Det sande mål.

DPV

Det sande mål.

af Uri Avnery den 17. juli 2006, Gush Shalom

Det sande mål er at ændre regimet i Libanon og installere en marionetregering.

Det var målet for Ariel Sharons invasion i Libanon i 1982. Det mislykkedes. Men Sharon og hans elever i den militære og politiske ledelse har aldrig virkeligt opgivet det.

Som i 1982, har den nuværende operation været planlagt og er blevet udført fuldt ud i koordination med USA.

Som dengang er der heller ingen tvivl om, at den er koordineret med en del af den libanesiske elite.

Det er det væsentlige. Alt andet er bare støj og propaganda.

Aftenen før invasionen i 1982, sagde udenrigsminister Alexander Haig til Ariel Sharon, at det før påbegyndelsen var nødvendigt at have en “klar provokation”, som kunne accepteres af verden.

Og denne provokation kom – på det mest passende tidspunkt – da Abu Nidals terrorgruppe forsøgte at myrde den israelske ambassadør i London. Det havde intet at gøre med Libanon og endnu mindre med PLO (Abu Nidals fjende), men det tjente sit formål.

Denne gang er den nødvendige provokation fremkommet via Hizbollahs tilfangetagelse af de to israelske soldater. Alle og enhver ved, at de ikke kan sættes på fri fod uden en udveksling af fanger. Men den enorme militære kampagne, der har været klar i månedsvis, er blevet solgt til det internationale samfund som en redningsoperation.

Sært nok skete næsten det samme to uger tidligere på Gazastriben. Hamas og dets partnere fangede en soldat, hvilket var undskyldningen for en massiv operation, der havde været under forberedelse længe, og hvis mål var at ødelægge den palæstinensiske regering.

Det erklærede mål for Libanon operationen er at skubbe Hizbollah væk fra grænsen, så det bliver umuligt for dem at tage flere soldater til fange og at sende raketter mod israelske byer. Invasionen på Gazastriben har officielt til hensigt at Ashkelon og Sderot kommer uden for qassam raketternes rækkevidde.

Det ligner “Operation for fred i Gallilæi” i 1982. Dengang fortalte man offentligheden og Knesset, at formålet med krigen var “at skubbe katyuhas raketterne 40 km væk fra grænsen”.

Det var en bevidst løgn. 11 måneder før krigen var der ikke blevet sendt en eneste katyuhas raket (eller eneste skud) over grænsen. Fra begyndelsen havde formålet været at nå Beirut og installere en quislingdiktator. Som jeg har berettet mere end en gang, fortalte Sharon mig det selv 9 måneder før krigen, og jeg publicerede det behørigt med hans accept (uden at nævne det).

Selvfølgelig har den nuværende operation også adskillige sekundære mål, som ikke indbefatter befrielsen af fangerne. Alle ved, at det ikke kan opnås gennem militære midler. Men det er sandsynligvis muligt at ødelægge nogle af de tusinder af missiler, som Hizbollah har akkumuleret gennem årene. For at opnå dette er hærcheferne klar til at bringe indbyggerne i de israelske byer, der er inden for raketternes rækkevidde, i farezonen. De mener, det er det værd, ligesom at bytte skakbrikker.

Et andet sekundært mål har været at rehabilitere hæren som det “afskrækkende middel”. Et kodeord for gendannelsen af hærens sårede stolthed, som har lidt et alvorligt knæk på grund af Hamas dristige militære aktioner i syd og Hizbollahs i nord.

Officielt kræver den israelske regering, at Libanons regering afvæbner Hizbollah og fjerner den fra grænseregionen.

Det er helt klart umuligt under det nuværende libanesiske regime, der er en skrøbelig struktur af etnisk-religiøse grupper. Den mindste rystelse kan få hele strukturen til at styrte sammen og kastet staten ud i totalt anarki – især efter at amerikanerne har haft held til at uddrive den syriske hær, det eneste element, der i årevis har sørget for stabilitet.

Ideen med at installere en quislingregering i Libanon er ikke ny. I 1955 foreslog David Ben Gurion at indsætte en “kristen officer” som diktator. Moshe Sharet påviste, at denne ide var baseret på en fuldstændig uvidenhed om libanesiske forhold, og torpederede den. Men 27 år senere prøvede Ariel Sharon ikke desto mindre at gentage spøgen. Bashir Gemayel blev faktisk indsat som præsident, kun for kort tid efter at blive myrdet. Hans bror Amin efterfulgte ham og underskrev en fredsaftale med Israel, men han blev fjernet fra posten. (Selv samme bror støtter nu offentlig den israelske kampagne.)

Regnestykket er nu, at det israelske luftvåben kaster tilstrækkeligt med bomber mod den libanesiske befolkning – så sø- og lufthavne lammes, infrastrukturen ødelægges, bombardement af villakvarterer, afskærer forbindelseslinien mellem Beirut og Damaskus etc. – så offentligheden bliver rasende på Hizbollah og presser den libanesiske regering til at opfylde Israels krav.

Da den nuværende regering ikke engang kan drømme om at gøre sådan, vil der blive oprettet et diktatur med Israels støtte.

Det er den militære logik. Jeg har mine tvivl. Det er højst sandsynligt, at de fleste libanesere vil reagere som ethvert andet folk på jorden med raseri og had mod den indtrængende fjende. Således skete det i 1982, da shiitterne i det sydlige Libanon, indtil da så føjelig som en dørmåtte, rejste sig mod de israelske besættere og dannede Hizbollah, som blev den stærkeste magt i landet. Hvis den libanesiske elite nu bliver kaldt israelske kollaboratører, vil den blive fejet af bordet. (For resten, har qassam- og katyusharaketterne bevirket, at den israelske befolkning har udøvet pres på vores regering om at stoppe? Nej, tværtimod.)

Den amerikanske politik er fuld af modsigelser.

Præsident Bush ønsker et regimeskifte i Mellemøsten, men den nuværende libanesiske regering er først for nyligt blevet dannet efter amerikansk pres. I mellemtiden har Bush kun haft held til ødelægge Irak og forårsage en borgerkrig (som forudsagt her). Han opnår måske det samme i Libanon. Desuden vil et altødelæggende slag mod Hizbollah forårsage et raseri ikke kun i Iran, men også blandt shiiterne i Irak, som alle Bush’s planer for et proamerikansk styre er bygget på.

Så, hvad er svaret? Det er ikke tilfældigt, at Hizbollah er begyndt at snappe soldater på et tidspunkt, da palæstinenserne råber om hjælp. Den palæstinensiske sag er populær overalt i den arabiske verden.

Ved at vise, at de er en ven i nøden, mens alle andre arabere på det bedrøveligste gemmer sig, håber Hizbollah at øge dets popularitet. Hvis der havde været en israelsk-palæstinensisk aftale, ville Hizbollah ikke have været andet end et lokalt libanesisk fænomen, irrelevant for vores situation.

Mindre end tre måneder efter dens dannelse har Olmet-Peretz regeringen formået at kaste Israel ud i en tofrontskrig, hvis mål er urealistiske, og hvis resultater ikke kan forudses.

Hvis Olmert håber at blive anset som en Mister Macho-Macho, en Sharon nr. 2, vil han blive skuffet. Det samme gælder Peretz desperate forsøg på at blive taget alvorlig som en imposant Mister Security. Alle og enhver ved, at denne kampagne – både i Gaza og i Libanon – er planlagt og dikteret af hæren. Den mand, der tager beslutningerne i Israel nu, er Dan Halutz. Det er ikke tilfældigt, at jobbet i Libanon er blevet overgivet til luftvåbnet.

Folket er ikke særlig entusiastisk over krigen. Det resignerer på en stoisk, fatalistisk måde. Fordi det er blevet fortalt, at der ikke er noget alternativ. Og helt reelt, hvem kan være imod? Hvem ønsker ikke at befri de “kidnappede soldater”?

Hvem ønsker ikke at fjerne katyushaerne og genskabe afskrækkelsessituationen? Ingen politikere tør kritisere operationen (undtagen de arabiske parlamentsmedlemmer, som bliver ignoreret af den jødiske offentlighed). I medierne hersker generalerne suverænt, ikke kun dem i uniform. Der er stort set ikke en tidligere general, der ikke er blevet inviteret i studiet for at kommentere, forklare og retfærdiggøre, alle tale med en stemme.

(For at illustrere det: Israels mest populære Tv-kanal inviterede mig til et interview om krigen, efter at man havde hørt, at jeg havde deltaget i en antikrigs demonstration. Jeg var helt overrasket. Men ikke særlig længe

– en time før udsendelsen ringede en skyldbetynget talkshow-vært og sagde, at der var sket en frygtelig fejltagelse – de havde i virkeligheden tænkt sig

at invitere Professor Shlomo Avineri, tidligere generaldirektør for udlændingestyrelsen, som man kan regne med vil retfærdiggøre enhver handling fra regeringens side, uanset hvilken, i et højtravende akademisk sprog.

“Inter arma silent Musae” – når våbnene taler, bliver muserne tavse. Eller snarere: Når kanonerne buldrer, hører hjernen op med at fungere.

Og lige en lille tanke: Da staten Israel blev dannet midt i en grusom krig, blev der sat en plakat op på væggen: “Hele landet – en front! Hele folket – en hær!”

58 år er der gået, og det samme slogan er så gyldigt, som det var dengang. Hvad siger det om generationer af statsmænd og generaler?

Oversat fra engelsk af Flemming Dyrman

Comments are closed.