Hamas og Israel: Tvillingerivaler

Antiwar

Hamas og Israel: Tvillingerivaler

Af Ran HaCohen, Antiwar, 6. februar 2006

Hamas vandt de palæstinensiske valg. Stor overraskelse. Års israelske politik for at knuse sekulær palæstinensisk nationalisme lykkedes ud over al forventning.

Hvem kunne forudsige at i Mellemøsten, hvor anledninger ofte frembringer utilsigtede virkninger (åh, disse irrationelle arabere!), ville Israels politik for at svække Fatah ende med en jordskredssejr for Hamas?

Israel fødte og nærede Hamas. I det sidste halve årti har Israel gjort sit yderste for at svække den Palæstinensiske Myndighed (PA). Om det gjaldt frigivelse af fanger, bevægelsesfrihed, arbejdstilladelser, eller blot møder på højt niveau – hvis noget kunne styrke den Palæstinensiske Myndighed, ville Israel ikke tillade det.

Toppen var Sharons ensidige tilbagetrækning fra Gaza: Den Palæstinensiske Myndighed bønfaldt om en symbolsk rolle, et udseende af koordination som ville gøre det muligt for den at tage nogen ære for Israels trækken sig ud og genoprette palæstinensernes tiltro til forhandlinger og “fredsprocessen”.

Sharon koordinerede virkelig sine bevægelser – med USA, med Ægypten; men ikke med Den Palæstinensiske Myndighed. PA blev ladt ude af spillet, ydmyget; og Hamas kunne slå mønt på tilbagetrækningen som dens sejr.

Korruption: En lektie at lære

Ydermere var den palæstinensiske stemme for Hamas overvejende en proteststemme. Hamas-vælgere er ikke nødvendigvis islamiske fanatikere (nogle af dem er endog kristne), men alle har fået nok af den Fatah-ledede korruption.

Denne berygtede korruption er delvis af palæstinensisk mærke, delvis inspireret af Israel og Oslo-systemet: en hel del israelere lavede sig en formue ved tvivlsomme forretninger med korrupte palæstinensiske monopolejere, hvis monopoler var tildelt af Arafat for at vinde hans klikes støtte. Palæstinenserne brugte de demokratiske valg til at straffe det korrupte parti.

Dette er en stor forskel mellem Israel og Palæstina. Israelere kan kun misunde palæstinenserne for at have et større parti som ikke er forbundet med korruption. I Israel er alle de større partier lige korrupte.

Det eneste parti som satte kampen mod korruption på dets dagsorden – Shinui – er opløst – med god grund, fordi dette “advokaters parti” blot ønskede at erstatte de ulovlige former for korruption med dets legaliserede version: nyliberal reform.

Det er alt sammen vores land

Men bortset fra det har Hamas og Israels ledelse overraskende meget til fælles. Og ikke blot fordi de begge terroriserer hinanden.

Hamas mener, som det anføres i dets stiftelseserklæring (artikel 11), at eftersom “landet Palæstina har været et islamisk Waqf igennem generationer og indtil Opstandelsens Dag, kan ingen give afkald på det eller en del af det eller opgive det eller en del af det”.

Hamas hævder at hele Palæstina – inklusive hvad der nu er Isarel – tilhører dem.

På lignende måde har alle israelske ledere – Begin, Rabin, Netanyahu, Barak, Sharon og Olmert – altid hævdet at hele landet Israel, inklusive de besatte palæstinensiske territorier, tilhører det jødiske folk, idet de lægger vægt på deres dybe følelser for hver tomme af det.

Adspurgt om hans følelser mht. Vestbreds-bosættelserne Ofrah og Bet-El, sagde Ehud Barak, der anses for at være den mest dueagtige israelske premierminister, at for ham var det altsammen Eretz Israel (Landet Israel). Israels nye udenrigsminister Tzipi Livni sagde netop til The New York Times: “Jeg tror også, ligesom mine forældre, på det jødiske folks ret til hele landet Israel”.

Olmert taler nu i lignende vendinger. Selv når israelske ledere taler om at opgive dele af landet, fremhæver de altid deres tro på at disse dele tilhører os, men at de må afgives pga. pragmatiske overvejelser (demografi, sikkerhed, økonomi) – aldrig pga. palæstinensiske rettigheder. Såvel Israel som Hamas anerkender ikke den anden sides ret til landet.

Ydermere formulerer både Hamas og Israel deres krav på hele landet ikke i nogen juridiske, moralske eller pragmatiske betragtninger, men i religiøse. Det er nationalisme med religiøse rødder, forankret i Himlen og umindelige tider.

Hamas påkalder den islamiske betegnelse Waqf; den israelske tilgang er lige så teologisk, selv om den dækkes af et tyndt lag sekularitet. Som den israelske historiker Amnon Raz-Krakotzkin koncist udtrykker det, er den israelske position i en nøddeskal: “Gud eksisterer ikke, men Han lovede os dette land”. Zionismen slap aldrig Biblen som sin stiftelseserklæring.

Jøder som dhimmis i Palæstina

Som følge heraf er hvad Hamas tilbyder jøderne, en status af dhimmi (en officielt tolereret ikke-muslim) – den status som gives til “bogens folk” (jøder og kristne) i den muslimske tradition.

Når Hamas-lederen Haled Meshal siger, “vi ønsker ikke at slippe af med den anden”, er det hvad han mener; med ordene fra Hamas’ stiftelseserklæring (artikel 6), “Kun under Islams skygge kunne medlemmerne af alle religioner sameksistere i sikkerhed og tryghed for deres liv, ejendomme og rettigheder”.

Ideen er et samlet muslimsk rum, hvori jøder tolereres og kan have individuelle rettigheder (som at have ejendom), men kun under muslimsk hegemoni. Jøder kan endog nyde nogle kollektive rettigheder – såsom religiøs autonomi – hvor de danner små enklaver inden for det muslimske rum, men kun under Islams protektion og uden at udfordre dens overhøjhed.

Palæstinensere som “dhimmis” i Landet Israel

Alt det minder meget om hvad Israel tilbyder palæstinenserne – med en hovedforskel, nemlig den at mens Hamas drømmer om at kontrollere hele Palæstina, har Israel kontrolleret hele Landet Israel i næsten 40 år. Siden begyndelsen af 1980’erne har den hovedsagelige juridiske procedure anvendt af Israel til at overtage palæstinensiske jorder været den at betegne dem som “statsjorder”. Logikken bag denne oprindeligt ottomanske lov er ganske sund: jorder som ikke tilhører noget individ, tilhører staten.

Israel har som besættelsesmagt perverteret denne fornuftige lov og gjort den til en mekanisme for racistisk diskrimination: jorder som ikke tilhører nogen individuel palæstinenser, tilhører nu staten Israel, som giver dem udelukkende til jødiske bosættere.

Sommetider (som i Amona for tiden) fjernes bosættere fra private palæstinensiske jorder, men Israel bliver ved med at kolonisere palæstinensiske “statsjorder”, så det hurtigt overtager de frie jorder i Vestbredden.

Klart nok er idéen også her den om et samlet israelsk rum, hvori palæstinensere tolereres og kan have individuelle rettigheder (som at eje ejendom), men kun under israelsk hegemoni.

Palæstinensere kan endog nyde nogle kollektive rettigheder – som kommunal autonomi (Den Palæstinensiske Myndighed er ikke mere end det, faktisk mindre) – der danner små arabiske enklaver inden for det israelske rum, men kun under Israels protektion og uden at udfordre dets overhøjhed.

Hamas’ våbenstilstand, Israels diktat

Man kan finde nogen trøst i denne nydannede symmetri. Israel og Palæstinenserne regeres nu af tvillingerivaler, af religiøse nationalismer, rigide som teologi altid er.

Begge sider er sikkert klare over grænserne for deres magt og kan søge efter pragmatiske indrømmelser som ville tillade en modus vivendi – uden at opgive deres langsigtede vision om at undertvinge den anden.

I de senere år har Hamas gentagne gange ymtet om den pragmatiske stige som ville hjælpe den med at klatre ned fra det dogmatiske træ: en langvarig våbenstilstand som kun skal holdes så længe den tjener Islams interesser. Dette ligner fuldstændigt den israelske idé om “midlertidige aftaler”; og ydermere er det præcis hvad Israel har gjort hele tiden – brudt hver eneste aftale, så snart den ikke tjente dets interesser. Det kan lyde nedslående, men på den anden side betyder det til en forandring, at fra nu af skal aftaler tilfredsstille begge sider.

Men hvis parternes lighed kan lette forhandlinger, kan den overvældende ubalance af magt underminere den. Som en del af at nægte den andens rettigheder har Israel dyrket “ingen partner”-dogmet – det 21. århundredes version af Golda Meïrs “der eksisterer ikke sådan en ting som palæstinensere”.

Der er altid en undskyldning for ikke at forhandle: med Arafat fordi han var for stærk, med Abu Mazen fordi han er for svag, med Hamas fordi den er for ekstrem osv.

Som Sharons seniorrådgiver Dov Weisglass sagde, “lad først palæstinenserne blive finner”. Alle de større israelske partier taler nu om at tage “ensidige skridt”, uden forhandlinger, for at “udforme Israels grænser” (på palæstinensisk jord selvfølgelig); siden Hamas’ sejr er endog præciseringen “hvis der ikke er nogen palæstinensisk partner” blevet droppet.

Er der ingen palæstinensisk partner? Selvfølgelig er der det; men ikke om den handel Israel ønsker at slå af. Israel planlægger derfor ensidigt at påtrykke palæstinenserne sin kolonialistiske vision – at forevige det israelske hegemoni i hele landet, med spredte palæstinensiske enklaver indespærret af mure og bosættelser.

Med mindre det internationale samfund giver legitimitet til enhver demokratisk valgt palæstinensisk regering, vil Hamas – portrætteret som den inkarnerede ondskab, men i virkeligheden forbavsende lig med dens israelske modparter – blot blive endnu en undskyldning for de diktater som Israel alligevel ville påtrykke palæstinenserne.

Fra: http://antiwar.com/hacohen/?articleid=8501

Oversat fra engelsk for DPV af Jørgen Nyeng

Comments are closed.