Hvor skal vandet komme fra?

Haaretz

Hvor skal vandet komme fra?

Af Amira Hass, Haaretz 1.september 2005

I knap 10 år har Omar og Khaled fra Khan Yunis, som indtil for nyligt arbejdede i et drivhus hos bosætterne i Muasi (Gush Khatif) – tage et gratis kig i israelske vand statistikker.

Imens de arbejdede i drivhusene kunne de nyde rent klart vand, der flød direkte fra hanen, og de kunne mærke den enorme forskel i forhold til det vand, der ventede dem i hanerne hjemme.

De 1.3 mio. palæstinensere i Gaza forbruger omkring 150 mio kubikmeter vand om året, 90 mio mere, en der er kapacitet til at rense gennem kystens faciliteter i Gaza striben.

Overforbruget medfører at havvand trænger ind i systemet og sammen med kloakvand fra sivebrønde og forsømte infrastruktur medfører det at 90 % af vandet til palæstinenserne i Gaza ikke kan drikkes.

År før man begyndte at diskutere rømnings planerne blev vand systemet i Gaza adskilt fra resten af landets. Vestbredden og Gaza var besat, antallet af beboere på begge side af den grønne linje steg, vandforbrugs mønstre ændrede sig og somrene blev varmere, men Israel, som kontrollerer vandressourcerne, fastholdt adskillelse af Gaza, som om striben var en selvforsynende ørken ø.

Men Gaza er som Eilat er en del af en territorial enhed mellem floden og havet, som har fælles vandreserver. Israelere nyder godt af vandforsyninger uagtet deres bosted. Fact:

De 8000 bosættere, som blev evakueret fra striben, forbrugte næsten 8 mio m3 årligt ifølge statistikker fra Mekorot National Water Carrier til de palæstinensiske autoriteter: 4,1 mio m3 kom fra 26 brønde, som israelerne havde gravet og 3,8 mio m3 kom fra selve Israel.

I gennemsnit forbruger hver palæstinenser i Striben 123 m3 årligt (til husholdning, landbrug og industri).

Hver israelsk bosætter forbrugte omkring 1000 m3. Denne forskel er en del af forklaringen på, hvordan bosætterne var i stand til at drive 5000 dunams drivhuse svarende til en fjerdedel af alle drivhuse i Gaza.

Omar og Khaled vil formentlig snart vende tilbage til arbejdet i drivhusene, som blev opkøbt af velhavende jøder for 14 mio $ og overført som en gave til

Palæstinenserne til at drive for at eksportere deres unikke produkter. Eksperter fra Verdensbanken, som støttede denne transaktion, som skulle vække Gazas økonomi til live mener, at det vil være sund fornuft i en periode trods Gazas sparsomme vandressourcer at udnytte Gush Khatif området til eksport orienteret landbrugsproduktion.

Men set fra Gaza har vandsituationen passeret det katastrofale. ”Overraskelsen er, at vi stadig lever!”, således opsummerede Ahmed al-Yaqubi, direktøren for vandforsyningen situationen.

Han forholdt sig ikke direkte til drivhusene, men i en samtale i Haaretz advarede han mod ambitiøse projekter, der hurtigt vil tømme vandresserverne –medmindre man kan skaffe forsyninger udefra!

Men selv anvender PA kun halvdelen af de 10 mio m3, som Oslo aftalerne giver dem ret til at anvende fra Mekorot, med andre ord, vand der kommer udefra Gaza.

Prisen er for høj for de palæstinensiske forbrugere. Vil PA på mirakuløs vis finde penge til at købe vand til drivhuse, penge, der ikke kan bruges til at købe drikkevand for?

Overførslen af drivhusene er overstået men debatter, der er langt mere alvorlige for palæstinenserne om grænseovergange, om ændringer i systemet for overførsel af produkter så det bliver mere logisk og mere indbringende, fortsætter.

Bosætterne drivhuse er en del af en samlet kontekst i hele området om fri bevægelighed for produkter og om vandressourcer. Drivhusene blomstrede takket være de ekstra ressourcer, der var tilgængelige for jøder.

For at kunne eksportere produkter herfra er det nødvendigt at fortsætte en særlig begunstiget ressourcefordeling hvad angår vand og fri bevægelighed for produkter.

Således opstår muligvis en situation med VIP-grøntsager. Erfaringerne fra Oslo-årene har lært os en del: Israel tillader forhenværende PA officials, deres ansatte, venner til nøgle-israelere (herunder arkitekter bag Oslo aftalerne) og handelsmænd som har forbindelser til folk i sikkerhedssystemet relativ bevægelsesfrihed, som ikke er forundt almindelige palæstinensere.

Derfor er det rimeligt at frygte, at en massiv international og israelsk involvering i drivhusene vil fremskynde produkter herfra, men andre produkter vil blive stoppet.

Endnu en Guava-sæson er gået tabt og medført enorme tab for adskillige hundreder af familier i Muasi og Khan Yunis.

Der kom ingen fremmed donor under rømningen med hjælp til Muasi-bønderne – to meter fra drivhusene! – så de kunne afsætte deres guavaer i Gaza og udenfor.

Det er umuligt at gøre den enorme sociale ødelæggelse op, som VIP-systemet har skabt ved grænseovergangene. Men formentligt vil økonomer kunne beregne den skade, som VIP-grøntsager vil forårsage og opveje det med de økonomiske gevinster, som forventet fra bosætternes drivhuse.

Oversat til DPV fra engelsk af Pernille Frahm

Dette indlæg blev udgivet i Andet, Gamle indlæg, Kommentarer, Reportager/interviews. Bogmærk permalinket.