Misinformation i stor stil

The Elecstronic Intifada

Misinformation i stor stil

Medierne i den palæstinensisk-israelske konflikt

Af Ali Abunimah, The Elecstronic Intifada, 4. juli 2005

Den palæstinensisk-israelske konflikt er genstand for en uforholdsmæssigt stor andel af de fremherskende vestlige mediers opmærksomhed i sammenligning f.eks. med konflikter i Afrika. Og dog forbliver offentligheden, især i USA, i høj grad misinformeret.

Jeffrey Dvorkin, ombudsmand i US National Public Radio (NPR), hævdede for nylig, at hans netværks dækning i 2000 – 2001 havde “en tendens til at overrapportere om intifadaens virkning for palæstinenserne og underrapportere om virkningen for israelerne”.

Faktisk var sandheden lige omvendt.

Gennem en seks-måneders periode tæt på intifadaens begyndelse rapporterede NPR om 84% af civile israelske dødsfald, fremgik det i en undersøgelse fra den velanskrevne organisation “Fairness and Accuracy in Reporting” mens NPR kun rapporterede om 26% af civile palæstinensiske dødsfald.

Dette har været et vedvarende mønster i alle medierne.

På det tidspunkt modtog NPR’s correspondent i Jerusalem, Linda Gradstein årligt uetiske udbetalinger på hundreder tusinder af dollars fra pro-israelske organisationer, en praksis som først blev stoppet efter, at det blev afsløret i en undersøgelse, som jeg og nogle kolleger lavede for The Electronic Intifadas hjemmeside.

Mens NPR lod Linda Gradstein fortsætte i sit job, havde det tidligere afskediget en anden korrespondent med den påstand, at hun ikke havde fortalt direktørerne, at hendes ægtemand havde været rådgiver for den Palæstinensiske Myndighed (PA,red.)

Dvorkins oprør kommer på et tidspunkt, hvor NPR og andre medier og akademiske organisationer i USA bliver udsat for hårde angreb fra pro-israelske grupper og deres allierede i Kongressen, der opfatter enhver rapportage, som ikke slavisk slutter op om den israelske politik som uforsonligt fjendtlig eller endog antisemitisk.

NPR og dets tilknyttede stationer kan imødese meget kraftige nedskæringer i deres tilskud fra regeringen, tilskyndet af funktionærer med nære bånd til den pro-israelske lobby.

Dem, der forlader sig på de fremherskende medier, kan man tilgive for at tro, at israelerne i overvejende grad er voldens ofre og palæstinenserne de største voldsudøvere.

Organisationer i medieverdenen må til stadighed mindes om, at fra begyndelsen af den første intifada i december 1987 til 15. maj 2005 har israelerne dræbt 4.857 palæstinensere af hvilke det store flertal var ubevæbnede civile, hvoraf 949 var under 18 år, ifølge den israelske menneskerettighedsgruppe B’Tselem.

I den samme periode dræbte palæstinensere 1.382 israelere af hvilke 928 var civile og 131 børn. Kun få husker, at den allerførste palæstinensiske selvmordsbombeaktion, der ramte civile, fandt sted 40 dage efter bosætteren Baruch Goldsteins massakre i 1994 på dusinvis af palæstinensere i Hebron.

Generelt har medierne reageret på zionistiske pressionsgrupper ved at ty til en falsk opgørelse, hvor reporteren simpelthen gentager påstandene fra “begge sider”og ikke gør noget forsøg på uafhængigt at vurdere bevismaterialer, der styrker den ene side og modsiger den anden.

Således bliver territorier, der ifølge internationale retsnormer er besatte til “omstridte områder” og bosættelser, der er bygget på eksproprieret, besat jord bliver til “områder”. Besættelsens grusomme virkelighed bliver noget der blot “opfattes” af palæstinensere.

Hvad angår politiske analyser henter de fremherskende mediers kommentarer deres stikord frra USA’s regerings dagsorden og sætter næsten aldrig spørgsmålstegn ved USA’s ubetingede støtte til Israel.

Efter Arafats død fremkom der meget floskelfyldt skriveri i lederartikler om et “mulighedens vindue” til fred. Næsten totalt overset bliver alle kendsgerninger, der ikke matcher dette rosenrøde scenarie.

PA’s arbejdsminister Ghassan Khatib skrev for nylig at “mens Israel taler om at rømme bosættelser med mindre end 2.000 boligenheder i Gaza, har det haft travlt med – blot iår – at bygge i størrelsesordenen 6.400 boligenheder i illegale bosættlser på Vestbreddedn”.

Kun få er opmærksomme på dette forhold, fordi medierne tror på det officielle spin om, at Sharons Gaza-plan er betydningsfuild hvorimod hans handlinger på Vestbredden ikke er det.

På den palæstinensiske scene blev det diskutable valg, en brøkdel af det palæstinensiske folks valg af Mahmoud Abbas, USA’s foretrukne kandidat, hilst som en stor sejr for demokratiet, mens hans groft udemokratiske beslutning om at annullere fastsatte valg til den lovgivende forsamling, som hans Fatah-fraktion risikerede at tabe, er blevet nedtonet.

Og mens der tales meget om palæstinensisk “reform” fokuserer medierne sjældent på vedvarende og troværdige påstande om korruption i stor stil, begået af Abbas’s nære medarbejdere i PA, som endda for nogles vedkommende hyldes som “reformatorer”.

Mens medierne lider af alvorlige mangler, findes der naturligvis nogle engagerede og fair journalister, hvis vitale indsats burde anerkendes. Og paradoksalt nok har PA, som synes at tro, at den internationale opinion vil komme den til undsætning, ikke været i stand til at modvirke den israelske propaganda med en troværdig kommunikationsstrategi og har stort set overladt den opgave til palæstinensiske enkeltpersoner og private grupper.

Alt dette peger på hvor vitalt vigtigt det er at udvikle stærke, uafhængige palæstinensiske medier, der hverken er knyttet til PA eller til internationale donorer. Donorernes dagsorden er, når alt kommer til alt, at fokusere på intern palæstinensisk “reform” og endeløst, sterilt diplomati for at undgå den nødvendige konfrontation med Israel uden hvilken der ikke kan gøres noget skridt frem mod fred.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.