Af Libby Lenkinski Friedlander
Ha’aretz 24.09.2010
Abdallah Abu Rahma, en palæstinensisk fredsaktivist i Vestbredden, og hans historie er et eksempel på kompleksiteten i den nuværende situation
For de fleste israelere, der kun har haft lidt eller slet ingen berøring med palæstinensere de sidste ti år, er den “palæstinensiske partner” et abstrakt begreb. Derfor bruger vi en masse tid på at søge en klar definition af, hvad den ideelle partner for afslutning af besættelsen ville være: Hvem ville være acceptabel? Hvad er den ideelle profil? Som civilamfundsarbejder har jeg et ansigt på den palæstinensiske partner jeg ønsker at se, i teorien og i kød og blod. Jeg har mødt ham. Men min palæstinensiske partner er nu i fængsel som “sikkerhedsfange” – tiltalt for ulovlige handlinger og med udsigt til en hård dom, der vil blive afsagt af en militær dommer inden for de kommende uger.
Jeg mødte Abdallah Abu Rahma i 2009, da jeg var pressemedarbejder for “Læger for Menneskerettigheder – Israel” (PHR). Blandt andre aktiviteter gav PHR første-hjælps-træning til palæstinensere, israelere og internationale aktivister, efter at Bassem Abu Rahma var blevet dræbt i Bil’in i april det år, da han blev skudt i brystet med en tåregascylinder ved en af de ugentlige protestdemonstrationer der er blevet holdt i landsbyen siden februar 2005. Abdallah, en 39-årig gymnasielærer og far til tre, og en fjern slægtning af Bassem, var Bil’ins mediekoordinator og således min direkte modpart og partner i projektet. Vi var i kontakt dagligt og mødtes flere gange. Abdallah var altid i sit fine sæt tøj og slips, en påklædning som vakte kærlig opmærksomhed blandt mængden af israelske aktivister.
En af de første ting som slog mig da jeg overværede et forundersøgelsesforhør af ham i Ofer-fængslet sidste uge var, at han ikke længere var i sit fine tøj. En brun fangedragt og ankelkæder erstattede det sædvanlige slips, den stivede skjorte og lommetørklædet. Abdallah, en værdig formel mand, blev nu anklaget og dømt af et militært retssystem som slår lovlig og ulovlig protest sammen – dvs. voldelig og ikke-voldelig, legal og illegal. Dette system ser ikke den partner jeg arbejdede med – det ser kun en trusel. Palæstinensisk aktivisme – voldelig eller ej – opfattes altid som en trusel mod israelsk sikkerhed.
Israelere siger at de i årevis har spurgt sig selv, hvornår derville dukke palæstinensiske ledere op som prædikede ikke-vold. Men da palæstinenserne begyndte en civil protest mod den adskillelsesbarriere der skar gennem deres liv, greb Israel til Militærordre 101. Den gør enhver forsamling på mere end 10 mennesker ulovlig med mindre de opnår en tilladelse fra den militære øverstkommanderende i Vestbredden. Abdallah og organisatorer som ham, der både principielt og gennem deres handlinger har valgt den ikke-voldelige civile ulydigheds vej, er den slags partnere vi sagde vi ønskede. Og nu bliver de arresteret for at gøre netop det vi sagde, at vi håbede de ville gøre.
Og hvorfor begyndte Israel at bruge 101? “Stenkastning”.
“Stenkastning” er en betegnelse der kategoriserer al palæstinensisk civil ulydighed som voldelig, gør protest umulig længe før den første sten er kastet, og har givet israelske militære myndigheder carte blanche til at gennemføre en række politiske tiltag som synes at have til formål at kvæle enhver politisk organisering i Vestbredden.
Ligesom så mange af besættelsens politiske tiltag – adskilte veje, udgangsforbud osv. – har Israel således valgt en omfattende politik der begrænser de grundlæggende rettigheder og friheder for alle pga. den fornemmede risiko fra nogle få – i dette tilfælde stenkasterne. Den omfattende natur af 101 kategoriserer på forhånd alle demonstrationer under besættelsen som ulovlige. Og selv om militæret har myndigheden til at arrestere stenkastere, foretrækker det at gøre legitim ikke-voldelig protest umulig.
Abdallah organiserede protester, fordi adskillelsesbarrieren, der er bygget på hans landsbys jorder, og hvis rute Højesteret beordrede ændret ved dens afgørelse af september 2007, stadig står hvor den oprindelig blev oprettet. Han siger at hans politiske kamp ikke er afsluttet, og at han som bevidst aktivist og forsvarer af menneskerettigheder ikke vil blive afholdt af arrestationer og fængselstid fra at udføre det organiserende arbejde der stadig behøver at gøres. Anklagemyndigheden har sagt, at den ønsker at gøre et eksempel ud af ham og ønsker ham dømt til mere end de sædvanlige to år der kommer med disse anklager.
Jeg ønsker at han og andre palæstinensiske ikke-voldelige græsrodsorganisationer skal være frie til at udøve deres politiske kamp sammen med israelske partnere og støtter. I de sidste ni måneder, mens han har været for retten for at organisere ulovlige protester og ophidse til vold, har Abdallah Abu Rahma været i arrest, revet bort fra sin kone, tre børn og de unge studerende han skulle undervise, fordi Israel åbenbart har besluttet at borgeraktivisme, ikke-voldelig protest eller enhver slags afvigende mening i Palæstina er ulovlig.
På min vej ind til retsforhandlingen før domsafsigelsen sidste uge forberedte jeg mig på at se en skygge af den Abdallah der blev fængslet for ni måneder siden. Men den samme ranke person vandrede ind. Han blev hilst af et rum fuldt af israelere, udenlandske diplomater og familiemedlemmer – og insisterede på at tale ved forhandlingens afslutning. Han stod op og sagde: “Jeg blev opdraget til at tro på fred, sameksistens og ikke-vold. Det er hvad jeg har givet videre til mine børn og mine studenter”.
Dette er vores palæstinensiske partner.
Libby Lenkinski Friedlander er direktør for internationale relationer hos Sammenslutningen for Borgerrettigheder i Israel.
Fra haaretz.com, oversat fra engelsk for DPV af Jørgen Nyeng