Forfejlede visioner om Palæstinas fremtid

Jonathan Cook, The Electronic Intifada

Forfejlede visioner om Palæstinas fremtid

Jonathan Cook, The Electronic Intifada 20.11.2006

David Grossmans vidt udbredte tale ved den årlige mindehøjtidelighed for Yitzhak Rabin tidligere i denne måned har fremkaldt nogle skarpe indvendinger fra kritikere mod hans “fredens ord”.

Grossman, en af Israels kendteste forfattere og en kransekagefıgur ı dets største fredsbevægelse Peace Now, er personificeringen af zio-ismens omsorgsfulde og martrede ansigt, som så mange af landets apologeter – i Israel og i udlandet, skarpsindige såvel som vankelmodi-

ge – desperat ønsker at tro overlever, trods vidnesbyrd fra Qanas, Beit Hanoun og andre massakrer begået af den israelske hær mod civile arabere .

Grossman gør det muligt, et øjeblik, at tro på, at Ariel Sharon og Ehud Olmert ikke er de virkelige eksponenter for arven fra zionismen, men blot en midlertidig afvigelse fra dens sande vej. I virkeligheden trækker Grossman naturligvis på de samme ideologiske kilder som Israels grundlæggere og dets største krigere.

Han er indbegrebet af de samme forpinte værdier hos zionismen, som vandt international legitimitet til Israel samtidig med, at det var i færd med at gennemføre en af historiens største etniske udrensninger: Fordrivelsen af omkring 750.000 palæstinensere, eller 80 % af den indfødte befolkning fra den nyligt etablerede jødiske stats grænser.

(Selv kritiske historikere går let hen over den kendsgerning, at procenttallet for den palæstinensiske befolkning, der blev fordrevet af den israelske hær, sandt at sige, var langt højere. Mange palæ-stinensere, der blev tvunget på flugt under krigen i 1948 endte sluttelig med at befinde sig inden for Israels grænser, enten fordi de i medfør af betingelserne i forbindelse med våbenhvilen med Jordan i 1949 blev annekteret til Israel sammen med et lille men tæt befolket område på Vestbredden, der kendt som Den Lille Trekant, eller fordi det lykkedes for dem at smutte tilbage over de sparsomt bevogtede grænser til Libanon og Syrien i månederne der fulgte efter krigen og skjule sig i de få palæstinensiske landsbyer inde i Israel, der endnu ikke var blevet ødelagt).

Fjern den helgenglorie hvormed Grossman er blevet kronet af verdens liberale medier og han afskiller sig ikke meget fra zionismens mest fremtrædende statsmænd; de som også demonstrativt udstillede deres hændervridende eller fredsakkreditiver alt imens de først fratog det palæstinensiske folk det meste af dets hjemland; derpå fratog det resten; og derpå sikrede sig at den oprindelige etniske udrensning ikke skulle gå op i limningen; og som i dag arbejder på det langsomme folkemord på palæstinenserne gennem en kombineret strategi, der omfatter deres fysiske tilintetgørelse og deres adspredning som folk.

David Ben Gurion, for eksempel, udtænkte den etniske udrensning i Palæstina i 1948 før han i fuld offentlighed havde store problemer med besættelsen af Vestbredden og Gaza – om end det blot var på grund af den demografiske skade der ville blive resultatet for den jødiske stat.

Golda Meir nægtede at anerkende eksistensen af det palæstinensiske folk, da hun igangsatte bosætter bevægelsen i de besatte områder, men anerkendte kvalerne hos de jødiske soldater der blev tvunget til at “skyde og græde” for at forsvare bosættelserne. Eller som hun udtrykte det: ”Vi kan tilgive jer [palæstinenserne] at I dræber vore sønner. Men vi vil aldrig tilgive jer, at I tinger os til at dræbe jeres”.

Yitzhak Rabin, Grossmans mest direkte inspirationskilde, kan godt nok have indledt en ”fredsproces” i Oslo (om end kun den største superoptimist i dag tror på, at fred faktisk var dens målsætning), men som soldat og politiker førte han tilsyn med den etniske udrensning af palæstinensiske byer som Lid i 1948; han beordrede tanks ind i arabiske landsbyer i Israel under Jordens Dag-protesterne i 1976, der førte til døden for et halvt dusin ubevæbnede palæstinensiske borgere.; og i 1988 beordrede han sin hær til at knuse den første intifada ved at “knuse palæstinensernes skeletter”, endog på kvinder og børn, der kastede sten på besættelsestropperne.

Ligesom dem er Grossman delagtig i disse oprindelige krigsforbrydel-ser ved at foretrække at klynge sig til det, som Israel har nu, eller endog udvide det yderligere, snarere end vedgå den dybt smertefulde sandhed om sit medansvar for palæstinensernes skæbne, deriblandt de hundredtusinder af flygtninge og deres millioner af efterkommere. Hver dag, hvor Grossman benægter palæstinensernes ret til at vende tilbage og støtter en Lov om Jøders ret til Tilbagevenden, undskylder og viderefører han den etniske udrensning, som for mere end et halvt århundrede siden fratog de palæstinensiske flygtninge deres land og deres ejendom.

Og hver dag hvor han sælger et budskab, som ikke har til formål at tilbyde palæstinenserne en retfærdig løsning, men i stedet som moralsk målestok antager Israels overleven som en jødisk stat som en førsteprioritet, til israelerne som hos ham søger et moralsk lederskab,

perverterer han betydningen af ordet “fred”.

En anden israelsk fredsaktivist, Uri Avnery, diagnosticerer i en nylig artikel med skarpsindig indsigt det problem, der udgøres af Grossman og folk af hans slags. Skønt Grossman abstrakt set ønsker fred, påpeger Avnery, kommer han ikke med nogle forslag til løsninger på hvordan denne fred konkret kan sikres og ingen forklaring på hvilke ofre han og andre israelere må gøre for at opnå den. Hans “fred” er tømt for indhold, et rent og skært retorisk påfund.

Snarere end at foreslå, at hvad Israel burde tale med palæstinenser-nes valgte ledere om, argumenterer Grossman med, at Israel burde tale hen over hovedet på dem til de “moderate” palæstinensere, som

Israels ledere kan forhandle med. Målet er at finde frem til nogle palæstinensere – hvilke som helst palæstinensere – som accepterer “fred” på Israels præmisser. Det er Oslo-processen i et nyt regi.

Grossmans snak tager sig ud som en fredsgestus alene fordi Israels nuværende ledere ikke ønsker at tale med nogen som helst på den palæstinensiske side. Det være sig “moderate” eller “fanatiske”. Den eneste samtalepartner er Washington, som må siges at være en ret passiv en af slagsen.

Mens Grossmans ord er lige så indholdstomme som Ehud Olmerts, fremkommer Avnery ikke med nogen forklaring på hans bovlamme holdning. Sandt at sige kan Grossman ikke komme med løsnings-forslag, fordi der i Israel næsten ikke er nogen opbakning til den form for fredsplan, som kunne være acceptabel for blot de “moderate” palæstinensere, som Grossman så hedt ønsker, at hans regering skal tale med. Hvis Grossman skulle redegøre for betingelserne i sin vision om fred, ville det blive klart for alle, at problemet ikke er palæ-stinensisk uforsonlighed.

Meningsmålinger viser gang på gang at flertallet af israelere støtter idéen om en palæstinensisk stat. Men disse målinger bliver foretaget af interviewere, som aldrig over for deres interviewede gør rede for, hvad oprettelsen af den stat der forudsættes i de stillede spørgsmål, kunne medføre. På samme måde beder interviewerne ikke deres israelske interviewofre om nogen som helst form for information om hvilken slags palæstinensisk stat, hver enkelt forestiller sig. Dette forhold gør beskaffenheden af den palæstinensiske stat, som israelerne taler om, næsten lige så tømt for indhold som det til-lokkende ord “fred”.

Når alt kommer til alt nyder Gazas indbyggere – ifølge de fleste isra-elere – frugterne af den israelske besættelses ophør. Og ifølge Olmert ville også hans foreslåede “plan for tilnærmelse” – en meget begrænset plan for tilbagetrækning fra Vestbredden – have skabt grundlaget for en palæstinensisk dér.

Når israelere bliver spurgt om deres syn på mere specifikke freds-planer, er deres svar i meget høj grad negative. I 2003, for eksempel, sagde 78 % af israelerne, at de gik ind for en to-statsløsning, men da de blev spurgt, om de støttede Geneve-initiativet – som opererer med en meget begrænset stat på mindre en hele Vestbreddens og Gazas territorium – svarede mindre end en fjerdedel ja. Kun lidt flere end halvdelen af de formodede venstrefløjsvælgere i Arbejderpartiet støttede Geneve-initiativet.

Denne beskedne støtte til en knapt nok fremkommelig palæstinensisk stat står i modsætning til den store tilslutning blandt israelske jøder til en konkret, men meget anderledes løsning på konflikten: “over-flytning”, eller i klart sprog etnisk udrensning. I meningsmålingerne støtter 60 % af israelske jøder vedvarende emigration af arabiske borgere fra de indtil nu ikke fastlagte grænser for den jødiske stat.

Så når Grossman advarer os om, at “en fred uden valgmulighed” er uundgåelig og at “landet vil blive delt, en palæstinensisk stat vil opstå”, bør vi ikke forfalde til falske forhåbninger. Grossmans palæstinensiske stat er næsten helt sikkert lige så indholdsløs som hans tilhøreres idé om “fred”.

Grossmans afvisning af at erkende fraværet af sympati for palæsti-nenserne i den israelske offentlighed eller udfordre den med løs-ningsmodeller, der vil kræve af israelerne, at de yder virkelige ofre for freden, kan vi kun fordømme. Han og andre guruer inden for Israels etablerede fredsbevægelse, forfattere som Amos Oz og A. B. Yehoshua har ikke været i stand til at præsentere israelerne for en retfærdig fremtid og en varig fred.

Så hvad er vejen ud af den fastlåste situation, der er frembragt med helgenkåringen af skikkelser som Grossman? Hvilke andre veje er der for de af os, der afviser at tro, at Grossman står ved selve den afgrund over for hvilken enhver fredsaktivist ved sine fulde fem må bæve af frygt? Kan vi hente inspiration hos andre på den israelske venstrefløj?

Her kommer Uri Avnery ind i billedet. Han hævder, at der kun er to fredslejre i Israel: En zionistisk der bygger på en national enhed med rod i Davis Grossmans Peace Now; og hvad han kalder en “radikal fredslejr” anført af ham selv og hans gruppe af nogle få tusinde israelere kendt under navnet “Gush Shalom”.

Man kunne derfor fristes til at drage den slutning, at Avnery betegner sin egen fredslejr som ikke-zionistisk eller endda anti-zionistisk. Intet kunne i virkeligheden være mere misvisende. Avnery og de fleste, skønt ikke alle, hans støtter i Israel er fast forankret i den zionistiske lejr.

Det springende punkt er for Avnery Israels fortsatte eksistens og succes som en jødisk stat. Det begrænser i høj grad hans idéer om, hvilken form for fred en “radikal” israelsk fredsaktivist bør arbejde for.

Lige som Grossman går Avnery ind for en to-statsløsning. Efter begges opfattelse kan den jødiske stats fremtid ikke sikres undtagen side om side med en med en palæstinensisk stat. Det er derfor, at Avnery er enig i 90 % af Grossmans diskurs. Hvis jøderne skal kunne udvikle sig som en demografisk (og demokratisk) majoritet i deres egen stat, så skal ikke-jøderne også have en stat, hvor de kan udøve deres egne suveræne rettigheder og følgelig afskrive ethvert krav på den jødiske stat.

Men i modsætning til Grossman støtter Avnery ikke blot abstrakt en palæstinensisk stat, men også konkret en “retfærdig” palæstinensisk stat, hvilket for ham betyder evakuering af alle bosætterne og den israelske hærs fuldstændige tilbagetrækning til 1967-grænserne. Avnerys plan ville give Østjerusalem, hele Vestbredden og Gaza tilbage til palæstinenserne.

Forskellen mellem Grossman og Avnery i den henseende kan forklares udfra deres forskellige forståelse af, hvad der er behov for for at sikre den jødiske stats overleven. Avnery mener, at en varig fred kun vil holde hvis den palæstinensiske stat opfylder det palæstinensiske folks mindstekrav. Efter hans opfattelse kan palæstinenserne under det rette lederskab overtales til at gå med til at få 22 % af deres historiske hjemland – og på den måde vil den jødiske stat være sikret.

I sig selv er der intet forkert i Avnerys stillingtagen. Den har ført ham til at indtage en ledende og imponerende rolle i den israelske fredsbevægelse gennem mange årtier. Modigt har han sat sig ud over den nationale konfrontation og besøgt det belejrede palæstinensiske lederskab, når andre israelere er veget tilbage for det. Han har optrådt modigt imod Separationsmuren og sammen med palæstinensiske, israelske og udenlandske fredsaktivister budt israelske soldater trods. Og gennem sin journalistik har han sat fokus på den palæstinensiske sag og belært palæstinensiske, israelske og uden- landske observatører om konflikten. Af alle disse grund må Avnery fremhæves som en autentisk fredsstifter.

Men der er en alvorlig risiko for at Palæstina-solidaritetsebægelserne har misforstået Avnerys motiver og fortsat vil følge ham, længere end dertil, hvor han bidrager til en fredelig løsning eller en retfærdig fremtid for palæstinenserne. Faktisk kan dette tidspunkt meget vel være kommet.

I årene med Oslo-processen bestræbte Avnery sig desperat for at få Israel til at leve op til den angivelige fredsaftale med den palæsti-nensiske leder Yasser Arafat. Ofte argumenterede med, at alene Arafat kunne samle palæstinenserne og overtale dem til at gå ind på den eneste fremlagte to-statsløsning : Et stort Israel side om side med et lille Palæstina.

Når sandt skal siges var Avnerys stillingtagen ikke så meget forskellig fra den markant ikke-radikale Oslo-gruppes: Rabin, Peres og Yossi Beilin. Alle fire betragtede de Arafat som Palæstinas stærke mand, der kunne sikre Israels fremtid: Rabin håbede, at Arafat på Israels vegne ville fungere som politi i de palæstinensiske ghettoer; mens Avnery håbede, at Arafat ville opbygge en nation, demokratisk eller af anden karakter, som kunne opfylde palæstinensernes ambitioner om et territorium og en retfærdig løsning på flygtningeproblemet.

Nu, da Arafat har forladt scenen, har Avnery og Gush Shalom mistet deres grydeklare forslag til løsning af konflikten. I dag bakker de stadig op omkring to-statsløsningen og støtter optagelsen af relationer til HAMAS. Ej heller har de afveget fra deres stillingtagen gennem mange på hovedspørgsmålene – Jerusalem, grænserne, bosættelserne og flygtningene – skønt de ikke længere har den lim, Arafat, som var tiltænkt den rolle at få det hele til at hænge sammen.

Uden Arafat som deres trumf har Gush Shalom ingen idé om, hvordan de skal forholde sig til de truende problemer som opsplitning i fraktioner og potentiel borgerkrig, som Israels blanden sig i palæstinensiske politiske processer giver stødet til.

De vil ej heller have noget svar, hvis stemningen i den palæstinensiske offentlighed vender sig mod illusionen fra Oslo. Hvis palæstinenserne ser sig om efter andre veje ud af den nuværende fastlåste situation, sådan som de er begyndt at gøre det, vil Avnery hurtigt blive til en hindring for freden, snarere end dens store forkæmper.

Faktisk er en sådan udvikling næsten sikker. Kun få af konfliktens indsigtsfulde observatører mener, at to-statsløsningen efter retnings-linierne fra 1967 stadig er realisabel på grund af Israels forskansning af sine bosættere i Jerusalem og på Vestbredden, der nu udgør næs-ten en halv million. Selv amerikanerne har offentligt erkendt , at de fleste af bosættelserne ikke kan fjernes. Det er kun et spørgsmål om tid, før palæstinenserne når frem til det samme standpunkt.

Hvad vil Avnery og stivnakkerne i Gush Shalom gøre, når det sker? Hvordan vil de reagere, hvis palæstinenserne rejser kravet om et enkelt stat for både israelere og palæstinensere, for eksempel ?

Svaret er, at de “radikale” fredsaktivister vil få behov for hurtigt at finde frem til en anden løsning, der kan sikre deres jødiske stat. De har ikke mange valgmuligheder:

* Der er Binyamin Netanyahus og Likuds “fortsæt besættelsen”-poli-

tik

* Der er “Spær palæstinenserne inde og håb på at de til sidst rejser bort af sig selv”-politik i (hårde) Kadima- og (bløde) Arbejderpartiet-udgaver.

* Og der er Ehud Olmerts nye Minister for Strategiske Trusler Avigdor Liebermans “Fordriv dem alle sammen”-politik

Paradoksalt nok kan den sidste mulighed blive den, der bedst appellerer til de desillusionerede fredsfolk fra Gush Slalom. Lieberman har sine egne fanatiske og moderate standpunkter, afhængigt af hans tilhørere og øjeblikkets realiteter. Til nogle siger han, at han ønsker alle palæstinensere fordrevet fra Storisrael, så det bliver et-kun-for-jøder-land.

Over for andre , især folk fra diplomatiet, foreslår han en formel for udveksling af territorier og befolkninger mellem Israel og palæstinen-serne, som ville etablere en “adskillelse af nationerne”. Israel ville få bosættelserne tilbage mod at aflevere nogle små områder i Israel, så som Den Lille Trekant der er tæt befolket med palæstinensere.

En generøs udgave af en sådan udveksling ville – om end den var en krænkelse af international lov – få et lignende resultat i stil med Gush Shaloms forsøg på at skabe en fremkommelig palæstinensisk stat side om side med Israel. Selv om det er lidet sandsynligt, at Avnery selv vil blive lokket til at slå ind på den kurs, er der en reel fare for at andre i den “radikale” fredslejr vil foretrække en sådan løsning frem for at opgive deres bånd for enhver pris til den jødiske stat.

Men uanset hvad Avnery hævder, er hans fredslejr ikke det eneste alternativ til det hensygnende hykleri i Peace Now. Avnery befinder sig ikke mere på afgrundens rand end Grossman. Den eneste afgrund Avnery kan se ned i er hans jødiske stats forsvinden.

Andre zionistiske jøder, i Israel og i udlandet, har tumlet med den samme slags problemstillinger som Avnery, men er begyndt at bevæge sig i en anden retning, bort fra den to-ststatsløsning, der er dømt til at mislykkes og hen imod en binational stat. Nogle få fremtrædende intellektuelle som Tony Judt, Meron Benvenisti og Jeff Halper er offentligt begyndt at sætte spørgsmål ved deres tilknytning til zionismen og overveje om den ikke er en del af problemet snarere end en del af løsningen.

Det er de ikke alene om. Små grupper af israelere, mindre end Gush Shalom siger farvel til zionismen og finder sammen omkring nye idéer om hvordan israelere og palæstinensere kunne leve fredeligt sammen, endog inden for en enkelt stat. De omfatter Taayush, Anarkister mod Muren, Zochrot, den Israelske Komité mod Husnedrivninger (ICAHD), og Gush Shalom selv.

Avnery håber, at hans fredslejr kan blive det lille hjul, der presser større hjul i organisationer som Peace Now i en anden retning og derved ændrer opinionen i Israel i retning af en virkelig to-stats-løs-ning. Som landet ligger, forekommer det at være højst usandsynligt. Men en dag kan hjul, som i dag er mindre en Gush Shaloms måske presse Israel i den retning, der er nødvendig for at nå frem til en fred.

Jonathan Cook er forfatter og journalist med base i Nazareth i Israel. Hans bog BLOOD AND RELIGION: The Unmasking of the Jewish and Democratic State er udgivet på Pluto Press

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Kommentarer. Bogmærk permalinket.