Åbent brev til bosætterne

Gush Shalom

Til de flyttede bosættere

Åbent brev til bosætterne og nogle andre adressater

27-08-2005 Uri Avnery fra den Israelske Fredslejr (Gush Shalom):

Dyrebare bosættere!

“Dyre” i den mest bogstavelige betydning. Endelig må det staves helt ud, uden hyklerisk medynk, uden “hvis” og “men”.

Vi har betalt milliarder af shekels for at bosætte jer i Gaza-striben. Vi har betalt milliarder for at holde jer der, og de fleste af jer har boet der på vores bekostning.

Vi har betalt milliarder for at forsvare jer, og dusinvis af soldater m/k mistede deres liv mens de gjorde dette. Nu betaler vi milliarder ( otte? ti? tolv?) for at få jer ud derfra og betale jer generøs kompensation .

Men alt dette er ikke nok. Igen råber I. Igen bliver I plyndret. Igen skylder vi jer meget, meget mere. Hele strækninger af landet, fortrinsvis langs kysten, som skal reserveres specielt til jer, så I kan genbosætte jer “som hele samfund”.

Så I kan leve separat. Så I kan have jeres separate skoler. Så I kan trække regeringslønninger som ansatte i det lokale råd, Uddannelsesministeriet og Forsvarsministeriet.

Jeg ved ikke om the Guinness Book of Records tildeler en titel for uforskammethed, frækhed, skamløshed – kort og godt, god gammel jødisk chutzpah. I så fald burde I vinde den stort.

Før i tiden skyldte vi kun hver af jer en luksusvilla for næsten ingenting såvel som en indkomstkilde, jord og vand, nu synes det vi skylder jer alting. I kræver ret til at hjælpe jer selv af de penge som behøves til de syge, de gamle, de handicappede, børnene, de arbejdsløse. Fordi I er de bedste af de bedste.

Fordi I holder fast I Messias’s skæg. Fordi I blev personligt udvalgt af Gud.

Jeg kunne have nogen sympati for jeres situation, hvis I havde ytret ét ord af medfølelse med indbyggerne i de 1500 palæstinensiske hjem som blev ødelagt på grund af jer, et større antal end alle de bosætterhjem som bliver ødelagt nu.

Hvis I havde udtrykt nogen som helst medfølelse med de børn som blev sat ud af deres hjem inden for en halv time, uden kompensation, uden hoteller og psykologer; med de tusinder af træer som blev revet op med rode for at giver jer “sikkerhed”.

Som den gode Rabbi Hillel sagde for 2000 år siden, da han så et kranium flyde ned ad floden: “Fordi du har druknet andre, blev du druknet!”

Og vær så venlig at huske: regningen bliver ikke betalt af “staten”, en anonym instans, men af mig og de israelske læsere af denne spalte, ud af vore egne lommer.

Til “Yesha Rådet”, Shalom —

Det var så det. Bluffet er ovre. Boblen er bristet.

I måneder nu har I søgt at skræmme os. I har bombarderet os med imaginære tal. Et hundrede tusind demonstranter.

Et hundrede og halvtreds tusind. “Alt i alt har vi mobiliseret to millioner mennesker”. Dvs. næsten 40 % af alle israelske jøder.

Og I sagde til os: “I har ikke set noget endnu. I det rette øjeblik vil hundreder af tusinder marchere mod Gush Katif. Ti tusinder af soldater og officerer vil nægte at adlyde ordrer.

Alle veje igennem landet vil blive blokeret. Staten vil blive lammet. Hele folket vil rejse sig og forpurre den mands onde planer – den ene mand – som ønsker at fordrive landets forløsere fra Gaza-striben”.

Hvad skete så? Himlen faldt ikke ned. Ikke en eneste vej blev blokeret. Kun en håndfuld soldater nægtede at adlyde ordrer – meget færre end militærnægterne i fredslejren. Og til forskel fra dem, stod ingen af jer over for at skulle gå i fængsel i et år eller mere.

Og vigtigst af alt: I er forblevet alene. Helt alene. Det var åbenbart allerede fra det første øjeblik, i jeres store demonstrationer, da der næsten ikke var nogen dér som ikke bar de national-religiøses strikkede kalot eller de angrende jøders større hatte.

Ingen anden sektor af offentligheden sluttede sig til jer: ikke venstrefløjen, ikke centrum, ikke den sekulære højrefløj, ikke engang de ortodokse. Alle de arrogante pralerier vi hørte morgen og aften, er bristet som sæbebobler.

Intet er tilbage, andet end alle fejls moder.

Alligevel, i stedet for at forsvinde fra scenen i skam for at “granske jeres sjæl” og tage fejlen til jer, forbliver I på højden af chutzpah og fortsætter blot som om intet var hændt.

Til Medierne, Shalom —

Undskyld at jeg henvender mig til jer som om I var en enkelt person. Sandt nok består I af mange aviser, radiostationer og TV-netværk, men jeg henvender mig til jer i éntal fordi det faktisk var det I var under de seneste uger.

Allesammen talte I som én person, i én stil, én terminologi. Og allesammen, undtagen nogle udvalgte få, har forrådt jeres mission.

I uger nu har I udgjort en platform for bosætternes propaganda. Alle aviserne. Alle radiostationerne. Alle TV-netværkene.

24 timer om dagen, syv dage om ugen. Hvert ræb eller grynt af en bosætter var varme nyheder, om ikke en sensation. Fredslejrens stemme blev næppe hørt, de mest konsekvente modstandere af bosætterne blev slet ikke hørt.

I har druknet os i et hav af kitsch, time efter time af råben og græden, simuleret hysteri og virkeligt hysteri. En uendelig række af scener der var omhyggeligt iscenesat for fjernsyn, med den angivne hensigt at “brænde sig ind i bevidstheden” og “skabe et traume”.

Fra taget af Sanur-fortet bestilte Knesset-medlem Aryeh Eldad “bure” for at opføre heltenes tragiske underkastelse, og ikke en eneste reporter citerede det gamle jidishe ord: “Meshiggener, herub fun dach!” (Forrykte, skrub ned fra taget!).

I stedet for faktuel reportage hældte I en flod af ladede ord ud som “hjertegribende syn”, “forfærdelig smerte”, “vidunderlig ungdom”. (Kun af og til slap en virkelig sandfærdig scene igennem, som barnet der bad med sin mor og, da det opfattede at evakueringen ikke stoppede, udbrød forundret: “Mama, det hjalp ikke!”).

Hvor var den undersøgende presse mens alt dette gik for sig? Hvorfor fortalte man os ikke det virkelige antal demonstranter? Hvem er dette “Yesha Råd” som udvalgte dem, hvad er dets legale status, hvor kom de millioner af dollars fra som blev spildt på denne kampagne?

Hvorfor undersøgte ingen, i hvilken mark disse vilde ukrudtsplanter voksede op, hvad der sker i det autonome “religiøs-stats” uddannelsessystem som – på vor bekostning – har frembragt disse fanatiske bøller?

Og hvorfor har ingen afsløret farcen i disse såkaldte Stalingrad’er og Massada’er, hvis helte udmærket vidste at ingen ville anvende tåregas eller knipler mod dem, og at alle de der blev arresteret, ville blive frigivet den næste dag?

Til Premierministeren, Shalom —

Undskyld mig. Jeg troede ikke virkeligt at De ville gå hele distancen i denne sag.

Men De har gennemført hvad De lovede at gøre, og det er ikke afgørende vigtigt hvorfor – om De ikke længere havde noget alternativ, eller blev ført med af det De selv havde sat i gang, eller blev tvunget af amerikanerne til at gøre det.

Men Deres virkelige prøve er først ved at begynde. Deres handlinger i de næste dage vil bestemme om De har opnået en ærefuld plads i historien eller vil blive husket som et fjols.

En anden premierminister, den britiske statsmand David Lloyd-George, talte da han prøvede at retfærdiggøre sin tilbagetrækning fra Irland, om det umulige i at springe over en afgrund i to skridt.

Nu er De præcis i denne situation. De har startet Deres spring. Afgrunden er under Dem. Hvis De stopper, vil De falde i.

Hvis De ikke skrider hurtigt frem mod et historisk kompromis med palæstinenserne, vil De selv virkeliggøre Binyamin Netanyahus dommedagsprofeti: en tredje intifada vil bryde ud, og Gaza-striben vil blive til en platform for morterer og Qassam-raketter.

Dette er ikke tidspunktet til at tænke på de næste valg, at bekymre sig om Landau’erne og Netanyahu’erne, Likud A og Likud B. Dette er tidspunktet til at løfte Deres øjne og gøre den historiske ting.

Dette er Deres prøve, og kun den vil afgøre, om tilbagetrækningen fra Gaza var blot endnu en uvigtig episode eller en historisk handling.

Kære forsonere —

der er I igen, som ordsprogenes svampe efter regn. I vil gerne gyde olie på vandene, for at få sindene til at mødes, for at “hele kløften i folket”.

Der er ingen kløft. Tværtimod, i denne sag er folket meget forenet, på en imponerende og endda overraskende måde

Der er ingen “kløft”, men en uundgåelig konfrontation mellem det store flertal af offentlig¬heden og en lille separatistisk sekt.

Hvis der var brug for bevis, så kommer her bosætterne selv og forlanger separate lokaliteter i Israel, med separate skoler – separate endog fra den almene religiøs-zionistiske sektor.

Den israelske offentlighed ønsker, næsten enstemmigt, en stat baseret på lov, en demokratisk stat hvor flertallet bestemmer og mindretallets rettigheder respekteres. En fornuftig, fri og rationel stat.

En stat med grænser og forfatning. En stat som tilhører den progressive menneskehed. En stat som respekterer alle religioner men ikke er underkastet nogen religion.

Imod denne stat har en fanatisk sekt rejst sig, en sekt som ønsker at etablere en anden stat: en trosbaseret, nationalistisk og racistisk stat, regeret af guddommelig lov som fortolket af deres rabbier.

En stat hvis opgave er at erobre alt det historiske land Israel, at arve det, at uddrive dets “fremmede” (dvs. arabiske) beboere og fylde det med bosættelser.

Mellem disse to koncepter kan der ikke være noget kompromis, og der bør heller ikke søges et falsk kompromis. For det foreslåede kompromis går altid i én retning, opgivelsen af Staten Israel.

Det ville være det første skridt henimod likvideringen af det israelske demokrati. Den ideologiske flertydighed er et røgslør bag hvilket ødelæggelsens kræfter er i arbejde.

Nøjagtigt det modsatte er nødvendigt: at kaste et klart, nådesløst lys, så enhver person i Israel vil forstå hvad kampen drejer sig om.

Ingen forsoning, men mobilisering til forsvar for vort demokrati.

Kære Professor Yeshayahu Leibowitz, fred over Deres sjæl —

De fortalte mig engang at, da tilhængerne af den muslimske prædikant Muhammad ibn Abd-al-Wahab erobrede Mekka, var det første de gjorde, at nedbryde Profeten Muhammads grav, således at de troende ikke ville helliggøre sten.

Nu hævdes det at nedbrydningen af Gush Katif synagogerne, der blev bygget for kun to eller tre år siden, ville være i modstrid med en eller anden guddommelig lov.

Med Deres skarpe og bidende tunge ville De, en ortodoks jøde, have reduceret disse charlataner til aske – som De gjorde da De kaldte Vestmuren (“Grædemuren”) for “et religiøst diskotek”.

Vi savner Dem.

[E-mail 28-08-2005 fra Gush Shalom <otherisr@actcom.co.il>

Oversat for DPV fra engelsk af Jørgen Nyeng.

Comments are closed.