Om hvordan Olmert narrede Bush med tilnærmelsen

Electronic Intifada

Om hvordan Olmert narrede Bush med tilnærmelsen

Jonathan Cook, The Electronic Intifada, 1. Juni 2006

Israelerne har et ord for det: “hasbara” . Det bliver ofte misvisende oversat med “forsvar for Israel”. Men ordets dybere mening for Israel-supportere er pligten til, når sandheden ville være for skadelig, at hykle eller udbrede misinformation for at beskytte Israels interesser som en jødisk stat – d. v. s. en stat med et uangribeligt jødisk flertal.

Når “hasbara” forventes praktiseret af de lavest rangerende medlemmer af Israels internationale fanklub, så er det en pligt af den allerstørste vigtighed for landets premierminister.

Derfor burde det ikke overraske nogen, at Ehud Olmerts tale i USA’s Kongres i sidste uge var en uspiselig omgang blanding af usandheder, forvrængninger og tvetunget tale. Washingtons lettroende politikere labbede det naturligvis i sig og skiftevis rejste sig op og satte sig ned mens de gav den israelske premierminister en række stående ovationer.

Olmerts formål var at berede vejen for USA’s godkendelse af hans plan for “tilnærmelse”, evakueringen af nogle tusinder af jødiske bosættere fra små og fjerntliggende kolonier på Vestbredden, mens det overvældende flertal, mindst 350.000 urokkeligt forbliver hvor de er nu:

I deres nærtliggende, ulovlige blokke af bosættelser beskyttet af en mur, der har til formål at annektere palæstinensisk jord.

Over for skaren i Washington omdøbte Olmert planen til en “omgruppering”, formentlig for at antyde at med fuld opbakning og finansiering fra USA af beløbet på $ 10.000.000.000 kunne det blive lige så gavnligt og ligetil som at få ordnet bildæk hos den lokale bilmekaniker.

Muligvis af samme grund, et ønske om opnå USA-financiering ønskede Olmert også at antyde, at han og hans land er parate til – i fredens interesse – at bryde med fortiden: At opdele landet, fastsætte endelige grænser mellem Israel og dets nabo og i forlængelse heraf hjælpe til med at oprette en palæstinensisk stat. Dét var de “modige idéer”, som gjorde så stort indtryk på præsident Bush.

Olmerts plan er imidlertid kun modig fordi den er en åbenlys flabethed. Den lever slet ikke op til Folkerettens mindstekrav eller til FN-resolutioner, der kræver israelsk tilbagetrækning til grænserne fra før 1967-krigen, den Grønne Linje.

I stedet for det, vil flertallet af Israels bosættelser ikke blive nedlagt under “tilnærmelsen” (værre endnu – de vil blive “konsoliderede” så de får plads til de evakuerede og en ny generation af bosættere); palæstinenserne får ikke tilbudt nogen levedygtig stat (de vil få kontrol over en række ghettoer, der bliver adskilt af blokke af bosættelser); og deres liv vil stadig være afhængige af den israelske hærs velvilje (noget

palæstinenserne i Gaza allerede har lært at kende prisen for). Med andre ord – besættelsen vil ændre form, men vil vedblive at være en besættelse.

Men mens Olmert brugte sine idéer om “tilnærmelse” til at camouflere palæstinensisk underkastelse i et nyt antræk hvad angår den retorik, der var nødvendig, for at vinde tilhørerskaren i Washington for sig, så holdt han urokkeligt fast ved planer, der var prøvet og efterchecket af hans forgænger.

Øverst blandt Olmerts prioriteringer rangerer behovet for at få etableret fælles fodslag med USA i forholdet til Iran.

Mens han roste Bush’s mod til at gøre front mod den globale terrortrussel fra Irans “nært forestående” udvikling af atomar kapacitet, insinuerede Olmert, som han regelmæssigt har gjort det i de hebræiske medier, at der er en direkte forbindelse mellem Teheran og HAMAS-aktivisterne og lovgiverne i Gaza og op Vestbredden.

Efter at have beskrevet HAMAS-regeringen som engageret i “glorificeringen af terror”, konkluderede Olmert: ”Vi vil IKKE give efter

for terror…..vi vil IKKE overgive os til terroren………og vi VIL VINDE krigen mod terror”.

Hvor har vi før hørt den slags retorik? I december 2001 sammenlignede Sharon også Washingtons og Israels kamp mod terror i håbet om at vinde

Bush’s velsignelse til kastreringen af den dengang FATAH-kontrollerede

Palæstinensiske Myndighed.

Sharon forsøgte at overbevise USA’s regering om, at dens egen krig, der på det tidspunkt var rettet mod al-Qaeda og Afghanistan, var identisk med hans krig mod Yasser Arafat og den Palæstinensiske Myndighed. I en tv-tale til nationen sagde Sharon: “Lige som USA fører sin krig mod international terror og anvender al sin slagkraft mod terroren, sådan vil vi også gøre det”.

Og for at gøre det helt klart, at den palæstinensiske leder var en del af den internationale terror, fortsatte Sharon: “Arafat har foretaget sit strategiske valg: En terrorens strategi. Ved at prøve at opnå politiske resultater gennem mord og ved at vælge at tillade skånselsløse drab på uskyldige civile, har Arafat valgt terrorens vej”.

Snart efter blev Arafat spærret inde i sit kontorkompleks i Ramallah af israelske tanks og snigskytter og blev den “irrelevante” leder, som Sharon havde lovet at gøre ham til.

Mens Bush vendte et blindt øje til, rullede israelske panserstyrker ind i byerne op Vestbredden nok så meget besluttet på at ødelægge infrastrukturen i palæstinensernes normale liv som nogen “infrastruktur for terror”.

Ved at have miskrediteret FATAH blandt almindelige palæstinensere for dets manglende formåen til modstå disse ydmygende israelske angreb banede Sharon utvivlsomt vejen for HAMAS’s valgsejr tidligere i år.

Og således gentager historien sig selv. Nu ønsker Olmert at overbevise

Washington om, at palæstinensernes nyvalgte ledere -HAMAS-regeringen – er lige så tilsølet af “international terrorisme” som de tidligere. Der er ikke tale om modstand mod besættelsen, men om et komplot imod Vesten. Arafat, HAMAS, ayatollaherne, al-Qaeda – det gør ingen forskel.

Ifølge Olmert består løsningen nu som dengang i at isolere det palæstinensiske lederskab og fratage det økonomiske midler og international anseelse indtil det på ny er blevet gjort irrelevant. Irrelevant i forhold til hvad? I forhold til en hvilken som helst “proces”, som Israel og USA ønsker at påtvinge palæstinenserne.

Der er endnu et åbenlys parallel til den foregående periode. Det er en kendt sag, at Sharon plejede at insistere på “syv rolige dage” før han ville forhandle med Arafat – en betingelse som palæstinenserne aldrig nåede at opfylde, selv når der var hele “rolige uger”.

Det var opstarten til at Israel skrottede ethvert foregivende af at ville forhandle med palæstinenserne som foreskrevet i Oslo-aftalerne. Det var fødslen af den åbenlyst ensidige politiske adfærd, og det har medført to ting:

En mur der deler Vestbredden op i en række friluftsfængsler og en tilbagetrækning af Gazas fængselsvogtere blot for at de uhindret og vilkårligt kan affyre deres skyts ind i cellerne fra muren omkring Gaza.

Olmert hænger – trods sine erklæringer om, at han “rækker hånden ud til fred med palæstinenserne” – lige så meget fast i den ensidige politiske adfærd som Sharon. Hans version af kravet om “syv rolige dage” er kravet om, at palæstinenserne “skal anerkende Israels ret til at eksistere”, et meningsløst diktat, både i forhold til Folkeretten og i betragtning af at Israel fortsat nægter at anerkende palæstinensernes ret til en stat.

Hvilke løfter Olmert end afgiver til Bush om ihærdigt at arbejde for at mødes med den palæstinensiske leder Mahmoud Abbas, er der ingen i Israel, der er i tvivl om, at Olmert går enegang. Premierministeren diskuterer ikke hvorvidt man skal fortsætte bilateralt eller ensidigt; han ved, at Israel vil gøre hvad det selv ønsker, når det ønsker det og kun til egen fordel.

“Målet”, sagde Olmert, “er at bryde de lænker, som har fastholdt vore to folk i en ubønhørlig vold i alt for mange generationer. I en fremtid, hvor der er løst op for lænkerne, kunne fred og stabilitet sluttelig en hjemsøge denne plagede region”.

Hans ambition om at frigøre de to folk lyder meget lovende – indtil man forstår hvad det israelske centrum-venstre mener, når det taler på denne måde. Olmert gentager synspunkter, som har været den dominerende hovedtendens i Israel under Intifadaen.

Et eksempel: A. B. Yehoshua, Israels mest ansete romanforfatter og leder i fredslejren. Tilbage i marts 2004 fremkom han med sine begrundelser for at støtte en Olmert-artig ensidig politisk adfærd –

Tilbagetrækning fra Gaza og annektering af de største bosættelser på Vestbredden – endnu inden noget sådant eksisterede som program. Hvad var Yehoshuas opfattelse om “fred og stabilitet” efter en tilnærmelse?

“Efter at vi har fjernet de [isolerede] bosættelser og efter, at vi er ophørt med at være en besættelseshær, vil krigens love være andre. Vi vil gøre brug af al vor styrke. Vil ikke længere skulle løbe rundt for at lede efter denne terrorist eller hin opvigler – vi vil anvende al vor magt mod en hel befolkning. Det bliver total magtanvendelse. For fra det minut vi trækker os tilbage ønsker jeg ikke at kende deres navne. Jeg ønsker ikke noget personligt forhold til dem. Jeg befinder mig ikke længere i en situation med besættelse, patruljetjeneste og B’Tselem [den israelske menneskerettighedsorganisation]. I stedet vil jeg stå over for dem som nation over for nation. Stat over for stat”.

Skønt han ikke kunne sige der i Kongressen i Washington, er dette det sande mål for Olmerts politiske enegang. Det er derfor han brød med al israelsk praksis og opgraderede Mahmoud Abbas fra “palæstinensisk formand” til “Præsident for den Palæstinensiske Myndighed”.

Hvis det står over for en anden stat (selv hvis det er en, der er gennemtvunget ensidigt, uden nogen hær eller kontrol over egne grænser), vil Israel have frie hænder til “total magtanvendelses” for at undertrykke enhver modstand mod den fortsatte besættelse. Og vigtigere, det vil have omverdenens accept af det.

For at opnå Bush-regeringen opbakning er Olmert nødt til at indgå kompromisser – ikke i “tilnærmelses”-planen, men i den måde hvorpå han sælger den til Washington. Det Hvide Hus kræver, at dets eget fredsinitiativ, den meget omtalte og diskuterede Køreplan, stadig skal være dét begge parter handler i forhold til. Olmert vil gladelig komme med læbebekendelser til Køreplanen, som han gjorde det i sin tale, selv mens han ignorerer den.

Og det skyldes endnu en arv fra Sharons tid. Den forhenværende premierminister formåede at gøre nedlæggelsen af “udposter” på Vestbredden, fjerntliggende bosættelser, der fra officielt hold blev anset for at være uregerlige, skønt regeringen finansierede dem og hæren beskyttede dem – til målestokken for hvorvidt Israel overholder Køreplanen.

For at igangsætte “tilnærmelsen”, er Olmert nødt til nedlægge disse hundrede eller deromkring udposter – de fleste af dem en håndfuld beboelsesvogne på en bakketop og nogle få ligeledes “godkendte” bosættelser. Det ville ikke kræve ret meget af Israel at overbevise Bush om, at det opfylder din del af aftalen. Til gengæld forventes det af palæstinenserne, at de giver afkald på voldsanvendelse, selv mens besættelsen fortsætter, og anerkender Israel, selv om de nye “grænser” vil fratage dem mere af det lidet af deres land, der er tilbage til dem.

Hvis palæstinenserne afviser dette – hvilket de nødvendigvis må gøre, hvis de vil holde liv i håbet om en virkelig stat – så vil Israel, ifølge Olmert – “ikke give et terrorregime vetoret mod fremskridtet”. Israel vil have det påskud og opbakning det behøver for at fuldende den ensidige politik, som det allerede er i gang med at udføre.

Olmert kom med en advarsel i slutningen af sin tale, en advarsel han selv burde være opmærksom på . ”Styrke uden mod, fører kun til brutalitet”.

Det kunne passende være gravskriften over Israels ensidighedspolitikere.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angrı Jacobsen

Comments are closed.