Et brag eller en klynken

DPV

Et brag eller en klynken

03-09-2005 Uri Avnery fra den Israelske Fredslejr (Gush Shalom):

“Alting har sin stund, og enhver virksomhed under himlen har sin tid: / En tid til at plante, og en tid til at oprykke det plantede; /en tid til at nedrive og en tid til at opbygge …” Prædikerens bog har ingen mere tro følgesvend end Ariel Sharon.

Se blot, Sharon selv oprettede bosættelserne i Gaza-striben, og nu har han ødelagt dem med sine egne hænder. Han skabte Likud, og nu er han – forhåbentlig – ved at begrave det.

For dem som behøver en påmindelse: skabelsen af Likud var udelukkende Ariel Sharons præstation.

I 1973, før Yom Kippur krigen, blev han tvunget til at forlade hæren da de andre generaler blokerede hans vej til posten som stabschef. De afskyede ham fordi han var ubærlig som kollega, ulydig over for sine overordnede og illoyal over for sine ligemænd – træk han bevarede hele sit liv og som måske er typiske for ledere der aspirerer til enevældig magt.

Én af hans beundrere på den tid fremsatte en sætning som blev berømt: “De som ikke ønsker ham som stabschef, vil få ham som forsvarsminister”. Sharon så sig om efter en kran som ville hejse ham op til den position. Eftersom han ikke fandt nogen færdiggjort, skabte han én – Likud (“Samling”).

Ideen var simpel: foren højrefløjen. Ganske vist havde de to større højrepartier – Herut og det Liberale Parti – allerede etableret en fælles parlamentsblok (kaldt Gahal). Men der var også to udsplittede højrefløjspartier. Sharon brugte sin nye offentlige prestige og tvang dem – næsten mod deres vilje – til at forenes.

Jeg spurgte ham, på det tidspunkt, om formålet med denne øvelse, eftersom Herut og de Liberale allerede var forenede, og de to splitterpartier ikke havde noget at tilføje. Det er nødvendigt, sagde han til mig, at skabe det indtryk at hele højrefløjen forener sig. Det vil tiltrække offentligheden. Ingen skulle efterlades udenfor.

Og det virkede virkelig. I 1969 havde Gahal-blokken kun vundet 26 (af 120) pladser i Knesset, nøjagtig det samme som fire år før. Men i 1973 vandt det nye Likud allerede 39 pladser, og i 1977 blev det det regerende parti med 43 pladser.

Som det er hans vane, skændtes Sharon med sine nye kolleger næsten umiddelbart efter etableringen af Likud. Han forlod partiet og oprettede sit eget nye parti, Shlomzion (“Zions fred” og navnet på en hasmonæisk dronning). Da han tabte ynkeligt ved valgurnerne i 1977, drog han den åbenbare konklusion og sluttede sig igen til Likud med lynets hast. Men Menachem Begin nægtede at udpege ham til forsvarsminister og gav ham kun Landbrugsministeriet. “Hvis han får chancen, vil han omringe Knesset med sine tanks”, sagde Begin kun halvt i spøg, og udpegede Ezer Weizman i stedet.

Men fire år senere, efter at Weizman var trådt tilbage i fornærmethed, blev Sharon endelig udpeget til forsvarsminister. Resten af historien er velkendt: invasionen af Libanon, Sabra og Shatila-massakren, Kahan-kommissionen, Sharons afskedigelse fra Forsvarsministe¬riet, Begins henvisnen, Sharons skænderier med premierminister Yitzhak Shamir, Sharons skænderier med premierminister Binyamin Netanyahu, og Netanyahus valgnederlag som efterlod Likud med ynkelige 19 pladser. Sharon overtog ruinerne og blev premierminister. Ved de sidste valg, i 2003, opnåede han en bemærkelsesværdig sejr: 38 pladser (hvortil Natan Sharansky lagde sine to) imod blot 19 pladser til Arbejderpartiet. Sharon blev den ubestridte leder af Likud og staten.

Og to og et halvt år senere er han i en situation hvor Likud, hans skabelse, truer med at støde ham fra magten og i hans sted sætte en uærlig og mislykket politiker. Hvad skete der?

Den umiddelbare grund er selvfølgelig nedlæggelsen af bosættelserne i Gaza-striben og den nordlige del af Vestbredden. Overfladisk set er dette i fuldstændig modsætning til alt hvad Sharon står for. Når alt kommer til alt, var han den der oprettede dem i begyndelsen og erklærede: “Hvad der gælder for Tel Aviv, gælder for Netzarim”. Nu har han sendt bulldozerne for at nedbryde Netzarim, hus for hus, med kamera på. Han “forrådte Likuds principper”, han “implementerer venstrefløjens planer” og “river folket fra hinanden”.

Dette er kun delvis sandt. Sandt er det, at Sharon skabte et historisk præcedens ved at nedbryde jødiske bosættelser i det historiske land Israel. Han har opgivet højrefløjsvisio¬nen om hele “Eretz Israel” og gjort delingen af landet til et fait accompli. Men bag venstrefløjsfaçaden gemmer der sig en højrefløjsplan: at ofre Gaza for at annektere en stor del af den meget mere vigtige Vestbred og forhindre oprettelsen af en levedygtig palæstinensisk stat. Selv efter “tilbagetrækningen”, er han nu ved at udvide Vestbreds-bosættelserne og bygge “Adskillelseshegnet”, hvis virkelige formål er ensidigt at fastlægge grænserne for et forstørret Israel.

Et af Sharons store problemer er rodfæstet i hans karakter. Efter at have vundet sin store valgsejr, gjorde han sig ingen ulejlighed med at skjule sin ringeagtende holdning for sit parti og faktisk heller ikke for den brede offentlighed. De 3300 medlemmer af den magtfulde Likud centralkomité, de fleste af dem små politikere med stor appetit, føler (helt med rette) at han foragter dem (også helt med rette).

Sharon gjorde sig aldrig den ulejlighed at forklare sine motiver for at foretage Tilbagetræk¬ningen. Man kunne kun gætte. De militære forberedelser var grundige, PR-forberedelser¬ne var nul. Til trods for dette støttede den almindelige offentlighed planen, enten af loyalitet over for den demokratiske orden eller af håb om fred, eller begge dele. Men selv dette skabte ikke en stor, brusende offentlig bevægelse til støtte for Tilbagetrækningen.

Nu er Likud i en tilstand af oprør. Situationen grænser til det absurde. Det regerende parti truer med at udstøde sin egen premierminister, selv med risikoen for at miste magten. De Knesset-medlemmer som kun vandt deres høje positioner takket være Sharon, truer med at opløse Knesset selv om de er fuldstændig klare over at mange af dem ikke har nogen chance for at blive genvalgt som kandidater. Hele det politiske system er i en tilstand af anarki.

Offentlige meningsmålinger viser et forvirret billede: I Likuds centralkomité, den afgørende institution, er der et stort flertal imod Sharon og for Netanyahu. Blandt Likuds medlemmer er der også et flertal imod Sharon. Men blandt Likuds vælgere har Sharon et flertal, og blandt hele vælgerkorpset har Sharon en dominerende føring over Netanyahu.

I denne mærkværdige situation, hvad er der så af muligheder?

Mulighed 1: Sharon vil triumfere. Likuds centralkomité vil bestemt samles og beslutte at holde partiprimærvalg, men i sidste øjeblik vil medlemmerne vige tilbage fra at udstøde Sharon, af frygt for at miste magt. De tusinder af partipampere hvis fede jobs stammer fra deres partitilhørsforhold, vil foretrække magten med den hadede Sharon frem for at gå i opposition med Netanyahu. Sharon vil fortsætte som premierminister indtil de regulære valg i november 2006, med en god chance for at blive genvalgt for endnu fire år (indtil han er 81 år).

Mulighed 2: Sharon vil blive smidt ud. Centralkomitéen vil beslutte sig for tidlige primærvalg, Netanyahu vil blive valgt som Likuds leder. Han kan oprette en ny nationalistisk-religiøs koalition i det nuværende Knesset. Eller Knesset vil blive opløst og nye valg vil finde sted med Netanyahu i spidsen for det forenede Likud. Sharon vil vende tilbage til sin gård. Dette ville være en dundrende sejr for bosætterne, idet det ville bevise at enhver som nedlægger bosættelser, begår politisk selvmord.

Mulighed 3: Det lille brag. Sharon vil tabe Likud-primærvalgene, Likud vil splittes i to, Sharon vil medtage omkring en tredjedel af Likuds Knesset-fraktion. Han vil oprette en ny koalition med venstrefløjspartierne og de ortodokse partier og fortsætte med at regere. Hvis han vinder det almindelige valg i november 2006, vil han regere videre som leder af Likud B.

Mulighed 4: Det store Brag. Likud vil splittes som ovenfor, men Sharon vil oprette et nyt parti sammen med medlemmer af Arbejderpartiet og Shinui. Knesset vil blive opløst, og det nye parti, ledet af Sharon, vil – som offentlige meningsmålinger nu tyder på – vinde en jordskredssejr. Dette er bredt kendt som “The Big Bang” (Det Store Brag).

Præsident Bush gør alt hvad der står i hans magt for at lette Mulighed 1. Han arbejder hårdt på at hjælpe Sharon til at opnå iøjnefaldende politiske succeser, såsom at mødes med Pakistans præsident, at byde kongen af Jordan velkommen til Jerusalem og den slags. Men det er tvivlsomt om dette virkelig vil hjælpe Sharon over for Likuds centralko¬mité.

Hvad fredsprocessen angår, ville det være bedre at nyvalg finder sted så snart som muligt, så man undgår en lang mellemperiode, hvor alt er frosset, bosættelsesaktiviteten fortsætter, og en tredje intifada godt kan bryde ud. Man kan ikke sætte sin lid til at amerikanerne vil forhindre en sådan nedfrysning.

Men hovedinteressen for Fredslejren ligger i omordningen af hele det politiske system. I årevis nu har situationen grænset til det groteske: med næppe nogen forbindelse mellem fordelingen af meninger i den brede offentlighed, som vist ved alle meningsmålinger, og fordelingen af kræfter i Knesset. Arbejderpartiet er et omvandrende lig, uden en fælles filosofi, en politisk plan eller et lederskab der er værd at tale om. Meretz-partiet er blegt og ineffektivt. De mange vælgere som længes efter fred, har ingen virkelig repræsentation i parlamentet.

Landet behøver et politisk jordskælv som vil skabe dale om til bjerge og bjerge om til dale. Hvis den nuværende krise medfører en komplet ændring i det politiske landskab, ville det være en velsignelse.

T. S. Eliot profeterede: “Dette er den måde verden ender på / Ikke med et brag men en klynken”. Likuds skæbne kan godt blive den omvendte: det kan ende ikke med en klynken, men med et brag.

[E-mail 03-09-2005 fra Gush Shalom <otherisr@actcom.co.il>

Oversat fra engelsk for DPV af Jørgen Nyeng.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.