Parlamentsmedlem fra Labour trækker sig på grund af Libanon

Financial Times

Parlamentsmedlem fra Labour trækker sig på grund af Libanon

Af Christopher Adams, Financial Times, 10.08.2006

Tony Blair kom ud for den første tilbagetræden på regeringsniveau i forbindelse med Mellemøsten-konflikten, da et af Labours parlamentsmedlemmer i aftes sig som parlamentarisk medarbejder i forsvarsgruppen.

Jim Sheridan, parlamentsmedlem for Paisley og Renfrewshire North, forklarede til Sky News, at han ikke længere kunne støtte regeringens “nære forhold til USA og dets målsætning for Mellemøsten”.

Der er ikke meget, der tyder på, at USA seriøst arbejder for en snarlig afslutning på konflikten mellem Israel og Libanon. Storbritanien er derfor medskyldig. “Vi skal stoppe bombningerne og drabene på mennesker på begge sider i denne konflikt”, sagde han.

Mr. Sheridan, der som parlamentarisk privatsekretær befandt sig på det nederste trin af ministerstigen, var utilfreds med, at lufthavnen i Prestwick i Skotland var blevet anvendt til optankning af fly der fragtede våben til Israel.

Hans beslutning blev kendt, de flere end 130 parlamentsmedlemmer, deriblandt nogle forhenværende ministre og et stort antal af Labours og de Liberale Demokraters menige medlemmer insisterede på at få sammenkaldt parlamentet til en debat om krisen i Mellemøsten.

Mr. Sheridan sagde, at bestræbelser på at løse palæstinensernes situation “var blevet sat på vågeblus” og at en betragtelig del af hans partifæller i Labours parlamentsgruppe delte hans bekymringer. Det viste sig, at to ministersekretærer, Ann Keen, sekretær for finansminister Gordon Brown og Paddy Tipping, sekretær for Jack Straw, formand for Underhuset, også støttede indkaldelsen af parlamentet.

Ms. Keen er blandt dem, der har skrevet under på indkaldelsen. Mr. Tipping, der har afvist at skrive under med den begrundelse, at det ville bringe Mr. Straw i en kompromitterende situation, sagde til Financial Times: ”Der er en alvorlig krise og der findes forskellige opfattelser i Labour. Jeg mener, at det er vigtigt, at der bliver mulighed for at diskutere det. Regeringen har intet at frygte”. Deres støtte er vigtig, fordi de anses for at stå for en fremherskende, moderat holdning.

Skønt Mr. Sheridan beskrev sig selv som en ven af Mr. Blair, sagde han, at der undertiden skal en ven til for at få sagt “Træd et skridt tilbage, tænk lide mere over, hvor du står, genovervej din stillingtagen”.

“Jeg forventer ikke, at min tilbagetræden vil få nogen betydelig indvirkning på premierministerens målsætning i Mellemøsten, som jeg helt oprigtigt mener er respektabel for hans vedkommende, men jeg tror ikke, at den afspejler kerneværdierne i Labour eller faktisk i vort land”, tilføjede Mr. Sheridan.

Andre ministersekretærer sagdes at overveje deres stillingtagen. En ministersekretær sagde, at han afventede at se, hvordan forhandlingerne i FN skred frem.

Brevet med kravet om sammenkaldelse af parlamentet forventes snarligt at blive afleveret til Jack Straw. En beslutning om at sammenkalde parlamentsmedlemmerne kan kun træffes af Underhusets formand, skønt han sandsynligvis kun vil skride til handling efter anbefaling fra ministre. Downing Street har Afvist at kommentere brevet eller Mr. Sheridans tilbagetræden.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.