Israels lange historie om misbrug af FN.
Af Marc J Sirois, The Daily Star, 28. July 2006.
Den seneste debat om en international styrke i en foreslået buffer zone i Syd Libanon fremkaldte et mediebrus i forsøget på at forklare Israels modvilje mod en FN overvåget indsats. Dækningen var præcis i sine beskrivelser af det officielle Israels mistillid til verdensorganisationen, men mislykkedes fuldstændigt i objektivt at beskrive historien bag modviljen. Som uheldet af og til vil det, hjalp den jødiske stat med at sætte tingene i perspektiv tirsdag, da de israelske luftstyrker tilintetgjorde en FN-observationspost i landsbyen Khiam i det sydlige Libanon og dermed dræbte 4 fra fredsstyrkerne.
Tirsdags angreb var bare det sidste i en lang række af hændelser, som har forgiftet forholdet mellem Israel og FN lige fra starten. Og den vestlige mediedækning har kopieret de misledende fremstillinger, som de tidligere har anvendt, fremstillinger, der konstant insinuerer at FN har hovedansvaret for problemerne. Et præcist eksempel var onsdag aftens ”Insigth” på CNN International. Værten Jonathan Mann diskuterede Khaim angrebet med Jonathan Paris, en akademiker fra Oxford Universitet, som af uforklarlige grunde var indkaldt som ”ekspert” i emnet.
Værten og eksperten demonstrerede deres uvidenhed fra begyndelsen ved flere gange at beskrive de folk fra fredsstyrkerne, der var blevet dræbt for – på det tidspunkt – mere end 24 timer siden, som repræsentanter fra UNIFIL, der blev oprettet i 1978 efter Israels invasion af Libanon i marts det år. I virkeligheden var de 4 embedsmænd fra Observer Group-Lebanon, der blev oprettet helt tilbage i 1948 for at overvåge våbenhvilen, der afsluttede den første Arabisk-israelske krig.
Det blev endnu pinligere for Paris, da Mann omtalte, at dette ikke var første gang, der var problemer mellem Israel og FN. ”Eksperten” sporede problemerne tilbage til 1967, da en FN-repræsentant foreslog den første ”Land-for-fred”-plan. Paris forklarede, at den israelske regering anså dette for at være et forsøg på at pådutte dem en løsning. I virkeligheden var den første FN-repræsentant, der tiltrak sig Israels vrede grev Folke Bernadotte, og dette var længe før 1967. På trods af opfordringer til ikke at erklære uafhængighed før FN-forhandlere havde forsøgt at overtale de arabiske naboer til at acceptere 47-delingsplanen (som virkelig var en påduttet løsning), gik zionistiske ledere frem og gjorde det i 1948. Dårligt forberedte arabiske hære angreb, og Israel udnyttede den fulde fordel af deres bedre udrustede hær til at besætte langt større landområder end delingsplanen havde betydet. Da det så ud som om Folke Bernadotte kunne være i stand til at forhandle en fredsaftale, blev a
Han myrdet af Stern-gruppen, i et angreb, der ikke fik nogen som helst form for opbakning undtagen fra Israels senere premiere-minister Yitzhak Shamir. Drabet var særdeles enestående, fordi Bernadotte under 2. verdenskrig havde stået for redningen af tusinder af jøder fra nazisterne. Forståeligt nok har efterfølgende generationer af FN-repræsentanter haft svært ved at have fuld tillid til israelske intentioner.
Paris nævnte også massakren på mere end 100 civile, som søgte beskyttelse i en UNIFIL-bygning i Qana under Israels ”Vredens druer”-operation i 1996, men hans beskrivelser var også her præget af ensidighed og/eller uvidenhed. Først forklarede han, at angrebet var en følge af en ”hændelse” i Nordlibanon, en teori, han var så heldig ikke at skulle uddybe, fordi den ingen dækning har i virkeligheden. Så tilføjede han, at der havde været en serie af selvmordsbomber i Israel på den tid og at landet havde været midt i en valgkamp, hvilket havde lagt pres på regeringen for børe sit bedste. Hver for sig er disse beskrivelser sande. Men Paris undlod påfaldende nok at nævne at bomberne havde været udført af Hamas – en palæstinensisk gruppe. I virkeligheden blev ”Vredens Druer” gennemført fordi Hizbollah havde reageret med en salve raketter på at Israel med en bombe havde ramt og dræbt en libanesisk teenager. Den jødiske stat havde igangsat ”Vredens Druer” i mens mange iagttagere spekulerede på om de simpelthen havde ventet på en passende lejlighed.
CNN´s optræden i forhold til objektivitet, når det drejer sig om at dække fakta i den igangværende konflikt er blevet forbedret væsentligt i de sidste par dage, men den startede i den grad med forsmædende middelhavs tænkning at det kun kunne blive bedre. Onsdags udgave af ”Insigth” viser hvor nemt en velmenende person som Mann kan komme til at sprede misinformation, når man brygger på en ”ekspert”, der enten ikke er særligt velinformeret, eller som bevidst lyver (I dette tilfælde er det sidste det mest sandsynlige).
Sagens kerne er at den jødiske stat bærer modvilje til FN fordi FN ikke har villet acceptere gentagende ydmygelser og – endnu værre – tilstrækkelig underdanighed. Efter Israels mening burde internationale organisationer følge USA´s eksempel ved jævnligt at forråde egne både militære og diplomatiske medarbejdere ved ydmygt at acceptere Israels uhyrligheder og provokationer. Den amerikanske regering tvang den amerikanske flåde til at dække over baggrunden for Israels bevidste angreb på USS Liberty – hvorunder dusinvis af amerikanske flådefolk blev dræbt og til ligeledes at nægte overlevende og ofre de hædersbevisninger, de ellers var berettiget til efter episoden. Der kommer ingen protest, da Israels væbnede enheder undertvang den let udrustede US-marine, som var en del af en international stabiliserings styrke, der var udsendt til Libanon i 1982. Selv da israelske kampfly gentagne gange truede den amerikanske udenrigs tjenestemand Philip Habibs sikkerhed ved at forfølge hans helikopter samme år, selv da israelske militærfolk fremprovokerede palæstinensisk beskydning af hans kontor ved at affyre deres våben fra nabobygningen, fik det ingen reelle konsekvenser for den jødiske stat at have bidt den hånd, der fodrer dem.
Repræsentanter fra andre internationale organisationer har måttet se tilsvarende intimiderende handlinger fra de israelske tropper i øjnene. Et typisk eksempel er TIPH (den internationale midlertidige tilstedeværelse i Hebron), der blev etableret i 1994. TIPH blev startet som et resultat af massakren i moskeen i Hebron, der blev begået af Baruch Goldstein, en amerikansk født læge. Da Goldstein havde mejet 29 bedende ned før han selv blev overmandet og tævet ihjel, afbrød palæstinenserne fredsforhandlingerne indtil internationale observatører v
Blev sendt til byen. Israels foragt overfor TIPH fremgår af en populær gengivelse af navnet: ”Two Idiots Patrolling Hebron”. På samme måde er repræsentanter fra det internationale Røde Kors blevet hårdt kritiseret for at klage over forskellige israelske handlinger begået på Vestbredden og i Gaza striben, som har krænket international humanitær lov. Anklager af den type er typisk blevet mødt med en kombination af smædekampagne mod Røde Kors for at være antisemitter, og argumenter som at den israelske stat ikke var bundet af Geneve konventionen, fordi de aldrig havde underskrevet den.
Det er sandsynligt at en række FN ansatte har været hjælpeløse i forhold til deres opgave i Syd Libanon. Set i sammenhæng, kan det imidlertid ikke overraske at fredsbevarende tropper føler afsky overfor at hjælpe det israelske militær: De har personligt oplevet et mønster af krænkelser herfra. De har overværet, hvordan civile i hundredvis blev mejet ned, de har set den udsætte deres egne for fare – ja endog slå dem ihjel – begyndende med den heltemodige og indbegrebet af ædelmodighed Bernadotte; de har overværet, hvordan de nægtede at udlever kort over efterladte minefelter, når de trak sig tilbage fra det meste af Syd Libanon i 2000; kort sagt, de har set, hvordan de afskar selve adgangen til den jord, hvor frøene til gode viljer kunne have været sået.
Nu er den jord vædet af blod fra 4 uskyldige mænd, som gentagne gange har advaret israelerne om, at deres beskydninger og bombardementer skete i faretruende nærhed af et længe etableret FN- overvågningssted. Tøsedrenge i den uværende canadiske regering ser ud til at være ligeglade med at en af deres udsendte militære officerer, som var tilknyttet til Observer Group-Lebanon, er blevet offer for israelsk beskydning, men regeringerne i Østrig, Kina og Finland tager deres tab maget alvorligt – på samme måde som FN, en organisation som i første omgang skabte staten Israel, og som lige siden har haft gode grunde til at fortryde dette.
Oversat fra engelsk for DPV af Pernille Frahm