Hjertet i den hellige krig

The Economist

Hjertet i den hellige krig

12.april 2006 – The Economist

Et gudgivent roderi som Gud alene kan udrede.

Tænk på Jerusalem som et helligt sted, og mindst to billeder falder dig ind. Det ene er den tårnhøje koparrede stenmur, ved hvis fod hebræiske bønner sagte udsiges. Det andet er den blændende gyldne kuppel, som behersker horisonten. Disse billeder er forskellige indtryk af det samme: Vestmuren, et brændpunkt for jødiske bønner og pilgrimsfærd, er en af støtterne for den højtliggende stenbelagte plads, som for jøderne er kendt som Tempelbjerget og for muslimerne som Haram al-Sharif, eller den Ophøjede Helligdom.

De fleste jøder holder bjerget i ære som det sted, hvor man antager at det første og andet tempel har ligget. Disse templer ses som enestående udtryk for mødet mellem menneske og Gud (skønt deres nøjagtige beliggenhed er omstridt). Klippe-moskeen og al-Aqsa-moskeen ved den sydlige ende af pladsen, bekræfter Jerusalem som al-Quds, det hellige sted, som for muslimerne rangerer som det tredje helligste efter Mekka og Medina på grund af den natlige rejse til himlen, som Mohammed menes at have foretaget fra bjerget.

I de kristnes overlevering er bjerget det sted, hvor Pontius Pilate sad til doms over en mand, som vovede at kalde sig selv –ikke en bygning- stedet for guddommelighed på jorden.

Hvis der fandtes en pris for det mest eksplosive stykke fast ejendom i verden, så ville denne 35 acres platform uden tvivl vinde. Den usikre fred, som hersker her for øjeblikket hviler på den status qvo, som blev fremtvunget af Israel, da dets hær tog kontrol over Øst Jerusalem i 1967.

Pladsen og dens muslimske hellige steder er under bevogtning af en Islamisk stiftelse, mens Israel er ansvarlig for sikkerhed og adgangsforhold. Ingen organiseret jødisk bøn er tilladt på platformen. Dette forbud understøttes af en rabbinsk retsregel, som siger at jøder skal undgå at gå ind på bjerget for ikke at forvilde sig ind på det tidligere allerhelligste sted – den helligste del af templet – i uren tilstand.

Mange religiøse jøder og fromme muslimer beklager sig over den nuværende ordning. Muslimer føler sig krænkede, når de israelske myndigheder i tider med høj spænding indfører restriktioner vedrørende adgangen, for eksempel ved at holde unge mænd ude. Og der er et halvt dusin små, men højrøstede jødiske grupper, der som et minimum forlanger at bede på pladsen – og som for nogles vedkommende drømmer om at erstatte de muslimske helligdomme med et tredje tempel, som skal være klar til at hilse Messias.

Men de spændinger, som forårsages af den nuværende ordning, er minimale i sammenligning med det raseri, som ville følge efter ethvert forsøg på at afgøre platformens fremtid for bestandig. I de fire årtier, som er gået siden Israel overtog kontrollen, er de religiøse stridigheder forstærket.

Blandt muslimer alle steder er al-Aqsa-moskeen blevet et vigtigt symbol. De jøder, som længes efter at bygge et tredje tempel, har vundet allierede blandt nogle amerikanske evangeliske kristne. Palæstinensiske muslimer er mindre villige end før til at anerkende stedets jødiske forhistorie, mens jøder har anført meget skarpt, at muslimerne kun bekymrer sig om Jerusalem, når dens politiske status er til diskussion.

I 2000, da Clinton-regeringen gjorde det sidste seriøse forsøg på en samlet israelsk-palæstinensisk aftale, et forslag om deling af bjerget (f.eks. ved at give palæstinenserne pladsens overflade, mens Israel skulle have alt nedenunder, inklusive muren), udløstes voldsomt raseri fra begge sider. Hverken israelere eller palæstinensere kunne bære at skulle opgive nogen som helst del af området.

Det er siden blevet fremført, at da deling aldrig vil blive accepteret, må de to parter enten blive enige om at være uenige og fokusere på praktiske forhold – eller blive enige om, at på et så helligt sted kan ingen menneskelig magt herske, således at stedet kun skulle være under Guds herredømme.

Ingen har præciseret, hvad dette forslag (som først blev søsat af den afdøde Kong Hussein af Jordan) ville betyde i praksis. Måske det indebærer, at bjerget skulle denationaliseres med internationale garantier, som skulle sikre alles frihed til gudsdyrkelse. Men først må Abrahams børn tilsidesætte deres nationalistiske ambitioner.

Oversat fra engelsk for DPV af Dagmar Dinesen

Comments are closed.