Afstemning om ingenting

EI

Afstemning om ingenting

Khaled Amayreh, Electronic Intifada, 2. juni 2006

Den palæstinensiske præsidents opfordring til at afholde en folkeafstemning er endnu en afledning af den virkelige kamp, rapporterer Khaled Amayreh fra Ramallah

Da palæstinensiske ledere fra det politiske og civile samfund i denne uges mødtes til den længe ventede nationale dialog, håbede alle på, at HAMAS og FATAH ville være i stand til at få bugt med forskellene

de to partier imellem og nå frem til en afslutning på den krise, der har hjemsøgt den Palæstinensiske Myndighed (PA) og dens HAMAS-ledede regering.

Men som taler efter taler appellerede til national enhed og mindede palæstinenserne om, at den virkelige konflikt var med Israel og ikke

blandt dem selv, ændrede atmosfæren sig brat til et klima af forståelse.

Det var PA-præsidenten Mahmoud Abbas, der hen mod slutningen af sin tale lod bomben sprænge, da han advarede om, at han ville indkalde til en folkeafstemning i løbet af 10 dage, hvis det mislykkedes for de palæstinensiske fraktioner at nå frem til enighed om det fælles program, som er indeholdt i et dokument udarbejdet af palæstinensiske ledere, der sidder indespærrede i israelske fængsler.

Dokumentet kræver, at der bliver oprettet en palæstinensisk stat inden for de territorier, der blev besat af Israel i 1967 og at flygtningeproblemet skal løses i overensstemmelse med FN-resolution 194, som kræver repatriering eller erstatning. Dette til gengæld for en stiltiende anerkendelse af Israel.

Nogle vestlige agenturer var hurtige til at udlægge det som et ultimatum til HAMAS, trods det faktum at HAMAS ikke havde forkastet fangernes dokument, men i stedet argumenterede med, at der må sættes tilstrækkelig tid af til den nationale dialog, hvis den skal føre til et positivt resultat.

HAMAS-lederne satte også spørgsmålstegn ved lovligheden af at afholde en folkeafstemning blot fire måneder efter et parlamentsvalg og fremførte, at et sådant skridt uundgåeligt ville føre til den mistanke, at det virkelige sigte var at underminere valgresultatet.

Faktisk er det langt fra klart om præsidenten, i henhold til den palæstinensiske Basale Lov, kan omgå parlamentet og ensidigt indkalde til folkeafstemning uden samordning, eller i det mindste konsultation, med det lovgivende råd.

Og at udelukke de mere end fem millioner palæstinensere, der lever i Diasporaen, ville udgøre et reelt problem for PLO, som fortsat hævder, at det repræsenterer alle palæstinensere.

Den palæstinensiske premierminister Ismael Haniya var varsom i sit ordvalg angående opfordringen til at afholde en folkeafstemning og understregede vigtigheden af at sætte tilstrækkeligt med tid af til at den nationale dialog kunne blive ført til en frugtbar afslutning. Folkeafstemningen, sagde han, “kunne man ty til, hvis alt andet slog fejl”.

“Vi blev overraskede over udspillet. Præsidenten drøftede det ikke med os på forhånd. Det virker forhastet. Man kan ikke sige enten accepterer du mit synspunkt eller jeg vil afholde en folkeafstemning, Det er ikke på den måde, at en samlende enhedspolitik virker”. Andre HAMAS-ledere var mere ligefremme. Khalid Mashaal opfattede opfordringen til afholdelse af en folkeafstemning som et kneb, der tog sigte på at “undergrave folkets vilje”.

I en tale han holdt i denne uge efter, at to palæstinensiske ledere i Islamic Jihad blev dræbt af en bilbombe i det sydlige Libanon, anklagede Mashaal PA-lederskabet for “at være ude af stand til ankomme overens med valgresultatet”.

Hvem som helst der vil kende folkets vilje burde se på valgresultatet fra for kun fire måneder siden. Vi opgiver ikke vore principper fordi man presser os”. Udenrigsminister Mahmoud Zahar betegnede den foreslåede folkeafstemning som “tidsspilde”. “Denne proces kræver penge, og vi har ingen penge” blev Zahar citeret for at have sagt. HAMAS’s tøven med at acceptere folkeafstemningen bunder i dets frygt for, at resultatet ville uddybe og komplicere den interne palæstinensiske krise, især mellem FATAH og HAMAS.

HAMAS argumenterer med, at det virkelige problem er Israels afvisning at opgive erobringerne fra 1967-krigen, ikke den manglende anerkendelse af Israel, ,og det ligegyldigt hvor mange gange palæstinenserne anerkender Israel, for Israel vil aldrig frivilligt gå med til at trække sig tilbage fra Vestbredden og Østjerusalem, der nu er tæt bebygget med

Kun -for-jøder bosættelser og udvidet med en gigantisk betonmur, der reducerer de fleste palæstinensiske befolkningscentre til friluftsfængsler og fangelejre.

Faktisk har Israel allerede afvist fangernes dokument som “en intern palæstinensisk sag”, og selv sådanne fordums moderate politikere som justitsminister Haim Ramon afviser enhver tanke om, at Israel skal trække sig tilbage til 1967-grænserne, endsige tillade repatriering af flygtninge. Hvilket alt sammen henviser relevansen og betydningen af den foreslåede folkeafstemning til PR-sfæren.

“Hvad bragte anerkendelsen (af Israel,o.a.) os”, spurgte Gaza-bonden Said Abu Salah, 40 år, “vi har gennemlevet 10 års forhandlinger og ja’er til ingen nytte. Alle amerikanske initiativer er slået fejl. Oslo-aftalen førte blot til en institutionaliseret besættelse. Og nu siger vi flere ja’er -. Til hvad nytte? Til at de fortsætter med deres anneksionsplaner på Vestbredden og fortsætter med at kvæle os her i Gaza?

Det betyder ikke, at palæstinensere som Abu Salah ikke ønsker at se en levedygtig palæstinensisk stat eksistere i fred side om side med Israel; det gør de, men sagen er, at de fleste af den har lært en lektie af det fejlslagne eksperiment i Oslo og at der ikke længere kan være tale om frivillig anerkendelse af Israel.

“Jeg ville stemme ‘JA’ til anerkendelse af Israel ved en folkeafstemning, men kun efter at Israel HAR anerkendt en palæstinensisk stat med Jerusalem som hovedstad”, understreger Abu Salah i et interview med

Aljazeera.net English service. Og det vil naturligvis aldrig ske og understreger den manglende relevans af fangernes dokument, selv hvis 100% af den palæstinensiske vælgerbefolkning stemte for det ved en folkeafstemning.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Kommentarer. Bogmærk permalinket.