Livet i Khan Yunis

Live from occupied Palestine

Livet i Khan Yunis

Laila m. El-Haddad, Live from occupied Palestine June 28, 2005

Det er interessant at læse nyhederne ud fra dette perspektiv. Jeg mener, når man er nyhederne, eller når man oplever de nyheder, som bliver rapporteret og det mens man skriver nyhederne.

I mandags besøgte jeg flygtningelejren i Khan Yunis, målet for mangt et angreb fra israelske styrker, for at snakke med palæstinensiske flygtninge derfra, for at høre om deres tanker om den israelske tilbagetrækning.

Det er en temmelig besynderlig – og trist – scene, som det ofte er tilfældet i Gaza. Flygtningeboliger, der er ved at gå til i forvitring og med skudhuller så store som æbler står som skeletter foran Neve Dekalim-bosættelsen, som er en del af Gush-bosætterblokken.

Den ligger i skyggen af palmetræer og villaer i Middelhavs-stil med røde tage og det uspolerede, uberørte sand på stranden i Khan Yunis, nu tilgængelig for alle, lige med undtagelse af palæstinenserne.

Abo Ahmed er en af de flygtninge, som jeg mødte. Udsigten fra anden sal i hans hjem over Neve Dekalim og et israelsk snigskyttetårn er betagende.

Bortset fra militærbasen er der intet andet end den klare blå himmel over Middelhavet ved det ensomt beliggende Khan Yunis.

“Dejlig udsigt, ikke?” siger han spøgende til mig stående foran væggen, der er mærket af skudhuller som et stykke schweizerost at de hundredvis af granater og kugler, der har ramt den. “Et af de huller kunne have været i mig”.

Det var første gang Abo Ahmed havde vovet sig op i sin tomme dagligstue, siden han byggede den for nogle få år siden.

Hans nabos børn, der bor under en zinkplade dækket af forrevne tæpper fnes da de så mig. “Vil du ikke nok tage et billede af os”, spurgte en lille pige, Siham. Ovenover svirrede et førerløst spionfly truende og en kamphelikopter patruljerede langs kysten.

“Se de fly, de kommer og skyder missiler mod os”, forklarede de sagkyndigt. De fly har de set alt for mange gange før. Krigen har været deres lærer.

I nærheden sad en gruppe palæstinensere fra Mawasi-enklaven, hvis afsondring fra resten af Gaza nu har været tilendebragt i flere år, i skyggen af et håndlavet palmebladstag og ventede på, at Tufah-kontrolposten skulle åbne, så de kunne vende hjem. Dagen før blev fire af Mawasi’s indbyggere brutalt banket af bosættere fra Gush-blokken.

Gerningsmændene er endnu ikke blevet draget til ansvar.

Imens gik børnene videre ud i horisonten, faretruende tæt på det israelske snigskyttetårn og prøvede at få en hjemmelavet papirdrage, som en af de ældre drenge foldede sammen, op at flyve. Ved siden af dem kølede en gruppe drenge af i en dam af salt spildvand, som fra bosættelserne løber ud i en lavning i sandet, et biprodukt fra et israelsk afsaltningsanlæg.

Dette er deres legeplads. Snart tilkalder israelerne de palæstinensiske opsynsmænd til at jage dem væk.

På vej tilbage til Gaza by, hørte jeg, at en 17-årig dreng Iyad al-Nabaheen var blevet dræbt af skud fra israelske snigskytter mens han var i færd med at fange fugle sammen sine venner nord for Breij-flygtningelejren, netop som jeg kørte forbi. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det kunne have været lille Siham. Eller et af de andre børn, der vadede i vandet.

Eller min egen søn Yousuf.

Men Iyads død blev ikke nævnt nogle steder. Hans nekrolog kunne man finde i syvende eller ottende afsnit af en artikel om en forsøgt – nogle siger opdigtet – kvindelig selvmordsbombning i Erez og drabet på en israelsk bosætter på Vestbredden. Hvil i fred Iyad. Måtte din sjæl flyve højere end lille Sihams drage.

Leila M. El-Haddad er journalist med base i Gaza-striben.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.