Israels “nye Mellemøsten”

Jewish Voice for Peace

Israels “nye Mellemøsten”

Jewish Voice for Peace: Analyse af mediedækningen og Israels bevæggrunde

Tanya Reinhart, Electronic Lebanon, 26. Juli 2006

Del 1 og 2

Beirut brænder, hundreder af libanesere dør, hundredtusinder mister alle deres ejendele som de gennem årene har erhvervet og bliver flygtninge; og alt hvad verden gør er at redde indehaverne af “fremmede pas” ud af hvad der for blot to uger siden var “Mellemøstens Paris”. Libanon skal dø, fordi “Israel har ret til at forsvare sig”, sådan lyder USA’s mantra som bruges til at bremse ethvert internationalt forsøg på at få indført en våbenhvile.

Israel, bakket op af USA præsenterer sin krig mod Libanon som en selvforsvarskrig.

Det er let at sælge dette budskab til de fremherskende medier, fordi indbyggerne i det nordlige Israel også befinder sig i beskyttelsesrum, bliver bombarderet og er i fare. Israels påstand om, at intet land ville lade et sådant angreb på sine indbyggere forblive ubesvaret, finder vej til mange sympatisk indstillede ører. Men lad os fra begyndelsen gennemgå, hvordan det hele startede.

Onsdag 12. juli 2006 angreb en Hezbolla-enhed to af den israelske hærs pansrede jeeps, der patruljerede langs Israels grænse til Libanon. Tre israelske soldater blev dræbt og to blev taget som gidsler. På en pressekonference, der blev afholdt i Beirut et par timer senere, forklarede Hezbollahs leder Sheikh Hassan Nasrallah, at formålet var at få en fangeudveksling i stand, hvorunder Israel til gengæld for de to tilfangetagne israelske soldater skulle udlevere tre libanesiske fanger, som det havde afvist at frigive ved en tidligere fangeudveksling.

Nasrallah erklærede, at han “ikke ønskede at styrte regionen ud i krig”, men tilføjede, at “vores tilbageholdenhed lige nu skyldes ikke svaghed….hvis de [Israel] vælger en konfrontation med os, må de være forberedt på overraskelser”.

Men den israelske regering levnede ikke så meget som et enkelt øjeblik til diplomati, forhandlinger eller blot kølig overvejelse af situationen. På et kabinetsmøde samme dag godkendte den en massiv offensiv mod Libanon. Som Ha’aretz rapporterede “med en markant ændring i forhold til Israels svar på tidligere Hezbollah-angreb, besluttede kabinettet enstemmigt, at den libanesiske regering skulle holdes ansvarlig for gårsdagens begivenheder”.

Olmert erklærede: “Denne morgens begivenheder er ikke et terroristisk angreb, men en handling begået af en suveræn stat, som ubegrundet og uden forudgående provokation angreb Israel”. Han tilføjede, at “den libanesiske regering, som Hezbollah er en del af er i færd med at underminere den regionale stabilitet. Libanon er ansvarlig og Libanon vil mærke konsekvenserne af sine handlinger“. (2)

På kabinetsmødet “anbefalede IDF [det israelske militær] flere operationer med sigte på den libanesiske regering og strategiske mål i Libanon” så vel som omfattende angreb på det sydlige Libanon (hvor Hezbollahs raketbatterier er koncentreret). Regeringen godkendte øjeblikkeligt begge anbefalinger. Stemningen bag regeringskabinettets beslutning blev kort sammenfattet af Forsvarsminister Amir Peretz, der sagde: “Vi dropper truslerne og går direkte i aktion”.(3)

Kl. 21:50 samme dag berettede Ha’aretz’s internetudgave, at Israel på det tidspunkt allerede havde bombarderet broer i det centrale Libanon og angrebet “Hezbollah-stillinger i det sydlige Libanon.(4) I en pressemeddelelse næste dag fra Amnesty International blev det meddelt, at i disse angreb “er omkring 40 civile libanesere blevet dræbt…Blandt de libanesiske ofre var en familie på 10, heraf otte børn, som blev dræbt i landsbyen Dweir i nærheden af Nabatiyeh, og en familie på syv, deriblandt en syv måneder gammel baby, som blev dræbt i landsbyen Baflay i nærheden af Tyre. Flere end 60 andre civile blev såret i disse eller andre angreb”.

Det var på det tidspunkt, tidligt onsdag nat, efter det første israelske angreb, at Hezbollah startede sit raketangreb på det nordlige Israel. Senere samme nat (før daggry om torsdagen), igangsatte Israel sit første angreb på Beirut da israelske krigsfly bombede Beiruts internationale lufthavn og dræbte mindst 27 civile libanesere i en række kommandoaktioner.

Som svar herpå intensiveredes Hezbollahs raketangreb om torsdagen, da flere end 100 Katyusha raketter fra Libanon blev affyret ind i Israel under det største angreb af sin slags siden starten på Libanon-krigen i 1982”. To civile israelere blev dræbt under dette angreb og 132 blev kørt på hospitaler.(5) Da Israel begyndte at ødelægge Beiruts shia-bydele den følgende dag og herunder uden held forsøgte at dræbe Nasrallah, udvidede Hezbollah sine angreb til at omfatte Haifa.

Sådan som det startede, var der intet i Hezbollahs militære adfærd, hvad end man måtte mene om den, der kan retfærdiggøre Israels massive svar, der var helt ude af proportioner.

Libanon har haft en mangeårig grænsestrid med Israel: I 2000, da Israel under Premierminister Ehud Barak, trak sig ud af det sydlige Libanon, beholdt Israel et lille område, der kendes under navnet Shaba-farmene nær ved Mount Dov), som det hævdede historisk hørte til Syrien og ikke til Libanon, skønt både Syrien og Libanon benægtede dette.

Den libanesiske regering har hyppigt appelleret til USA og andre om, at Israel skulle trække sig tilbage fra dette område, som er forblevet et stridens æble i det sydlige Libanon, for at formindske spændingen i området og hjælpe de interne libanesiske forhandlinger om implementeringen af FN-resolutioner på vej. Den seneste sådanne appel fremkom medio april 2006 ved et møde i Washington mellem Libanons Premierminister Fouad Siniora og Geroge Bush.(6)

I de seks år siden Israel trak sig tilbage, har der været hyppige grænseepisoder mellem Hezbollah og den israelske hær og krænkelser af våbenhvilen, af den karakter, som nu blev begået af Hezbollah, er forekommet før, indledt af begge sider, og som oftest af Israel. Ingen af de tidligere episoder resulterede i beskydning med Katyusha-granater af det nordlige Israel, som har nydt godt af fred og ro siden Israels tilbagetrækning.

Israel havde muligheden for at besvare denne episode lige som alle de foregående med højst en lokal gengældelseskation, eller en fangeudveksling, eller endnu bedre med et forsøg på at løse denne grænsestrid en gang for alle. I stedet valgte Israel en total krig.

Som Perertz udtrykte det: “Målet er at afsluttet denne episode med et Hezbollah, der er så hårdt ramt, at der i dets rækker ikke vil være blot én, som ikke beklager at have udløst denne begivenhed.[sic].

Den israelske regering vidste helt fra begyndelsen at den ved at igangsætte sin offensiv ville udsætte det nordlige Israel for kraftige angreb med Katyusha-raketter.

Dette blev utilsløret diskuteret ved denne regerings første møde i onsdags: “Hezbollah vil sandsynligvis svare på israelske angreb med massive raketaffyringer mod Israel; og i så fald kunne IDF sende landtropper ind i Libanon”.(8) Man kan ikke undgå ar drage den konklusion, at for den israelske hær og regering var det prisen værd at bringe indbyggernes liv i fare i det nordlige Israel for at retfærdiggøre den planlagte offensiv på landjorden.

Den begyndte denne samme onsdag at advare israelerne om, hvad der kunne være i vente: “Vi kommer måske til at stå i en helt anderledes virkelighed, hvor hundredtusinder af israelere, i en kort periode, vil være truet af Hezbollahs raketter”, sagde en ledende talsmand for det israelske militær. “Blandt de truede indbyggere er også dem i det centrale Israel.”(9) For Israels militære lederskab er ikke alene libaneserne og palæstinenserne, men også israelerne blot brikker i et stort militært spil.

Den hastighed hvormed alting skete indikerer – sammen med andre informationer – at Israel i lang tid havde afventet at “de internationaler betingelæser skulle modnes” for den massive krig mod Libanon, som det havde været i gang med at planlægge. Faktisk er det ikke nødvendigt at spekulere over dette, for lige fra begyndelsen har israelske og amerikanske officielle kilder været temmelig åbenmundede i denne henseende.

Som en ledende israelsk talsmand forklarede til Washington Post 16.07.2006 har “Hezbollahs grænseoverskridende kommandoaktion frembragt et ‘unikt øjeblik’ med ‘sammenfaldende interesser”.(10) Avisen forklarer efterfølgende, hvori dette sammenfald af interesser består:

“For USA er det bredere sigte at kvæle Hezbollah-HAMAS-Syrien-Iran-aksen, som Bush-regeringen mener er i gang med at akkumulere ressourcer for at ændre den strategiske slagmark i Mellemøsten”, siger amerikanske talsmænd.(11)

For USA er Mellemøsten en “strategisk slagmark”, hvor det politiske mål er at få etableret total amerikansk dominans. USA kontrollerer allerede Iraq og Afghanistan og opfatter Ægypten, Saudiarabien, Jordan og nogle få andre stater som venligtsindede samarbejdende regimer. Men selv med dette massive fodfæste er USA’s totale dominans langt fra at være etableret.

Iran er blot blevet styrket gennem Iraq-krigen og nægter at rette sig efter førerhundens dekreter. Overalt i den arabiske verden, også i de “venligtsindede regimer” er der en kogende vrede mod USA, hvis centrale element ikke blot er besættelsen af Iraq, men tillige den brutale undertrykkelse af palæstinenserne og den amerikanske opbakning af den israelske politik.

Den nye akse af Bush-regeringens fire fjender (HAMAS, Hezbollah, Syrien, Iran) opfattes i den arabiske verden som modstandere af USA eller Israels hersken og som eksponenter for arabisk befrielse. Som Bush ser det, har han kun to år til at konsolidere sin vision om total amerikansk kontrol over Mellemøsten; og for at gøre det må alle kim til modstand knuses i et ødelæggende slag, som vil gøre det klart for hver eneste araber, at den eneste måde at overleve på, er at adlyde herskernes bud.

Hvis Israel er villig til at udføre dette forehavende og knuse ikke blot palæstinenserne, men også Libanon og Hezbollah, så vil USA, internt splittet som det er af en tiltagende modvilje mod Bush’s krige, og måske ude af stand til at sende flere soldater i døden for denne sag lige nu, give Israel al den opbakning, det kan. Som Rice proklamerede under sit besøg i Jerusalem 25.07.2006, drejer det sig om “et nyt Mellemøsten”. “Vi vil sejre”, lovede hun Olmert.

Men Israel ofrer ikke sine soldater og borgere blot for at behage Bush-regeringen. Det “nye Mellemøsten” har været en drøm i Israels herskende militære kredse mindst siden 1982, da Sharon førte landet ud i den første Libanon-krig med netop dette erklærede formål .Hezbollahs ledere har i årevis argumenteret med, at deres langsigtede rolle er at beskytte Libanon, hvis hær er for svag til at gøre det.

De har sagt, at Israel aldrig har opgivet sine ambitioner i forholdet til Libanon og at den eneste grund til, at det trak sig ud af det sydlige Libanon i 2000, er at Hezbollahs modstrand har gjort opretholdelsen af besættelsen for omkostningskrævende.

Libanons befolkning ved, at enhver israeler, der er gammel nok til at kunne huske noget, ved at efter Ben Gurions, Israels grundlæggende leders opfattelse, skulle Israels grænser være “naturlige”, d.v.s. Jordan-floden i øst og Litani-floden i Libanon i nord. I 1967 fik Israel kontrol over Jordan-floden inde på det besatte palæstinensiske område, mens alle dets forsøg på at etablere en grænse ved Litani-floden er indtil nu flået fejl.

Som jeg har argumenteret for deti “Israel-Palestine“, var planerne for en tilbagevenden allerede udarbejdet, da den israelske hær trak sig ud af det sydlige Libanon.(12) Men ifølge Israels militære vision, skal landet i næste omgang først “renses” for sine indbyggere, som Israel gjorde det, da det besatte de syriske Golan-højder og som det nu er i gang med det i Libanon.

For at gøre gennemføre Israels endelige virkeliggørelse af Ben Gurions vision er det nødvendigt at etablere et “venligtsindet regime” i Libanon, som vil samarbejde om at knuse enhver modstand. For at gøre det, er det nødvendigt først at ødelægge landet, som USA gør det i Iraq. Dette var lige præcist Sharons erklærede mål i den første Libanon-krig. Israel og USA tror, at betingelserne nu er modnet tilstrækkeligt til at denne målsætning endeligt kan gøres til virkelighed.

Noter:

1. Yoav Stern, “Nasrallah: Only deal will free kidnapped soldiers”, Haa’aretz 13.07.2006

2. Amos Harel, Aluf Benn and Gideon Alon, “Gov’t okays massive strikes on Lebanon”, Ha’eretz, 13.07.2006

3. Ibid

4. Amos Har’el “Israel prepares for widespread military escalation”, Ha’aretz internet edition, last upate – 21:50 12.07.2006

5. Amos Har’el, Jack Khoury and Nir Hasson, “Over 100 Katyushas hit North”, Ha’aretz 14.07.2006

6. “Lebanese PM to lobby President Bush on Israeli withdrawal from Shaba”, by Reuters, Lebanon’s prime minister (is) asking US President Bush to put pressure on Israel to pull out of a border strip and thus enable his government to extend its authority over all Lebanese land….’Israel has to withdraw from the Shaba Farms and has to stop violating our air space and water’, Siniora said. This was essentiel if.the Lebanese government was ’to become the sole monopoly of holdning weapons in the country….’ he added. ”very important as well is to seek the support of President Bush so that Lebanon will not become in any way a ball in the courtyard of others or…a courtyard for the confrontations of others in the region”, Siniora said. Lebanon’s rival leaders are engaged in a ‘national dialogue’ aimed at resolving the country’s political crisis, the worst since the end of the 1975 – 1990 civil war. One key issue is the disarming of Hezbollah…The Shi’i Muslim Group says its weapopns are still required to liberate Shaba Farms and to defend Lebanon against any Israeli threats”.

7. Amos Har’el Aluf Benn and Gideon Alon, “Gov’t okays massive strikes on Lebanon” Ha’aretz 13.07.2006

8. Ibid.

9. Ibid.

10. Robin Wright. “Strikes are called part of broad strategy “, Washington Post, Sunday 16.07. 2006; A 15.

11. Ibid.

12. Tanya Reinhart, Israel-Palestine – how to end the war of 1948, Seven Stories press 2002, 2005, 9. 83-87. See “How Israel left Lebanon” (Media articles sektion, as of Thursday).

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.