Et barn dræbt, to livsfarligt sårede under den israelske hærs angreb på Balata

International Solidarity Movement, Nablus

Et barn dræbt, to livsfarligt sårede under den israelske hærs angreb på Balata

 

Rapport fra en Fredsvagt, International Solidarity Movement, ISM Nablus, 7. juli 2005

 

Jeg er træt. Ikke blot af mangel på søvn – de israelske besættelsesstyrker er kommet ind i byen flere gange om natten i denne uge – skønt det er en del af det, eller af den blodmangel, som jeg nu er bukket under for. Jeg er træt af frustrationen og fortvivlelsen over at befinde mig på 50 meters afstand, da den israelske hær skød endnu et palæstinensisk barn, den 16-årige Khalid Mohammed Msyme, bror til en af vores venner.

 

En ven beskrev engang vores rolle her som det at være babysittere, der skal holde øje med bevæbnede 18-årige israelske drenge, så de ikke tor, at de ustraffet kan skyde palæstinensiske børn i deres hjem. Jeg er bange for, at sandheden er, at de handler ustraffet. Jeg har ikke tal på de chokerende rapporter, som jeg har læst om børn, der i palæstinensiske byer er blevet dræbt af den invaderende israelske hær.

 

Jeg har ikke tal på de gange jeg har rapporteret om invasioner, arrestationer og drab i strid med Sharm Al Sheik-aftalen og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har håbet på, at dette overgreb vil blive et, som verden omsider bliver opmærksom på.

 

Før hæren kom nu i nat fortalte en palæstinensisk ven mig om alle de drab og grusomheder, han har været vidne til. Af og til tænker han på lugten af forkullet kød eller på hvad han kaldte følelsen af ”kød fra deres kroppe” i hans hænder men for det meste bekymrer disse livagtige erindringer ham ikke. Han siger, at det var chokerende i begyndelsen, men nu er det normalt for ham. Jeg håber, at det aldrig kommer dertil for mig.

 

At se hæren myrde burde aldrig blive normalt. Da jeg ringede for at fortælle ham, hvad der skete inat opfattede hen min frustration og skyldfølelse. Jeg sagde ikke noget, jeg vidste, at det ikke ville være rigtigt, men på en eller anden led følte jeg behov for at sige undskyld fordi jeg ikke have stoppet dem, før de skød drengen.

 

Da jeg udmattet fortalte ham, at de havde dræbt endnu en dreng, sagde han blidt ”det er OK”. I det øjeblik blev jeg overvældet af bitterhed over alt det han har været igennem og fuldstændigt ydmyget fordi han vil beskytte og berolige mig. Hvorfor skulle det falde i hans lod at gennemleve alt dette og tilmed passe på en dum udlænding?

 

Nu er det blevet lyst, jeg har ikke sovet; mine følelser er stadig i kraftig bevægelse. Jeg er vred, frustreret, bitter, skuffet. Den israelske hær var igen i gaderne i Balata-flygtningelejren. I hjertet af Palæstinas Vestbred. Beboerne er flygtninge, mennesker, som Israel allerede har fordrevet en gang tidligere. Børnene er under konstant angreb i deres flygtningelejr, deres hjem. Jeg har aldrig været optimistisk med hensyn til Sharm Al-Sheik-aftalen, men jeg er stadig helt desperat skuffet.

 

Jegt er frustreret, bedrøvet og meget træt fordi endnu et barn er død. Vi var nogle få meter for langt væk. Jeg ønsker, at dette aldrig vil ske igen, men en del af mig ønsker, at enhver dér (på den anden side,o.a.) skulle blive udsat for denne oplevelse. Hvis alle følte denne bedrøvelse og frustration, ville alle presse vores regeringer og store internationale selskaber til at holde op med at finansiere Israels besættelse af Palæstina.

 

Da den israelske hær kort før kl.11 om aftenen kom til indgangen til Balata- flygtningelejren, skød den uden varsel ind i engruppe civile. En 14-årig dreng blev ramt i hovedet og er livsfarligt såret. To 16-årige blev skudt – den ene alvorligt såret – under sammenstød i løbet af natten. Hæren besatte tre boliger. Balata-afdelingen af Al Aqsa Martyrernes Brigade har sagt, at den ikke længere vil respektere våbenhvilen.  

 

Bevæbnede israelske køretøjer ankom til lejren sent om aftenen. Trods tilstedeværelsen af to store grupper civile, deriblandt to internationale fredsvagter, begyndte soldaterne at skyde med skarept direkte ind i lejren. Fredsvagterne havde ikke hørt nogen palæstinensiske skud. Da ambulanceholdet nåede frem minuter senere, fik fredsvagterne at vide, at et barn 50 meter derfra var blevet skudt i hovedet.

 

Jeep’ene blev ved at skyde og trængte ind i lejren og smadrede markedsboder og forhindrede fredsvagterne i at nå frem. Indbyggerne i de boliger, der var blevet besat af den israelske hær tilkaldte hjælp. Soldaterne forhindrede lægehold i at komme ind i området igen og erklærede, at det var en lukket militær zone. Jeeps forblev i lejren hele natten og blev ved med at skyde. Fredsvagterne blev tvunget til at søge dækning inde i et hus, hvorfra de hørte skyderi, eksplosioner, militærhunde og megafonbeskeder fra jeeps på kort afstand.

 

Mosque’en sendte støj hele natten. Jeg ved ikke om det var en tilfældig fejlfunktion eller en taktik fra hærens side. Da der blev kaldt til morgenbøn kunne jeg stadig høre jeeps og en kvinde, der græd. Og siden æteriske ekkoer fra mosque’er længere borte, den samlede kalden fra muezziner, der blev kastet tilbage som ekko fra bakkerne. Til slut blandede Balata-mosque’en sig i koret efter kl. 4 om morgenen. Jeg fandt trøst i det.

 

Kl. 7 :25 bekendtgjorde mosque’en, at endnu en dreng, den 16-årige fighter

Khalid Mohammed Msyme, var død. Han døde i et sammenstød med hæren i løbet af natten. Den første, der blev skudt, 14-årige Noor Njam er endnu ikke død, skønt han blev ramt med skarpt i hovedet, men det forventes ikke, at han overlever. Sommetider tager det lang tid at dø. En tredje dreng, også 16 år gammel, af Sanegre-familien, er også livsfarligt såret. Af et skud i maven.

 

I kapellet puffede drenge, der ikke nåede mig til albuen, til hinanden for at komme til at se Khalids lig. Khalids teenagevenner sad udenfor i tavshed, fortumlede og  chokerede. En ældre ven prøvede at trøste, men han rystede selv af bevægelse. Khalid var en fighter og blev martyr blot 16 år gammel. Nogle mænd førte begravelsesoptoget tilbage til lejren, mens de priste barnet som en helt.

 

Imens ventede kvinderne tæt ved hans moders hus. En af hendes sønner døde før intifadaen, en anden har været fængslet af israelerne gennem de seneste tre år. I løbet af den tid døde en anden bror og idag Khalid. Hans mor har nu mistet tre sønner.

 

Under begravelsen sad vi i stilhed, udmattede. Nye besøgende var udmattede og chokerede. Palæstinensiske venner var tavse i deres sorg. Hvad angår mig selv var jeg blot meget træt. Tomheden ved al denne død er hjerteknusende. Endnu flere døde børn under den såkaldte våbenhvile er fuldstændigt knusende. Jeg har ikke meget håb om, at drabene vil blive bragt til ophør lige med det første.

 

Redigeret og oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

 

Comments are closed.