Syrien er en bekvem syndebuk for Gemayel’s død

Grethe Bille, MIFTAH

Syrien er en bekvem syndebuk for Gemayel’s død

Det skriver Jonathan Cook, journalist og forfatter, bosat i Nazareth, Israel, i denne uge i en ledende artikel. Han indleder således:

Kommentatorer og redaktører er enige. Attentatet på Pierre Gemayel må have været Syriens håndværk, fordi Gemayel’s kristne falangister har været allierede med Israel i lang tid og fordi han som industriminister var en af de ledende skikkelser i den libanesiske regerings antisyriske fraktion. Dette mener præsident Bush også.

Og hermed skulle sagen være afgjort.

I modsætning til mine kollegaer, skriver Jonathan Cook, mener jeg imidlertid ikke at vide, hvem der dræbte Gemayel. Måske stod Syrien bagved nedskydningen. Måske har en eller anden inden for Libanons erfaringsmæssigt intrigefyldte og vanskelige politiske system – en eller anden med et horn i siden på Gemayel, måske endog fra hans eget parti – trykket på aftrækkeren. Eller måske har Israel endnu engang spillet med musklerne på sin lange arm. Det sidste synes imidlertid ikke at være god tone i dannede kredse. Så tillad mig at komme med et par upolerede betragtninger:

Som de fleste af vore politikere og kommentatorer har udledt, falder mistanken automatisk på Syrien, fordi de kristne falangister er en af Syriens hovedfjender i Libanon. Falangisterne har derfor været imod de nylige forsøg fra Syriens hovedallierede i Libanon, det shiitiske Hizbollah, på at vinde større politisk magt. Falangisterne er også – og dette synes at afgøre sagen for de fleste observatører – del af den majoritet i den pro-amerikanske Fuad Siniora-regering, som støtter oprettelsen af et FN-tribunal til opklaring af mordet på Rafik Hariri, en antisyrisk politiker og leder af det sunnimuslimske samfund. Rafik Hariri blev dræbt af en bilbombe for mere end halvandet år siden.

Når alt kommer til alt, forlod seks Shiit-ministre Siniora-kabinettet for to uger siden i protest og nu efter attentatet på Gemayel er regeringen tæt på en opløsning og hermed også opløsning af tribunalet, som alle forventer vil indblande Syrien i mordet på Hariri. Hvis Syrien kan “sparke” endnu to kabinetsministre af vejen, og regeringen derved mister sit flertal, vil Syrien være uden for mistanke – eller således konkluderer de vestlige observatører i hvert fald.

Men gør dette “bevis” Syrien til den hovedmistænkte eller til syndebuk? På hvilken måde vil Syriens større interesser blive påvirket af drabet og hvad med Israel’s interesse i Gemayel’s død – eller snarere landets interesse i, at Hizbollah eller Syrien får skylden for Gemayel’s død? Israel vil afgjort på mange måder drage fordel af de spændinger, der er fremprovokeret af attentatet, således som de folkelige og vrede demonstrationer i Beirut imod Syrien og Hizbollah er bevis på.

Jonathan Cook analyserer i en række punkter de politiske konsekvenser Gemayel’s død kan få for Syrien – og også hvilke politiske konsekvenser, det kan få for Israel, og skaber herved tvivl om den umiddelbare opinion, der gør Syrien til syndebuk.

Fred med Syrien vil set med israelske øjne ubønhørligt føre til øget pres for at slutte fred med palæstinenserne. Dette er afgjort ikke en del af Israels dagsorden. Gemayel’s død og Syriens eventuelle ansvar for den, tvinger Damaskus tilbage i folden af “Ondskabens Akse” og foregriber enhver trussel om forhandling om Golan-højderne. Endvidere vil Gemayel’s død og Syriens ansvar for den styrke de nykonservative i Bush-administrationen – Israels allierede i Washington – hvis stjerne er begyndt at svinde. De kan nu argumentere overbevisende for, at Syrien er tilbagestående og uden udsigt til at blive bedre. Sådan et resultat er med til at afværge faren – fra Israels synspunkt – for at duerne i Det Hvide Hus måtte vinde argumentationen for at gå i dialog med Syrien.

Af alle disse grunde skal vi være varsomme med at antage, at Syrien er bagmanden bag Gemayel’s død – eller den eneste regionale medspiller i Libanon, slutter Jonathan Cook.

Læs hele artiklen på www. Miftah.org

Refereret for DPV af Grethe Bille

Comments are closed.