Israels ny plan: Tyveri af land

Jimmy Carter

Israels ny plan: Tyveri af land

Af Jimmy Carter 15.05.2006

Nyvalgte premierminister Ehud Olmer har bekendtgjort, at Israel vil foretage ensidige skridt for at etablere sine egne geografiske grænser i løbet af de næste fire år af hans regeringsperiode. Hans plan, som den er blevet beskrevet under den nyligt gennemførte israelske valgkamp og dannelsen af en ny regeringskoalition, ville lægge beslag på omkring halvdelen af den palæstinensiske Vestbred og indeslutte byområderne inden for en stor betonmur og de mere landlige dele af Palæstina inden for et stort hegn.

Barrieren er ikke beliggende på den internationalt grænse mellem Israel og Palæstina, men helt inden for og langt inde på de besatte territorier.

Den eneste territoriale opdeling mellem Israel og palæstinenserne, der er anerkendt af USA eller det internationale samfund tildelte 77% af landet til Israel og den anden lille del opdelt mellem Vestbredden og Gaza (til palæstinenserne, o.a.) Blot dobbelt så stort som Washington D.C. er Gaza nu en politisk og økonomisk ikke-levedygtig region, næsten fuldstændigt afskåret fdra Vestbredden, Israel og den ydre verden.

Vestbredden opsplittet

Olmerts plan ville gøre den tilbageværende del af Vestbrededen til en region med de samme uacceptable karakteristika. Dybe indhug ville reelt opdele den i tre dele. Premierministeren har også bekendtgjort, at israelske soldater sandsynligvis vil forblive på det palæstinensiske territorium, som vil blive fuldstændigt omsluttet af israelsk kontrol af dets østlige grænse i Jordan-dalen.

Det er utænkeligt at nogen palæstinensisk, arabisk leder eller nogen fordomsfri

repræsentant for det internationale samfund ville kunne acceptere denne illegale handlemåde som en permanent løsning på den fortsatte strid i Mellemøsten. Denne konfiskation af land skal efter planen gennemføres uden at indgå i fredsdrøftelser med palæstinenserne; og i direkte modstrid med ”køreplanen for fred”, som præsident Bush var med til at igangsætte og stærkt hat støttet.

Skønt forhenværende premierminister Ariel Sharon og den israelske regering forkastede de

basale bestemmelser i køreplanen, udarbejdet af de fire forhandlingspartnere – USA,EU, FN og Rusland – er den umisforståeligt blevet tiltrådt af den moderate palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas.

Israels regering havde godkendt omhyggeligt forhandlede aftaler i Camp David i 1978 og i Oslo 1 1993. De israelske ledere Menachem Begin, Yitzhak Rabin og Shimon Peres modtog Nobels Fredspris for disse betydelige skridt frem mod en fred, sammen med deres arabiske modparter.

De basale betingelser i begge disse historiske aftaler ville også blive overtrådt med Olmerts plan, ligesom FN’s Sikkerhedsråds resolutioner på grundlag af hvilke aftalerne blev indgået og Israel grundlagt som nation.

Hvad er alternativet til dette ukloge skridt i retning af ensidig konfiskation og kolonisering af en stor del af Vestbredden ?

En bedre vej fremad

Oprigtige forhandlinger med præsident Abbas burde igangsættes i den internationale Kvartets regi. I de seneste dage har Abbas taget turen forbi internationale hovedstæder og opfordret til at finde frem til en vej mod varig fred i det Hellige Land.

Skønt de nyligt valgte Hamas-lovgivere hverken vil anerkende eller forhandle med Israel så længe palæstinensiske land er besat, har Hamas’s premierminister Ismail Haniyeh givet tilsagn om direkte fredsdrøftelser mellem Olmert og Abbas. Han sagde: ”Problemet er ikke palæstinenserne eller deres samtykke til forhandlinger….Hvis formanden for den Palæstinensiske Myndighed, som valgt præsident, ønsker at sætte gang i forhandlingerne, har vi ikke noget at indvende mod det.

Hvis det Abu Mazen (Abbas) fremlægger for folket som resultat af forhandlingerne tjener dets interesser, så vil vi også nyvurdere vores stillingtagen”.

Formentlig ville disse drøftelser blive overvåget og ledet af USA og enhver vellykket forhandling af køreplanens betingelser ville blive godkendt af både israelere og palæstinensere. En sådan godkendelse af en endelig fredssaftale var et vigtigt aspekt i Camp David-aflerne.

Det ville være en fejltagfelse at undervurdere vanskeligheden ved at finde frem til en gensidigt acceptabgel aftale, men mange israelere, palæstinensere og internationale repræsentanter har et godt kendskab til hvad der nødvendigvis må være dens endegyldige basale betingelser.

De omfatter rimelige kompromiser om grænserne på grundlag af udveksling af land, hvilket kunne lade et betydeligt antal israelske bosættere forblive i tryghed på palæstinensisk område.

En gensidig israelsk-palæstinensisk aftale ville utviuvlsomt resultere i alle arabiske nationers fulde anerkendelse af Israel og normale diplomatiske og økonomiske relationer; og varig fred og retfærdighed for palæstinenserne.

Den ville også fjerne en af de vigtigste årsager til international terrorisme og i høj grad mindske spændinger, som kunne fremkalde en regional eller endog en verdensomspændende konflikt.

Jimmy Carter, eks-præsident i USA, er grundlægger af det almennyttige Carter Center, der virker for at fremme fred og saundhed på globalt plan.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.