JERUSALEM: Nøglen til Fred

The Economist

JERUSALEM: Nøglen til Fred

Leder i The Economist, 12. april 2006

Israel opdeler den selv-erklærede hovedstad, som den ”genforenede” i 1967.

Byer med mure i deres hjerter er aldrig lykkelige steder. Jerusalem er igen ved at være en af disse. Fra krigen i 1948 til krigen i 1967 løb våbenstilstandslinjen mellem Israel og Jordan gennem Jerusalem. Den adskilte det jødiske Vest fra det arabiske Øst. Efter at Israel havde erobret Jerusalem i 1967, sagde Israel, at den genforenede by ville blive dets evige hovedstad.

Nu er betonen og pigtråden tilbage. Inden længe vil ”sikkerheds-barrieren”, som Israel bygger inde i og rundt om den besatte Vestbred, dele dets egen hovedstad i to dele. Men som vor første artikel forklarer, følger den nye mur ikke den gamle grænse: den sluger både de nye jødiske forstæder, som Israel har bygget i Østjerusalem siden 1967 og det meste af den arabiske by. Når muren er færdig, og hvis dens porte er lukket, vil det arabiske Jerusalem blive afskåret fra sit opland på Vestbredden.

Jerusalem er både et problem i sig selv og et symbol for den bredere konflikt. Den er et problem i sig selv, fordi arabere og jøder ikke har fundet nogen udvej hverken for at dele den eller for at opdele den. I Jerusalem har Gud og historien gjort det bitterligt hårdt at dele. Dette er en by, hvor både religioner og nationalistiske interesser kolliderer. Tempelbjerget, som jøderne kalder deres helligste sted, er det samme sted, som muslimerne kalder den Ophøjede Helligdom, hvorfra Mohammed steg op til himlen ad en gylden stige.

Og skønt verden har fundet på masser af fredsplaner, har intet hjulpet. De Forenede Nationers dødfødte delingsplan fra 1947 sagde, at byen skulle være international. Men i 1948 foretrak Israel og Jordan at beholde de dele, de havde raget til sig i krigen. For lidt over fire år siden skitserede Bill Clinton i sine “parametre” en plan for opdeling af byen. I stedet kom en ny slags krig i form af den nye palæstinensiske Intifada.

Problemet

Der bliver ingen fred i Palæstina, før problemet omkring Jerusalem er løst. Sammen med de palæstinensiske flygtninge fra 1948 er det med rette blevet kaldt hjertet af konflikten. Men det er et hjerte som deles af forbundne tvillinger. Både Israel og Palæstina siger, at de ikke kan leve uden det. Derfor må enhver operation, som skal skille Israel fra palæstinenserne være yderst følsom. Værre er, at det fra begyndelsen skal udføres i bevidstheden om, at en komplet adskillelse er umulig. I Jerusalem er Israel og Palæstina dømt til at være bundet sammen for altid.

I de næsten 40 år, der er gået siden 1967, har følsomhed ikke været Israels varemærke i Jerusalem. De fleste ortodokse jøder tilslutter sig et dogme, som forbyder jødisk adgang til Tempelbjerget indtil Udfrielsens dag. Dette har hjulpet Israel til at overlade driften af den ophøjede helligdom og dens moskeer i muslimske hænder. Men i Jerusalem som helhed har Israels politik været at forskanse sin kontrol og at skabe fakta, som ikke kan ændres igen. Dette har medført udvikling af en fysisk og demografisk geografi i byen, hvor jøder har bosat sig på den arabiske side af grænsen fra før 1967 og skabt overvejende jødiske kvarterer mod nord, øst og syd.

På ét niveau har politikken virket. De umådelige fysiske forandringer gør det umuligt at gendanne byen langs med før-1967-grænsen. Men på mange andre niveauer har politikken slået fejl. Resten af verden, inklusive Forenede Nationer og USA, siger stadig at Israels indlemmelse af byen og bosættelsen af jøder over den gamle grænse er ulovlig. Til trods for Israels undertiden skånselsløse indsats for at smide arabere ud af deres hjem, har den demografiske udvikling trodset forventningerne. Siden slutningen af det 19. århundrede har jøder udgjort flertallet i Jerusalem, men siden 1967 er dette flertal stagneret fra 74% i den genforenede by i 1967 til ca. 67% i dag. Og til trods for alle Israels erklæringer er byen aldrig blevet ”genforenet” åndeligt. Dens palæstinensiske indbyggere nægter at stemme ved kommunevalgene og insisterer på deres fremtid som del af et uafhængigt Palæstina.

Lignelsen.

Jerusalem er et mikrokosmos. Israel har bosat jøder i en stor del af Vestbredden, men disse bosættelser er også illegale. Som i Jerusalem har demografien spoleret drømmen om et Stor-Israel. Israels kommende regering erkender, at det må acceptere snævrere grænser og lade et uafhængigt Palæstina rejse sig. Men ligesom i Jerusalem er den gamle før-1967-grænse i høj grad blevet udvisket. Og chancerne for at forhandle en ny, nu da de ubøjelige islamister fra Hamas har erstattet den umulige Yasser Arafat, ligger fjernt. Derfor er israelerne kommet på den næstbedste løsning: ensidig tilbagetrækning til grænser efter deres eget valg. Dette medfører opførelse af en sikkerheds-barriere for at holde selvmordsbombere ude, at evakuere bosættelserne på den anden side af barrieren, at gå i forsvarsposition og håbe det bedste.

Som næstbedste løsning har ensidigheden sine fordele. Ved at handle alene forlod Israel Gaza. Hvis Israel nu evakuerer flere jødiske bosættelser på Vestbredden vil det være så meget bedre for udsigterne til en endelig palæstinensisk stat. Selv om det er bedre end ingenting, så kan det ikke gå i stedet for en forhandlet fred.

Igen viser Jerusalem hvorfor. Israels barriere er ikke kun rejst af sikkerhedsgrunde, men også for tilegnelse af land: et forsøg på at få de grænser, Israel ønsker. Det er derfor, barrieren i tilfældet Jerusalem ignorerer demografien og sluger Østjerusalem. Barrieren følger grænsen for det land, Israel har tilegnet sig, men fanger hundreder tusinder af palæstinensere på den israelske side. De vil blive afskåret fra deres brødre på Vestbredden og vil måske i en ny Intifada blive fristet til at hjælpe selvmordsbombere eller selv blive det.

Israel er ikke alene ansvarlig for denne blindgyde. Jerusalems og Vestbreddens tåbelige menneskelige geografi er blevet til over mere end et halvt århundrede med tabte chancer på begge sider, hvori den arabiske vægring ved at komme til en overenskomst med den jødiske statsdannelse har haft sin andel. Historikere vil skændes frugtesløst til verdens ende om, hvilken part der med rette kan bebrejdes. Men det står klart, at ved at opdele Jerusalem på den måde, Israel er i færd med, gøres forholdene værre. Det er umuligt at opnå fred, hvis byen ikke er tilgængelig fra både øst og vest. I det mindste må Israel i denne periode, hvor der er relativt roligt, holde sin barriere så åben som muligt.

At lukke palæstinenserne inde og afskære dem fra Jerusalem vil kun øge sandsynligheden for vold.

http://www.economist.com/displayStory.cfm?story_ID=6795641

See this article with graphics and related items at http://www.economist.com/opinion/displaystory.cfm?

Oversat fra engelsk for DPV af Dagmar Dinesen

Comments are closed.