Sørgmodige refleksioner over jødisk moral

Haim Bresheeth

Sørgmodige refleksioner over jødisk moral

Et kor af apologeter blandt jødiske intellektuelle afspejler Israels udradering af al skelnen mellem humanitet og barbari i krig, skriver Haim Bresheeth

En af de mest målbevidste, modige og indflydelsesrige grupper i Israel, nu og tidligere, hedder Yesh Gvul; den repræsenterer og støtter de dristige israelere, som vender sig mod deres lands og deres regerings krigsforbrydelser: De nægter at gøre tjeneste i den israelske hær og foretrækker i stedet at gå i fængsel som støtte til deres eget afslag på at dræbe og ødelægge.

Omkring 2.000 israelere har allerede indtaget denne holdning, trods den næsten hysteriske støtte, som den israelske offentlighed udviser over for sit lederskab i de fleste militære eventyr og specielt under de seneste og værste ugerninger i Gaza og Libanon. Denne gruppe af israelere, så fåtallig den end er, udgør det lidet, der er tilbage af den israelske moral og principfasthed.

Yesh Gvul er hebræisk og betyder ordret oversat “Der er en grænse”, men kunne mere dækkende gengives med “Hertil og ikke længere” eller “Der er en begrænsning”. Så, denne gruppe mener, at der er, eller burde være, en begrænsning, en grænse, der ikke bør overskrides, en rød linie: En begrænsning for barbari, følelseskoldhed og brutalitet, en civiliseret begrænsning for adfærd selv i krigstid, en begrænsning som hidrører fra international lov, FN-resolutioner, Genevekonventionerne, et generelt accepteret niveau for voldsanvendelse, som man ikke kan og ikke burde overskride, så samfundsstrukturen ikke bryder sammen.

Der er grænser, der ikke burde overskrides – når man én gang overskrider denne grænse, mener de, har man ikke noget argument imod, at modstanderne kan gøre det samme. Et tilsidesat princip, er et ødelagt princip. De seneste få år, for ikke at tale om de seneste få uger, har vist, at de tager fejl. Hver og én af grænserne for civiliseret adfærd blev smadret og decimeret, tromlet ned af amerikanske, britiske eller israelske tanks, for aldrig at blive genoplivet.

En af de grænser, som vi ikke synes at være i stand til at nå frem til, er begrænsningen af den jødiske lobbys vedholdenhed her i USA, og i Europa. En bedrøvelig fortælling om aftalt spil dukker op hos næsten enhver toneangivende avis, fra hver time med seriøse radioprogrammer, fra ethvert nyhedsprogram på TV. Det er velkendt, at mange jøder står i spidsen for talrige medievirksomheder og den fortløbende beretning om lidelsen, volden og propagandaen i Mellemøsten og dog lader det ikke til at, der er nogle der finder det påfaldende.

Der er ingen arabere eller blot indflydelses muslimer i sammenlignelige stillinger i de britiske eller amerikanske medier. Det er i sig selv bekymrende, men ville have været det i mindre grad, hvis vi havde eksempler på et bredt spektrum af holdninger indtaget af indflydelsesrige jøder – hvis for eksempel nogle gjorde mere end blot efterplapre israelsk propaganda og fantasirigt præsenterede det palæstinensiske, arabiske eller muslimske perspektiv; eller sommetider var kritiske over for Israels stillingtagen, især når de er så åbenlyst ikke blot umoralske men også virker stik mod formålet.

Den dag er endnu ikke kommet, lader det til. Det store flertal af sådanne kommentatorer støtter automatisk endog Israels mest brutale overgreb; en slags zionistisk pavlovsk hund, der er lænket til flaget med en kort snor og skyder fra hoften og aldrig vover sig langt væk fra det gammelkendte.

Hvordan kan offentligheden i Storbritanien, for eksempel, danne sig en

egen, afbalanceret og informeret mening om begivenheder, når dette kor af betingelsesløse apologeter er til stede, dag ud og dag ind, for at istemme den forstyrrende enstemmige melodi og beskytte os mod kendsgerninger, sandhed og vidnesbyrd og sørge for at få stemplet enhver kritiker af israelsk brutalitet som antisemit ?

Den største forskel er i stilen snarere end i indholdet blandt medlemmerne af dette regiment af tågetalere. De rangerer fra hysteriet i Jewish Chronicle og den engelsksprogede presse i Israel til de mere komplekse, bedre præsenterede argumenter fra Dershowitz i USA og The Guardian ’s egen Jonathan Freedland.

På den ene side har man urokkelige højrefløjsstemmer som Melanie Phillips, aldrig én, der stopper op og tænker over visdommen og moralen i israelsk politik og israelske aktioner og altid er rede til at retfærdiggøre hvad som helst, der er sket i løbet af dagen og hvad der vil ske i morgen; og som fortæller os, at Israel har været “afdæmpet” og “human” og antyder, at det var der ikke grund til, så det faktisk kan blive endnu mere brutalt i fremtiden.

Sådanne personer antager moralen fra the Yesha Rabbinical Council , den ophøjede kreds af ekstremistiske bosættere, der som reaktion på massakren i Qana erklærede, at “i krigstid er der ingen uskyldige civile” At denne holdning er illegal ifølge international lov synes ikke at få megen konsekvens; at den overtages af modstanderne burde have været nok til at få folk til at afstå fra at indtage denne holdning, men så heldige er vi ikke.

På den anden side har vi skribenter i sådanne fordums publikationer som The Observer, The Guardian og The New Statesman, der giver den som apologeter på en mere afdæmpet facon. Israel, fortæller de os, kæmper i frontlinien mod terror, der repræsenteres af HAMAS og Hezbollah (begge folkelige partier, som blev valgt ind på regeringsposter);

De fortæller os, at dette er en krig for at få udleveret de bortførte (sic) soldater eller for at forsvare Israels grænser mod raketter. Alt dette i, klar modstrid med informationer og kendsgerninger og endog kølig militær tænkning, for ikke at nævne moral og lovlighed.

I en artikel i The Guardian onsdag 02.08.2006 syntes Freedland at have fundet det perfekte toneleje til en forklaring på, hvorfor vi burde støtte Olmert: JO, han har muligvis begået en (militær og strategisk) fejltagelse, men hvis han taber, bliver han erstattet af en der er endnu værre, som Netanyahu.

Ikke ét ord om den sygeligt umoralske og barbariske invasion, om den sindssyge anvendelse af forbudt ammunition som klyngebomber, hvis fosfor og forarmede uran er blevet anvendt mod befolkningscentre, om drabene på over 700 civile (i skrivende øjeblik mere end 1.000); eller om den hensynsløse ødelæggelse af Libanon for, som den israelske stabschef udtrykte det “at bombe dem 20 år tilbage”.

Man må formode, at dette sidste betyder en tilbagevenden til midt-1980’erne, da Beirut var en stor ruinhob som følge af måneders israelsk bombning og granatbeskydning. Det blev jo allerede opnået på rekordtid, men det synes ikke at bekymre ret mange jødiske intellektuelle i Storbritanien eller USA, eller sådanne berømtheder som Bernard Henri-Levi eller Alain Finkielkraut i Paris, en ny type jødiske højrefløjsintellektuelle, der er sammenlignelige med sådanne eksempler i Israel på venstrefløjs-”peaceniks”, der er blevet til den værste slags høge, som Forsvsarsminister Amir Peretz, på vej til at “ud-sharonere” Sharon.

Hvad er der så sket med den jødiske moral ? Hvad er der sket med profeternes efterkommere, afkommet fra dem, der har grundlagt vore fælles begreber om retfærdighed ? Hvad er der sket – mere konkret – med Holocaust-overlevernes sønner og døtre ?

Den bedst kendte rabbi fra den klassiske jødiske periode i det antikke Palæstina var Rabbi Hillel den Ældre. I en fornøjelig episode hører vi om en forretningsmand, der stoppede ham på gaden og bad ham om at forklare det væsentlige i Torahen, eller som vi nuomdage ville udtrykke det “på et øjeblik”, for han havde travlt.

I stedet for at affærdige ham, overvejede Hillel den Ældre omhyggeligt hans forespørgsel. Hans svar er en klassisk læresætning i enhver juridisk lovbog: ”Det som du afskyr, skal du ikke gøre mod din nabo”. Det er, fortalte han manden, ”hele Torahen”.

Her har vi så de antikke hebræere og deres drivende moralske kraft, som overlevede helt indtil vore dage – alle sociale handlinger skulle være styret af gensidighed; alle handlinger, som er ens, bliver vurderet ens, hvem end der foretager dem.

Og hvor bedrøveligt er det, at Israel og de fleste israelere og jøder, har glemt dette simple princip. Hvis man ikke ønsker, at ens soldater skal blive “bortført”, så lad være med at bortføre tusinder af civile palæstinensere og libanesere.

Hvis man ønsker, at ens befolkning skal kunne være sikker i sine hjem, så er det nok ikke nogen god idé at terrorisere palæstinenserne og libaneserne i så mange årtier og ødelægge deres byer. Hvis man ønsker at være i sikkerhed inden for anerkendte grænser, skal man ikke forblive i områder, der for mange årtier siden blev besat med magt.

Hvis man ønsker, at Libanon skal efterleve nylige FN-resolutioner, hvad så med at efterleve nogle resolutioner fra slutningen af 1960’erne om evakueringen af de besatte områder i Palæstina, Syrien og Libanon. Og hvis man ønsker at leve i sikkerhed for kernevåben, som “slyngelstater” måske udvikler en dag er det nok ikke nogen god idé at opretholde et lager med næsten 1.000 kernevåben. Er den sivet ind ?

At jødiske politikere og intellektuelle har forladt, glemt og slettet sådanne moralske principper for social interaktion er farligt ikke blot for dem selv og deres talrige ofre i Mellemøsten, men også for resten af os.

Efter 9/11 har Præsident Bush og Vicepræsident Blair antaget den moral, der er blevet udviklet og perfektioneret af det moderne Israel og udviklet den til et militært sammenstød mellem civilisationer, en tese, der sættes meget højt af israelske “tænkere”.

Det er derfor, at de to nægter at bevæge sig i retning af en våbenhvile og tilbagevenden til en slags normal tilstand. Så at mange mennesker der nu er fanget i en fælde kan reddes og noget der minder om orden kan vende tilbage til Libanon og Gaza.

Israelerne er fortroppen for den nye moralitet hos HiTech-korsriddere, med dens typiske melodi om den Første kontra den Tredje Verden; for ét øje, hundrede øjne; for én soldat, hele byer; for én raket mod Haifa, 200 missiler over Beirut; og for hver dræbt amerikansk civil eller soldat, kommer hundrede arabere til at betale med deres liv.

Jeg er ikke i tvivl om, at mange af dem, der retfærdiggør og bortargumenterer israelsk barbari som “strategiske skridt” i deres stille sind skammer sig over sig selv, men holder sig til den partilinie, som forventes af dem. Ved at gøre det forråder de jødisk tradition og jødiske værdier, jødisk liberalisme og en lang histories lidelse under racisme og antisemitisme.

De øger også muligheden for at sådanne skrækindjagende historiske ekkoer i fremtiden kan vende tilbage, når de er en del af processen med at fjerne begrænsninger og grænser, retfærdiggørelse af det der ikke kan gøres retfærdigt, Retfærdighed belærte Hillel den Ældre os om, er udelelig – enten er den for alle, eller der er ingen der nyder godt af den.

De, og resten af os, kan komme til at angre den dag, de var for skræmte til at huske på deres egen historie og til at opretholde intakte grænser mellem menneskelighed og barbari.

Forfatteren er professor i Kulturelle og Mediestudier ved University of East London. Han er medudgiver af bogen The Guldf War and the New World Order, udgivet af Zed Books

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.