Om hvordan jeg kom i selskab

Electronic Intifada

Om hvordan jeg kom i selskab med islamiske fascister

Jonathan Cook, Electronic Intifada, 11.08.2006

Det faldt mig ind, da jeg på min TV-skærm så historien om en formodet sammensværgelse blandt en gruppe på mindst 20 britiske muslimer, som havde formål at bombesprænge fly på vej fra Storbritannien til USA blive oprullet, at min livsbane og de angivelige “terroristers”, måske er forløbet parallelt på mere end én måde.

Lige som en del af dem kommer jeg oprindeligt fra High Wycombe, en af de ubestemmelige pendlerbyer, der ligger som en ring omkring London. Mens TV-optagelsen viste billeder fra luften over teglstenstaget på et halvt dobbelthus, troede jeg et kort øjeblik, at jeg så min moders hus.

Men, mit liv og deres liv er uden tvivl på mange måder forløbet forskelligt. Ifølge nyhedsreportager er de mistænkte sandsynligvis pakistanere, fra et stort “immigrant“-samfund, som har slået sig ned mange steder i Storbritannien, blandt andre steder også i High Wycombe og Birmingham, en grå storby i det centrale Storbritannien, hvor i det mindste nogle af de arresterede menes at have set dagens lys for første gang.

Storbritanniens selvglade tilfredshed med sin multi-kulturalisme og tolerance ignorerer det faktum, at pakistanere og andre etniske minoriteter for det meste lever i deres egne afsondrede områder i udkanten af samfundslivet i Storbritannien. “Indfødte” briter som mig – de hvide – mener almindeligvis, at det er et valg de har truffet: “De holder sig til deres egne”.

Mange af os kommer kun sjældent i kontakt med en pakistaner med mindre han for os serverer det vi kalder “indisk mad” eller sælger os en pakke cigaretter i en butik på et gadehjørne. Så selv om vi har været en

slags naboer i High Wycombe, så har mit liv og deres ikke haft meget til fælles.

Men paradoksalt nok ændrede det sig, mener jeg, da jeg for fem år siden forlod Storbritannien. Jeg flyttede til Nazareth i Israel, et arabisk/muslimsk/kristent lokalsamfund meget i udkanten af den selverklærede jødiske stat.

I ghettoen i Nazareth møder jeg sjældent israelske jøder, med mindre jeg søger arbejde eller sidder ved siden af dem på en lokal restaurant, når de bestiller humus hos en arabisk tjener, helt ligesom jeg engang bad om Madras-karry i High Wycombe. Når israelske jøder kortvarigt er på besøg i ghettoen, indser jeg i hvor høj grad jeg er blevet araber ved at leve dér.

At leve i udkanten af et hvilket som helst samfund er en fremmedgørende erfaring, som få der har rod i samstemmighedens højborg nogensinde vil kunne gøre sig håb om at forstå. En sådan fremmedgørelse kan let blive til noget mindre passivt og langt mere destruktivt, når man føler, at man ikke blot er marginaliseret, men også at ens loyalitet, rationalitet, endog ens fornuft bliver draget i tvivl.

Nu da vi nærmer os femårsdagen for indledningen af “krigen mod terror” har den forpurrede “terrorsammensværgelse” belejligt skaffet George W. Bush, den “frie verdens leder”, muligheden for at minde os om vor kamp mod de “islamiske fascister”.

Men hvad nu hvis krigen mod terror i virkeligheden ikke tager sigte på at skelne mellem “good guys” og “bad guys”, men på at bestemme hvad en “good guy” skal have lov til at sige og tænke ?

Hvad nu hvis den “islamiske fascisme” som præsident Bush advarer os imod ikke blot er den terrorisme, der forbindes med Osama bin Laden og hans vanskeligt identificerbare al-Qaeda netværk, men nogle synspunkter, som mange arabere, muslimer og pakistanere – og selv en og anden besynderlig humanist – anser for at være normale og oplyste ?

Hvad nu hvis krigen mod “islamisk fascisme” har mindre at gøre med at bekæmpe terrorisme og har mere at gøre med at bringe dem, der er uenige i Vestens endeløse krig mod Mellemøsten, til tavshed ? På et tidspunkt, tror jeg, at jeg gik over til de islamiske fascister uden at jeg rigtig gjorde det klart for mig selv.

Hvis mit navn, min hudfarve, min religion havde været forskellig fra hvad der er tilfældet, ville jeg måske have følt mig langt mere truet efter at have indset dette.

Hvordan ville Sikkerhedstjenesten bedømme mig, hvis jeg i morgen trådte ud fra et fly i USA og fortalte bureaukraterne ikke blot , at jeg er forfærdet over de humanitære kriser i Libanon og Gaza, men tillige at jeg mener, at krigen mod terror ikke skulle føres mod hverken libanesere eller palæstinensere ? Hvordan ville de reagere, hvis jeg derefter sagde, at idéen om at Hezbollah eller de politiske ledere i HAMAS er “terrorister”, er nonsens ?

Jeg har mine grunde, gode grunde mener jeg, men er der overhovedet nogen, der ville tage dem alvorligt. Hvad ville offentlighedspersonerne få ud af mit argument om, at før Israels krig mod Libanon, kunne ingen pege på én eneste terroristisk episode, som Hezbollah havde været ansvarlig for gennem mindst et årti ?

Ville myndighederne fatte min kommentar om, at en terroristisk organisation, som ikke begår terrorisme er et fantasifoster, er præsidentens indbildning ? Og i samme dur, hvad ville de få ud af min overbevisning om, at Hezbollah ikke ønsker at fjerne Israel fra landkortet ?

Ville de finde mig overbevisende, hvis jeg fortalte dem, at Israel, ikke Hezbollah er den aggressive part i konflikten: At i forlængelse af Israels formodede tilbagetrækning fra det sydlige Libanon i 2000 har Libanon knap nok oplevet en dag i fred for de skræmmende soniske brag fra israelske krigsfly, når de krænkede Libanons luftrum ?

Ville de forstå, som jeg har forklaret, at Hezbollah har optrådt afdæmpet i disse seks år og oplagret sine våben til den dag, som de vidste ville komme – når Israel ikke længere ville stille sig tilfreds med overflyvninger og dets appetit for erobring og underkastelse vendte tilbage ?

Ville offentlighedens repræsentanter tvivle på deres egne antagelser, når jeg fortalte dem, at i denne krig er Hezbollahs raketter blevet affyret som svar på israelske provokationer, at de bliver affyret som gengæld for Israels ødelæggende og vilkårlige bombardement af Libanon ?

Og hvad ville de sige, hvis jeg hævdede, at denne krig i virkeligheden ikke drejer sig om Libanon, eller endog Hezbollah, men er den del af en mere omfattende kampagne fra USA’s og Israels side med det sigte foregribende at slå til mod Iran ?

Takket være Herren er min hud lys, mit navn umisforståeligt engelsk og jeg ved hvordan man staver til ordet “ateist”. Sandsynligvis vil ingen under Sikekrhedstjenestens jagt på mistænkelige søge efter mig eller fatte interesse for – ikke endnu i det mindste – mine synspunkter angående Hassan Nasrallah eller det demokratiske valg af palæstinensernes HAMAS-regering.

Mine venner i Nazareth og mine fordums pakistanske naboer i High Wycombe er mindre heldige. De må skjule deres synspunkter og bide deres vrede i sig når de ser (fordi deres medier, i modsætning til vores, viser virkeligheden) hvad våben fremstillet i USA og, affyret af amerikanske og israelske soldater kan gøre ved den skrøbelige menneskekrop; og ser hvor hurtigt hud brænder med en eksplosion, og ser hvor let et barns kranie knuses under murbrokker og hvor hurtigt kroppen drænes for blod fra en afrevet legemsdel.

Når man sidder i London eller New York påkalder nyheden om, at der i Gaza i den seneste måned er omkommet 151 mennesker, de fleste af dem civile, som ofre for israelske bomber og kugler, ikke vor opmærksomhed. Det er når alt kommer til alt blot et tal, om end et stort tal.

Der er højst tale om, at et sådant tal fra et sted vi ikke kender og hvor ofrene er mennesker, hvis navne vi ikke kan udtale får os til at stoppe op et øjeblik og endog udstøde et beklagelsens suk. Men det optænder ikke nogen vrede i os.

Og i hvert fald er vore nyhedsbulletiner for travlt optagne til at koncentrere sig om mere end én grusomhed på samme tid. I denne måned er det Libanon. Næste måned vil det sandsynligvis være Iran. Så vil det måske svinge tilbage til Bagdad eller palæstinenserne.

Rædselsberetningerne lyder så meget mindre betydelige, behovet for handling så meget mindre presserende, når den enkelte begivenhed ikke har nogen forbindelse med den næste.

Hvis vi så de arabiske Tv-kanaler, hvor alt blodet og alle lidelserne bliver til en enkelt grufuld beretning om Mellemøsten, ville vi måske begynde at sætte det alt sammen ind i en sammenhæng og måske nå frem til at nære mistanke om, at intet af dette sker helt tilfældigt.

Men mine arabiske venner og High Wycombes pakistanere har en hukommelse, der rækker længere tilbage. Deres opmærksomhed kan rumme mere end en enkelt grusomhed. De forstår, at disse tal – 151 dræbte i Gaza, og ved i en enkelt episode 33 bombedræbte ved en eksplosion i Najaf i Iraq og mindst 28 knust under murbrokker efter et israelsk angreb i Qana – er mennesker af kød og blod ligesom de selv er det.

De ser, i al den lidelser og død som lige nu tilføjes arabere og muslimer, ekkoer fra begivenheder, der er år og årtier gamle. De ser et mønster, de sætter tingene i sammenhæng: og måske skelner de en plan. Til forskel fra os sukker de ikke. De føler et glødende raseri.

Dette er noget som præsident Bush og hans britiske skødehund , Tony Blair har behov for at lære. Men naturligvis ønsker der ikke at forstå fordi de, og deres forgængere, er ansvarlige for at have skabt disse mønstre og for at dette blodets epos er blevet skrevet.

Bush og Blair og deres rådgivere ved, at planen overtrumfer raseriet, de “røde” alarm-niveauer i lufthavne eller endog fly, der tordner frem fra himmelhvælvet og smadrer ind i bygninger.

Og for at beskytte planen – for at bevare Mellemøsten som en gigantisk oliepumpe, der billigt kan forsyne vore industrier og privilegerede livsstil – skal de, der bekymrer sig om lidelsen, døden og krigene bringes til tavshed. Deres stemmer må ikke blive hørt, deres loyalitet skal drages i tvivl, der skal sættes spørgsmålstegn ved deres fornuft. De skal affærdiges som “islamiske fascister”.

Man behøver ikke være psykolog for at forstå, at de , der ikke har nogen legal adgang til at give udtryk for deres raseri, selv blot til at få det anerkendt som begrundet, i stedet bliver opslugt i det. Og de ender med at tørste efter hævn. Hvis deres stemmer ikke bliver hørt, vil de tale uden ord.

Så jeg finder mig selv i selskab med Bushs “islamiske fascister” med den forhåbning, at min solidaritet – potentielt – og andres kan afdæmpe raseriet, kan give det en mening og kan tilbyde en anden og bedre vej til sejr.

Jonathan Cook, med base i Nazareth, er forfatter til bogen “Blood and Religion: The Unmasking of the Jewish and Democratrc State “ der er udgivet på Pluto Press og kan fås fra University of Michigan Press. Hans hjemmeside har adressen www.jcook.net

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.