Grov misinformation: medierne i Palæstina-Israel konflikten

Electronic Intifada

Grov misinformation: medierne i Palæstina-Israel konflikten

Af Ali Abunimah, The Electronic Intifada

Den Palæstinensisk-israelske konflikt får en disproportionalt stor andel af mainstream vestlig mediebevågenhed, sammenlignet med f.eks. konflikter i Afrika.

På trods af dette forbliver offentligheden – specielt i Amerika – groft misinformeret.

Jeffrey Dvornik, ombudsmand for US National Public Radio (NPR), hævdede for nyligt at hans networks dækning i 2000-2001 havde ”en tendens til at overreportere intifadaens indvirkning på palæstinenserne og underreportere virkningen på israelerne.”

I virkeligheden var det modsatte sandt. I løbet af en seks-måneders periode ved begyndelsen af Intifadaen rapporterede NPR 84 % af israelske civile dødsfald, hvilket er vist i et studie af den velrespekterede Fairness and Accuracy in Reporting organization, mens kun 26 % af de palæstinensiske civile dødsfald blev rapporteret.

Dette har været et konsekvent mønster i medierne.

I denne periode har NPRs korrespondent i Jerusalem, Linda Gradstein, taget imod uetiske pengebeløb på op til tusinder af dollars årligt fra pro-israelske organisationer;

En praksis som først blev stoppet efter en undersøgelse foretaget af kollegaer og mig selv (for den Elektroniske Intifadas hjemmeside) afslørede det.

NPR tillod Gradstein at fortsætte, mens de tidligere havde afskediget en anden korrespondent på grundlag af, at hun ikke meddelte til managerne, at hendes mand havde været rådgiver for det palæstinensiske selvstyre.

Dvorkins revisionisme fremkommer på et tidspunkt, hvor NPR og andre medier såvel som akademiske organisationer i USA står over for et massivt angreb fra pro-israelske grupper og disses allierede i kongressen, som anser enhver reporteren, som ikke slavisk følger den israelske linje, for at være fjendtlig eller sågar anti-semitisk.

NPR og beslægtede tv-stationer er underlagt enorme beskærelser i deres offentlige tilskud tilskyndet af embedsmænd med nære forbindelser til den pro-israelske lobby.

De, som sætter deres lid til dagpressen, kan tilgives for at tro, at israelerne i overvældende grad er ofrene for volden, og at palæstinenserne er de primære forbrydere.

Man er nødt til konstant at minde nyhedsbureauer om, at israelerne fra begyndelsen af den første intifada i december 1987 til d. 15. maj har dræbt i alt 4,857 palæstinensere, hvoraf størstedelen var ubevæbnede civile, af hvilke 949 var under 18 år, if. den israelske menneskerettighedsgruppe B’Tselem.

I den samme periode dræbte palæstinenserne 1,382 israelere, af hvilke 928 var civile og 131 børn.

Kun få husker, at den første palæstinensiske selvmordsaktion som havde israelske civile mål fandt sted 40 dage efter bosætteren Baruch Goldsteins 1994 massakre, hvor godt 29 palæstinensere blev dræbt i Hebron (if. Wikipedia, oversætters note).

Generelt har medierne reageret på det zionistiske pres på dem ved at ty til en falsk balance, hvor reporteren simpelthen citerer modparternes påstande, uden selvstændigt at tage stilling til fakta, som understøtter den enes og modsiger den andens.

Således bliver de if. international lov besatte territorier til ”omstridte” territorier og bosættelser bliver til ”nabokvarterer”. Besættelsens nådesløse virkelighed bliver så blot noget, som palæstinenserne ”opfatter”.

I forhold til politisk analyse, så tager mainstream mediekommentarerne deres stikord fra den amerikanske ledelses agenda, og udfordrer næsten aldrig Amerikas uforbeholdne støtte til Israel.

Efter Arafats død var der mange klichefyldte ledere i aviserne om ”window of opportunity” for fred. Ethvert faktum, som ikke passer ind i det rosenrøde scenarium, ignoreres.

PA’s beskæftigelsesminister skrev for nylig, at ”mens Israel talte om tilbagetrækningen af bosættelser, som råder over mindre end 2000 husstande fra Gaza, har Israel haft meget travlt med at bygge omkring 6400 husstande i illegale bosættelser på Vestbredden alene i dette år.”

Få mennesker er klar over dette, fordi medierne følger den officielle holdning, at Sharons Gaza-plan er vigtig, mens hans handlinger på Vestbredden ikke er det.

På den palæstinensiske scene blev Mahmud Abbas’ – Amerikas favoriserede kandidat- tvivlsomme valg hyldet som en stor sejr for demokratiet, mens hans larmende udemokratiske beslutning om at aflyse det parlamentariske valg, hvor hans Fatah-fraktion stod til at tabe til Hamas, blev ignoreret.

Og mens der er meget omtale af palæstinensiske reformer, fokuserer medierne sjældent på de længerevarende og alvorlige anklager om korruption hos nøglefigurer i PA, som er nær Abbas, og hvor nogle af dem hyldes som reformatorer.

Selvom medierne har indtil flere mangler, så er der selvfølgelig nogle få dedikerede og fair journalister, hvis vigtige bidrag skal anerkendes.

Paradoksalt nok har PA, som synes at tro på at international opinion en skønne dag kommer dem til hjælp, forsømt at imødegå Israels propaganda med en bæredygtig kommunikationsstrategi, og har i stor udstrækning forsømt at tage sig af palæstinensiske individuelles -og private gruppers indsats.

Alt dette peger på vigtigheden af udvikling af et stærkt og uafhængigt palæstinensisk nyhedsapparat, der hverken er tilknyttet PA eller internationale donorer.

Når alt kommer til alt er donorernes agenda det at sætte fokus på interne palæstinensiske reformer og et endeløst sterilt diplomati for at undgå den nødvendige konfrontation med Israel, uden hvilken der aldrig kan blive fremskridt mod fred.

Ali Abunimah er medstifter af Den Elektroniske Intifada hjemmeside. Denne kommentar er en af fire udgivne artikler om internationale medier og Israel-Palæstina konflikten i 30. juni udgaven af Bitterlemons, som formidler israelske og palæstinensiske synsvinkler på vigtige problemstillinger.

4.juli 2005

http://electronicintifada.net/v2/article3963.shtml

Oversat fra engelsk for DPV af Malene Agergaard Rasmussen.

Dette indlæg blev udgivet i Boykotkampagne, Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.