Israels venner manipulerer

Sjællands Tidende

Israels venner manipulerer

Sjællands Tidende 5. september 2005, side 9

Af Fathi El-Abed, næstformand/ Dansk Palæstinensisk Venskabsforening

Med en sand messiansk prædiken belærer Jørn Nielsen os om, hvor meget Israel lider og har lidt de sidste mere end 50 år (Debatsiden 29/8).

Lad mig slå én ting fast; jeg er ikke spor religiøs og opfatter religion som noget fanden har fundet på, for at vi mennesker gennem hele vores sørgelige historie skal bekrige hinanden med netop religion som argument og udgangspunkt.

Jeg har dog respekt for alle, der praktiserer deres religion.

Jørn Nielsens indlæg er en sand svada af gamle usande argumenter og postulater.

I Israels snart 60 årige historie er Israel blevet angrebet én gang. Nemlig i 1973.

Det var en legitim krig. Det var også den eneste krig, araberne selv har initieret for at tilbageerobre de tabte områder fra 1967, hvor Israel overfaldt sine naboer for netop at tilegne sig yderligere la ndområder.

I 1948 var der ingen krig mod Israel. Ingen arabisk stat angreb den dengang nyligt opfundne jødiske stat. Det var palæstinenserne, som forsvarede deres land mod at blive delt og foræret bort.

Det var også en kamp mod de zionistiske terrorbander, som hærgede især i den nordlige del af Palæstina. Nogle palæstinensiske modstandsgrupper modtog en del hjælp i form af lettere våben og andet materiel fra de par omkringliggende arabiske lande.

Men ingen arabisk hær kom i kamp mod de zionistiske terrorgrupper (måske bortset fra jordanske tropper omkring Jerusalem). Disse zionistiske grupper var i øvrigt vel- trænede og bevæbnede, i modsætning til størstedelen af de palæstinensiske modstandsfolk som forsvarede deres familier, byer og landsbyer med primitive jagtvåben.

Hvad angår denne konflikts største løgn – nemlig krigen i 1967 – så udsprang den af, at Israel havde brug for krig på grund af den opgivende ste mning i landet. Mange udvandrede og få troede på den zionistiske vision.

Israel var som følge heraf smart nok til at iværksætte en optrapningsstrategi, der førte til krigen natten til den 5. juni 1967. Herom skriver den israelske forfatter Avi Shalim i “The Iron Wall” (s. 235): “Israels optrapningsstrategi på den syriske front var sandsynligvis den vigtigste enkeltfaktor, der førte til krig i Mellemøsten i 1967…”. Israels “sejr” skabte en euforiske stemning, som nogle mente overgik stemningen fra 1947/1948″.

Derudover er det i over 30 år blevet påstået af Israel og Israels indflydelsesrige venner i vesten, at den daværende egyptiske præsident Jamal Abed Al-Nasser havde foretaget en kæmpemæssig militær opmarch langs grænsen til Israel.

Denne fordrejning af sandheden skulle tjene Israels evige påstand om, at den jødiske stat var truet. Samt at et egyptisk angreb mod Israel var få timer fra at finde sted. Lodret forkert. Og manipulation fra ende til anden. For præsident Nasser havde godt nok sendt tropper til Sinai, men ikke i et omfang, der kunne true Israels sikkerhed.

Herom sagde den nu myrdede Yitzhak Rabin (stabschef under krigen i 1967) i et interview med den franske avis Le Monde den 28. februar 1968 “Jeg tror ikke præsident Nasser ønskede krigen.

De to divisioner, han sendte ud i Sinaiørkenen den 14. maj 1967, var ikke nok til at iværksætte en offensiv mod Israel. Det vidste både han og vi udmærket godt”.

Krigen i 1967 var i sig selv en såkaldt “forebyggende krig”. Israel lod hele verden tro, at de arabiske lande var blot få timer fra at iværksætte et alt omfattende angreb, som havde til formål at udslette den jødiske stat. Men sandheden er altså en anden.

Jeg er glad for én ting. Nemlig at Jørn Nielsen ikke er politiker. Og gudskelov og tak for det. For så skulle vi have med endnu en uvidende politiker at gøre.

Comments are closed.