Israel burde udsættes for sanktioner

The Guardian

Israel burde udsættes for sanktioner

Den palæstinensiske krise er nu mere dramatisk end selve Apartheid, men det er ofrene, som bliver straffet.

Ronnie Kasrils og Victoria Brittain, 9. maj, 2006,Guardian

Vestlige ledere frustrerer demokratiske valg i Palæstine ved at tilbageholde støtte, og ved at bruge kollektiv afstraffelse, økonomisk belejring og udsultning som politiske våben i deres bestræbelser for at få Hamas-regeringen til at acceptere deres udlægning af sager med Israel.

I den lange kamp for frihed i Sydafrika under Apartheid var der aldrig en situation så dramatisk som i Palæstina i dag: Selv om børn blev dræbt for at gøre modstand mod en anden klasses uddannelse, befrielsesbevægelsens ledere blev spærret inde i årtier på Robben Island, nye ledere blev myrdet, kirkelige ledere blev forgiftet, husødelæggelser og tvangsflytninger fandt hyppigt sted. Og vestlige ledere fortalte sydafrikanerne, hvem deres ledere skulle være, og hvad deres politik skulle være.

Overfor de hvides militære, økonomiske og sociale magt stillede ANC en lille guerillahær, støtten fra folkemasserne og en moralsk autoritet, som vandt støtte fra millioner af mennesker i hele verden. Mange glemmer nu, at det afskyelige Apartheid system blev behandlet som normalt i verdens kraftcentre: fast forankrede interesser betød, at de vestlige medier producerede en redigeret version af lidelserne og uretten.

I dag er den vestlige moralske autoritet i Mellemøsten væk, lige så meget på grund af år med dobbelte standarder i Palæstina som på grund af den katastrofale krig i Irak. Der er ingen undskyldning for ikke at kende sandheden om, hvad der sker nu med palæstinenserne. Og de seneste diplomatiske skridt fra Kvartetten – USA, EU, FN og Rusland – for at lindre lidelserne, mens man opreholder bandlysningen af samarbejde med de palæstinensiske valgte ledere, er helt utilstrækkelige.

Lidt klar snak om den nuværende krise og om, hvad der vil ske uden alvorlig politisk intervention, viser hvorfor. Det grundlæggende problem er den skærpede israelske besættelse af palæstinensisk land. Til trods for, at den Internationale Domstol erklærede Israels 390 miles mur illegal, så snor den sig videre gennem Vestbredden, idet den tager endnu 10% af landet, og idet den sørger for udvidelsen af de illegale jødiske bosættelser. Næsten 50.000 palæstinensere anbringes i Helvedes forgård på den israelske side af muren. 65.000 skal dagligt pendle igennem 11 transitovergange. Byer som Qalqilia og Jayyous, som tidligere var velstående med frugtbart opland og gode vandforsyninger, er bogstaveligt talt omringede, og deres landbrug og drivhuse befinder sig på den israelske side.

Imens tilbageholder Israel 50 millioner dollars om måneden i told og afgifter, som det skylder palæstinenserne, og energiforsyninger er blevet lukket. Palæstinensiske offentligt ansatte, lærere, læger og sikkerhedsstyrker har ikke fået løn i over to måneder. Faren for en borgerkrig mellem grupper af bevæbnede stadigt mere desperate mænd er så tydelig, at palæstinensere ikke er alene om at tro, at USA faktisk ønsker en sådan selvdestruktion.

Palæstinenserne udsættes for sanktioner på grund af deres politiske valg. Men det er Israel, som skaber nye “facts on the ground” for at undgå en levedygtig palæstinensisk stat, som FN burde iværksætte sanktioner overfor. Generalsekretæren for FN, Kofi Annan, burde bruge sine sidste måneder i embedet til at opfordre til sanktioner for at føre den Internationale Domstols afgørelse om den israelske Mur ud i livet, for at få bosættelserne på Vestbredden lukket og de palæstinensiske politiske fanger løsladt. Og de, som bekymrer sig om frihed, fred og retfærdighed, må bygge en global Palæstina Solidaritetsbevægelse ligesom Anti-Apartheid bevægelsen i 1980erne.

Ronnie Kasrils var leder af efterretningsvæsenet i the African National Congress’s bevæbnede gren og er nu minister for Sydafrikas efterretningsvæsen.

· Victoria Brittain er medforfatter på Moazzam Begg: Enemy Combatant (det er den om Guantanamo)

victoriacbrittain@hotmail.co.uk

Guardian Unlimited © Guardian Newspapers Limited 2006

Oversat fra engelsk for DPV af Dagmar Dinesen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Kommentarer. Bogmærk permalinket.