det palæstinensiske spørgsmål bør en forhandlet fred indeholde disse elementer:

  • Efterlevelse af FN´s sikkerhedsråds resolution 242 og 338 og til princippet om land for fred, hvilket er eneste vej til fred.
  • Stærk støtte til den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas og PA i deres bestræbelser på at forberede en forhandling med Israel.
  • En stærk indsats for at bevæge sig fra de nuværende fjendtligheder ved at konsolidere våbenhvilen mellem israelere og palæstinensere i november 2006
  • Støtte til en palæstinensisk national samlingsregering.
  • Holdbare forhandlinger frem mod en endelig fredsaftale i retning af præsident Bush´ to-stats løsning, som kan medføre en endelig aftale om nøglespørgsmål som grænser, bosættelser, Jerusalem, retten til at vende tilbage og en afslutning af konflikten.”

Oversat af Pernille Frahm for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening

Comments are closed.