Regeringen hinsides fornuft

Haaretz

Regeringen hinsides fornuft

Lederartikel i Ha’aretz, 30. Juni 2006

At bombe broer, som kan omgås både i bil og til fods; at overtage en lufthavn, som har ligget i ruiner i årevis; at ødelægge et kraftværk og kaste store dele af Gaza-striben ud i mørke, at udbrede flyveblade med antydninger af at folk bør bekymre sig om deres skæbne; en truende flyvetur over (den syriske præsident,o.a.) Bashar Assads palads; at arrestere valgte HAMAS-repræsentanter: Regeringen ønsker at overbevise os om, at alle disse handlinger blot har til formål at få frigivet soldaten Gilad Shalit.

Men jo større kreativitet regeringen udviser med at finde på taktikker, jo mere synes det at afspejle tabt retningssans end en overordnet opfattelse baseret på rimelighed og sund fornuft. Tilsyneladende ønsker Israel at udøve et tiltagende pres på HAMAS’s politiske lederskab og på den palæstinensiske offentlighed for at få den til at presse lederskabet til at frigive soldaten. Samtidigt påstår regeringen, at Syrien – eller i det mindste Khaled Meshal, der bor i Syrien – er nøglepersonen.

Hvis det forholder sig således, hvilket formål tjener det så at presse det lokale palæstinensiske lederskab, som ikke havde kendskab til det planlagte angreb og som, da det fik det viden om det, krævede, at kidnapperne tog godt vare på deres offer og udleverede ham ?

Taktikken med at presse en civilbefolkning er blevet prøvet før, og det mere end én gang. Libaneserne, for eksempel, kender meget vel den israelske taktik med ødelæggelse af kraftværker og infrastrukturen. Hele landsbyer i det sydlige Libanon er blevet terroriseret og indbyggerne flygtede i tusindtal til Beirut. Men det der også sker under et sådant ekstremt pres er, at lokale splittelser fordufter og et stærkt, forenet lederskab sammentømres.

I sidste instans blev Israel tvunget til både at forhandle med Hezbollah og til at trække sig tilbage fra Libanon. Nu ser det ud til at regeringen lufter sit Libanon-katalog over taktikker og omsætter dem i praksis, som om den intet har lært siden dengang. Man kan formode, at resultaterne vil blive meget lignende denne gang.

Israel kidnappede også folk fra Libanon for at bruge den som bytteobjekter under forhandlingerne med israelske soldaters kidnappere, Nu prøver den at anvende denne taktik over for HAMAS-politikere. Som premierministeren sagde på et lukket møde: “De vil have fanger løsladt ? Vi kan løslade disse tilbageholdte til gengæld for Shalit”. Med ordene “disse tilbageholdte” refererede han til valgte HAMAS-repræsentanter.

Premierministeren er uddannet i en bevægelse, hvis ledere på et tidspunkt blev sendt i eksil for at vende tilbage med højt løftede hoveder og i en stærkere position end , da de blev deporteret. Men han tror, at med palæstinenserne forholder det sig anderledes.

Med sit kendskab til alle de HAMAS-aktivister, der blev deporteret af Yitzhak Rabin og vendte tilbage til lederskab og betroede poster i organisationen, burde Olmert vide, at det at arrestere folk kun styrker dem og deres tilhængere. Men det er ikke blot et fejlagtigt ræsonnement. At arrestere folk for at bruge dem som bytteobjekter er en gangstermetode, ikke en adfærd, som en stat kan benytte sig af.

Regeringen blev alt for hurtigt indhentet af en hvirvelvind af prestige blandet med træthed. Den må straks genfinde fornuften, være tilfreds med de trusler, den er fremkommet med, sætte de tilbageholdte HAMAS-politikere på fri fod og påbegynde forhandlinger. Det handler om en soldat, der skal udleveres, ikke om ændre Mellemøstens ansigt.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.