Hvorfor tage til Palæstina?
For nylig spurgte nogle gode bekendte DPV´s mangeårige aktive Hans Nebel: Hvad han egentligt laver i Palæstina. Her er hans svar:
Til X,X! Når I nu spørger, kan jeg slet ikke lade være med at fortælle, hvad det var, jeg lavede i Palæstina. Jeg var der næsten 3 uger og havde egentlig 3 ting, jeg ville. Forberede en studietur til næste sommer. Det er meget svært at komme igennem med, hvad det egentlig er, der er på færde i Palæstina. Folk forstår det ikke. Og det kan være vanskeligt at gennemskue, hvad det er, der afstedkommer al den uro. Man må næsten have hele historien med, for at kunne skille skidt fra kanel. Jeg har for mit eget vedkommende brugt tid på virkelig at sætte mig ind i, hvad der er baggrunden for dagens situation. Det kan man naturligvis ikke forvente af alle.
Hans Nebel i Palæstina i år 2000 ved afslutningen af DPV’s markvejsprojekt. Foto: Henning Kosack
Den politiske situation i dag skulle man i sig selv kunne få styr på, hvis ikke det lige er, fordi der er en enorm stærk medieindsats fra israelsk side, som i den grad påvirker tankegangen hos de fleste mennesker, i hvert fald i dk, rent ud sagt en enorm propaganda, der for de fleste ender op i en meget ensidig opfattelse af forholdet mellem palæstinensere og israelere. Palæstinenserne har ikke tilnærmelsesvis noget, der kan matche israelsk medieindsats.
Situationen med at FN – ovenpå Hitlers myrderier af millioner af jøder under den Anden Verdenskrig, 5 millioner taler man om, mens Sovjetunionen mistede op mod 20 millioner mennesker – i 1947 vedtog at tildele zionisterne (den politiske jødiske bevægelse) en del af Palæstina, faktisk halvdelen, skønt jøderne på det tidspunkt kun ejede 6 % af jorden, og den jødiske befolkning i Palæstina kun var halvt så stor som den palæstinensiske. Palæstinenserne var bange for, at de skulle miste deres jord, huse og landsbyer, og det var lige nøjagtig, hvad der skete. Jøderne nøjedes ikke med den halvdel, der var tildelt dem. De begyndte en planlagt uddrivelse af palæstinenserne fra deres hjem og jorder og byer og landsbyer ikke kun i de 50 % af landet, som var tildelt dem. De rensede yderligere 28 % af landet for palæstinensere bortset fra enkelte lommer af den lokale befolkning, som overgav sig efter at have set, hvad der skete med deres landsmænd. Sluttelig efter godt et halvt års tid var op imod 800.000 palæstinensere fordrevet fra deres jord, og deres landsbyer blev jævnet med jorden, omkring 400 kender man til, og man kan sine steder se resterne af dem. En virkelig Nakba, katastrofe, for en sagesløs befolkning. Disse mennesker og deres efterkommere sidder den dag i dag i flygtningelejre i det resterende Palæstina og i landene rundt omkring, forsørget for en stor dels vedkommende af FN gennem UNWRA.
I 1967 besatte Israel de tilbageværende 22% af Palæstina. Israel fører endnu i dag omkring 40 år efter en hård besættelsespolitik overfor den lokale befolkning. Israel bryder på det nærmeste alle internationale love, der bl.a. siger, at en besættelsesmagt ikke må flytte sin egen befolkning ind på besat område. De må ikke konfiskere jord i de besatte områder, og de er forpligtede på at sørge for den besatte befolknings ve og vel. Alt bryder de. De lukker palæstinenserne inde i deres byer og landsbyer, undertiden forbyder de dem at gå ud af deres huse. De ligefrem sulter dem og forhindrer børnene i at gå i skole og de unge i at komme til deres universiteter.
Alt dette og meget mere kan jeg skrive til jer med en forventning om, at I vil kunne forstå, hvilken en situation det afstedkommer for palæstinenserne, men jeg har svært ved at skulle fortælle det til de fleste danskere. De står af, længe inden jeg når frem til en fremstilling, der kan hjælpe til bare en rimelig konklusion.
Det er altså vanskeligt på ordentlig vis at forklare situationen i Palæstina. Det, der erfaringsmæssigt hjælper, det er selv at komme ned og se forholdene, tale med menneskene selv, der er under besættelse, se ødelæggelserne, det israelske militær afstedkommer på et utal af områder. Palæstinenserne har ifølge International Lov en uomtvistelig ret til i det mindste de 22 resterende procent af deres land. Der står vi.
Derfor laver jeg sammen med andre studietur til sommer, for hvem der nu vil vide mere og selv opleve, hvad det er, det drejer sig om.
Endvidere fører jeg tilsyn med Danidastøttede projekter i Palæstina. Jeg er medlem af Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening. Vi har gennemført 2 Danidastøttede projekter på hver 4 millioner kr., hvor alle pengene kommer fra u-landshjælpen administreret af Danida.
Det første projekt var med støtte til palæstinensiske bønder, der byggede markveje og terrasserede deres jorder i forsøg på at redde dem fra at blive konfiskeret af israelerne til brug for nye israelske illegale bosættelser.
Det næste projekt var støtte til oprettelse af kvindecentre i landsbyerne for kvinder, der gerne ville spille en rolle i deres eget samfund uden hele tiden at blive domineret af mændene, “Styrkelse af Palæstinensiske Kvinder”. Det har været spændende at følge dette projekt. Hvor de dog kan disse kvinder, når de får muligheden for det. Analfabeter og universitetslektorer blandet imellem hinanden.
Det, jeg så skulle nu og gjorde, det var at forberede et nyt projekt, denne gang sandsynligvis med støtte til oprettelse af biblioteker rundt i landsbyerne forestået af kvinderne i centrene.
Endelig deltog jeg i en palæstinensisk økumenisk/kristen konference med besøg i kristne menigheder i landsbyer og byer på Vestbredden og i Galilæa. De er der stadig efterkommerne fra de første kristne i Palæstina, men de har det ikke altid lige let. En del udvandrer, men de, der bliver tilbage og tager kampen op for deres rettigheder på trods af alle odds, ja, de er altså værd at besøge, eller rettere nogle føler en forpligtelse til at give dem en fornemmelse af, at de ikke er glemte. Der er fundamentalistiske kristne nok, specielt i USA, der gør det modsatte, nemlig medvirker til fordrivelsen af såvel de kristne som muslimer fra deres jorder og landsbyer med indsamlinger til nye bosættelser med alt, hvad dermed følger.
Hans Nebel, projektkoordinator og forhåbentlig studietursleder i sommeren 2007