Boykot os!
Coalition Against Israeli Apartheid og “The Other Israel” står bag følgende underskriftindsamling i Israel
“Som israelere udtrykker vi vor støtte til CUPE’s boykot af Israel, vi har respekt for jeres modige initiativ og håber inderligt, at det vil blive et eksempel til efterfølgelse for mange andre.
Vi forsikrer CUPE om, at det ikke er mere antisemitisk af kritisere og vende sig imod israelsk regeringspolitik end det var antiamerikansk at vende sig mod Vietnam-krigen eller end det er anticanadisk at vende sig mod den pågående krig i Iraq. Det kan aldrig være antisemitisk at vende sig mod uretfærdighed, ødelæggelse, afskyelig uretfærdighed og ulighed.
Vi vil også forsikre jer i CUPE om, at Israel som har verdens fjerdestærkeste militærmagt ikke er truet på sin eksistens.
Som borgere, der er meget optagne af at fremme fred og demokrati i regionen, fordømmer vi det internationale samfunds fortsatte økonomiske investeringer i vort land, som direkte og indirekte støtter Israels daglige krænkelser af international lov og opskruede kolonisering af de besatte territorier. Vi frygter den potentielt uafvendelige skade, der forårsages af den israelske besættelse, og af det internationale samfunds manglende vilje til at bringe Israels besættelse til ophør. Vi indser, at Israels Besættelse af palæstinenserne og deres land meget sandsynligt ikke vil blive bragt til ophør uden internationale sanktioner.
Israelere, såvel som palæstinensere vil drage fordel af Besættelsens ophør. Der er ikke noget ligeværdigt forhold mellem besætter og besat, mellem undertrykker og undertrykt. Alligevel lider israelerne under tab af liv, tiltagende militarisme og en konstant devaluering af menneskelivet.
Dette sidstnævnte forhold er især åbenlyst, når man betragter den socio-økonomiske sfære og lidelser forårsaget af post-traumatisk stress.
Med dette formål ofres der penge på at opretholde en stort set militær tilstedeværelse i de Besatte Palæstinensiske Områder (BPO), på at bygge Apartheidmuren til 4 millioner Dollars pr. mile (=1,6 km, o.a.) og planlagt til at skulle nå op på 400 miles (dobbelt så lang, som hvis den var blevet bygget på den grønne linie) og bygge yderligere 6.000 enheder i kraftigt subsidierede bosættelser (alene i år er 12.000 nye bosættere flyttet til Vestbredden, 4.000 flere end der blev fjernet fra Gaza-striben). Store summer går også til bygningen af super-kun-for-israelere-landeveje i BPO, såvel som til udsigtstårne (der også kan anvendes som snigskytte-tårne) og et utal af checkpoints (der hovedsagelig adskiller palæstinensiske lokalsamfund).
Mens alt dette sker med betragtelige økonomiske omkostninger er fattigdommen i Israel markant taget til. Israel er nu indehaver af den tvivlsommer ære at have det værste fattigdomsniveau i den vestlige verden. Mere end 15% af israelerne lever nu under fattigdomsgrænsen. Et ud af hver tre børn går sultent i seng. Og hver fjerde ældre israeler er fattig.
Så det kan nikke overraske, at Israels ældrebefolkning er “plaget af selvmordstanker”, som Yedioth Ahronot afslørede det i en rapport, som viste, at over 50% af selvmord i Israel begås af mennesker, der 65 år eller ældre. Der er yderligere bekymrende tendenser. Ikke blot bliver de få rige rigere og de talrige fattige fattigere. Der er også mange i middelklassen, som har jobs, der synker ned i fattigdom på grund af lave lønninger.
Et resultat af den tiltagende fattigdom er at 25% af israelerne nu afstår fra medicinsk behandling fordi de ikke har råd. 75% af de fattige har ikke råd til medicin. Men af alle de bedrøvelige statistikker er en af de mere chokerende, at 40% af Holocaust-overleverne – 170.000 ældre – nu lever i desperat nød. Det er skændigt at i Israel – af alle lande i verden – lever Holocaust-overlevere i fattigdom og elendighed.
Den tiltagende forværring af økonomien bidrager så igen til, at volden tager til. Således er for eksempel én ud af hver fem ældre israelere genstand for overgreb, hovedsagelig fra ægtefæller eller børn, Og det israelske politi meldte om en stigning på 24% af vold blandt unge i de første måneder af 2006.
En direkte omkostning ved Besættelsen og en trussel mod velfærden i Israel er post-traumatisk stress, som fører til afhængighed af stoffer og alkohol og også kan forårsage mere vold. En rådgiver ved et rehabiliteringscenter betegner lidelsen som en “tikkende bombe”. Hjælp, forklarer han, er uopnåelig for mange soldater som er kommet “ud i frygtelig stress med stoffer, tæsk, vold, utålmodighed,….soldater, som kom på kant med en civil befolkning og som da de blev hjemsendt, forstod, at de havde taget fejl”.
For palæstinenserne under Besættelsen er situationen langt værre, både økononmisk og hvad angår sikkerheden. For palæstinensere betyder Besættelsen en højtaler midt om natten, der givere beboerne ordre til at komme ud af deres boliger, uanset om det er sommer eller vinter, varmt eller koldt, vådt eller tørt.
Besættelsen betyder lange ventetider ved checkpoints, selv i nødssituationer. Besættelsen betyder, at man skal have tilladelse til at gå ud på sine marker, tilladelser som ofte ikke gives og selv når de bliver udstedt, kommer den palæstinensiske bonde ofte ud for, at de militære porte, der kontrollerer vejen til hans marker er lukkede eller undlader at åbne og for den sagas skyld også er lukkede for børn der skal i skole.
Besættelsen betyder tyveri af land og at oliventræer bliver rykket op med rode. Nogle af den er over 100 år gamle, de er næringsmidler, nogle af dem de eneste næringsmidler. Besættelsen betyder udgangsforbud, hvorunder folk kan dø – og dør. Besættelsen betyder at ens bolig kan blive til murbrokker i løbet af nogle minutter, når bulldozere eller sprængstoffer ødelægger den sammen med møbler, legetøj, albums med
Familiebilleder, computere og alt muligt andet. Besættelsen betyder indespærring.
I januar 2006 blev så mange som 9.000 palæstinensere fængslet i israelske anlæg, bygninger….Israelsk besættelse betyder apartheid. Fire eksempler herpå er vand, veje, bygning af boliger, og checkpoints. Af 960 millioner kubikmeter vand som opsamles på Vestbredden, får palæstinenserne kun lov at bruge en tiendedel. Resten går til israelere.
I gennemsnit får en palæstinenser på Vestbredden kun lov til at bruge 36 kubikmeter vand om året, mens israelske bosættere på Vestbredden kan bruge op til 2.400 kubikmeter. Palæstinenserne må ikke benytte bosætternes veje, som er af en langt bedre kvalitet end de palæstinensiske veje i de besatte områder. Og palæstinensere må ikke bygge huse eller blot tilbygge rum, mens jødiske bosættelsers byggeri forsætter uhindret. De mange checkpoints er også for nylig blevet adskilte. Israelere, turister og udenlandske jøder kan komme fra de besatte territorier ind i Israel gennem de mange checkpoints; men palæstinensere, der har tilladelse får kun lov til at komme ind i Israel ved 11 checkpoints, hvilket tvinger palæstinensere, som er heldige nok til at have en tilladelse to at komme ind i Israel til at rejse en lang omvej for at komme på arbejde eller til behandling på et hospital.
På grund af alt det ovenfor anførte udtrykker vi israelere, der søger Fred og Retfærdighed vor oprigtige taknemlighed over for CUPE for dets boykotinitiativ. Boykot og frigørelse fra økonomiske interesser er ikke-voldelige midler til at udøve pression mod regeringer for at få dem til ar ændre deres politik – midler der nu er hårdt brug for at tvinge den israelske regering til at bringe sin besættelse af palæstinenserne og deres land til ophør.”
Underskrivere:
Dorothy Naor
Israel Naor
Beate Zilversmidt
Jeff Halper
Adam Keller
Aviv Sela
Daniel Dworsky
Ronnie Barkan
Ofer Neiman
Smadar Carmon
Hanna Knaz
Matan Kaminer
Sergeiy Sandler
Yaniv Shachar
Erli Eliraz
Eddie Saar
Prof. Tanya Reinhart
Elat Benda
Jonathan Pollak
Tamar Pelleg Sryck
Prof. Yehuda Kupferman
Amit Perelson
Rabbi Baruch Rabinowitz
Nisreen Morqus
Yuval Shilo
Steve Amsel
Yossi Bartal
Israel Puterman
Deborah Hilal
Haggai Katriel
Rémy Mendelzweig
Shaul Mograbi Berger
Gur Rotem
Jeanet Liberman
Yaakov Sullivan
Eytan Lerner, Feldenraise practitioner
Yasmin Sivan, artist
Eyal Brami
Yael Levi
Shai Carmeli Pollak
Sarah Assouline
Adv. Amir Badran
Mira Khazzam
Roman Vater
Prof. Rachel Giora
Angela Godfrey-Goldstein
Michal Peled
Yonatan Vardi
Efri Bar
Itamar Mann
Kobi Snitz
Prof. Moshe Machover
Rama Yacobi
Shmuel Yerushalmi – poet
Nitzan Aviv
Aya Breuer
Dr. Amos Goldberg
Nadya Kablan
Michal Schwartz
Micky Fischer
Henry Lowi
Yom-Tov Shamash
Nomi Shir
Uri Katz
Lymor Wolf Goldstein
Chava Lermen
Yuval Halperin, editor
Ana Cleja
Noam Bahat
Anat Matar
Ariella Meinhard
Amira Bahat
Pnina Feiler
Amir Orian
Pnina Firestone
Amos Gvirtz
Veronika Cohen
Victoria Buch
Hillel Barak
Dr. Ruchama Marton
Elana Wesley
Dror Feiler, musician, artist
Dr. Diana Dolev
Ronnen Ben-Arie
Susan Nathan, author
Alex Parushin
Sergio Yahni
Naomi Oppenheimer
Prof. Zalman Amit
Neta Golan
Shlomit Tamari
Prof. Smadar Lavie
Daphna Levit
Annelien Kisch
Adi Dagan
Rabbi Moshe Yehudai
Shmuel Amir
Chaya Amir
Ehud Ein-Gil
Dina Goor
Bilha Golan
Haim Baram
Tamar Fleishman
Avi Berg
Racheli Merchav
Teddy Katz
Rayna Moss
Rootee El-Raz
Mooky Dagan
Hadas Mautner
Hanna Braun
Prof. Emmanuel Farjoun
Rami Adut
Tamar Yaron
Bryan Atinsky
Li Einstein
Rela Mazali
Hava Keller
Elana Golden
Ephraim Nimni
Lily Traubmann
Judy Blanc
Jonatan Stanczak
Ruth Hiller
Rotem Mor
Naama Farjoun
Jonathan Amitay
Hadas Feller