Debat: Hauges hadske hjørne

Kommentar i Jyllandsposten

Debat: Hauges hadske hjørne

Jyllands-Posten 27. august 2005, 1. sektion, side 8

I sit anti-palæstinenser-hjørne (20/8) er Hans Hauge igen ude med kniven i JP. Lad mig starte med at slå én ting fast: at være pro-israelsk behøver ikke at være synonymt med at være anti-palæstinensisk.

I princippet er jeg overbevist om, at det er håbløst at få HH til at forstå den uretfærdighed, palæstinenserne er og har været udsat for gennem de seneste 70 år.

For at HH ikke skal fremstå uimodsagt, vil jeg give læserne et indblik i de mange unøjagtigheder, som HH fremfører. Geografi bør vi nok overlade til fagfolkene. Men Gaza ER faktisk på størrelse med Langeland med 1,4 mio. palæstinensere.

Derudover boede der – ulovligt vel at mærke – indtil for nylig ca. 8.000 fanatiske jøder fordelt på 21 ulovlige bosættelser. De beboede ca. 38 pct. af Gaza-stribens areal. Disse bosættelser sad på mere end 64 pct. af stribens kostbare vand, mens palæstinenserne tørstede i deres eget land.

Ikke flere tårer

HH vil så gerne have, at jeg/vi skal have sympati me d bosætterne. Men jeg har desværre ikke flere tårer at græde for de fanatikere og kriminelle, der stjal palæstinensernes land.

Hvor var sympatien med de hundredvis af palæstinensiske familier, som fik deres huse jævnet med jorden af de israelske bulldozere? Jeg erindrer ikke, at HH eller for den sags skyld JP da fordømte Israels handlinger.

Mig bekendt blev palæstinenserne ej heller tilbudt en amerikansk finansieret kompensation på 400.000 dollars per familie og flyttet til firestjernede hoteller og midlertidige huse. Tværtimod.

De hjemløse palæstinensere fik for det meste mindre end 15 minutter til at flytte, og deres nye hus var et telt uden udsigt til andet. Og når anstændige mennesker som FN-chefen, Peter Hansen, protesterede over forholdene, blev de ikke kun fyret, men også rakket ned af blandt andre Hans Hauge.

HH undrer sig i en nedværdigende og arrogant tone over, at palæstinenserne ikke har været så flittige som de nu evakuerede bosættere og dyrkede deres land.

En akademiker burde vide, at Palæstina er et landbrugssamfund og har været det gennem hundreder af år. Men når al frugtbar land og vand har været frataget palæstinenserne, så er det svært eller rettere umuligt at leve op til HH’s forventninger.

Manipulation

Derudover har palæstinenserne i de besatte områder – måttet se på, at deres marker, oliven- og citruslunde er blevet rykket op med rode. For Israels sikkerhed.

Men det er forståeligt, at HH vælger at se bort fra kendsgerningerne, selv om han har oplevet det hele på egen krop. Det er jo manipulation fra ende til anden, som Hans Hauge ynder at postulere.

Det palæstinensiske folk er nemlig ET folk, som ikke ønsker andet end at leve i fred inden for egne grænser. Besættelsesmagten Israel skal opgive sine messiansk-kolonialistiske drømme, for ellers ser det sort ud for såvel israelere som palæstinensere.

Og for at glæde HH og andre anti-palæstinensere må vi håbe, at en selvstændig palæstinensisk stat med Østjerusalem som hovedstad snart bliver til virkelighed.

For kun på den måde kan de tilsyneladende få deres ønske opfyldt: et palæstinenserfrit Danmark.

Comments are closed.