KaktusOnline – ny side på Internettet

DPV

NY hjemmeside lanceres af journalist og forfatter Carlo Hansen.

– et bidrag til kvalificeret debat om Israel og Palæstina.

 

Journalist og forfatter Carlo Hansen, har oprettet en ny platform for debat og oplysning: KaktusOnline. Hjemmesiden beskæftiger sig overvejende med forholdet mellem Israel og Palæstina og relaterede emner. Hensigten med siden er at bringe oplysninger og synspunkter ind i diskussionen, som ellers ikke har let ved at finde vej til det danske mediebillede. Det er stof, som er frit tilgængeligt for danske redaktioner, blandt andet på de hundredvis af anerkendte hjemmesider, muslimske, arabiske, israelske – og fra internationale kilder. KaktusOnline er et forsøg på at give Palæstina-siden i konflikten mere profil i forhold til det ofte fremherskende indtryk af Israel som den ”forulempede” part. Israel er en af verdens stærkeste militærmagter og har nu i snart fire årtier ført en politik med militær besættelse og politisk og økonomisk krig mod den palæstinensiske civilbefolkning som efterhånden truer palæstinensernes eksistens som folk og deres muligheder for at kunne leve i en selvstændig stat. Det foregår med fuld økonomisk og politisk støtte fra USA og med stille accept fra Europa og mediernes sædvanligvise ”forståelse”. Dette fremgår ikke altid klart af reportagerne fra Israel og Palæstina. Det vil KaktusOnline forsøge at rette en smule op på.Det vil foregå i form af jævnlige baggrundsartikler, kommentarer, interviews og analyser med udgangspunkt i aktuelle og historiske emner. KaktusOnline vil være åben for indlæg og bidragydere fra alle sider af holdningsfeltet med vægt på seriøs formidling af emnet. Siden lægger vægt på omtale og anmeldelser af aktuelle bøger. Tid og sted for møder, foredrag og arrangementer fremgår også af siden. Den er åben for tidens debat om den israelsk-palæstinensisk-arabiske konflikt.Carlo Hansen har tidligere arbejdet i over 20 år på Århus Stiftstidendes udlandsredaktion med Israel og Mellemøsten som hovedområde. Han har i alle årene fulgt den israelsk-palæstinensiske konflikt tæt med reportager, baggrundsartikler, kommentarer og ledere og har rejst hyppigt i den arabisk-muslimske verden, herunder også Israel og de israelsk besatte palæstinensiske områder. Han har skrevet bogen ”Kaktussens Land – 100 års kamp om Palæstina”, udgivet på forlaget Klim 2002.KaktusOnline drives non-profit og er uafhængig af andre interesser end undertegnedes ønske om at bidrage til at kvalificere den danske debat om Israel og Palæstina.

Comments are closed.