Begyndelsen til enden

Al Ahram Weekly

Begyndelsen til enden

Af Mustafa Barghouti i Al Ahram Weekly, 18. – 24. august 2005

Det er vigtigt, at palæstinenserne beskytter sig imod at blive for selvtilfredse og ikke bliver totalt overvældet af den israelske tilbagetrækning fra Gaza, skriver Mustafa Barghouti.

Det faktum at afviklingen af bosættelserne i Gaza har fundet sted og at bosætterne har forladt området, har indvarslet begyndelsen til enden af den israelske besættelses historie. For første gang siden 1897 har den zionistiske drøm været nødsaget til at vige for de barske realiteter.

Midt i den larmende rivalisering mellem palæstinensiske grupper, som hævder, at sejren skyldes netop dem, har mange glemt, at øjeblikkets sande mestre er det palæstinensiske folk, de almindelige mænd, kvinder og børn, som har modstået 38 års smerte under besættelse og som nægtede at forlade deres fædreland og som aldrig opgav håbet for deres sags retfærdighed.

Det er disse mennesker, som bragte de største ofre, det var dem som udgjorde rygraden i den første og den anden Intifada og hvis urokkelighed til syvende og sidst tvang den zionistiske bevægelse til at foretage den første afvikling af sine bosættelser på palæstinensisk territorium. For eftertiden er der kun én retning som besættelsen og dens bosættelsesbevægelse kan bevæge sig og det er baglæns.

Men ligesom vi ikke bør nedtone den historiske betydning af dette vendepunkt, som er blevet virkeliggjort p. gr. a. årtiers vedvarende folkelig modstand, så må vi ikke undervurdere størrelsen af de farer, som ligger foran os.

Sharon kom endelig til den erkendelse, at han var nødt til at bøje sig dels for den utrættelige beslutsomhed som var indbygget i den palæstinensiske befrielseskamp og dels den enstemmige internationale solidaritet med den palæstinensiske sag.

Derfor gjorde han ihærdigt brug af sin store taktiske snuhed dels for at sikre sig, at den pris, han var tvunget til at betale, blev så lille som mulig og dels for at forvandle denne omgruppering fra Gaza til en måde at skrue tiden tilbage på.

Palæstinenserne står således over for tre umiddelbare udfordringer. Den første bliver at modarbejde Sharons tendentiøse spådom om, at palæstinenserne vil vise sig ude af stand til at administrere Gaza ordentligt p. gr. a. indgroet korruption og uenighed blandt grupperinger.

Dette håber han vil udarte sig til borgerkrig.

For at afværge denne risiko er det for det første nødvendigt, at vi så hurtigt som muligt afholder retfærdige og frie demokratiske valg til Den lovgivende forsamling og til byrådene.

Politisk konkurrence er kun sund, når betingelserne for effektivt politisk flertal er til stede og når stemmeurnen er accepteret som den ultimative dommer i forbindelse med politisk rivalisering. Politisk konkurrence, hvor våbenmagt, køb af loyalitet og andre ulovlige former for tvang og fristelser eksisterer, kan udelukkende føre til kaos.

Erfaringen har vist igen og igen, at demokrati og mulighed for demokratiske virkemidler er en uundværlig betingelse for national frelse.

For det andet må vi sikre os, at juridisk suverænitet helt og holdent gælder i de områder, israelerne forlader. Der har været endeløse rygter om planer for disse områder, der har været aftalt på forhånd, om de monopoler, som har været en pestilens for palæstinenserne siden Oslo-aftalerne og om visse magtfulde magnaters planer om at få personlig ejendomsret til en del af disse områder.

Den eneste måde at mane disse rygter i jorden på er ved at gøre overdragelsen af disse områder og deres fremtidige anvendelsesformål til genstand for lov og ret og underkaste den fulde ansvarlighed og gennemskuelighed.

Den anden udfordring går ud på at forpurre alle israelske forsøg på at gøre tilbagetrækningsprocessen til blot et spørgsmål om omgruppering af tropper.

Som vi alle er bekendt med, er det Sharons plan at fastholde israelsk kontrol over alle grænser og overgange, over luftrummet over Gaza og Gazas vandresurser og, kort fortalt, omdanne området til et enormt fængsel.

Vi kan forvente en hvilken som helst bevidst vildledende indpakning, som vil minde om Oslo- og Paris-aftalerne og som har til formål at tilsløre sådanne strategier, som det at skelne mellem transitvarer og personer gennem havnene eller det at bruge tilstedeværelse af internationale observatører som et påskud for israelsk overvågning og kontrol.

Hvis det er meningen, at den israelske tilbagetrækning skal være andet og mere end omgruppering af tropper, så er det nødvendigt at palæstinenserne insisterer på at få total suverænitet over deres område, inklusive luftrum, vandresurser og havneindsejlinger.

Selvfølgelig overflødiggør dette ikke behovet for en ægte international tilstedeværelse, som retter sig efter princippet om palæstinensisk suverænitet.

Den tredje udfordring er langt den største. Den går ud på at forpurre det forventede israelske forsøg på at afskære Gaza fra Vestbredden og Jerusalem og at fastfryse den såkaldte fredsproces.

Et af Israels kneb vil være fortløbende at aflede opmærksomheden via først den palæstinensiske, så den israelske og endelig den amerikanske valgkamp.

Derved vil de vinde tid til at fortsætte annekteringen af Jerusalem, udvide antallet af bosættelser på Vestbredden og færdiggøre opførelsen af muren.

Derved vil det have lagt det praktiske fundament m.h.t. at tvinge sin ensidige løsning ned over alle de resterende problemer, som skal løses.

Dets løsning vil være at skære Gaza helt og at indskrænke drømmen om en palæstinensisk stat til en samling isolerede kantoner på Vestbredden med omkring lige så meget autonomi som den lignende struktur i apartheidtidens Sydafrika.

Det er her lige værd at bemærke, at Gazas areal svarer til ca. 6 % af Vestbredden og en procent af hele Palæstina.

For at finde et modtræk til denne plan bliver palæstinenserne nødt til at være på dupperne for hurtigt at rive initiativet fra Sharon. Dette er et realistisk mål.

Selvom Sharon fik initiativet over på sin side ved at påtvinge det internationale samfund sin ensidige tilbagetrækningsplan, så vil han, i det øjeblik tilbagetrækningen fra Gaza er bragt til ende, imødese, at han har spillet politisk fallit.

Det er for det første fordi han ikke har flere alternativer at byde på og for det andet fordi hans støtte hjemme er totalt udhulet, fordi der er udsigt til hurtig afholdelse af valg p. gr. a. den alvorlige uenighed i hans parti samt den em af korruption, der ligger over ham p. gr. a. de økonomiske skandaler, hans søn har været involveret i.

I stedet for at give ham muligheden for lige at trække vejret og få kræfterne tilbage, er det nødvendigt, at palæstinenserne nu går i offensiven med henblik på at gøre afviklingen af bosættelserne i Gaza til en sand begyndelse på en proces, som vil strække sig til bosættelserne på Vestbredden og Jerusalem.

Disse er set med international lovs og Den internationale domstols øjne mindst lige så ulovlige som bosættelserne i Gaza.

Det kræver en trestrenget handlingsstrategi at tage initiativet. Et første skridt er at tage initiativ til at igangsætte et fremstød med henblik på at afholde en international fredskonference, som vi for bekvemmeligheds skyld kunne kalde for Madrid II.

Hensigten skulle være at løse alle ”final status issues.” – slutspørgsmål.

Hvis et sådant fremstød fik succes, ville man opnå fem umiddelbare endemål.

Det ville afværge den politiske fastfrysning, som Sharon gerne vil påtvinge fredsprocessen.

Det ville mindske Sharons mulighed for at diktere forløbet i bosættelses-processen og tvinge ham til at forhandle. Det ville sikre, at alle slutspørgsmål (final status issues red.), lige fra grænsedragning og bosættelser til Jerusalems status og de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage, vil ligge solidt placeret på forhandlingsbordet.

Det ville inddrage hele det internationale samfund i forhandlingsprocessen. Dette har Israel længe modsat sig. Endelig ville det placere den palæstinensisk/arabiske-israelske konflikt direkte inden for rammen og autoriteten af internationale resolutioner og international legitimitet, som entydigt holder fast ved den palæstinensiske sags retfærdighed.

Det næste trin er at appellere til FN og anmode om en resolution, der baseres på domsafsigelsen ved Den internationale domstol, hvad angår muren, og som opfordrer Israel til at holde inde med opførelsen og at nedrive de dele af muren, som dækker palæstinensisk territorium.

Hvis ikke dette sker, må Israel imødese muligheden for sanktioner. Anmodningen som i øjeblikket er i cirkulation med netop dette som formål og som allerede har samlet tusindvis af underskrifter, udgør et udgangspunkt, som palæstinensisk/arabisk diplomati kan bygge på.

Det tredje trin er både på hjemmefronten og internationalt at øge den ikke-voldelige protestbevægelse mod muren og de ulovlige israelske bosættelser.

Denne pacifistiske form for modstand vil forstærke billedet af den palæstinensiske kamp imod besættelse og undertrykkelse og på samme tid opbygge en voksende bevægelse imod den israelske politik som går i retning af at skabe de facto-realiteter.

Det lykkedes for Israel at dæmpe og splitte intensiteten i den første intifada ved hjælp af Oslo-aftalerne. Der skulle en anden intifada, som kostede os dyrt, til for at komme ud på den anden side af den meget ubehagelige Oslo-tunnel.

Vi har ikke råd til at gå i den samme fælde igen. Det er vores naturlige og legitime ret at fryde os over afviklingen af hver evig eneste bosættelse som er blevet bygget på vores jord, men vi må forblive konstant opmærksomme, såfremt Gaza skal være begyndelsen og ikke enden på en proces.

Det er vores nationale pligt at fortsætte kampen for befrielse, frihed og sand uafhængighed, hen imod den dag, hvor vi har opnået en ægte uafhængig status som stat med det palæstinensiske flag vajende over Jerusalem.

Kun da vil vi kunne smage en glæde som ikke vil være fordærvet af en rest bitterhed og lurende skyld over de fortløbende uretfærdigheder der af muren og bosættelserne bliver begået imod de palæstinensiske små og store byer som stadig er besat og over den fortsatte sørgelige situation for palæstinensiske tilbageholdte og fanger.

Forfatteren er generalsekretær for Det palæstinensiske Nationale Initiativ

Oversat fra engelsk af Ulla Lundberg, Odense for DPV

Dette indlæg blev udgivet i Andet, Gamle indlæg, Reportager/interviews. Bogmærk permalinket.