Israel ønsker ikke fred

The Electronic Intifada

Israel ønsker ikke fred

Adri Nieuwhof og Bangani Ngeleza, The Electronic Intifada  7. juli  2005

Adri Nieuwhof og Bangani Ngleleza besøgte for nylig de besatte palæstinensiske territorier. En varm sommerdag rejste de sammen med en palæstinensisk guide fra Ramallaah til Jarushya, nord for Tulkarem. Formålet med turen var at besøge familier, der mærker virkningerne af muren. Guiden havde kontaktet en leder fra lokalsamfundet i Tulkarem og truffet aftale om et møde. Han ville ledsage de rejsende for at vise murens virkninger for de palæstinensiske familiers liv.

 

Køreturen til Tulkarem

Turen til Tulkaren er ikke let for vores chauffør. Han klager over, at vejene på Vestbredden undergår hurtige ændringer. Det israelske regime arbejder for fuld tryk på bygningen af netværket af landeveje, der skærer gennem besatte palæstinensiske territorier og lægger beslag på dele af traditionelt palæstinensiske veje.

Mange  skilte med arabisk tekst langs vejen, som leder chaufførerne frem til palæstinensiske landsbyer og landsbyer forsvinder. Nye skilte med hebræisk tekst bliver sat op med anvisninger på, hvorledes man kan nå frem til jødiske bosættelser. Det er endnu et udtryk for hvor selvcentreret det israelske regime er og for benægtelsen af det palæsatinensiske folks eksistens.

Da vi endelig når frem til Tulkarem ringer vores guide til Mohamed – det er ikke hans virkelige navn – en velanskrevet leder i lokalsamfundet. Mohamed var en rig forretningsmand, som har mistet ejendom og indkomst på grund af muren. Han er nu involveret i mobiliseringen af de familier, der påføres lidelser på grund af Muren.

Efter et par minutter kommer han i en taxi for at tage med os ud til en landsby nær Jarushya, hvor vi skal møde en familie, der har Muren i sin baggård. Undervejs derud forklarer han, at landsbyen tæller 130 medlemmer af én familie.

Familien levede af at eksportere olivenolie og mandler, men Muren har skilt dem fra deres jord. Familiens finansielle situation er blevet alvorligt påvirket. Mohamed siger: ”Vi kalder Muren for Apartheidmuren. Vores situation er lige som under apertheid, skønt vi føler, at vores situation er værre”.

Historien om en bondes familie               

Familien har gennem fire generationer levet på sin jord, der omfatter 450 dunams (450.000 kvadratmeter). Familiefaderen, en skrøbelig gammel mand med et ansigt, der er præget af dybe rynker, får besked om vores besøg og kommer ind til os i dagligstuen, støttende sig til sin spadserestok. Han har britiske papirer, der viser, at han ejer jorden. Hans kone er død, men skuer ned på os fra et stort portræt i dagligstuen.

Hans søn Jamal – ikke hans virkelige navn – er stolt af sin mor og mens han peger på hendes portræt fortæller han, at hans mor altid sagde: ”Fred er vejen”. Han fortsætter, ”vores jord er vigtig for os. Vi har bygget vores huse af hvad denne jord gav os, Vi blev gift på denne jord. Den sendte vores børn i skole. Vi producerede 12 tons olivenolie og 8 tons mandler om året”. 

”I 2002 modtog vi en konfisskationsordre vedrørende vores jord. Vores familie er en af de første, der blev ramt af Muren. Se, der er Muren i vores baggård, mindre end 10 meter fra vores hus. 3.000 af vores oliventræer blev rykket op med rode for at give plads til Muren. Den er bygget på vores jord og den afskærer os fra vores marker. Vi bad det israelske regime om tilladelse til at dyrke vores jord. Gennem to år fik vi ikke denne tilladelse og træerne var døende”.

”Ifølge en gammel lov fra Osmanner-tiden, kan jord, som ikke er blevet gødet i tre år, konfiskeres. Nu har vi en tilladelse, men den gælder kun for en begrænset periode. Bag på tilladelsen erklæres det, at man anerkender, at jorden ikke tilhører en selv. Det får mig til at græde”. 

Han fortsætter og fortæller os, ”et af deres andre fupnumre består i kun at give den første ejer og hans søn tilladelse til at dyrke jorden. I mit tilfælde betyder det, at jeg og min gamle far har adgang til vores jord, men min kone og min søn har ikke. Israel fifler med lovene. Under det britiske styre var skatten på jord høj, så palæstinensiske bønder angav ofte, at de ejede mindre land, end det faktisk var tilfældet. Israelerne bruger papirerne fra den britiske tid til at frakende os vores land.

Et udsyn over Muren 

Vi går alle sammen op taget for at få et klart billede af situationen. Så langt øjet rækker er der bakker med familiens oliven-og mandellunde. Men vi kan også fra baggården se Muren imellem træerne . Pigtråd fulgt af en cirka to meter dyb grøft, som forhindrer køretøjer i at komme forbi.

Derefter en jordvej, der kan benyttes af hærens patruljer. Det pigtrådsarmerede hegn er tre meter højt; vi befinder os den anden side hvor der er en vej med fint sand, som afslører fodsporene fra enhver, der prøver at komme forbi. 

Mens vi er der, kommer der en jeep og fejer sandet klart til mulige fodspor. Det bliver gjort hver dag. Ved siden af sandstien er der en asfalteret vej til grænsepolitiet. Og igen er der pigtråd som afslutning på Muren. Overvågningskameraer peger over hegnet og ind på Vestbredden for at registrere farer, der måtte være på vej. Muren er, med patruljevejene og pigtråden på begge sider, omkring 40 meter bred.

Jamal fortæller os: ”Da de byggede Muren, rykkede fyren med bulldozzeren alle træerne tæt ved vores hus op med rode. Se der – 25 meter er der deroverder plejede der at være træer. Så sagde han: ”Undskyld, det var den forkerte række vi snuppede”; og så begyndte han at rykke træerne i en anden række op, der hvor Muren nu står. Vi har kunnet genplante nogle træer, men ikke alle”. 

Chikanerier ved kontrolposten

Den port, hvorfra man kan komme ud til markerne, er fem kilometer væk. Jamal forklarer: ” Kan du forestille dig det ? Vi skal rejse fem kilometer frem og tilbage for at komme ind i vores tidligere baggård. Vi får ikke lov at komme gennem porten med biler eller traktorer. Vi kan kun bruge vores æsler, men de kan blot bære op til 100 kilo. Det gør det praktisk taget umuligt at bringe alle de oliven, det stadig lykkes for os at høste, i hus. 

Der er skiltning ved portene om, at de er åbne på bestemte tidspunkter, fra kl. 7 til 10 om morgenen og aftenen. Hvis man vil igennem porten gør man klogt i at være der kl. 5 og vente på, at soldaten er i humør til at åbne. Sidste ramadan blev vi ydmyget; vi skulle stå i tre rækker, en for mænd, en for kvinder, en for æsler. Vi skulle tage tøjet for at vise, at vi ikke var bevæbnede”.

Den gamle mand sagde ikke et ord, men hans øje stirrer stift på hans jord. Han sætter sig på en plasticstol, hviler den ene hånd på knæet, den anden på spadserestokken. Mohamed fortæller prøvende, at han kunne fortælle os om, hvad derr sker ved portene, men at han afstår fra det. Det vil få ham til at græde som et barn. Vi lader ham forstå, at det kan vi godt leve med. Han kan blot fortælle os det, hvis han selv ønsker at gøre det.

Vi går tilbage til dagligstuen og bliver budt på mere lækker arabisk kaffe. Mohamed begynder med tårer i øjnene at fortælle om, hvad der sker ved kontrolposterne. Og vi lytter med heftigt bankende hjerter. ”Vores folk bliver chikaneret af de israelske soldater. Det er ikke blot det, at vi er nødt til at vi skal affinde os med deres temperament, hvis de lader os komme igennem. I et tilfælde miusbrugte fem soldater ved porten her en bonde. De tvang ham til med  – med geværløb rettet mod sig – at tage bukserne af og kneppe sit eget æsel. Jeg græder som et barn, men jeg ønsker at fortælle jer dette, så I kan fortælle verden om vores ydmygelser”.

Familiens øjne er stift rettede mod os, der for en stund føler, at vi har mistet talens brug. Vores kaffe er kold og urørt.

Vi bliver på vores jord

Efter nogen tid fortsætter Jamal: ”Palæstinenserne rækker stadig hånden frem og udveksler håndtryk med israelerne for at slutte fred. Men Israel ønsker ikke fred. Det vil have vores jord. Israel kræver sikkerhed – men hvor er min sikkerhed? Vi bor i et fængsel. Hvordan

skal vi sørge for mad til vores familier? Jeg har ikke penge nok til at min datter kan blive gift. Vi bliver i vores hus. Det vil gøre soldaterne nervøse og agressive. Sommetider skyder de på os”.

”Nu vil Israel erklære denne zone for  sikkerhedszone. Hvorfor? Er de bange for stenkastende børn? Vi frygter, at det næste skridt vil blive  nedrivning af vores huse. Palæstinenserne kan ikke se noget håb i fredsprocessen. Vi forbliver på vores jord. Det er vores jord. Vi må gøre front mod israelerne og opdrage vores børn til at leve med disse vanskeligheder”.

”Jeg ved, at israelerne har børn. Vi ønsker fred for vores børn. Vi vil have vores jord. Vi vil have frihed til at bevæge os. Vi vil have adgang til at bede i vores mosque i Jerusalem. Folk må slutte sig til os i vores kamp. Vi kan ikke fjerne de bånd,  der binder os uden verdens støtte. Vi opgiver ikke håbet”.

Adri Nieuwhof og Bangani Ngleleza er free lance konsulenter med base i henholdsvis Nederlandene og Sydafrika

Redigeret og oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen 

Comments are closed.