Ingen fredsskabende ingredienser

Jordan Times

Ingen fredsskabende ingredienser

Af Michael Jansen, The Jordan Times, 25. maj 2006

Den israelske premierminister Ehud Olmerts besøg i Washington i denne uge vil ikke bidrage til at forbedre muligheden for forlig mellem Israel og palæstinenserne eller fremme fredsbestræbelserne i regionen.

Olmerts besøg i det Hvide Hus kan henregnes under høflighedsbesøg. Skønt han har støttet Olmerts forslag om at trække sig tilbage fra dele af Vestbreddden, kan den handlingslammede George Bush ikke opfylde nogle løfter. Han kunne end ikke forhindre Repræsentanternes Hus i at vedtage en lov, der bandlyser finansiel støtte til palæstinenserne den selv samme dag, da han tog imod Olmert.

Senatets efterfølgende vedtagelse af dette kontroversielle lovforslag vil handlingslamme Bush-administrationen i dens forhold til den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas, som Bush anser for at være en potentiel forhandlingspartner i forhold til Israel, skønt Olmert meget ihærdigt har bestræbt

sig på at få Abbas kørt ud på et sidespor.

Bush har ingen handlingsmuligheder i bestræbelserne på at genstarte palæstinensisk-israelske forhandlinger, fordi han er for alvorligt svækket af sit katastrofale engagement i Irak. Han har mistet al troværdighed både ude og hjemme. Fordi pro-israelske neokonservative i Bush-administrationen og den markant højreorienterede israelske lobby højlydt slog til lyd for Irak-krigen, er Bush’s politik, der gik ud på at opfylde ethvert israelsk ønske også blevet miskrediteret og pro-israelske elementer har mistet fodfæste.

Ifølge Afif Safieh, den palæstinensiske repræsentant i Washington udfordres AIPAC (Den Amerikansk-Israelske Komité for Offentlige Anliggender) nu af det jødiske samfund i USA, af offentligheden, af nogle kongresmedlemmer og af medierne.

Dette er en meget vigtig udvikling for førhen var kun få enkeltpersoner eller grupperinger villige til at træde op imod AIPAC, som angreb og dæmoniserede kritikere og modstandere. Mens AIPAC fortsætter med at råbe og skrige op om kritik af Israel og anklage modstandere af dens politik for anti-semitisme, anser mange dens tordentaler for at være overdrevne og fornærmende. Israels barske politik over for palæstinenserne anses for at være uacceptabel.

Men eftersom den svækkede Bush-administration ikke længere slet og ret kan følge

linien fra Tel Aviv, kæmper Washington en hård kamp for at finde sine egne ben. På grund af vidt udbredt misbilligelse har både USA og Israel været nødt til at ophæve deres blokade af finansiel støtte til palæstinenserne, der har lidt alvorlige afsavn siden bistandsstoppet i marts måned. Indtil nu har de begge opretholdt deres afvisning af at have forbindelse med HAMAS-regeringen men i sidste instans vil de blive nødt til at opgive deres boykot.

Israel vil være først til at give op, fordi det ikke har råd til at fryse palæstinensiske embedsmænd ud, som koordinerer den Palæstinensiske Myndigheds aktiviteter med israelske sikkerhedsorganer og tjenesteudbydere så som energiselskaber og kommissioner, der står for vandforsyningen.

Et sikkerhedsmæssigt samarbejde er så meget mere nødvendigt nu, da HAMAS- og FATAH-militser er stødt sammen på gaderne i Gaza og – i mindre udstrækning – på Vestbredden. Rekrutteringen af militsfolk fra HAMAS ind i det palæstinensiske sikkerhedsapparat udgør allerede et tiltagende pres på Israel for at optage forbindelser til HAMAS-regeringen.

Dette vil blive uundgåeligt når først HAMAS vinder tilstedeværelse i sikkerhedsstyrkerne på Vestbredden, hvis palæstinensere og israelere skal undgå ildkampe og sammenstød. Man kan formode, at Israel ville foretrække at gøre det på et tidspunkt hvor Olmert snakker om at evakuere bosættelser og fastsætte den jødiske stats grænser ved at nyopdele Vestbredden.

Olmerts plan om at iværksætte en delvis tilbagetrækning er, naturligvis, intet andet end en ønskedrøm, en illusion. Intet palæstinensisk lederskab kan acceptere noget andet en næsten total israelsk tilbagetrækning fra de områder, der blev besat i 1967, så en levedygtig palæstinensisk stat kan oprettes i Gaza og på Vestbredden. Selv George Bush kan forstå, at ”Storisrael” minus nogle dele af Vestbredden ikke er nogen holdbar løsning. Det er derfor han har afvist at give sin tilslutning til Olmerts såkaldte ”tilnærmelses”-plan.

Men mindre han – Olmert – sikrer sig USA’s og det internationale samfunds tilslutning, vil hans ”tilnærmelse” ikke kunne fungere. Delvis tilbagetrækning vil blot puste til lidenskaberne og styrke palæstinensernes beslutning om med magt at gøre modstand mod besættelsen. Washington synes, noget sent, at have indset dette.

Ulykkeligvis kunne det vise sig, at det er for sent at rette op på Washingtons passive accept gennem årtier af Israels ekspansionistiske og kolonialistiske politik. På den ene side har Israel udvidet sin kontrol og bosætteraktiviteter på Vestbredden i en sådan grad, at det kan være umuligt at overlade området til palæstinenserne. Dette har, naturligvis, været det langsigtede formål for den israelske bosættelsespolitik.

På den anden side kan det måske vise sig, at amerikanske politikere er så grundigt sammenspiste med AIPAC, som er loyal over for den ekspansionistiske ”Storisrael”-lejr, at det er for sent at svække lobbyens greb om udformningen af amerikansk politik, selv om AIPAC er blevet skydeskive for kritikere af Israel og amerikansk politik.

Kun afgørende ændringer i Israel og amerikansk politik vil kunne bevirke reelle ændringer i Palæstina og muliggøre tilblivelsen af en palæstinensisk stat. Det er ironisk, at Bush har indsat fundamentalistiske shiiter på magten i Irak mens han afviser at have noget ag gøre med sunni-fundamentalisterne i Palæstina, skønt HAMAS kom til magten i kraft af en langt friere og renere valgkamp, end den der blev gennemført i Irak.

Mens HAMAS, i den nuværende situation, ikke udgør nogen alvorlig fare for sekulære regeringer i regionen, er de irakiske shiitiske fundamentalister, som dominerer det USA-støttede regime, nært forbundne med det klerikale regime i Iran. Det stræber efter at omforme Irak til en islamisk republik med Iran som forbillede, som vil forsøge at eksportere den iranske islamiske revolution til andre lande i regionen. Hvis det sker, vil en tilnærmelse til Israel være længere væk end nogensinde.

Hverken Israel eller Bush-administrationen forventede at shiitiske fundamentalister ville overtage magten i Irak, skønt journalister og eksperter advarede om, at det ville blive resultatet af at fjerne det sekulære Baath-regime. Den fiktion, som de zionistiske neokonservative fremførte, var at vejen til fred i Palæstina gik gennem Baghdad. I stedet har det herskende kaos i Baghdad gjort det umuligt for de neokonservative i Washington og likudnik’erne i Tel Aviv at påtvinge palæstinenserne Olmerts vision om ”Storisrael minus noget af Vestbredden”.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.