Adskilte verdener

The Guardian

Adskilte verdener

Chris McGreal, The Guardian, 6. februar 2006

Israelere har altid været chokerede over ideen om paralleller mellem deres land, et land der har rejst sig af asken efter et folkemord, og det racistiske system, der beherskede det gamle Sydafrika.

Men endog i Israel selv hører man vedholdende anklager om, at det net af kontrolforanstaltninger, der berører ethvert område af palæstinensernes liv i foruroligende grad minder om apartheid.

Efter gennem mere end fire år at have rapporteret fra Jerusalem og derudover gennem et årti fra Johannesburg er The Guardians prisbelønnede Mellemøst-korrespondent Chris McGreal mere end almindeligt veludrustet til at vurdere denne eksplosive sammenligning.

Said Rhateb er født i 1972, fem år efter at israelske soldater kæmpede sig gennem Østjerusalem og krævede hans families tørre, klippebestrøede stykke jord som en del af hvad den jødiske stat proklamerede som sin ”evige og udelelige hovedstad”. Bureaukraterne fulgte i hærens fodspor, registrerede og opmålte Israels største anneksion af territorium siden sejren over de arabiske hære i uafhængighedskrigen i 1948.

De kastede et kort blik på Rhateb-familiens landsby Beit Hanina og dens randområde en kort køretur fra den bibelske by oppe på bakken og traf beslutning om den ydre grænse for dette nye Jerusalem. Israelerne trak en linie på et kort – en ny bygrænse – mellem Beit Haninas landområde og de fleste af landsbyens huse. Olivenlundene og frugthaverne skulle være en del af Jerusalem; landsbyen skulle fortsat høre til Vestbredden.

Befolkningen var ikke så klart opdelt. Arabere i området blev registrerede som boende i landsbyen – selv de, der som Rhatebs forældre, hvis hjem befandt inden for det område, der nu blev defineret som Jerusalem. Som tiden gik, gav israelerne Rhateb-familien identitetskort, der klassificerede dem som residenter på den militært besatte Vestbred.

Da Said Rhatev blev født, blev også han opført som boende uden for bygrænsen.

Hans forældre ofrede det ikke megen opmærksomhed eftersom de uhindret bevægede sig frem og tilbage over den usynlige linie, som israelerne havde trukket og købte ind og i bad i moskeen inden for den Gamle Bys mure i Jerusalem.

Fire årtier senere blev Said Rhateb, som følge af Israels i tiltagende grad indviklede klassifikationssystem, anset for at resident på Vestbredden – hvor han aldrig har boet – og en illegal fremmed, der ikke måtte bo i det hjem, hvor han var født i Jerusalem. Jerusalems byråd tvinger Rhatreb til at betale en betragtelig ejendomsskat af det hus som det nægter han retten til at bo i. Og han bliver fra tid til anden arresteret for at gøre det.

Rhatebs børn er blevet udelukket fra deres skole i Jerusalem, han kan ikke indregistrere en bil i sit navn – eller rettere det kan han godt, men kun med palæstinensiske plader, hvilket betyder, at han ikke kan køre i den til sin bolig, fordi kun israelsk indregistrerede biler er tilladte i Jerusalem – og han skal bruge en passerseddel for at bevæge sig ind i byens centrum. Den israelske hær giver ham cirka 4 passersedler på et år.

Der er mere at fortælle i denne sammenhæng. Når Rhateb ikke er legal resident i sit eget hjem, defineres han som ”fraværende”, der har forladt sin ejendom. Ifølge israelsk lov tilhører den nu staten, eller mere specifikt, dens jødiske borgere. ”De har sendt besked om, at vi ikke kan sælge jorden eller forbedre den, fordi vi ikke ejer den”, forklarer han.

”Når som helst, de ønsker at konfiskere dem, kan de gøre det, fordi de siger, at vi er fraværende skønt vi bor i huset. Det er det, der har tvunget min storebror og tre søstre til at tage ophold i USA. De kunne ikke udholde chikanerierne”.

Apartheidmuren

Der er få steder i verden, hvor regeringer opbygger et net af nationalitets- og residenslove, som er udformede med henblik på at blive brugt af en del af befolkningen mod en anden del. Apartheidens Sydafrika var et eksempel. Israel er et andet.

Sammenligninger mellem det hvide styre i Sydafrika og Israels system for kontrol over den arabiske befolkning, som det hersker over høres stadig oftere.

Modstandere af den vidtstrakte stål- og betonbarriere, der er ved at blive bygget ned gennem Vestbredden og Jerusalem har givet den øgenavnet

”Apartheidmuren” fordi den tvangsmæssigt opæder lokalsamfund og beslaglægger land. Kritikere af Ariel Sharons plan om at opdele Vestbredden og tildele palæstinenserne nogle klatter af territorium, fremkalder sammenligninger med Sydafrikas ”bantustans” – de nominelt uafhængige hjemlande, hvor millioner af sorte mænd og kvinder blev stuvet sammen.

En israelsk menneskerettighedsorganisation har beskrevet segregationen af Vestbredden ved hjælp af militæret som apartheid. Arabisk-israelske sagførere argumenterer i sager mod diskrimination for højesteret ved at fremholde ligheder mellem nogle israelske love og det hvide Sydafrikas undertrykkende love.

Desmond Tutu, den forhenværende ærkebiskop i Cape Town og formand for Sydafrikas sandheds- og forsoningskommission, besøgte for tre år siden de besatte områder og beskrev hvad han blev vidne til som ”meget lige som det vi sorte mennesker i Sydafrika blev udsat for”.

Så langt tilbage som i 1961 så Hendrik Verwoerd, sydafrikansk premierminister og arkitekten bag den ”store apartheidvision” om bantustans, en parallel. ”Jøderne tog Israel fra araberne efter, at araberne havde levet der i et årtusind.

Israel er, ligesom Sydafrika, en apartheidstat”, sagde han. Det er en opfattelse, der chokerer og gør mange israelere rasende”.

En fremtrædende israelsk akademiker, en ”political scientist,” Gerald Steinberg, svarede på en invitation til at deltage i et panel ved et diskussionsmøde i et kulturcenter i Jerusalem med titlen ”Er Israel den nye apartheidstat?” med at fordømme arrangøren, en sydafrikansk født jøde, for blot at rejse spørgsmålet.

”Som De utvivlsomt er vidende om, fokuserer den pro-palæstinensiske og anti-semitiske kampagne på den helt igennem falske og fornærmelige analogi med Sydafrika.

At anvende betegnelsen ’apartheid’ med reference til Israels legitime svar på terror og truslen om udryddelse er både en nedværdigelse af erfaringen fra Sydafrika og det størst mulige umoralske angreb på det jødiske folks ret til selvbestemmelse, svarede han.

Mange israelere føler afsky ved hentydningen til en parallel med Sydafrika, fordi den rammer noget meget centralt i deres selvopfattelse og deres opfattelse af deres eget land, grundlagt efter århundreder med had, pogromer og i sidste instans folkemord.

Om noget, opfatter mange af Israels jøder sig selv som mere sammenlignelige med Sydafrikas sorte befolkning end med dens hvide undertrykkere. Nogle urokkelige forsvarere af Israels politik i fortid og nutid siger, at blot det at diskutere Israel i sammenhæng med apartheid er et hanefjed fra at sammenligne den jødiske stat med nazi-Tyskland, ikke mindst på grund af det afrikaanske lederskabs fascistiske sympatier i 1940’erne og de foruroligende ekkoer af Hitlers Nürenberg-love i Sydafrikas racistiske lovgivning.

Men der bliver i tiltagende grad sat spørgsmålstegn ved dette tabu. Som Israels justitsminister, Tommy Lapid har sagt det, kunne Israels opsætsighed i forhold til international lov med bygningen af Muren på Vestbredden føre til, at det blev behandlet som en paria ligesom Sydafrika.

Malaysias premierminister, Abdullah Ahmad Badawi har opfordret til en kampagne vendt mod Israel af den slags, der blev taget i anvendelse for at udøve pression mod Sydafrika.

”Ligesom kampen mod apartheid har det palæstinensiske folks kamp mod den israelske besættelse af dets land enorm opbakning i verdenssamfundet”, har han udtalt. ”Derfor er et mere konkret udtryk for denne støtte fra verdenssamfundet til denne kampagne betimelig og passende.”

Anglikanske, presbyterianske og andre kirker har bakket op om sanktioner vendt mod Israel. Sidste år vedtog en af de britiske universitetslæreres fagforeninger en boykot af to israelske universiteter, før den omgjorde sin beslutning i en storm af protester, der vendte sig mod argumentationen, som lå til grund for beslutningen.

Den israelske regering har fordømt boykotter som anti-semitisme og et forsøg på at ”delegitimere” den jødiske stat. Den spørger hvorfor kun Israel, et demokratisk land , skal udsættes for sanktioner. Nogle få protesterende røster er ikke nogen stor trussel.

Men under israelsk fjendtlighed ligger der en frygt, udtrykt i en hemmelig rapport til det israelske udenrigsministerium, for at Israels anseelse i udlandet kunne blive svækket så meget i de kommende år, at det kunne komme på kollisionskurs med Europa. En sådan kurs kunne gøre Israel lige så isoleret som apartheidregimet og afstedkomme alvorlige økonomiske konsekvenser.

Ariel Sharons rømning af jødiske bosættere fra Gaza-striben sidste år og opgivelsen af direkte israelsk kontrol over dette område har forbigående dæmpet noget af kritikken. Men lige netop da rømningen af Gaza var i gang, konsoliderede Israel sin kontrol over de dele af Vestbredden det vil beholde og brugte Muren til at markere en tilsigtet fremtidig grænse, som ville opdele territoriet og udvide jødiske bosættelser, som det har til hensigt at anektere – en strategi som, hvis den bliver bragt til udførelse, sandsynligvis vil underbygge sammenligningerne med apartheid og levere skyts til arbejdet for sanktioner mod Israel.

Israelere er oprigtigt forvirrede over, at nogen som helst skulle kunne se ligheder mellem deres eget samfund og det gamle Sydafrika. Hvor, spørger de, er skiltene med påskriften ”JØDER” OG ”IKKE-JØDER” som kunne sammenlignes med den ”banale apartheid” med de racedelte busser, toiletter og snart sagt enhver anden facilitet i Johannesburg og Pretoria ? Der er naturligvis iøjnefaldende forskelle.

Arabiske israelere har stemmeret, om end de ikke havde mulighed for at danne deres egne politiske partier før i 1980’erne. De er for det meste ligestillede hvad angår loven og i vore dage beskytter de israelske domstole i almindelighed deres rettigheder.

Jøderne udgør et flertal i Israel; hvide sydafrikanere var et mindretal. Og Israel brugte de første årtier af sin eksistens på at kæmpe for at overleve.

Men for nogle af dem, der har en fod i hver lejr, sløres forskellene af andre realiteter. Nogle jødiske sydafrikanere og israelere, der levede i apartheidens Sydafrika, nogle af dem politikere, overlevende efter Holocaust og mennesker, der engang blev fordømt som terrorister, beskriver aspekter ved det moderne israelske samfund som forhold der minder foruroligende meget om det gamle Sydafrika.

Nogle ser parallellerne i et mønster af diskriminerende praksis og kontrol og hvad de beskriver som utilsløret begær efter land som den unge israelske stat hat tiltaget sig fra flygtende arabere og siden fra palæstinenserne, til de stadigt ekspanderende bosættelser på Vestbredden.

Apartheiden lå i forlængelse af koloniprojektet og tog sigte på at fratage folkets dets jord”, sagde den jødisk-sydafrikanske kabinetsminister og tidligere ANC-guerrillakæmper, Ronnie Kasrils under et besøg i Jerusalem.

”Det er lige netop, hvad der er sket i Israel og de besatte områder.

Magten og loven er blevet taget i anvendelse for at overtage jorden. Det er dette aspekt, som apartheiden og Israel har til fælles”.

Andre ser berøringsfladerne i graden af lidelse hvis ikke i dens årsager. Hvis vi ser på omfanget af den uret, der er begået mod palæstinenserne af staten Israel, er der grundlag for en sammenligning med apartheid”, har den tidligere israelske ambassadør i Sydafrika, Alon Liel udtalt. ”Hvis vi ser på omfanget af lidelse, må man sige, vi er på samme niveau. Apartheid var naturligvis en filosofi, der var meget forskellig fra hvad vi foretager os, hvilket for størstedelens vedkommende skyldes sikkerhedshensyn.

Men anskuet ud fra resultatet er vi på samme niveau”.

Måske er det, der virkeligt er spørgsmålet, hvordan Israel sank ned på samme niveau som apartheidens Sydafrika, hvad enten vi fokuserer på lovene eller de politiske strategier, eller på den lidelse, der blev forårsaget.

Og hvordan det går til, at regeringen for et folk, som led så meget under diskrimination og had, i det skjulte omfavnede et regime under anførsel af mennesker, der engang stod på kajerne i Cape Town og sang: ”Send jøderne tilbage”.

Fanget mellem to stridende parter

I 1940 boede der en afrikaans-talende jødisk dreng ved navn Arthur Goldreich i Pietersburg i den brutalt intolerante hovedstad i det nordlige Transvaal. Goldreich var 11 år, og Sydafrika var i krig med Nazi-Tyskland.

En morgen meddelte hans rektor , at de studerende skulle lære et fremmedsprog – tysk. Hensigten var klar :Mange Afrikaners , incl. nogle af deres politiske ledere, håbede på, at Hitler ville vinde krigen. Da Goldreichs lærer delte den tyske lærebog ud, fandt en jødiske dreng ud af, at han stirrede på et Hitler ungdomsblad.

Han oprørtes og skrev til premierministeren Jan Smits og nægtede at lære tysk og forlangte at blive undervist i hebræisk. Goldreich fik sin vilje og begav sig ind på en vej, som delte hans liv op imellem to stridende parter; mod den hvide dominans i Sydafrika og for overlevelsen af den jødiske stat i Israel.

I 1948 blev begge Goldreichs verdener ændret indenfor nogle få dage. Israel erklærede sin uafhængighed d.14.maj, 14 dage før Sydafrikas nationalistparti vandt det sydafrikanske valg, og mændene bag Hitler kom til magten.

Goldreich havde allerede besluttet at rejse til Israel og kæmpe for at redde det fra at blive” kvalt i fødslen.”

Grunden til jeg tog af sted, var Holocaust og kampen mod britisk kolonialisme, men selvfølgelig at nationalisterne vandt valget, gav mig ingen tvivl om, hvad jeg skulle gøre”, siger han. Goldreich vendte tilbage til Sydafrika i 1954 for at tage del i sin anden kamp.

Efter nogle få år med politisk agitation blev han et tidligt medlem af den Afrikanske Nationale Kongres´ militære fløj, Umhcantowe Sizwe, som ledtes af Nelson Mandela.

Goldreich var ikke kendt af Sydafrikas sikkerhedspoliti, så han blev installeret med sin familie som lejer af Lillieslief – farmen i Rivonia nord for Johannesburg, hvor undergrundslederne af det forbudte ANC mødtes i hemmelighed.

Mandela skrev i sin selvbiografi, hvordan han henvendte sig til Goldreich som en af de få i ANC´s spirende guerillahær, som forstod at kæmpe.” I 1940´erne havde Arthur kæmpet mod Palmach, den militære fløj i den jødiske nationalbevægelse i Palæstina. Han var bekendt med guerillakrigsførelse og hjalp til med at udfylde mange huller i min forståelese.”

I Juli 1963 angreb politiet farmen og tog en masse eftersøgte mænd til fange, incl. ANC lederen Walter Sisulu og Goldreich. Fem af de 17 arresterede på Rivonia var hvide, alle jøder. De tilfangetog folk, og Mandela , som allerede var i fangenskab, blev anklaget for sabotage og for at planlægge voldelig evolution, som indebar dødsdom.

Før han kunne retsforfølges, brød Goldreich ud af fængslet i Johannesburg og undgik en stor, bred national jagt ved at flygte til Swaziland forklædt som præst. Goldreich bor nu i den rige og rolige by Herzliya på Israels Middelhavskyst. Der var en tid, hvor han troede på, at den unge jødiske stat kunne danne eksempel som en bedre måde at forme sit lands fødsel på.

Som det er nu, ser Goldreich Israel som tættere på det moderne styre, han kæmpede imod og Sydafrika som forbillede. Han udtaler, at israelske regeringer har vist sig mere interesserede i territorier end fred, og hen ad vejen opstod zionismen.

Goldreich taler om den ”Bantustanisme vi ser gennem en politik med besættelse og adskillelse ”, den ”afskyelige” racisme i det israelske samfund hele vejen op til regeringsmedlemmer, som støtter den voldelige fjernelse af araberne, og ” brutaliteten og umenneskeligheden, man udsætter folk for i de besatte områder i Palæstina.”

”Finder man det ikke forfærdeligt, at denne stat, som kun eksisterer pga. sejren over fascismen og nazismen i Europa, og under konflikten var der skes millioner jøder, der betalte med deres liv, blot fordi de var jøder, er det ikke afskyeligt, at på dette sted er der mennesker, der kan sige og gøre disse ting ? ” Spørger han Goldreich fortsatte og oprettede afdelingen for arkitektur ved Jerusalems navnkundige Bezalel Akademi, hvorfra han så, arkitektur og planlægning udvikle sig som redskaber for territorial udvidelse efter 1967- krigen.”

Jeg iagttog Jerusalem med rædsel og stor tvivl og frygt for fremtiden. Der var dem, der sagde, at det der skete, er arkitektur og ikke politik. Man kan ikke tale om planlægning som en abstraktion. Det hedder at drage forkerte slutninger,” udtaler han.

Oversat fra engelsk for DPV af Birthe H. Christensen og Karl Aage Angri

Comments are closed.