Hvad der taler for kulturel boykot

Den Palæstinensiske Kampagne for Akademisk og Kulturel Boykot af Israel

Hvad der taler for kulturel boykot

I 2004 oprettede den 20. Haifa Internationale Filmfestival en sektion for “Ny Palæstinensisk Biograffilm” i samarbejde med tidsskriftet Masharaf i Haifa. Flere palæstinensiske filmmagere blev inviteret til at præsentere deres film ved denne festival. Nogle af os i den Palæstinensiske Kampagne for Akademisk og Kulturel Boykot af Israel (PACBI) kontaktede nogle af disse filmmagere for at presse dem til ikke at deltage i den festival. Der var to hovedgrunde hertil:

Den første var at filmfestivalen var sponsoreret af den israelske regering og blev afholdt under protektion af Limor Livnat, en minister i Sharons regering og medlem af Likud-partiet, velkendt for hendes racistiske og zionistiske indstillinger og handlinger.

Den anden var at “Gaslight”, producenterne af en britisk dokumentarfilm Søndag, i 2002, to år tidligere, havde startet en boykot af festivalen. I deres tilbagetrækningsbrev til festivalen skrev Gaslight:

“… af de mange erkendelser der kan uddrages af historien om den Blodige Søndag, er hovederkendelsen den etiske politiske og langsigtet militære tåbelighed hos regeringer som forsøger at benytte sig af militære løsninger på civil- og menneskerettighedsproblemer”.

“Vi tager dette skridt til støtte for det palæstinensiske folk og i solidaritet med palæstinensiske kunstnere og filmmagere. Det gøres også i solidaritet med de mennesker i Israel (både israelere og arabere) som taler ud og handler (f. eks. militærnægtere) imod regeringens morderiske politik over for det palæstinensiske folk”.

PACBI’s position var, at en boykot af festivalen på den ene side ville forstærke en international stillingtagen med en palæstinensisk, og på den anden side ville fastlægge en præcedens som forhåbentlig ville spredes til andre kulturelle begivenheder i Israel. Således ville en kulturel boykot af Israel blive normen, som det var tilfældet med apartheid-Sydafrika.

Nogle få filmmagere trak deres film tilbage; flere andre besluttede at gå videre med deres deltagelse i festivalen og fremførte det argument, at det var en chance for at præsentere israelere for den palæstinensiske side af historien.

Derfor er det spørgsmål som står tilbage at besvare: Hvorfor behøver vi virkelig at fortælle vor historie for israelerne?

Er det fordi det ikke er nok, at 80 % af voksne israelske mænd har gjort eller vil gøre tjeneste ved en israelsk kontrolpost?

Er det fordi det ikke er nok, at en stor procentdel af dem har skudt eller vil skyde på en palæstinenser på et tidspunkt under deres militærtjeneste eller årlige reserveindkaldelse?

Er det fordi der ikke er nok af dem, som har fløjet i F16-jagerfly eller Apache-helikoptere, at ikke mere end nogle få tusinde har været i tanks eller bulldozere der har ødelagt palæstinensiske hjem?

Er det fordi der ikke er nok af dem, som har siddet i møderum eller besatte palæstinensiske hjem og planlagt invasioner, angreb, arrestationer og udenretslige drab.?

Er det fordi de ikke virkelig ved, at de burer os inde, når de kører forbi nærmest ved Muren deres regering er ved at bygge?

Hvad er det de ikke forstår efter næsten fyrre års besættelse, som en film eller ti vil få dem til at forstå?

At vi faktisk er mennesker, så at hvis en israelsk soldat er ude af stand til at have nogen sympati for børn der bærer skoletasker i det virkelige liv, vil han eller hun med vores hjælp være i stand til at genfinde sin humanitet ved at betragte den scene på en afsondret skærm?

Siden hvornår er det blevet den besattes pligt at opdrage besætteren? – eller en pligt for den koloniserede at hæve kolonisatorens bevidsthed?

Er det vores følelse af overlegenhed? – eller vores tiltro til vores evne til at reformere og omdanne enhver til vores “religion”? – eller en naïv tro på, at hvis blot de vidste vi var lige som dem, ville de sikkert indse hvordan de har gjort os uret?

[Pressemeddelelse, Den Palæstinensiske Kampagne for Akademisk og Kulturel Boykot af Israel, 12. oktober 2005]

Oversat fra engelsk for DPV af Jørgen Nyeng

Comments are closed.